The War of the Worlds

H.G. Wells skrev tilbage i 1898 The War of the Worlds. Romanen er siden hen blev adapteret mange gange, både som radiospil, film, TV-serie, computerspil, tegneserie og musical. Nogle af disse “forsøg” er gode, andre middelmådige, og nogen direkte dårlige. Når man har læst Ian Edginton og D’Israelis tegneserieadaptering sidder man tilbage ganske imponeret. For her er det lykkes både at være meget tro mod romanen, og samtidig er der små ændringer, som gør, at den glider godt frem som tegneserie – hvilket er nødvendigt, da den meget tekstunge roman ikke umiddelbart lægger op til en tegneserie. Samtidig skal man være opmærksom på, at også tegneserien er fyldt med tekst, så hvis man forventer en hurtigt læst actioncomic bør man holde sig væk.

Makkerpar

Englænderen Ian Edginton har vi tidligere snuset til her på Planet Pulp i vores anmeldelser af The Red Seas, Leviathan og Stone Island – som henholdsvis er en omgang pulpet pirataction, en steampunkthriller og en nærfremtidsgyser, som alle tre er udgivet af 2000AD, og hvor Leviathan også er tegnet af D’Israeli. Alle tre er ganske solide, hvor Edginton viser flair for forskellige typer af historier, settings og genrer.

Edginton startede sin karriere tilbage i 1990 med historien “God’s Little Acre” som optrådte i det engelske magasin Revolver. Historien blev tegnet af D’Israeli, som om nogen er den person, Edginton har haft et godt teamwork med igennem de sidste 18 år, og “God’s Little Acre var da også D’Israelis debut. Dernæst røg Edginton til USA, hvor han arbejdede for bl.a. Dark Horse og Marvel, og er siden hen vendt tilbage til England for at lave ting for 2000AD. Så i modsætning til mange 2000AD-drenge er han først blevet populær i USA, før han har vendt næsen hjem.

D’Israeli, som bærer det borgerlige navn Matt Brooker, er som Edginton også englænder, hans arbejder har på mange måder fulgt Edginton, og D’Israeli har både arbejdet for Dark Horse, Marvel og 2000AD. Hans stil kan kort betegnes som meget blød og old school.

Tro mod romanen

The War of the Worlds er “Adapted and Abridged by Ian Edginton”, hvilket vil sige, at den både er adapteret og forkortet af Edginton. Med betegnelsen forkortelse undgår man også, at nørder står på ryggen af hinanden, og skriger, at det-og-det ikke er med, som det f.eks. var tilfældet med filmatiseringen af Lord of the Rings. Edginton har bestemt taget sine friheder, men i det store hele er han meget tro mod romanen.

Tegneserien indledes af billeder fra universet, hvortil der følger tekster, som er taget næsten direkte fra romanen – kun tegnsætningen er lidt anderledes:

“No one would have believed in the last years of the nineteenth century that this world was being watched keenly and closely by intelligence greater than man’s”.

Efter den meget dramatiske, og til dels teatralske, indledning skifter scenen til et observatorium. Her møder vi vores hovedperson, som i tegneserien har fået navnet George – i romanen er han en unavngiven forfatter, som mere eller mindre er bygget over Wells selv. George sidder sammen med sin gode ven Ogilvy og iagttager Mars igennem en stor kikkert, og de ser, at der sker noget på planetens overflade, som minder om vulkanske udbrud. Scenen skifter, og George spiser morgenmad med sin kone. Men i nærheden af deres hjem er der styrtet en kæmpe cylinder ned, og dette har skabt et stort krater, der naturligvis er blevet en kæmpe attraktion. Alle de lokale skal se den nedstyrtede tingest, og George kan naturligvis ikke holde sig væk. Snart åbner cylinderen sig, og ud kommer nogle meget, meget grimme Marsboere – som minder om den måde Wells beskrev dem på i sin roman. Der sendes en velkomstkomite frem, og samtidig kommer der en underlig tingest ud af cylinderen. Dette er naturligvis den legendariske strålekanon, som går i gang med at dræbe de forsamlede mennesker. George slipper væk, henter sin kone, og kører hende i sikkerhed, før han selv begiver sig tilbage med den hestevogn, han har lånt.

Men så går det galt, og mere vil jeg ikke røbe her. Folk der har læst romanen vil naturligvis vide, hvad der efterfølgende sker, men selv om man kender handlingen, er tegneserien ganske spændende.

Plads til spænding

Helt overordnet har Edginton et godt greb om sin fortælling. Der veksles fint mellem de teksttunge dele, og de steder, hvor vi bliver vidne til store, mageløse illustrationer uden tekst. Edginton formår også at gøre vores hovedperson George til en troværdig antihelt, men for mig er det endnu vigtigere, at både kapellanen og soldaten er så godt skildret, som de er. Nøjagtig som det er tilfældet i romanen, er det mødet med disse to individer, som er tegneseriens mest centrale øjeblikke. Her ser vi vanviddet, og hvad frygten har gjort ved nogle helt almindelige mennesker. Samtidig er Edginton ganske tro mod Wells’ noget gammeldage beskrivelser af Marsboerne, hvilket klæder albummet godt.

Den største ændring består i at fortællerstemmen fra romanen, som tilhører hovedpersonen, forsvinder efter indledning. Dermed står vi tilbage med en hovedperson, der indgår i handlingen på lige fod med alle andre. Han er stadig vores hovedperson, men ikke længere den subjektive fortæller fra romanen, som kigger tilbage på det, der er sket. Det fjerner nogle af de lag, der er i romanen, men giver samtidig mere plads til rendyrket spænding.

Visuel variation

En anden markant justering er, at hovedpersons broder er skrevet ud af historien. I romanen følger vi dennes færden i og omkring London, og broderen fungerer som læserens øjne og ører væk fra hovedpersonen – det er dog hovedpersonen, der fortæller, hvad broderen har oplevet, så på den måde er det stadig en subjektiv fortæller. I tegneserien får vi indblik i, hvad der er sket i London gennem kapellanen, som har hørt nyt fra London. Denne del er rent visuelt holdt i sort/hvid og rødt for at skildre, at vi har at gøre med en fortælling/flashback. Det virker fortrinligt, og giver også D’Israeli mulighed for at lave stilistiske variationer.

D’Israelis tegninger kan ved første øjekast godt virke simple, ja nærmest barnagtige. Det enkle giver da også stilen en dejlig blødhed, og er sammen med de lækre farver med til at gøre det ganske behageligt at se på. Stregen nærmer sig det realistiske, hvilket også giver albummet troværdighed, som er vigtigt, når læseren skal købe D’Israelis skildringer af Marsboerne og deres maskiner.

Når man kigger efter i detaljerne, vil man dog opdage, at stilen er alt andet end simpel. Der er gjort ekstremt meget ud af skyggearbejdet, og den victorianske stil harmonerer godt med den tilnærmelsesvise brug af steampunkelementer, og alt dette giver albummet et både gammeldags, nostalgisk og moderne look. Samtidig er farvelægningen utrolig lækker, og både de røde, gule og grønne farver bruges hyppigt til at skildre stemning – den røde farve er naturligvis relateret til “de røde urter”, de gule til ødelæggelse, og de grønne til den engelske natur, som er i stærk kontrast til det røde.

Der er ingen tvivl om, at jeg er ganske pjattet med dette album, og glæder mig da også til at læse fortsættelsen Scarlet Traces (2007), som gerne skulle ligge i min postkasse, når jeg kommer hjem fra ferie. Alt i alt er The War of the Worlds en glimrende adaptering, og en fremragende tegneserie med sit helt eget liv.