13. maj 2007

Koncertanmeldelse: Tiger Army med DeadLine og Taggy Tones – Stengade 30, 19/4 2007

Tiger Armys længe ventede koncert på Stengade var desværre en skuffelse, især på grund af den uoplagte forsanger.

Endelig skete det! En af de for tiden allerstørste psychobilly-bands kom til Danmark. Tiger Army er et forholdsvis ungt band, lige omkring de 10 år gammelt, og med kun tre studieplader bag sig. Specielt set i forhold til en del af de aldrende mastodonter indenfor genren, som eksempelvis The Meteors, Mad Sin og danske Necromantix, der alle har rundet de 15 år.

Men det til trods har Tiger Army tydeligvis et stort publikum på begge sider af Atlanten. Dette skyldes blandt andet, at Tiger Army tidligt i deres karriere, dvs. ved deres første plade, blev signet af Tim Armstrong fra Rancids underlabel til Epitaph, Hellcat Records. Dette har naturligvis sikret dem en stor distribution og mediebevågenhed allerede fra begyndelsen.

Ikke rent hype

Samtidig kom Tiger Army også med Rancid og andre af Hellcat Records’ bands på turné, og på Hellcats Give ‘Em The Boot-opsamlingsplader, hvilket da også har været med til at hamre Tiger Armys navn og lyd ind i folks bevidsthed.

Og det lader til, at Tiger Army endnu ikke har nået toppen af deres succes. For da Morrisey sidst var på turné, havde han specifikt udvalgt Tiger Army som supportband til turnéen i Storbritannien, da han selv er stor fan af dem. Nu forbinder man ikke traditionelt den storklynkende Morrisey med psychobilly, men kærligheden er åbenbart gensidig, fordi Tiger Army har faktisk oprindeligt indspillet et Morrisey-cover på en af deres singler (“The Loop”, hedder sangen).

Men man vil tage helt fejl, hvis man troede, at det bare var på grund af rent hype, at Tiger Army er blevet store. Det er selvfølgelig også fordi, de leverer varen til fansene og laver gode plader med gode sange, der samtidig er klart psychobilly, men også bærer præg af Tiger Armys helt egen lyd.

Fornøjelig opvarmning

Hvis jeg skulle beskrive Tiger Armys sound, så lyder den som Chris Isaak (fra hans første par plader, da han stadig var cool) ville lyde, hvis han spillede psychobilly. Personligt kan jeg godt lide (tidlig) Chris Isaak, jeg kan også godt lide psychobilly, og derfor kan jeg virkelig godt lide Tiger Army. Så for mit vedkommende faldt juleaften tidligt i år, og jeg havde glædet mig som en afsindig til denne koncert, der allerede et godt stykke tid i forvejen var helt udsolgt.

For at komme til selve aftenen, så var det første opvarmningsband danske Taggy Tones, der helt er på hjemmebane i KBH. Faktisk har Taggy Tones eksisteret i en eller anden form siden 1989 (længere end Tiger Army!), og deres første gig var ved den danske Elvis-forenings årskongres (hvor coolt er det ikke?). De har udgivet 6 (!) CD’er og været med på et hav af compilations. Så nok fik de lov til at starte showet og nok var de det lille lokalband, men de har så bestemt “paid their dues”.

På deres hjemmeside beskriver de sig som Neo-Rockabilly, og det er nok også mest, hvad jeg vil betegne dem som. Mere det end psychobilly i hvert fald. Taggy Tones spiller åbenbart altid ca. en tredjedel covernumre i deres set, og jeg nåede da også at genkende et par af numrene i en rockabillyet udgave, blandt andet Billy Idols’ “Rebel Yell”, The Ramones’ “Blitzkrieg Bob”, “Blue Suede Shoes”, helt sikkert noget Misfits og måske også noget AC/DC.

Alt i alt en god fornøjelig omgang, god musik at drikke øl til, og jeg blev i hvert fald i helt godt humør. Dog var Stengade på det tidspunkt ikke engang halvfyldt. Men klokken var endnu ikke specielt mange, eftersom at Taggy Tones gik på lidt i 22, og spillede lidt over en halv time.

Bagstræberisk

Efter dem fulgte, med en forholdsvis kort setup-tid, britiske DeadLine. Der er ikke så meget at sige om dem, og jeg ved ikke ret meget om dem, ud over at de har en kvindelige forsanger og spiller old school senhalvfjerdser-streetpunk, sådan som man stadig laver den i UK. Det var, som det skulle være: O.k., underholdende og med gang i den.

Jeg ved næsten ikke, om jeg helt tør sige det her, men nogle gange virker det som om, at når et band har en kvindelig forsanger, så er det gimmick nok i sig selv; så behøver de ikke gøre mere ved det for at være noget specielt. Faktisk gør den indstilling sig også gældende ved rene pigebands. Wauw, det er piger, de spiller rockmusik!

Selvfølgelig er det ikke nok. Men jeg har lidt på fornemmelsen, at havde der ikke været en kvindelig forsanger i DeadLine, så havde jeg og de fleste andre nok ment, at DeadLine var småkedelige, bagstræberiske og ikke noget at skrive hjem om. Så havde Taggy Tones nok spillet dem af scenen. Men på den aften synes jeg bare de var o.k. uden at være dårlige. De fik da tiden til at gå.

Ikke helt veloplagt

En tyve minutters tid derefter begyndte Tiger Army at gøre klar til at gå på. Og så blev der fyldt! Helt stuvende, proppet, overdrevet fyldt. Samtidig med at Stengades koncertlokale blev mere og mere proppet, begyndte temperaturen derinde at stige voldsomt. Så allerede før koncerten gik i gang, var alle punks, skins, hipsters, psychobillyerne, alle de smarte 50′er lollypop-piger, rockerne med deres cowboyjakker, swing & neo-rockabilly-folkene med enorme mængder brylcreme i håret og alle os andre røvhuller begyndt at svede tran i stor stil. Måske var det en af grundene til, at der gik kage i den undervejs.

Da Tiger Army for alvor gik på, var salen ved at eksplodere. Det var tydeligvis ikke kun mig, der havde gået og glædet mig i flere måneder til den her koncert. Bassisten Jeff Roffredo var åbenlyst også helt i hopla sammen med publikum, da han kom på scenen sammen med trommeslager James Meza og kastede sig over den obligatoriske, akustiske opretstående kontrabas. Men da forsanger og guitarist Nick 13 (der for øvrigt er overraskende lille) dukkede op, var det allerede dér lidt tydeligt, at han ikke var helt veloplagt.

Nick 13 er Tiger Armys absolutte omdrejningspunkt. Det er ham, der skriver sangene og teksterne, og han er stort set det eneste faste mellem af Tiger Army. Alle andre (dvs. bassist og trommeslager) har været skiftet ud op til flere gange. Gerne en gang per plade. Det var Nick 13, der opfandt navnet Tiger Army og fastholdt visionen af bandet. Nick 13 ER Tiger Army.

Selv om Nick 13 ikke var direkte udadvendt, da Tiger Army startede, kørte det alligevel ganske godt til at begynde med. De lagde ud med at spille gang-i-den-sange som “Nocturnal”, fra deres første plade, for at få skudt festen i gang. Og tydeligvis var alle på Stengade klar på at feste, gi’ den gas og sætte sig ud over sauna-temperaturerne derinde.

Så var det, at Tiger Army skruede lidt ned for tempoet efter de tre første numre og begyndte at spille mere stille sange så som “Cupid’s Victim” fra II: Power of the Moonlite (deres anden plade) og “Rose of the Devils Garden” fra III: Ghost Tigers Rise (deres tredje plade).

Nick 13 dedikerede endog et af numrene til det hedengangne århusianske psychobillyband Godless Wicked Creeps, som han sagde havde betydet virkelig meget for ham i hans ungdom. Godt nok eksisterer Godless Wicked Creeps ikke mere, men de tidligere medlemmer er fortsat i henholdsvis Powersolo og The Defectors, så helt væk er de jo ikke helt.

Halvhjertet slagsmål

Det var netop under den dedikerede sang, at det skete. En eller anden fyr blandt publikum, ca. midt i rummet, stående helt ude ved den venstre side i forhold til scenen, kaster et næsten fyldt plastikkrus med vand eller en anden klar væske (gin?) i retning af bandet. Det når helt op til scenen, og vandet (eller hvad det nu end var) rammer Nick 13 i hovedet og brystet og kommer udover hans vintage-look mikrofon.

Nick 13 ser MEGET irriteret ud, men synger videre. Da sangen er slut, siger han så med det samme: “whoever threw that, raise your fucking hand!”. Der var selvfølgelig flere vittige hunde, der rakte hånden i vejret. Blandt andet klaphatten, der åbenbart kastede kruset, hvilket får Nick 13 til at sige “if you got any guts, come up here!”. Og idiot som han er, går den klovn selvfølgelig hen til og op på scenen.

Hvem ved, hvorfor han egentlig kastede det krus i første omgang? Måske fordi han syntes, det var lidt for varmt og døsigt inde på Stengade til, at Tiger Army skulle spille stille sange. Måske fordi han bare synes, at Nick 13 godt kunne bruge noget at køle sig ned på eller at blive livet op af, så han kunne få lidt gang i publikumskontakten. Eller måske fordi, han bare ville lave rav i den, fordi han er et godt gammeldags fuckhoved, hvem ved?

Anyway, idioten kom op på scenen, og det var tydeligt, at Nick 13 i et splitsekund ikke vidste, hvad han skulle gøre, for det have han ikke lige planlagt. Nick valgte så desperationsløsningen, nemlig at prøve at give idioten en på snotten ved at slå ud efter ham. Det var lidt halvhjertet og mundede ud i et par kluntede slag, der ikke helt ramte. Men det var i hvert fald action nok til, at flere fra publikum begyndte at storme på scenen for at stoppe slagsmålet (hvis man kan kalde den det), og jeg tænkte “Ahh, pis, det var så den koncert, nu lukker de showet”.

Ro på

Men det skete ikke… Der kom ro på igen, scenen blev ryddet for folk, der ikke havde noget at gøre der, og Nick og co. så ud til at ville fortsætte. Det var nu åbenbart blevet tydeligt for Nick 13, at det ikke nyttede at være hård og konfronterende, og at han blev nødt til at vinde folk over på sin side, eftersom han havde haft en mental håndslængde-afstand til publikum lige fra begyndelsen.

Først kom Nick 13 med noget, der kunne minde om en forklaring/undskyldning for hans vrede “y’know, I paid for this microphone with my own damn money”. Så prøvede Nick 13 at appellere til, at vi jo alle var fælles om den her koncert ved at sige “He was trying to ruin the show for you guys too, y’know”. Det havde nok virket lidt bedre, hvis Nick 13 selv havde fremstået lidt gladere for at være der sammen med os i første omgang. Men i hvert fald, så begyndte bandet at spille igen.

Jeg ved ikke, om de droppede noget fra deres setlist, men nu var der i hvert fald gang i den igen, slut med de stille og langsomme sange. Det hjalp lidt på humøret, både blandt publikum og på scenen. Ja faktisk så man næsten Nick 13 smile på et tidspunkt. Men det blev kun til en fire-fem sange til, blandt andet Tiger Armys slagsang “Never Die” fra deres første plade.

Bassist Jeff Roffredo stod for det meste af kommunikationen med publikum (og han var til gengæld glad og veloplagt), før Tiger Army gik af scenen. De kom naturligvis ud igen for at spille de obligatoriske ekstranumre. To styks, begge fra II: Power of the Moonlite-pladen. Nemlig “F.T.W.” (hvilket jo står for “Fuck The World” meget passende) og den totalt fede “Annabel Lee”, hvilket er én af min absolutte Tiger Army-favoriter, så det sluttede sådan set på en upnote.

Skuffelse

Da Tiger Army gik af scenen for anden gang var klokken kun lidt over 23, men heldigvis forsatte festen ovenpå på Stengade, DJ’erne Miss Cockrock fyrede op for god, men temmelig høj, rockmusik med alle klassikerne. Mange var tydeligvis kommet langvejsfra, så publikum var bestemt ikke færdige med at feste, selv om Tiger Army havde lukket og slukket.

Neo-swing-folkene dansede, rockerne drak og sang med, det var faktisk nok hyggeligere og mere festligt end selve koncerten. For skal jeg give min vurdering af selve koncerten, så må jeg som stor fan nok sige, at jeg blev skuffet. Og det var ikke bare på grund af et enkelt slagsmål.

Nick 13 virkede simpelthen ikke, som om han gad være der. Han var uengageret og nåede slet ikke ud til publikum, som Tiger Army fra starten af havde alle forudsætninger for at have på deres side. En skam, ingen tvivl om det. Spørgsmålet er bare, om Nick 13 altid er så nervøs og uengageret, når de optræder (hvilket jeg ikke kan forestille mig), eller om han bare havde en rigtig dårlig dag i København.

3 stjerner

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/05/2007