13. februar 2008

Casus kiran

Casus kiranCasus kiran er en herlig omgang tyrkisk sleaze: Grim at se på, har dårlige skuespillere, en forvrøvlet handling og en spilletid på kun lige lidt over en time. Hvem kan sige nej tak til det?

De af Planet Pulps læsere, som har en svaghed for tyrkiske film, vil vide, at vi det sidste halve år har anmeldt flere tyrkiske perler fra 50′erne, 60′erne og 70′erne, som det græske selskab Onar Films har været så elskværdige at restaurere og udsende på DVD.

Man skal i denne sammenhæng huske, at tyrkisk film aldrig har fået den store internationale anerkendelse, men det betyder ikke, at filmindustrien i Tyrkiet har ligget på den lade side. Snarere tværtimod. Da tyrkisk film var på deres højeste, i slutningen af 60′erne, blev der produceret flere hundrede film om året.

En travl herre

Tyrkerne var mestre i at kopiere vestlige genrer og helte, som det var tilfældet med Tarzan Istanbul’da (1952), der faktisk var den film, der var startskuddet på hele denne herlige kopibølge. Tarzan Istanbul’da blev instrueret af Orhan Atadeniz, og Orhan er storebror til Yilmaz Atadeniz, der har instrueret Casus kiran.

Yilmaz har vi også tidligere stiftet bekendtskab med her på Sleazehound gennem hans “hovedværker” Kilink Istanbul’da (1967), Kilink soy ve öldür (1967) og Kilink ucan adama karsi (1967). Læg også i denne sammenhæng mærke til, at de tre Kilink-film alle er fra 1967, så man kan nok godt regne ud, at den gode Yilmaz har haft lidt småtravlt – desuden har Yilmaz instrueret ikke færre end 48 film i perioden 1963-1973, dvs. lidt mere end 4 film om året.

“Inspireret” af Spy Smasher
De onde spioner
De onde spioner

Casus kiran er så fra 1968 og er en herlig omgang tyrkisk sleaze. Den er hurtigt produceret, grim at se på, har dårlige skuespillere, en forvrøvlet handling, og så har den en spilletid på kun lige lidt over en time. Hvem kan sige nej tak til det? Casus kiran er for øvrigt en kopi af den klassiske superhelt Spy Smasher, og filmens internationale titel er da også Spy Smasher, som var en fast serie på det amerikanske Golden Age-forlag Fawcett Comics i perioden fra 1939-1948.

Filmens titel og vores motorcykelhelt
Filmens titel og vores motorcykelhelt

Samtidig blev Spy Smasher også en serial i de amerikanske biografer i 1942, hvor der kom 12 kapitler fordelt på 215 min. Så de gode tyrkiske producenter har nok tænkt, at denne helt lige var noget for det tyrkiske publikum og har lavet en jammerlig film af den type, som ikke engang var helt hot tilbage i 40′erne.

Casus kiran indledes af en fortællerstemme, der fortæller at spioner truer verdensfreden, og at spionerne har været skyld i, at mange gode tyrkiske patrioter har måtte lade livet. Men heldigvis har man Spy Smasher (spillet med overskud af Irfan Atasoy) og hans kæreste (den smukke Sevda Ferdag) til at tage kampen op mod de “onde spioner”. Allerede her kan man nok godt fornemme, hvor langt ude vi er.

Fjollet, grimt og ligner lort
Helten og kæresten
Helten og kæresten

Efterfølgende ser man nogle fjollede bevæbnede mænd i jakkesæt og med underlige hatte på deres hoveder begå forskellige forbrydelser. Det er naturligvis spionerne. Og så ser vi vores imponerende maskerede helt sammen med sin kæreste overraske nogle spioner, som de både tæsker og skyder på – før vores helte ankommer, hører vi, at spionerne snakker om, at de snart vil sprænge hele Istanbul i luften. Så ved vi det. Hele denne indledning er akkompagneret af en omgang fjollet musik, det hele er grimt fotograferet, actionscenerne ligner lort, og jeg må sige, at jeg var fanget med det samme.

De onde spioner har omfattende planer, der kan smadre hele verdensfreden, og kun Spy Smasher kan stoppe dem. Og så kører handlingen ellers derud af med 180 kilometer i timen i samme stil, som man så det i de amerikanske serials fra 40′erne. Der er konstant små opgør og cliffhangers, som forsøger at sætte tempoet op og skjule hullerne i handlingen. Det lykkes bare overhovedet ikke, og det er naturligvis også en del af filmens charme.

Skurken (ham med det hvide tørklæde)
Skurken (ham med det hvide tørklæde)

I modsætning til de fleste superhelte bruger Spy Smasher skydevåben, agentlist og andre gadgets, og det gør, at han er tættere beslægtet med eksempelvis James Bond end Spider-Man. Men samtidig er han maskeret som en anden Zorro og er en fortræffelig kombination af superhelt og agent.

Handlingen i filmen er fuldstændig tåbelig og ligegyldig, og man skal bare sætte hjernen på hvileblus og nyde filmen for, hvad den er: en herlig omgang lort. Og hvis man ikke har fået nok, kan jeg røbe, at Casus kiran fik en efterfølger i Casus kiran – yedi canli adam (1970) , som også er instrueret af Yilmaz Atadeniz, og som har de samme to personer i hovedrollerne som Spy Smasher og hans kæreste.

Grim at se på
Så går Spy Smasher i gang!
Så går Spy Smasher i gang!

Kvaliteten af filmen på Onar Films DVD er meget ringe, men det gør ikke oplevelsen ringere. Sådan en type film skal være grim at se på, og det må man så sandelig sige, at Casus kiran er.

Så jeg vil anbefale, at man ringer efter et par venner, sætter nachos på bordet, åbner en flaske portvin og henter en kasse øl. Efter en time i selskab med Casus kiran vil man være i godt humør, og det er ikke til at sige, hvad der så sker, hvis man putter endnu en af Yilmaz Atadeniz’ film på afspilleren. Måske får man den perfekte tyrkiske filmaften? God fornøjelse herfra!

Casus kiran er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

1 stjerne

Titel: Casus kiran
Engelsk titel: Spy Smasher
Instruktør: Yilmaz Atadeniz
Manuskript: Yilmaz Atadeniz
Cast: Irfan Atasoy (Spy Smasher), Sevda Ferdag (Kæresten)
Producere: Yilmaz Atadeniz (producer)
Foto: Rafet Siriner
Klip: Ikke opgivet
Musik: Ikke opgivet
Spilletid: 67 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Tyrkisk
Undertekster: Græsk, engelsk
Produktionsland, år: Tyrkiet, 1968
Produktionsselskaber: Atadeniz Films
Distributør (DVD): Onar Films
Udgave/region: 0

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/02/2008