13. november 2008

Blood Mountain

Blood MountainRå, karismatisk metal tilført mørk mytologi og eminente musikere – sludge metal når det er absolut bedst. Fabulerende og gennemført konceptalbum fra et band, der som få stadig kan sparke jazzet metalrøv på trods af en mere ren, melodisk lyd på dette album.

Amerikanske Mastodon er indenfor sludge/progressivmetalgenren berømt især for sin gennemført konceptuelle musik og en trommeslager, der overgår de fleste andre. Bandet grundlagdes i 1999 i Atlanta, Georgia, af Brann Dailor (trommer), Troy Sanders (bas og leadvokal), Brent Hinds (guitar og leadvokal) og Bill Kelliher (guitar og vokal).

Med Blood Mountain var det dog første gang, at Mastodon bevægede sig ind på mainstreammarkedet ved at lade sig indlemme hos kommercielle Warner Bros. Tidligere har de bl.a. udgivet studiealbummene Remission (2002) og Leviathan (2004) på selskabet Reprise, der må siges at være den diametrale modsætning til Warner. Dette album er samtidig det, de har opnået størst kommerciel anerkendelse med hidtil og er bl.a. blevet kaldt et af 2006′s fineste metal albums. Snart er i øvrigt næste konceptalbum på vej (Crack The Skye, 2009), denne gang med Brendan O’Brien i producerstolen. Til alle elskere af god gedigen metal er der i øvrigt den gode nyhed, at bandet er support for Metallica på deres Europaturné i 2009.

Kompromisløst sludgemetalband
Mastodon. Fra venstre: Troy Sanders, Bill Kelliher, Brent Hinds og Brann Dailor
Mastodon. Fra venstre: Troy Sanders, Bill Kelliher, Brent Hinds og Brann Dailor

Genremæssigt er Mastodon et fuldblodsband indenfor kategorierne progressivt metal og sludgemetal. Bandet har bl.a. en stor forkærlighed for sludgepioneererne Melvins og Neurosis, hvilket høres tydeligt efter få gennemspilninger af deres musik. Trommeslager Dailor er en modig mand, der åbenlyst skamroser Phil Collins – heldigvis ikke for hans solistkarrieres popballader, men for hans trommeteknik. Titlen på nummeret “Colony of Birchmen” er da også et lille nik til nummeret “The Colony of Slippermen” fra Genesis’ berømte konceptalbum The Lamb Lies Down on Broadway (1974). Stevie Wonders trommeteknik samt i jazzkategorien bl.a. Billy Cobham er andre inspirationskilder. Hvor guitarist Kelliher står for de tunge rytmer og basale riffs i Mastodon, tilfører Hinds de mere melodiske og harmoniserende guitarer – godt inspireret af Neurosis’ Scott Kelly. Samtidig er det Hinds, der fører an i sekvenserne med mere melodisk og jazzet sang, mens Sanders oftest tager over, når der virkelig skal growles igennem.

Vi har med andre ord at gøre med et sludgemetalband, der nægter at gå på kompromis med deres musik, men til gengæld lader sig inspirere af vidt forskellige ting – litteratur, film, andre musikgenrer og ja, selv en forhadt trommeslager – når bare kvaliteten er i orden. Den tankegang plejer at føre til store musikalske oplevelser og Blood Mountain er absolut ingen undtagelse.

Glad for koncepter
Et eksempel på de mange illustrationer man finder i et typisk cover fra Mastodon
Et eksempel på de mange illustrationer man finder i et typisk cover fra Mastodon

Som nævnt er bandet svært glade for – og dygtige til – koncepter, og på Blood Mountain kunne man overordnet set kalde konceptet jord, hvor f.eks. Leviathan havde elementet vand som hovedemne – stærkt inspireret af romanen Moby Dick (1851) af Melville. Titlen på dette tredje studiealbum associerer til bjerget af samme navn i Georgia, der ifølge forskere lagde jord til et blodigt opgør mellem to indianerstammer (Creek og Cherokee) i 1500-tallets Amerika. Bjerget er desuden af Cherokeeindianere anset for at være et helligt sted. Kultfilmen The Holy Mountain (1973) af Alejandro Jodorowsky nævnes af Dailor som en anden inspirationskilde.

Konceptet bag pladen har bassist/sanger Sanders beskrevet kort og præcist: “Det handler om at klatre op ad et bjerg og om de ting, der kan ske for én når man er strandet på et bjerg, i en skov og man er faret vild. Man kan sulte, hallucinere, løbe ind i sære væsener. Man kan blive jagtet. Det handler om hele den kamp”.

Andre bud på handlingen lyder på et væsens søgen. Objektet for rejsen er et krystalkranie med paranormale egenskaber, som hovedkarakteren ønsker at placere på toppen af Blood Mountain, med formålet at stoppe den “reptile hjerne” i at skabe yderligere evolution. Hvis man kan finde videoen til “Colony of Birchmen”-singlen, slipper man ikke udenom billeder, der hentyder til et væsen, der løbende skifter form – umiddelbart giver det et billede af hovedkarakteren som en varulv, især da første nummer på CD’en lyder titlen “Wolf is Loose”. Videoen til “Wolf Is Loose” viser derimod en mand, der opdager mordvåben rundt omkring i en by, herefter man ser de dræbtes spøgelsesidentitet dukke frem. Han finder en bog med Blood Mountain-coveret på, og udfører et ritual, der sætter spøgelserne fri. Et andet nummer, “Circle of Cysquatch”, fortæller om en enøjet version af en Sasquatch – en slags sammensmeltning af en Yeti og Bigfoot – der kan se ind i fremtiden, og advare dem der søger Krystalkraniet om de lurende på vejen dertil. Andre væsener, der kommer indover universet, er trolde, dværge og flyvende krybdyr. At bandet har taget navn efter en mastodont er kun indlysende, når man har hørt deres musik et par gange.

Mere mainstream

Det kan diskuteres om historierne er sindsoprivende originale, men indtil videre har jeg ved hvert album følt mig dybt underholdt af de store musikalske oplevelser, bandet byder på. Bandets kærlighed til alle typer litteratur, myter, musik, rollespil og især film skinner tydeligt igennem ved første gennemlytning, og det giver blot musikken en ekstra dimension.

Udover at Blood Mountain er deres første udgivelse på et stort mainstreamselskab, optræder der også mere eller mindre mainstreamgæster på albummet. Scott Kelly fra Neurosis, Joshua Homme fra Queens Of The Stone Age, Cedric Bixler-Zavala fra Mars Volta, og keyboardspiller Isaiah “Ikey” Owens. Dog er det i mine øjne en smule ærgerligt, at Hommes gæsteoptræden havner på pladens (og i det hele taget bandets) mest mainstream nummer – når de her har chancen for at gå den fulde og mest hudløse planke ud med Hommes rå, karismatiske stemme. Det smerter mig at måtte bruge betegnelsen catchy om et Mastodon nummer, men det nærmer sig her. Når det så er sagt, fungerer helheden dog bedre end forventet – når han med snerrende falset synger ” løb… med…døden…” indimellem Hinds’ og Sanders’ ukarakteristisk fattede vokaler på “The Colony of Birchmen” virker det sgu’. Man kastes ud på en iskold, halsende løbetur for livet gennem en mørk, uendelig skov med sære bæster i hælene, og pulsen bankende i tindingerne:

….Run with death
Run with death
White faces coming closer with every step
Earth envelopes taking breath without happenstance
Carve my teeth out ripping through the sheep’s head curse
Hunter gatherer
Ridden from the cave….

I tilfældet med mindst lige så kompetente Scott Kelly (guitarist i Neurosis, han gæsteoptrådte også på Leviathan og gentager i øvrigt succesen på det kommende album) er der til gengæld tråd for alle pengene på nummeret “Crystal Skull”, og vokalerne lyder som var de gravet op af den sorteste muld. På trods af tendensen hen imod en mere melodiøs – og i nogles øjne – mere mainstream lyd, er der stadig fokus på stemningen og fortællingerne hos bandet. Det er stadig råt, blodigt og aggressivt og veksler konstant imellem drømmende passager, små rytmiske mellemspil og den rene fråden, når Sanders og Hinds skriger lungerne ud:

….Ice god shakes the earth
Destruction of the path
Sinking deeper in the snow
Eating bark with blackened hands
Swollen fingers frozen jaw
Warm teeth wrapped around my wrist…

Bixler-Zavalas optræden på “Siberian Divide” er svær at beskrive med ord – det risler ned af ryggen, og er på samme tid voldsomt, ufattelig smukt og fabulerende. Tracket giver samtidig et godt indtryk af bandets generelle stil for dem, der lige vil høre en smagsprøve. På de foregående udgivelser har der ikke været meget plads til musik, hvor man konstant kunne høre teksten – det var råt og groft, og skulle helst skriges ud helt nede fra nosserne. Men her er det heldigvis stadig sådan, dog med en lille udvikling i vokalerne: bandet virker her mere interesseret i at få gjort vokalerne tydeligere og hvem ved – måske mere forståelige for den menige lytter? Uanset grunden har det efter min mening ikke forværret kvaliteten af musikken indtil videre – bandet byder alligevel altid på et instrumentalnummer eller to, hvor teksten egentlig kunne være fløjtende ligegyldig, samtidig med at stemmerne absolut tilfører noget til den mørke og drømmende atmosfære.

Røvsparkende, liflig kemi

Første gang jeg lyttede til Mastodon var via en kollegas beskrivelse af et progressivt metalband, der bød på virkelig seriøs konceptmusik – men med emner, som en enhver person med interesse for nørdede, sleazede ting såsom fantasy/rollespil/mytologi/uhygge (alias undertegnede) bare må stikke snuden i. Samme undertegnede løb da også straks ud og investerede i albummet Remission og da nummeret “Ol’ Nessie” på dén CD endte, var jeg solgt til stanglakrids. Som så meget andet af Mastodons musik, gav det gåsehud, uanset hvor ofte jeg lyttede til det – det er gennemført ned til mindste detalje, og man føler man lytter til en gruppe musikere, der har nosserne med i alt, hvad de vælger at udgive. Bl.a. dværge, uidentificerede væsner, skove uden ende, dræbende mørke og kampen mod elementerne er nogle af de ting, der fortælles om på så musikalsk cool vis, at man kan lukke øjnene og føle sig henført til en film om de emner. Til gengæld skal du straks overse bandet, hvis du er søger progmetal med sange om et skænderi med kæresten eller barndomstraumer – den slags beskæftiger bandet sig absolut ikke med. Hvad enten man elsker eller hader dem, brænder bandet kun for stilren konceptmusik.

På dette album kan både Hinds og Sanders stadig skrige igennem, så det giver kuldegysninger, og Hinds kan synge så lavmælt, funky og stemningsfyldt, at de små hår rejser sig overalt. Især “This Mortal Soil”, “Wolf Is Loose”, “Pendulous Skin”, “Crystal Skull” og “Siberian Divide” hæver pladen op på det altid kompetente niveau, Mastodon sørger for at bevare i deres arbejde. Rørt sammen med den udmærkede “shredder” Kelliher og den eminente Dailor, hvis tempo lyder som om, han lever af syre og Duracellbatterier, har man opskriften på en god gang hårdtslående og karismatisk metal. Tilsat en stor knivspids interesse for alt det, der hører sig til i gode historier/rollespil og så er der ellers – endnu en gang – fremstillet røvsparkende, liflig kemi.

Nummerliste:
1. Wolf Is Loose (3:34)
2. Crystal Skull (featuring Scott Kelly) (3:27)
3. Sleeping Giant (5:36)
4. Capilliarn Crest (4:25)
5. Circle of the Cysquatch (3:19)
6. Bladecatcher (3:20)
7. Colony of Birchmen (featuring Joshua Homme) (4:19)
8. Hunters of the Sky (3:52)
9. Hand of Stone (3:30)
10. This Mortal Soil (5:00)
11. Siberian Divide (featuring Cedric Bixler-Zavala) (5:32)
12. Pendulous Skin (featuring Isaiah “Ikey” Owens) (22:15)*

* Selve nummeret varer 5:03. Lader man nummeret spille ud, høres en syret telefonbesked fra Homme til bandet.

Total spilletid: 68:09

5 stjerner

Titel: Blood Mountain
Kunstner: Mastodon
Produceret af: Matt Bayles & Mastodon
Udgivet: 2006
Label: Warner Bros.

Anmeldt af: Heidi Tvedegaard Lund | 13/11/2008