Chasing Dogma

De to hovedkarakterer i denne tegneserie er overført direkte fra filmens verden, hvor de normalt slår deres lumre folder i kultfilm som Clerks (1994 ), Clerks II (2006), Dogma (1999), Mallrats (1995), Chasing Amy (1997) samt Jay & Silent Bob Strike Back (2001) af den amerikanske instruktør/forfatter Kevin Smith.

Jay og Silent Bob er to pothoveder fra New Jersey. Jay er den ekstroverte, hyperliderlige tynde stodder med en evig blasfemisk mund – den står især ikke stille, når det modsatte køn nærmer sig. Silent Bob er den lige så udtryksfulde (blot med livlig mimik i stedet for ord) og afslappede charmør med en smule mere overblik – ham der oftest redder dem ud af suppedasen med andre ord. Instruktøren spiller i øvrigt selv den tavse rolle som Silent Bob i filmene.

Charme og kreativ frækhed

Jay får brudt sin naive John Hughes-mødom... — Jay får brudt sin naive John Hughes-mødom…

Det skal straks nævnes, at undertegnede ser Kevin Smith som en af sine store helte – en mand, der stiller sig op ved en demonstration mod sin egen religionskritiske film Dogma, hagler filmen ned på det groveste på TV, og formår at få uvidende TV-journalister til at tro, han er en vred demonstrant. Smith er intet mindre end et geni med en gigantisk portion charme og kreativ frækhed. Han har de seneste år spredt talenterne både mere og mindre vellykket ud på mange arbejdsområder. Derfor snuppede jeg straks denne tegneserie, da jeg fandt den i en tilbudskasse til en halvtredser – på trods af at coveret ikke ligefrem gjorde positivt indtryk. Hans værker efterlader mig altid nysgerrig efter næste udspil, uanset hvilket kreativt medie, der er tale om. Han sprang ud som tegneserieforfatter på Marvels Daredevil: Guardian Devil (1998) og senere – overraskende vellykket – bl.a. på DC’s Green Arrow-serie (2000-2004), hvor Smiths præg overraskende tilførte serien en ganske interessant fornyelse. Udgivelsen Batman: Cacophony er hans nuværende opgave for DC.

Tegneren bag Jay & Silent Bob Chasing Dogma er til gengæld en herre med lidt bredere erfaring, nemlig engelske Duncan Fegredo. Han har tidligere illustreret DC-serierne Kid Etertinity (1991) og Enigma (1993-1995) samt 2000AD’s Judge Dredd (2000-2001). Han er på nuværende tidspunkt fast tegner på Dark Horses flagskib, serien Hellboy – hans første bidrag til den var miniserien Hellboy: Darkness Calls (2008), hvor han overtog illustrator-tjansen fra selveste Mike Mignola, seriens ophavsmand. Det var en præstation, der indbragte ham en Eagle-pris og anerkendelse blandt Hellboy-læserne. Nu har jeg ikke selv set hans tidligere arbejde, men både hans streg i denne tegneserie og på Hellboy-serien er i mine øjne stilren.

Mellem Mallrats og Dogma

Aben Suzanne flygter fra forsøgsklinikken.

Handlingen i denne serie foregår i den periode, der går mellem filmen Mallrats slutter og frem til deres første scene i filmen Dogma. Meget kort sagt handler plottet om, at makkerparret får den idé, at hvis de tager til byen Shermer (i staten Illinois), hvor de fleste af filminstruktøren John Hughes’ film foregår, så får de masser af action hos det modsatte køn, kombineret med drømmen om at blive de lokale forhandlere af sjov tobak. Typisk Smith-logik! Undervejs i historien refereres der ivrigt og meget humoristisk til bl.a. alle Smith-filmene og værker fra vor tids popkultur.

I første kapitel smides Jay og Silent Bob ud af “Trish The Dish”‘s (Tricia Jones fra filmen Mallrats) lejlighed, efter Jay ikke kan modstå fristelsen til at snige sig med i bad hos værtinden. Tricia er i øvrigt søster til Alyssa Jones (fra filmen Chasing Amy). Efter en tur i det lokale mall, smides de også ud derfra, og får nok. De må til Shermer, Illinois, og få gang i drømmen, og møder på vejen Holden McNeil (karakter fra bl.a. Chasing Amy) – samtalescenen i en diner optræder også i sidstnævnte film. Herefter hopper de på en bus mod Chicago.

I andet kapitel smides parret af bussen tæt på Pittsburgh – det typiske mønster for dem – og mens Bob shopper, møder Jay pornoskuespillerinden Serena. Han smider bukserne på åben gade for at imponere hende, men får dog kun en uskyldig drengs spørgsmål til sin mor om, hvorfor mandens tissemand er mindre end hans? Han overtaler dog Serena til, at han og Bob skal se projektet Doogie Nights og de når frem til indspilningspladsen – det lokale hospital. Og nej, der er slet ikke tale om en spoof på Boogie Nights-filmen (1997), men i stedet skuespilleren Neil Patrick Harris – kendt som teenagelægen Doogie Howser i TV-serien af samme navn – der ønsker at lave en “quasi-indie” film! Der er livlig action blandt pornoskuespillerne på settet, og mens Bob scorer ude på toilettet, får Jay den klamme tjans som filmens fluffer. Han tilfredsstiller modvilligt en mandlig pornoskuespiller alt for kompetent, og ødelægger dermed indspilningplanerne. I mellemtiden er Provasic Pharmaceuticals’ forsøgsabe, Suzanne, flygtet, og jages af en sherif fra dyrepolitiet, “Big Dog”.

Det optimale sted at befinde sig på for gutterne - til porno-indspilning. — Det optimale sted at befinde sig på for gutterne – til porno-indspilning.

I tredje kapitel vågner parret nu i Indiana ved at aben Suzanne piller ved Jays ædlere dele. Sheriffen “Big Dog” indhenter dem ved en diner, hvor de alle tre spiser – Suzanne forklædt som et barn. De flygter igen via en kloak, og “Big Dog” følger efter – han ender sine dage ved en dæmning, og dette skræmmer hans kolleger nok til at lade de tre være. Jay og Bob hører dog om en forsker, der udlover en dusør for at bringe Suzanne retur, og dette gør de – på denne måde får de skaffet billetter til Chicago, og fortsætter deres lille road trip.

I fjerde og sidste kapitel bygges der endeligt op til starten på Dogma. De når til Shermer, hvor de vælter ind på en high school, og får solgt noget pot til eleverne. Her møder Jay den lesbiske Crystal, der forklarer ham et par ting om betydningen en Shermer som fiktiv by i Hughes-universet. Skolens lokale pothandlere får dog færten af Jay og Bob og ja – rigtig gættet – rager uklar med dem. Senere går de to til en lokal koncert, og hænger ud med bandet resten af natten. På den lokale Mooby fastfood restaurant spiser de morgenmad, mens de beslutter sig for at blive hængende i Chicago – det må jo finde noget af det fisse, de havde så store planer om. De hænger ud ved en abortklinik i håbet om at møde “løsagtige kvinder”, Bob hører en lyd fra parkeringspladsen, og ser de tre dæmoner fra Dogma skøjte forbi – her slutter tegneseriens historie. I deres første scene i filmen Dogma fortsætter historien herfra.

Forvirrende størrelse

Selvfølgelig sniger Smith sin sædvanligt kærlige hån af skuespilleren bag karakteren Jay (Jason Mewes) og hans manddom.

Udover de fire kapitler byder denne paperback på et forord skrevet af musikeren Alanis Morissette, der medvirker i Dogma, to sider med skitser af Fegredo, samt et lille galleri med farveillustrationer og fotos.

Jay & Silent Bob Chasing Dogma er en forvirrende størrelse – illustrationerne er tilpas sleazede og udmærkede til at fange det til tider uhygiejniske drengerøvsmiljø, gutterne bevæger sig i, og plottet er fint underholdende ved første gennemlæsning. Sammenligner man universet med filmene, hvor makkerparret medvirker, fungerer de bedre i filmverdenen, på trods af, at der i tegneserieform er størst mulighed for at gå rigtigt langt ud i de sleazy situationer og kaste omkring sig med lumre detaljer. Historien er morsom, men forglemmelig. Fegredos streg er ren og charmerende, men han holder sig desværre lidt tilbage med to ellers lumre hovedkarakterer. Personligt ville jeg ønske han havde gået en bid længere, og virkelig været nede i smudset uden at f.eks. diskret dække pornoskuespillernes intime dele til – vi er ude i noget underholdende smuds, og så burde den slags censurering være ligegyldig.

Et eksempel fra farvegalleriet på de sidste sider.

Serien er tegnet i sort/hvid, og en meget enkel og stram streg, og Fegredo får sørget for masser af visuel handling hele vejen igennem. Det indebærer eksempelvis detaljer helt ned til spermrester på Jays oppustelige dukkes mund. Med Smith som forfatter er der heller ikke skortet på den underlødige humor, og et ucensureret drengerøvssprog. Alt sammen god, kortvarig underholdning, men det når ikke helt op på niveau med Smiths film eller bliver særlig interessant som tegneserie. Sammenhængen mangler.

Historien er morsom og underholdende med herlige referencer, men vil på ingen måde overgå i tegneseriehistorien som noget originalt. Det er nemlig kun for kendere af Smith-universet, at den kan frembringe indforståede, lumre grin undervejs. Forsøget er al ære – og grov humor – værd, men det bliver i sidste ende ikke interessant nok som tegneserie. Så foretrækker jeg hellere at se filmene én gang til…og én gang til…osv. Skulle du alligevel have fået lyst til at se nærmere på denne tegneserie, vil jeg absolut anbefale dig at se filmene først for at få det fulde udbytte af referencerne.