13. december 2012

The Music of James Bond

I halvtredsåret for den officielle serie af James Bond-film har filmmusikskribenten Jon Burlingame gjort en stor indsats for at lukke et blødende hul; manglen på en bog, der kommer ind på den musikalske side af alle James Bond-film, fra Dr. No (1962) og til og med Quantum of Solace (2008).

Der har naturligvis været skrevet om musikken til mange af Bond-filmene andre steder, ikke mindst i de forskellige biografier om John Barry, men Burlingames bog er den første, der samlet behandler Bond-seriens musik – i øvrigt inkluderer Burlingame også 1967-udgaven af Casino Royale og Never Say Never Again (1983), så med undtagelse af den første tv-udgave af Casino Royale fra 1954, er bogen komplet!

Nej, godt nok er Skyfall (2012) ikke inkluderet, men uanset hvornår bogen måtte udkomme, ville den jo mangle de efterfølgende film i Bond-serien, som jo lever i bedste velgående – især efter den massive succes, som Skyfall har haft. Og så har Burlingame og forlaget jo rig lejlighed til at udsende en ny udgave af bogen om nogle år, når der er en stribe nye Bond-film at føje til rækken.

Strukturen

The Music of James Bond er på blot 279 sider og faktisk er længden én af mine få, luksusprægede, kritikpunkter ved bogen, men det vender jeg tilbage til.

Bogen er opbygget kronologisk. Efter et forord med alle de obligatoriske takke-noter og et indledende kapitel, består bogen af 24 kapitler, ét for hver James Bond-film siden 1962– og altså inklusive de to Bond-film, der ikke indgår i Eon-serien, nemlig Casino Royale (1967) og Never Say Never Again (1983).

Derefter følger en kort efterskrift samt to appendikser. Appendiks 1 er en oversigt over James Bond-scores på LP og CD samt et udvalg af andre Bond-relaterede albums. Appendiks 2 er en oversigt med titlen ”The Bond Songs That Never Were” og handler om Bond-sange, der blev vraget af forskellige årsager.

De enkelte kapitler, der er dedikeret til hver Bond-film, fylder mellem 8 og 18 sider; hovedparten ligger på 10-12 sider. Kapitlerne følger ikke en slavisk struktur, men de fleste indeholder nogenlunde det samme: En kort redegørelse for filmen, komponisten, scoret og ikke mindst sangen fra hver enkelt film. Derudover indeholder hvert kapitel en boks med titlen ”Score Highlights”, der løber over flere sider og som gør rede for brugen af musik i filmen og relaterer denne musik til den musik, der findes på albumudgivelserne.

Vidende og underholdende skrevet

Alle bogens kapitler er skrevet vidende og underholdende af en mand, der tydeligvis har styr på sin research. Burlingame kommer naturligvis også ind på nogle af de interessante aspekter af Bond-seriens musik, bl.a. diskussionen af det originale James Bond-tema og tvisten mellem Monty Norman og John Barry om, hvem der egentlig komponerede det.

Andre spændende aspekter handler om Bond-sangene og deres tilblivelse, som ikke mindst ofte er spændende på grund af teksterne, der ikke altid var uproblematiske, og de kunstnere, der blev valgt til at fremføre dem.

Her kommer bl.a. én af bogens mest underholdende anekdoter, genfortalt af Paul Williams, der skrev den originale tekst til ”Moonraker” på et tidspunkt, hvor Frank Sinatra faktisk så ud til at ville indspille sangen. Paul Williams havde et møde med Sinatra og fortæller, med Burlingames ord, følgende historie:

”Sinatra opened a briefcase, which contained his datebook (and a .38, Williams noted), and they discussed possible dates for recording.”

En Frank Sinatra med en revolver i sin attachémappe er bare én af bogens anekdoter – og vel nok den bedste – og man har på fornemmelsen, at Burlingame sidder på mange flere af den slags historier, som ikke kom med i bogen. Det ærgrer man sig en lille smule over.

Man ville ønske, bogen var længere

Bogens kapitler indeholder mange mindre uddrag af forskellige interviews – både Burlingames egne interviews med nogle af de involverede parter og citater fra diverse andre interviews – men der er ikke tale om en interviewbog som sådan. Af og til kunne man godt ønske sig, at man hørte endnu mere fra de enkelte komponister og tekstforfattere, end man gør, men her har bogens længde formentlig spillet ind, og det er som sagt ét af mine få kritikpunkter.

The Music of James Bond er så velskrevet og så underholdende, at man ofte ville ønske, at hvert enkelt kapitel var betydeligt længere. For dels har man som sagt fornemmelsen af, at Burlingame sidder på betydeligt mere materiale, end der er kommet med, dels er der elementer, man gerne havde set udfoldet noget mere.

Selv om retssagen mellem Monty Norman og John Barry bliver omtalt i kapitlet om Dr. No, kunne man godt ønske en mere dybdegående analyse, der belyste de to mænds bidrag. Risikoen her var naturligvis, at bogen ville blive for musikteknisk, hvilket tydeligvis ikke har været et ønske, og derfor er jeg også forstående over for, at Burlingame valgte den tilgang, han gjorde.

Til gengæld kunne jeg meget godt tænke mig lidt mere kød på forholdet mellem de enkelte scores og de albums, der er udkommet. F.eks. hører vi intet om rygterne om, at de originale masterbånd med musikken fra Moonraker (1979) stadig skulle findes i Frankrig. Selv hvis Burlingame ikke har gravet noget frem i sin research, der har kunnet be- eller afkræfte disse rygter, ville det være interessant at høre om. Generelt er denne del af Bond-musikken, altså eksistensen af originale masters eller manglen på samme, noget, vi ikke hører meget om.

Igen har det måske noget at gøre med bogens umiddelbare tilgængelighed for et publikum, der måske ikke er inkarnerede filmmusikfans, men for de, der er, kunne det have været interessant at høre mere om.

Disse aspekter af Bond-musikken er generelt henvist til boksene med ”Score Highlights”, som er læseværdige i den form de har, men som igen faktisk er så velskrevne, at man godt kunne ønske, at der var givet mere plads til dem. Hvad Burlingame gør, er faktisk at give en ret konsekvent gennemgang af hver enkelt film og musikken i dem samt en redegørelse for, hvor musikken findes på de udkomne albums (hvis den kan findes der). Spørgsmålet er, om det ikke havde været bedre at gøre det som et kapitel for sig, hvor der kunne bruges lidt mere plads på hver enkelt film – bl.a. fordi netop disse bokstekster, især set fra en filmmusikfans synspunkt, er virkeligt interessante og velskrevne.

Endelig kan man komme med en kritik af appendikserne, der reelt er for kortfattede og selektive til at være rigtig brugbare for fans. Appendiks 1 er en liste over albumudgivelserne af de enkelte Bond-scores, der sådan set ikke giver andet end produktnumrene på de enkelte albums – fordelt på LP’er og CD’er (førstnævnte kun gældende til og med Licence to Kill, 1989). CD-udgivelserne er i alle tilfælde de senest udgivne. Meget kortfattet redegøres der for forskelle mellem forskellige udgaver, f.eks. at der var fire score-tracks mere på den britiske LP-udgivelse af Goldfinger (1964) end på den amerikanske).

Det er selvfølgelig fint nok, at der er en diskografi, men hvis den skulle have nogen reel anvendelsesmulig, særligt for fans og i endnu højere grad for samlere, skulle den have været mere detaljeret. Appendiks 1 indeholder desuden en kort sektion med titlen ”Other notable Bond-related albums”, der, som titler antyder, er ekstremt selektiv.

Appendiks 2 hedder ”The Bond Songs That Never Were”. Det er ganske interessant læsning, men endnu engang er der meget lidt kød på, især fordi mange af de sange, der nævnes, faktisk er udgivet i forskellige sammenhænge, ligesom flere af kunstnerne faktisk har sagt ganske meget om deres sange. Derfor havde det været oplagt at give en lidt mere indgående præsentation af hver af de alternative sange og kunstnernes tanker bag dem, hvor det var muligt. Her er der en oplagt mulighed for Burlingame for at udvide på bogen til en senere udgave.

Få og luksusprægede kritikpunkter

Som man nok kan fornemme er mine kritikpunkter få og i meget høj grad luksusprægede, særligt mine klagepunkter i forbindelse med appendikserne. Alligevel mener jeg, de er berettigede: Havde Burlingame f.eks. undladt appendikserne, havde man ikke savnet dem, men i deres nuværende form virker lidt som eftertanker, der ikke er ordentligt gennemarbejdede.

Omvendt må man tage bogens salgbarhed og målgruppe i betragtning: The Music of James Bond er tydeligvis ikke skrevet til hardcore filmmusikfans eller samlere, men til fans af James Bond-serien og dens musik samt af filmmusik i bredere forstand. Det er en svær målgruppe at skrive for, ikke bare fordi utaknemmelige røvhuller som undertegnede altid vil kunne finde noget at klage over, men også fordi filmmusik er en relativ snæver niche at skrive om uden enten at gøre teksten for musikteknisk eller på andre punkter for nørdet og dermed skræmme potentielle læsere væk.

Den fejl begår Burlingame ikke, og det er også én af bogens helt store styrker: Rigtig mange læsere vil kunne have glæde af The Music of James Bond, uanset om de er James Bond-fans, filmmusikfans eller bare filmfans i al almindelighed. Naturligvis fordrer det én eller anden form for interesse i betydningen af filmmusik, men det er der mange, der har, uden at de af den grund nødvendigvis samler på filmmusik som sådan.

Er The Music of James Bond så den endegyldige bog om musikken til James Bond-filmene? Nej, det er den ikke. Men er den underholdende, informativ og stærkt læseværdig? Ved Gud, ja! Så hvis du på nogen måde har den mindste interesse i James Bond-filmenes musikalske side, er det bare med at få bestilt bogen i en fart!

5 stjerner

Titel: The Music of James Bond
Forfatter: John Burlingame
Forlag: Oxford University Press
Format: Hardcover
Sideantal: 283

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012