13. juni 2012

The Thing: The Northman Nightmare

Det er efterhånden en del år siden at der er udkommet nogen The Thing-tegneserier fra Dark Horse, men sidste års prequel til The Thing har givet anledning til en gratis e-tegneserie, der er klart flottere end sine forgængere – men som ikke yder mytologien fuld retfærdighed.

Det er en kort lille historie, vi får her, om vikinger, der tager til Grønland for at besøge deres slægtninge, men i stedet finder et farligt rumvæsen, der kan ændre på sin skikkelse, så det ligner dem.

Der er ikke mere i historien end det, men for den ægte fanboy er der masser af sjove referencer, selv i en så kort og simpel fortælling. Selvsagt skal man som minimum have set The Thing fra 1982 eller have læst de ældre tegneserier for rigtigt at forstå den, men som sagt åbner der sig så en række referencer op.

Til nørden der godt kan lide at kloge sig

Northman Nightmare er en slags genfortælling af Beowulf, eftersom der er tale om vikinger, der bliver angrebet af noget mystisk om natten, uden at det efterlader sig spor.

Meget lig den første filmatisering af kortromanen Who Goes There?The Thing from Another World (1951) – er der her tale om et rumskib, der er styrtet ned, snarere end et rumskib, der er begravet i isen. Og i tråd med nogle af de ældre tegneserier er rumvæsenet mere interesseret i overlevelse end i verdensherredømmet, hvilket placerer den i tegneseriernes kontinuitet, snarere end i filmenes.

Lidt for utjekket rumvæsen

Der er virkelig ikke meget at sige om den korte handling, der er en så simpelt skåret monsterhistorie som muligt (hvad mere kan man vente eller ønske sig af så få sider?), men den er på sin vis skuffende, eftersom rumvæsenet flere gange afslører sig selv på ret uintelligente måder.

Selv hvis man skulle være en læser, der ikke hænger sig i, at rumvæsenet i både film og tegneserier efterligner sine ofre perfekt (helt ned til at opføre sig som de ville gøre), opfører det sig stadig ikke så kvikt, som man kunne forvente af nogen eller noget, der kan betjene et rumskib!

Fede tegninger

Selv om handlingen måske lader lidt tilbage, er tegningerne så gode, som de bliver. Både cover og paneler er stemningsmættede, og man fornemmer både den grønlandske kulde i den måde, omgivelserne er tegnet på, og sammenholdet blandt vikingerne, som er malet med varme farver.

Hvad der er endnu bedre, så udnyttes monstrets unikke karakter til at lave nogle visuelt interessante optrin, f.eks. fund af sammensmeltede kranier eller hår, der viser sig at være levende. Det eneste, der kan sættes en finger på, er, at coveret viser en viking med horn på hjelmen og en kæmpe økse, som om det var en fantasytegneserie – mens resten af tegningerne med vilje er holdt i en realistisk stil (årstallet passer dog ikke med dragterne – men hvem klager?). Selv om der “bare” er tale om en gratis e-tegneserie i anledning af filmen (nærmest en glorificeret reklame), er der tale om godt håndværk.

Digitale tegneserier sutter, så længe de er i en opstartsfase

Til trods for alt det gode, der kan siges om tegneserien, er den meget irriterende at læse i og med, at den er digital. Til forskel fra Marvel, har Dark Horse den fordel, at man ikke skal betale et abonnement (der jo kan udløbe) for at læse tegneserierne på nettet.

I stedet køber man dem enkeltvis og beholder dem i sin “collection” på nettet. Det er måske dyrere i sidste ende, men klart at foretrække for den, der kun læser i ny og næ. Til gengæld skal man altså stadig være logget på for at kunne læse sin tegneserie, hvilket er sindssygt irriterende for os, der gerne vil slappe af med offline læsning og måske især har tid til at læse, når vi er steder henne, hvor man slet ikke kan komme på nettet.

Man kan altså ikke tage sin samling med på den bærbare, når man skal i kolonihaven etc. Det er virkelig irriterende, eftersom fordelen ved digitale bøger jo netop skulle være, at de ikke fylder noget i bagagen.

Den reader, Dark Horse benytter sig af, har også kun tre indstillinger: Alt for nært zoom, et zoomniveau, hvor teksten er for lille, samt læsning panel for panel (hvilket er nederen, hvis man gerne vil nyde hele siden). Derudover kan man ikke vælge sider, men er tvunget til at bladre frem og tilbage side for side – eller loade hele skidtet forfra.

Det er helt utroligt, hvor meget sværere det er at bruge end en simpel PDF, hvor man jo kan springe til den side man vil og zoome som man selv ønsker det (foruden at man faktisk “ejer” en PDF). Men vi ved jo godt alle sammen hvorfor de ikke lægger PDF’er ud til download – piraterne ville stjæle dem og sprede dem hurtigere end selv ”The Thing” kan formere sig.

Så i stedet for at forbande Dark Horse (alt for meget), vil jeg slutte af med at sværge nogle eder over piraterne, der gør alle os andre til forlagenes forsøgskaniner som sikkert skal døje med mange forskellige irriterende formater, før nogen langt om længe rammer plet.

3 stjerner

Titel: The Thing: The Northman Nightmare.
Forfatter: Steve Niles
Tegnere: Patric Reynolds, Dave Stewart, Menton Matthews III
Albumlængde: 27 sider
hvid
Udkom i 2011 på Dark Horse Digital og kan frit downloades derfra.

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012