13. oktober 2012

Quantum of Solace

Musikken til Quantum of Solace er, akkurat ligesom filmen, markant stærkere end Casino Royale. Det emmer af overskud og selvstændighed, det er moderne på den fede måde og især actionmusikken er helt i top!

Med Casino Royale (2006) frigjorde David Arnold sig næsten helt fra John Barrys musikalske arv, der havde haft en stor indflydelse på Arnolds første tre scores til serien. Med Quantum of Solace er denne bevægelse komplet: Med undtagelse af ét eneste (i øvrigt charmerende) retro-cue, skal man lede scoret igennem med en tættekam for at finde antydninger af Barrys stil.

Quantum of Solace er et rent moderne score uden antydninger af retro-træk i blæserarrangementerne, som var der, Arnold oftest sendte anerkendende nik tilbage til Barrys klassiske Bond-scores. Heldigvis er Quantum of Solace samtidig et bedre score end Casino Royale.

For det første er actionmusikken fra Quantum of Solace af endnu højere kvalitet end det var i Casino Royale, og for det andet er der færre af de lange interludier med forholdsvist uinteressant underscore, der gjorde albummet med musik fra Casino Royale temmelig ujævnt. Underscore er der skam, men der er for det første mindre af den og for det andet er det generelt bedre her.

Dertil kommer, at Quantum of Solace-albummet er noget kortere – der er lige under en times score, og inklusive titelsangen af Jack White og Alicia Keys ligger spilletiden på 61 minutter.

Another Way To Die

Titelsangen, “Another Way to Die”, er desværre den svage side ved Quantum of Solace. Der er ingen solid melodisk kerne i sangen, der for det meste bare består af tre nedadgående toner og nogle gentagne piano-anslag, som den brægende vokal, der hverken er sang eller rap, er lagt hen over. Det er en uskøn, uelegant sang, der efter min mening står som den næstsvageste Bond-sang nogensinde, kun overgået (undergået?) af Madonna-rædslen “Die Another Day”.

Det er også tydeligt, at Arnold har haft svært ved at bruge noget af sangen (som er skrevet udelukkende af Jack White) i sit score, selv om han stedvist anvender gentagne pianoanslag som et slags ekko af sangen.

Men sangen kan på ingen måde levere et tema, som Arnold kunne gøre brug af som scorets primære musikalske identitet. Det problem har Arnold så løst ved at introducere flere temaer og motiver på egen hånd, der i manglen af et velfungerende titeltema, fungerer som røde tråde igennem scoret. Det er på ingen måde så direkte og genkendelige røde tråde, som når der er et klart artikuleret hovedtema (som f.eks. “Surrender”-temaet fra Tomorrow Never Dies), men det fungerer stadig efter hensigten.

Temaerne
David Arnold (f. 1962)
Det måske mest gennemgående tema i scoret må nok nærmere kaldes et motiv, for der er ikke tale om et fuldt udviklet tema; i stedet har vi at gøre med et motiv på seks toner, oftest fremført af strygerne, der dukker op adskillige gange igennem scoret og fungerer som en form for “hovedtema”. Det høres første gang hen imod slutningen af “Time To Get Out” (nr. 1), men vender som sagt tilbage gentagne gange.

Foruden dette lille sekstone-motiv, der i øvrigt kan være løst inspireret af titelsangen (Arnolds sekstone-motiv starter og slutter på samme tone som sangens tretone-motiv), samt de stedvise piano-anslag (der med lidt god vilje kan kaldes en form for motiv), introducerer Arnold yderligere et nyt motiv og to temaer.

Det andet nye motiv, der oftest høres i en udgave på bare fem toner, dukker første gang op i “Inside Man” (nr. 3), hvor det fremføres af elektrisk guitar, men det dukker op yderligere en håndfuld gange i løbet af scoret.

Det første af de to temaer er knyttet til den ene af filmens babes, den bolivianske Camille Montes (spillet af Olga Kurylenko). I tråd med Camilles sydamerikanske ophav, fremføres hendes tema på panfløjte, men der er ikke tale om et happy-go-lucky etnisk tema. Det er et dystert, simpelt tema, der rent stemningsmæssigt lyder som en pendant til Harmonicas tema fra Once Upon a Time in the West (1968). Ikke fordi de to temaer minder om hinanden med hensyn til det melodiske indhold; det er kun stemningen, jeg tænker på: Begge emmer af indestængt vrede og hævn. Camilles tema dukker første gang op i “Greene & Camille” (nr. 6) og høres igen flere gange, ligesom det udbygges og gives en mere harmonisk side i “Camille’s Story” (nr. 18).

Det sidste nye tema er også det mest udbyggede og lader til at være temaet for selve den dystre Quantum-organisation. Det høres allerbedst i det fornemme cue “Night At The Opera” (nr. 9), men også dette tema anvendes jævnt igennem scoret i forskellige udgaver og instrumenteringer.

Foruden de nye temaer gør Arnold enkelte steder også brug af to af temaerne fra Casino Royale, nemlig hovedtemaet fra “You Know My Name”, der dukker op en enkelt gang i “Talamone” (nr. 11), samt Vespers tema, der bl.a. høres i det stille cue “What’s Keeping You Awake” (nr. 12) og minder lytteren om, at selv om Vesper er død, så er det i bund og grund hende, hele filmen handler om.

Det klassiske James Bond-tema dukker op hist og her, om end slet ikke så hyppigt eller i så rendyrket en udgave, som man kunne have forventet. Dette skal måske igen tilskrives, at vi fortsat befinder os i Bonds formative periode efter rebooten. Godt nok afsluttede Arnold Casino Royale med Bond-temaet for fuld udblæsning, men historien i Quantum of Solace fortsætter jo historien direkte fra Casino Royale og kan på den måde ses som den reelle afslutning på historien og sidste del af Bonds “fødsel” som 007.

Og Bond-temaet dukker da også op, men i forholdsvis maskerede udgaver og intet sted på albummet får vi det fulde Bond-tema (det findes dog i filmen, bl.a. naturligvis i den traditionelle gunbarrel-sekvens, der på utraditionel vis her er placeret ved filmens afslutning, umiddelbart før rulleteksterne). I løbet af albummet er det primært indledningen på Bond-temaet (de første fire toner), der høres i forskellige varianter, bl.a. i kontrapunkt til den øvrige musik, som i “Oil Fields” (nr. 19). Derudover er der det charmerende cue “Field Trip”, der lyder som noget fra 1960′erne, og hvor vi hører lidt mere af temaet.

Moderne på den fede måde

På trods af manglen på et fornuftigt hovedtema fra titelsangen, formår David Arnold altså alligevel at få det bedste ud af situationen, og resultatet er et overordentligt gennemarbejdet score, der fungerer godt på næsten samtlige niveauer.

Først og fremmest er Quantum of Solace, som nævnt indledningsvist, et moderne score, hvormed jeg ikke bare mener, at Barryismerne er væk, men også, at orkestreringen og kompositionerne er moderne og cool på den fede måde. F.eks. er jeg vild med Arnolds brug af elektrisk guitar i f.eks. “Inside Man” og “Bond In Haiti” (nr. 5).

Samtidig synes jeg også, det er rigtig fedt, at Arnold ikke overdriver de etniske elementer i cues som “Bond In Haiti”, “Somebody Wants To Kill You” (nr. 6) og “Bolivian Taxi Ride” (nr. 13). Ganske vist gør Arnold brug af både akustisk guitar, slagtøj, fløjter og mere til, men det bliver hverken overdrevet hårdhændet eller direkte komisk, sådan som det ind imellem gør, når filmkomponister tager etniske klichéer i brug.

Top notch actionmusik

Som med Casino Royale rammer Arnold fortsat det perfekte blandingsforhold mellem det symfoniske og det elektroniske, hvilket blandt andet de forrygende actioncues er et godt eksempel på. Samtlige actioncues på Quantum of Solace-scoret er topfede.

Min personlige favorit blandt actionmusikken er “Target Terminated” (nr. 17), men også de to indledende cues, “Time To Get Out” og “The Palio” er ekstremt effektive. Imponerende er også det lange “Perla De Las Lunas” (nr. 21) og “Somebody Wants To Kill You” (særligt slutningen), hvor man i de rytmiske strygerostinati, med lidt god vilje, kan høre lidt inspiration fra John Powells Bourne-scores (2002, 2004, 2007).

Generelt er actionmusikken top notch på Quantum of Solace, og især “Target Terminated” kan sagtens konkurrere med “African Rundown” fra Casino Royale som noget af det absolut fedeste musik, Arnold har komponeret til Bond-serien indtil videre.

Dertil kommer, at suspensemusikken generelt er bedre og mere interessant på Quantum of Solace-scoret end det var tilfældet med Casino Royale. F.eks. “DC3″ (nr. 16), der hen imod slutningen også bare bliver røvcool med sin kombination af strygere, blæsere, akustisk guitar og trommer. Også de stille cues er vellykkede, måske især fordi flere af dem inkorporerer det fine tema for Vesper fra Casino Royale.

Emmer af overskud og selvstændighed

Quantum of Solace er, akkurat ligesom filmen, markant stærkere end Casino Royale: Det emmer af overskud og selvstændighed, og man kan næsten mærke, hvor befriende det har været for Arnold, at han uden problemer har kunnet kaste de hæderkronede Barryismer til side og koncentrere sig om at skrive sin helt egen musik. Det kunne man sådan set godt ønske, han havde gjort tidligere – også selv om referencerne til Barrys stil i Arnolds første tre Bond-scores fungerede fint.

Men den selvstændige tilgang, Arnold kommer med her, fungerer endnu bedre, og da især når man tager i betragtning, at rebooten af Bond med Casino Royale for alvor har bragt James Bond ind i det 21. århundrede. Quantum of Solace – score såvel som film – kommer med de allervarmeste anbefalinger herfra.

Der er så kun til sidst det at bemærke, at det er forbandet ærgerligt, at Sam Mendes fik lov til at tage sin egen komponist med sig til den nye Bond-film, Skyfall. For uanset hvor godt et score Thomas Newman måtte levere, kan det ikke undgås, at den musikalske kontinuitet ryger.

Nummerliste:
1. Time To Get Out (3:28)
2. The Palio (4:59)
3. Inside Man (0:39)
4. Bond In Haiti (0:35)
5. Somebody Wants To Kill You (2:18)
6. Greene & Camille (2:14)
7. Pursuit At Port Au Prince (5:58)
8. No Interest In Dominic Greene (2:44)
9. A Night At The Opera (3:02)
10. Restrict Bond’s Movements (1:32)
11. Talamone (0:35)
12. What’s Keeping You Awake (1:41)
13. Bolivian Taxi Ride (0:49)
14. Field Trip (0:42)
15. Forgive Yourself (2:27)
16. DC3 (1:15)
17. Target Terminated (3:54)
18. Camille’s Story (3:59)
19. Oil Fields (2:29)
20. Have You Ever Killed Someone? (1:33)
21. Perla De Las Dunas (8:07)
22. The Dead Don’t Care About Vengeance (1:15)
23. I Never Left (0:40)
24. Another Way To Die (Jack White & Alicia Keys) (4:23)

Total spilletid: 61:18

5 stjerner

Titel: Quantum of Solace
Komponeret af: David Arnold
Orkestreret af: Nicholas Dodd
Dirigeret af: Nicholas Dodd
Produceret af: David Arnold
Komponeret: 2008
Udgivet: 2008
Label: J Records

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012