13. december 2010

Ringenes Herre Risk

Ringenes Herre RiskEt af de absolut klassiske brætspil i Ameritrash-regi er blevet gendesignet til Tolkiens univers af en legendarisk Ameritrash-spildesigner. Blandingen af Risk og Ringenes Herre er ubetinget interessant og spændende. Men det store spørgsmål er, hvilke kvaliteter det har i forhold til andre udgaver af Risk, og hvor godt Tolkiens univers får lov til at skinne igennem?

Ringenes Herre Risk fra 2002 er det første spil, der direkte var et licensspil baseret på Peter Jackson filmatiseringer af trilogien. Senere er der kommet en del andre spil til, der hovedsageligt er baseret på filmenes udgave af Tolkiens univers. Men faktisk er brætspillet en dobbeltlicens, fordi det også samtidig er en variant over det klassiske Risk (1957). Risk som brætspil må siges at være så udbredt, at det ikke behøver nogen nærmere introduktion.

Det skal dog bemærkes, at Risk ofte betrages som et gateway-spil i de mere hårdkogte brætspilsmiljøer. Forstået på den måde, at Risk for manges vedkommende har været det spil, der har ændret deres forhold til brætspil: I mødet med Risk blev de for første gang introduceret til, at brætspil kan være meget andet end Ludo og Matador. Risk indeholder taktik, forskellige spillermål, simuleret krig og forholdsvis indviklede regler samt mange timers intens sveden over et enkelt parti af et spil.

Risk – en Ameritrash-klassiker

Derfor har Risk også en hel speciel placering i mange brætspilleres hjerte – man kan komme cirka lige så galt af sted, som når man kommer til at træde inkarnerede Tolkien-fans over tæerne med en forkert udlægning af ”deres” univers. Netop derfor kan man sige at Ringenes Herre Risk træder på dobbelt farlig grund og risikerer at stille ingen af fangrupperne tilfredse.

Risk er et brætspil, som mange af Ameritrash-bevægelsens tilhængere sværger til som en uomgængelig klassiker. Det skyldes, at spillet har en hel række af elementer, der normalt betegnes som definerende for, hvad Ameritrash-brætspil er. Her er der spiller-eliminering og muligheden for, at nogle spillere rotter sig sammen mod en enkelt.

Derudover kan spillet tage meget lang tid og være på mange måde kontrolleret af terningslagenes tilfældigheder for ikke at nævne, at spillets mål direkte er at simulere krig og kamp om verdensherredømmet. Og i sin udformning indeholder det (oftest) en detaljeret spilleplade og en masse forskellige soldaterfigurer i plastik.

Men det er bestemt heller ikke hvem som helst, der som spildesigner er blevet sat til den utaknemmelige opgave at fusionere et så legendarisk brætspil med Tolkiens univers.

Stephen hvem?

Navnet Stephen Baker siger næppe de fleste noget, men ser man på, hvilke spil han har designet, så bliver det hurtigt tydeligt at han er en Ameritrash-legende. Han er manden bag blandt andet HeroQuest (1989), udvidelserne dertil og 40K udgaven af Space Crusade (fra 1990 – eller Space Quest som det kom til at hedde på dansk). Dette legendariske Games Workshop/MB-samarbejde, som disse spil er, har mange et helt specielt forhold til, da HeroQuest og Space Crusade for mange har været indgangspillet til en hel hobby.

En af Bakers nyeste succeser er samlefigurspillet HeroScape (2004), der dog aldrig kom til at slå igennem på denne side af Atlanten, men som hjemme i USA har genereret en meget loyal fanskare.

Hvordan har Stephen Baker så grebet opgaven med transformationen af Risk an? Først og fremmest har han lavet en del nyskabelser og regelændringer, som tydeligvis har det formål at rette op på nogle af de problemer, som mange har og har haft med den klassiske udgave af Risk.

Dette kan ikke overraske, fordi i årene lige før Ringenes Herre Risk dukkede op, udkom der også en række andre varianter af Risk-spillet, der alle i deres tilgang prøver på at løse nogle af de problemer ved det klassiske Risk. Så som at spillene kunne tage meget lang tid, og at når en spiller fik overtaget, kunne spillet så at sige gå i stå uden muligheder for forandring.

Ligheder og forskelle fra Risk som vi kender det
Spillebrættet i grundspillet, der dækker Middle-earth fra Angmar til Rohan
Spillebrættet i grundspillet, der dækker Middle-earth fra Angmar til Rohan

Først og fremmest består spillet faktisk af to dele. Et grundspil, for 2 til 4 spillere, der følger Ringens færd i den første halvdel af trilogien. Og en udvidelse der indeholder den del, og de steder der behandles, i den sidste halvdel af trilogien. Selve grundspillet er et forholdsvis kort spil, set i forhold til det almindelige Risk i hvert fald. For at have et helt, stort spil, der i spiltidsformat svarer til det gamle Risk, så skal man have både grundspillet og udvidelsen.

En del af spilelementerne er stadig, som vi kender dem fra det gamle Risk. Når man angriber, foregår kampen stadig ved, at angriberen slår tre terninger og vælger de to bedste, hvor højest er bedst og forsvareren må nøjes med at kaste to terninger, men vinder når resultatet er ens for angriber og forsvarer.

Man får nye styrker gennem at ”sælge” grupper af kort, man har samlet ved at erobre områder, ved at besidde en bestemt samling af områder, eller ved at tage en runde, hvor man ikke laver andet end at ruste op. Endelig bliver områderne de forskellige spiller besidder ved spilstart afgjort på samme tilfældige metode, hvor man trækker en række kort, der svarer til forskellige områder på brættet.

Spilfigurerne der svarer til infanteri, kavaleri og artilleri i den almindelige udgave af 'Risk'
Spilfigurerne der svarer til infanteri, kavaleri og artilleri i den almindelige udgave af 'Risk'

Brættet er udformet som et kort ordnet i afgrænsede områder, ligesom det gamle Risk. Men i stedet for et kort over vores verden er det her et kort over Tolkiens Middle-earth, hvor grundspillets plade dækker den nordlige del, altså uden hverken Minas Tirith eller Mordor. De dukker først op på udvidelsens spilleplade.

Her kommer vi så over i, hvordan Ringenes Herre Risk adskiller sig fra det gamle Risk. Den mest åbenlyse, og vigtigste, forskel er, hvordan spillet forløber og hvordan man vinder det. I det gamle Risk havde hver spiller en skjult mission, hvor han/hun ved at opfylde sin mission vandt spillet.

I Ringenes Herre Risk vandrer en figur, der symboliserer Ringens broderskab og Ringen selv, på en rute tværs over spillepladen, hvor den måske flyttes hver runde; der er flere faktorer der afgør dette. Når den så forlader spilpladen, er spillet slut, og vinderen er den, der har flest points, afgjort gennem besiddelse af territorier.

Ring-brikken kan kun flyttes fremad, ikke tilbage. Derved er spillet forholdsvis klart tidsmæssigt afgrænset og kan ikke potentielt vare ved i en uendelighed, som det var tilfældet med det gamle Risk-spil. Tanken med en tidsmæssigt nedtælling for at kontrollere, hvor lang tid spillet tager, er tidligere blevet introduceret i den Risk-variant, der hedder Risk 2210 AD fra 2001. Nedtællingen betyder også, at der ikke er så mange overraskelseselementer i, hvem der vinder. Der er ikke nogen, der gennem en snu taktisk bevægelse pludselig vinder spillet.

Derudover er der også to andre nye elementer, som faktisk også er dukket op før i tidligere Risk-varianter. Den første er, at der rundt på kortet er forskellige baser, som giver den, der forsvarer dem i et angreb en bonus (et eksempel kunne være Helms Deep, selvsagt). Den regel kender vi fra varianten Castle Risk fra 1986. Og samme sted fra kender vi også idéen med at have en leder, som man har i Ringenes Herre Risk, som giver en bonus i kamp, både angreb og forsvar, men som kan være dyrebar at miste.

Eventyrkortene: Stemningsformidler og spilændrer
Eksempler på hvordan Eventyrkortene bruger billeder fra filmene og titler med henvisning til deres handlingsforløb
Eksempler på hvordan Eventyrkortene bruger billeder fra filmene og titler med henvisning til deres handlingsforløb

Det er gennem lederne, man får lov til at trække ”Eventyrkort”. Dette sker, når de befinder sig bestemte steder, såkaldte magtcentre, på spillepladen. ”Eventyrkortene” er delt op i tre typer. Der er ”Begivenhedskort”, som man skal spille med det samme og som kan være have både gode eller dårlige konsekvenser for spilleren. Så er der ”Magtkort”, der normalt bliver spillet under kamp og som giver point, når disse gøres op ved spillets slutning.

Endelig er der også ”Missionskort”, som involverer, at lederen skal bevæge sig et bestemt sted hen, hvorved man kan blive belønnet med et antal forstærkninger. Langt de fleste af disse kort har billeder fra filmene på sig og titler som ”Vinterstorme” eller ”De har en bjergtrold”. Det er altså gennem ”Eventyrkortene” alene, at billeder fra filmene bliver brugt.

”Eventyrkortene” er også med til at give en meget stor uforudsigelighed til spillet, hvilket nok ville kunne få nogle af de mere inkarnerede Risk-fans til ikke at være specielt begejstrede. Omvendt vil jeg mene, at det måske kan tiltrække dem, der foretrækker, at man slet ikke kan sige noget om, hvad der vil ske i den næste tur, og om hvem der står bedst, eller står til at vinde på noget tidspunkt.

Hvor meget Tolkien er der tilsat?
Bokscoveret af spillets amerikanske udgave
Bokscoveret af spillets amerikanske udgave

Hvor meget Middle-earth og Tolkien er der så i Ringenes Herre Risk? Udover de forholdsvis stemningsfulde ”Eventyrkort” og brugen af et kort over Middle-earth som spilbræt, så tilhører hver af spillernes hær enten de gode eller onde kræfter (to af hver).

På samme måde er nogle af områderne gode områder, onde områder og neutrale områder. Ud over udformningen af selve spillebrikkerne har dette også vigtighed i forhold til ”Eventyrkortene”, men ellers har det ikke nogen direkte betydning for spillet. Der lægges indirekte op til, at de to gode spillere arbejder sammen osv. Men der er ingen regelmekanisme, der tvinger dem til det – alt efter temperament kan dette simpelthen være noget, man ignorerer.

Udvidelsen Gondor og Mordor
Udvidelsen Gondor & Mordor
Udvidelsen Gondor & Mordor

Udover en ekstra spilleplade, som man sætter på grundspillets, er der i udvidelsen ekstra kort til de nye områder og ekstra figurer til at udvide de fire forskellige hæres størrelse. Det væsentlige som udvidelsen gør er, at spillet nu bliver længere, fordi der er flere områder og større hære, og fordi tidsfaktoren, den rute Ringen vandrer ad, er blevet udvidet.

Udvidelsen, der udkom i 2003, gør på den måde også spillet komplet i forhold til Tolkiens fiktion. Men der er altså ikke nogen nye regler, der på den ene eller anden måde ændrer spillet eller udvider det i den forstand.

Endnu en Ameritrash-spildesigner

Dog er der ved de europæiske udgaver af udvidelsen en ekstra bonus med, nemlig minispillet Minas Tiriths Belejring/The Siege of Minas Tirith. På bagsiden af den spilleplade, der er i udvidelsen, er minispillets spilplade, der forestiller et udsnit af Minas Tiriths bymure.

Til at spille med bruger man figurerne fra udvidelsen, men i stedet for blot at symbolisere abstrakte enheder i størrelsesordnen 1, 5 og 10 stk., så er figurerne her altså det, de forestiller: Altså en ork, en elverbueskytte, en bjergtrold, en kæmpeørn osv. Minas Tiriths Belejring er altså et mere regulært krigsspil, og det kan ikke overraske, når man hører, at det er Richard Borg, som Parker Games har fået til at designe dette festlige lille spil.

Bagsiden af udvidelsen, med bonusspillet 'Minas Tiriths Belejring'
Bagsiden af udvidelsen, med bonusspillet 'Minas Tiriths Belejring'

Richard Borg er kendt fra det succesfulde fantasyspil Battlelore (2006), der befinder sig i grænselandet mellem brætspil og figurskrigsspil, hvor de bedste elementer fra begge verdener bliver inddraget. Borg har skabt og er kendt for Command & Colors-systemet, der er det innovative regelskelet til flere af Borgs hitspil, så som Battle Cry (2000) og Memoir ’44 (2004).

I mine øjne er selve bonusspillet alene pengene værd, og det gør også, at udvidelsen faktisk kan bruges alene, uden grundspillet.

I USA er der udkommet en Risk: Lord of The Rings Trilogy Edition (2003), der samler grundspillet og udvidelsen i én boks. Men igen uden at Siege of Minas Tirith- bonusspillet er med. Der er desuden nogle nye regelvarianter med i denne udgave, så som hvordan spillet hurtigere kan blive afsluttet ved, at de onde finder Ringen samt regler for alliancespil.

Synergi-effekt eller kompromis?
Den amerikanske trilogy-udgave, der samler grundspil og udvidelsen i en boks
Den amerikanske trilogy-udgave, der samler grundspil og udvidelsen i en boks

Grundlæggende er Ringenes Herre Risk et ganske underholdende brætspil, der både er overskueligt og lettilgængeligt, velproduceret og med nogle ganske gode idéer. Men det vil være fejlagtig blot at komme med en vurdering ud fra de kriterier. Spillet er som nævnt i indledningen en dobbeltlicens, og på den baggrund må man forvente, at de fleste der skulle investere i spillet gør det, fordi de har et bestemt forhold til henholdsvis Risk, Tolkiens univers, Peter Jacksons filmatiseringer eller flere af disse.

Her er min pointe, at de sikkert hver især bliver lidt skuffede. For nok er Middle-earth og Tolkiens univers med i spillet, men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig skinner igennem og i hvilken grad, man får en følelse af at være til stede i det univers ved at spille spillet. Det mener jeg desværre ikke rigtig, man gør: Det føles som et generisk fantasybrætspil, der er lidt inspireret af Tolkien.

På samme måde vil mange Risk-fans nok føle, at nogle af regelændringerne, så som ”Eventyrkortene”, er med til at fjerne eller ødelægge ting fra det oprindelige spil. Når man ser på spillet som en Risk-variant, så kan man også stille spørgsmål ved, om udførslen af regelændringer til Risk ikke findes bedre udført i andre af varianter, så som Castle Risk, Risk 2210 A.D. og Risk Reinvention (2008).

Set som et familieegnet fantasybrætspil er det et godt produceret spil med mange dele, der også er underholdende at spille og let at gå til. Dertil kommer, at udvidelsens bonusspil er en fornøjelse i sig selv. Men hvis man går til spillet, fordi man brænder for enten Risk eller Tolkiens univers, risikerer man at blive skuffet.

4 stjerner

Titel: Ringenes Herre Risk
Designere: Stephen Baker og Jean-René Vernes
Forlag, år: Parker Spil, Hasbro Nordic, 2002
hvid
Titel: Ringenes Herre Risk: Gondor og Mordor
Designere: Stephen Baker, Jean-René Vernes og Richard Borg
Forlag, år: Parker Spil, Hasbro Nordic 2003
hvid
Titel: Risk: Lord of The Rings Trilogy Edition
Designer: Stephen Baker
Forlag, år: Hasbro, Parker Brothers, 2003

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/12/2010