13. november 2008

Discworld: Reaper Man

Discworld: Reaper ManDøden tvinges ud i et brancheskift, en parasitisk livsform truer menneskeheden og kaos opstår for både de levende og de udøde i Pratchetts fantastiske Discworld. Advarsel: hvis du er ubefaren indenfor Pratchetts dybt originale bøger, kan Reaper Man få dig til aldrig at stole på en indkøbsvogn eller et udsalg igen.

Reaper Man er 11. bog i rækken om Discworld, den engelske forfatter Terry Pratchetts humoristiske fantasyverden med noget, man i høj grad kan kalde originale, litterære twists. Pratchett har siden 1990′erne været én af verdens bedst sælgende forfattere indenfor kategorierne fantasy, børnebøger samt science fiction – hans bøger har tilmed æren af at være de bøger, der stjæles flest af fra butikshylderne.

Udover Discworld-serien, hvor The Colour of Magic (1983) er den første, har han forfattet et antal lige så humoristiske børnebøger, bl.a. The Carpet People (1971, omskrevet 1992). Derudover har han i fællesskab med forfatter Neil Gaiman skrevet den dystre, om end morsomme, fantasyroman Good Omens – The Nice And Accurate Prophesies of Agnes Nutter, Witch (1990).

Kæk, hyperintelligent humor
Terry Pratchett (f. 1948)
Terry Pratchett (f. 1948)

Discworld-serien tæller indtil videre (2008) hele 36 bøger, hvoraf fire kan kategoriseres som børnebøger, og hans værker er oversat til over 30 sprog. Personligt kan jeg ikke læse ham på andet end engelsk, da det nuancerede tagselvbord af britisk humor og ufatteligt kloge vinklinger af ord for mig kun vil tabes på gulvet i en dansk oversættelse. Pratchett fik desværre i år den triste diagnose mild Alzheimers, hvilket naturligvis vil sætte en naturlig bremse i hans ellers uendelige strøm af de i mine øjne uovertrufne Discworld-bøger. Han er i mine øjne en af de dygtigste fantasyforfattere i verden, og er samtidig svær at beskrive for uindviede – men holder man af den kække, hyperintelligente humor, der eksempelvis kendetegnede forfatteren Douglas Adams (The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy) eller tonen i filmen Monty Python & The Holy Grail (1975), så kan man ikke undgå at elske Pratchett. Ingen anden i litteraturhistorien har i øvrigt gjort fodnoter så voldsomt underholdende – de byder altid på en helt tredje miniaturefortælling eller en syret morsomhed, og kan ofte starte ustoppelige grineanfald.

Discworld, for de uindviede, er navnet på en flad verden, der balancerer på ryggen af fire elefanter, der til gengæld står på ryggen af en gigantisk skildpadde. Hermed er komedietonen sat, og er du typen, der elsker klassisk litteratur får du den ekstra gevinst, at Pratchetts egen originale verden ofte får besøg af kendte eventyr, folkesagn, eller importerer historier eller karakterer fra forfattere som H. P. Lovecraft, William Shakespeare og J.R.R. Tolkien. Alt sammen for at sætte lidt humoristisk krydderi på videnskabelige, aktuelle kulturelle eller tekniske emner i vores samfund, og drage paralleller med et kæmpe glimt i øjet. Dette gør, at man aldrig kan se på de emner/apparater/situationer i vores nuværende samfund uden at smile bredt og længe over Pratchetts hysterisk morsomme vinkler på samme.

Døden som hovedperson
Leder man lidt på nettet, kan man finde forsideillustrator Josh Kirbys humoristiske, små illustrationer til 'Discworld'-universet. Dette visuelle bud på den excentriske samling udøde i 'Reaper Man' har han f.eks. kaldt The Fresh Start Club...
Leder man lidt på nettet, kan man finde forsideillustrator Josh Kirbys humoristiske, små illustrationer til 'Discworld'-universet. Dette visuelle bud på den excentriske samling udøde i 'Reaper Man' har han f.eks. kaldt The Fresh Start Club...

I denne bog beskrives for eksempel et typisk amerikansk “mall” på så finurlig vis, at man først opdager halvvejs i beskrivelsen, at det jo er et mall han taler om – det er en vinkling, Pratchett er mester i. Med Reaper Man er det anden gang i serien, at Death er hovedkarakteren – andre hovedkarakterer kan være den ufatteligt uheldige troldmand med de fantastiske one-liners, Rincewind, heksene Nanny Ogg og Granny Weatherwax (hhv. den muntre og den bitre heks) eller The City Watch, der udover de robuste, men knap så kvikke vagter efterhånden repræsenterer en del minoritetsgrupper i byen Ankh-Morpork – heriblandt en to meter høj dværg, en kvindelig varulv og en trold. Af de mindre karakterer i serien (de optræder til gengæld ofte i flere af bøgerne end hovedkarakterne), må også nævnes troldmændenes bibliotekar – en orangutang med et temperament, der slår gnister, hvis uvidende ved en fejl kalder ham “monkey” og ikke det korrekte “ape”.

Seriens bøger byder konsekvent ikke kun på én handling, men op til flere sideløbende handlinger – alle sammen refererende til utallige andre karakterer/tidligere bøger, og dette er en ekstra fryd for dem, der nyder hele serien.

Heldigvis er dette sammensurium af store og små plots absolut ikke ensbetydende med, at du som ny læser død og pine skal starte med første bog i serien, eller læse dem alle. Du skal blot forberede dig på, at du kan få en ubændig trang til at læse resten af bøgerne for at få den ekstra dimension med. De er nemlig hurtigt læst, trods det nuancerede engelske sprog, og er perfekte til både intensiv og pauselæsning – fyldt til randen med action og skøn humor. Personligt har jeg indtil videre kun læst halvdelen af Discworld-bøgerne (jeg har det med at genlæse favoritterne) – f.eks. brød jeg mig ikke særligt om heksene som hovedkarakterer før midt i serien, fordi der dér opstod et sideplot – alverdens ondskab personificeret som ufatteligt smukke og beregnende elverfolk – ved siden af hovedhandlingen med tudsegamle hekse og troldmænd i forvirret hormonrus.

Døden er en sammensat person

Umiddelbart er den første bog i serien oplagt for nye læsere – her kan læses om en minidjævel, der hidsigt smækker penslen fra sig midt i arbejdet i en billedboks (læs kamera!), farer hen til dens lille dør, og skælder brugeren ud, fordi han tager for mange billeder af nøgne mennesker – nu er minidjævlen knotten, fordi han er løbet tør for hudfarve. Desuden er det dér, man første gang støder på Rincewinds tro følgesvend, dræbermaskinen The Luggage – en stor trækiste med utallige små menneskefødder og med mange menneskeliv på samvittigheden. Ak ja, den slags er dagligdag på Discworld.

People have believed for hundreds of years that newts in a well mean that the water’s fresh and drinkable, and in all that time never asked themselves whether the newts got out to go to the lavatory.

Jeg kan kun anbefale, at du inden læsning bruger nettet til at blive lidt klogere på bl.a. karakteren Death og hans syn på verden, end jeg kan nå at gøre dig i løbet af denne anmeldelse. Først og fremmest må Pratchetts bud på Døden som væsen beskrives kort – han er et skelet og har derfor ingen stemmebånd – hans mystiske stemme er derfor altid skrevet med store bogstaver for at beskrive følelsen af hans rungende, og alligevel toneløse røst. Hans nærmeste kolleger i de tidlige bøger er apokalypsens tre øvrige ryttere – nemlig War, Pestilence og Famine. De fire kan i øvrigt have temmelig morsomme meningsudvekslinger på den lokale pub. Hans bolig passes af butleren Albert, som ikke er død, men førtes til sin ejer, da han udførte ritualet The Rite of Ashkente baglæns. Death fandt sig en adoptivdatter i håbet om at blive mere menneskelig, hvilket man kan læse meget mere om i den hysterisk morsomme bog nr. fire, Mort (1987). Han bor i et syret victoriansk hus på Deaths Domain – igen et forsøg på at imitere menneskeheden – men intet ved hans bolig er normalt eller menneskeligt.

Binky er Deaths stolte, smukke mælkehvide ganger – en levende hest. Han prøvede et par alternativer før en levende hest – også disse kan læses om i ovennævnte Mort. Han er glad for katte (de eneste væsener, der kan se ham) og for karryretter – og er dybt fascineret af mennesker, uden at han dog forstår dem. I den eminente bog nr. 20, Hogfather (1996), må Death vikariere for Discworlds svar på julemanden, og henvender sig til de små, søde børn med et rungende: “COWER, BRIEF MORTALS”.

Ferm med en le

Selve handlingen i Reaper Man består af to sideløbende plots, begge med et kæmpe glimt i øjet, hentydende til den vestlige verdens modernisering af verden: Discworld har et hold væsener, der konstant holder øje med, at alt og alle overholder The Rules. De hedder The Auditors of Reality, og er bestemt ikke glade for at se Death udvikle en egen personlighed. De giver ham et nyt navn, Bill Door, og sender ham ud i verden for at arbejde på lige fod med alle andre. Her finder han sig et job som landbrugsmedhjælper hos en ældre kvinde, Miss Flitworth. Sjovt nok viser han sig at være temmelig ferm med en le. Imens dette sker, foregår der i et sideløbende plot en ophobning af liv og paranormale hændelser blandt de døde i det menneskelige univers – for i modsætning til andre væseners version af Death kan menneskeheden ikke selv skabe sig en ny Død, før de har tænkt sig til den. Når Death ikke ankommer for at tage sig af de døde, begynder de naturligvis selv at se sig om efter muligheder – og byen fyldes hurtigt med spøgelser, udøde, poltergeister og andre paranormale livsformer.

En af de døde, som havner i gråzonen mellem den fysiske død og de evige jagtmarker, er den tudsegamle troldmand Windle Poons. Manden, der sådan havde glædet sig til reinkarnation, må se og høre sig omtalt som død af kollegerne på Unseen University, beskrevet så komisk, at man nærmest græder af latter. Den gamle gut har det ikke for nemt – da han støder på en samling udøde, logisk kaldet The Fresh Start Club, der kæmper for de udødes menneskerettigheder, melder han sig straks ind. I gruppen støder vi på en excentrisk blanding af udøde, bl.a. den uheldigt behårede varulv Ludmilla Cake, hendes mor med verdens mest irriterende clairvoyante evne (at svare på folks spørgsmål inden de når at stille det og dermed skabe de mest forvirrede samtaler længe set), Mrs. Cake, den nedslidte zombie Reg Shoe, ulvemanden Lupine og banshee’en Mr. Ixolite med en uheldig talefejl.

Pratchetts levende beskrivelser af nogle af de nævnte troldmænd og udøde:

Mrs Evadne Cake was a medium, verging on small.
Om Windle Poons: invalid, deaf, wandering of mind and hot on the ladies’ behinds in his wheelchair.

Grundet sin talefejl efterlader Mr. Ixolite i stedet for sit dødelige skrig en seddel med denne ordlyd på gerningssteder: “Oooeeeoooeeeoooee” .

Kulturelle ejendommeligheder

I anledning af dette Planet Pulp-temanummer om varulve må jeg lige indskyde, at på Discworld er varulve, vampyrer, m.m. ikke som vi kender dem fra andre fiktive værker – på Discworld kan varulve fødes ind i verden, frem for at opstå som følge af bid fra en smittet person . Denne alternative vinkel på varulve bygges der meget mere på i andre af bøgerne, bl.a. nr. 27, Jingo (1997), og nr. 15, Men At Arms (1993). Mest af alt er der stor diskussion blandt indbyggerne om, hvorvidt varulve hører til de udøde eller ej – de udøde på Discworld inkluderer varulve, vampyrer, bogeymen og banshees, og fremstilles sjældent som monstre eller uhyrer, men nærmere som væsener med kulturelle ejendommeligheder.

Som historien udvikler sig, opdager både The Fresh Start Club og en gruppe forvirrede, gamle troldmænd fra ledelsen på Unseen University (byen Ankh-Morporks universitet for troldmænd), at byen er ved at blive erobret. En ukendt parasitlivsform, hvis kost består af byer, er ved at tage over. Livsformens æg klækkes i noget, der minder om de små sne-glober, man kan købe i souvenirbutikker. I livsformens andet udviklingsstadie bliver den til indkøbsvogne, og midt i det endelige opgør på liv og død mellem The Fresh Start Club og indkøbsvognene vokser livsformens tredje udviklingsstadie frem – The Mall. Det lykkes de to grupper i fællesskab at få invaderet dette uhyggelige mall, og i sidste ende få dræbt livsformen.

Spiddende, men varm, humor

Tilbage til Bill Door, alias Death. I sit arbejde hos Miss Flitworth og hendes sørgelige, ordblinde hane (“Dock-a-loodle-fod!”) begynder han på farmen at udvikle endnu mere personlighed, og opnår endda at kunne sove og drømme. Under den ironiske tjans med at passe og pleje det mest levende af alt – jorden – opdager han nye sider af sig selv. Nu er det ikke den skarpe dræberle, han slæber rundt på, men en gammel, slidt le. I sidste ende viser den slidte le sig dog at være mere end velegnet, da han til sidst besejrer The New Death ved at bruge vrede som våben. Den forfængelige, kyniske New Death er i mellemtiden opstået af menneskehedens tanker, men menneskelighed er væsenet imidlertid totalt blottet for. Undervejs i sin eksistentielle rejse på farmen har Death indset, at nogen menneskelighed er Døden nødt til at have – han konfronterer alverdens død, Azrael, med dette, og beder samtidig om lidt ekstra tid, inden han vender tilbage til jobbet. Han opsøger Miss Flitworth igen, og kan nu tilbyde hende alverdens drømme – hun ønsker sig dog blot en tur til det lokale høstbal. Resten af afslutningerne på historien skal man selv have lov at læse – men sjove og gennemtænkte er de.

De ufatteligt indspiste troldmænd fra Unseen University prøver at begå sig i verdenen udenfor:

What is this thing, anyway?” said the Dean, inspecting the implement in his hands. “It’s called a shovel,” said the Senior Wrangler. “I’ve seen the gardeners use them. You stick the sharp end in the ground. Then it gets a bit technical.”

Det er uendeligt svært at få alle detaljer med omkring et så omfattende fiktivt univers som Discworld. I stedet vil jeg blot til sidst nævne, at Pratchetts spiddende, men varme humor og nuancerede sprogbrug gør Reaper Man til et litterært mesterværk indenfor fantasygenren med de tusindvis, små indslag af komedie, syrede universer, kiksede situationer og sære, sære væsener. Læn dig tilbage i yndlingsstolen med proviant omkring dig, og forvent enten at lade dig fylde med varm klukkende latter for dens komiske drengerøvsvinkler og utallige, sammenflettede plots, eller hade den af selvsamme grunde.

6 stjerner

Titel: Reaper Man
Seriens titel: Discworld
Forfatter: Terry Pratchett
Udgivet: 1991
Forlag: Corgi Books
Format: Paperback
Sideantal: 287

Anmeldt af: Heidi Tvedegaard Lund | 13/11/2008