Advarsel: Hvis du ikke har læst albummet skal du stoppe her, da det følgende er fyldt med spoilers og følelsesmæssige udbrud om centrale dele af handlingen.
Da vi forlod Rick og co. i slutningen af bind syv, The Calm Before ventede der os en stor overraskelse: den sadistiske guvernør, som man bestemt troede var død, ankom til fængslet på toppen af en tank, hvor han råbende proklamerede følgende til sine soldater: “Kill them all!”.
Ja, fængslet og dets indbyggere er nu for alvor på røven, og det skyldes ikke zombierne, men derimod en enarmet galning med klap for det ene øje. Made to Suffer starter med et flashback. Vi ser, hvorledes det vi ved første øjekast tror er guvernørens maltrakterede lig, blive fundet af hans livvagter – alle husker vel scenen, hvor Michonne på alle leder og kanter smadrer guvernøren. Men sjovt nok er han i live, og vi følger, hvorledes han langsomt kommer sig, og hvordan han opildner befolkningen i Woodbury til at følge ham i sin personlige vendetta mod Rick og co. Og så er vi fremme i handlingen, hvor Kirkman forlod os i slutningen af The Calm Before. Fængslet angribes brutalt, og så ellers ikke mere ordinær handlingsreferat.
Hårdt album
Charlie Adlards tegninger holder den vanlige høje standard, hvor det endnu engang bliver tydeligt, at det er fortællingen frem for stilen, der bærer serien. I Made to Suffer fortsætter Kirkman med at benytte et greb, som netop har været ét af seriens helt store styrker: zombierne indtager kun en sekundær rolle, og de rigtige monstre er menneskerne selv. Det er også derfor, at serien er så langtidsholdbar. Man tror på personerne, og man sidder og samtykker med deres dyriske transformationer. Kirkman har taget den klassiske zombiegenre, som netop er kendetegnet ved korte, afsluttede fortællinger, og har gjort den til en episk rejse ind i det menneskelige forfald. Han bruger klassiske fortælleformer, som vi er vant til fra TV-serier, og derfor sluger vi det hele råt. For vi vil have mere, og mere og mere. De fleste, der som jeg elsker The Walking Dead, vil nok nikke genkendende til dette. For når man har læst det nyeste album vil man have fingrene i det næste. Efter at have læst Made to Suffer færdig føler man sig lidt som en masochist, for det er et meget hårdt album, som bestemt ikke er for et ungt publikum. Og her ligger endnu en styrke: The Walking Dead er en zombiehistorie, der tager sig selv og sine læsere alvorligt.
Normalt vil man som anmelder ikke gå ind og røbe essentielle passager for plottet i et givent værk, men i dette tilfælde bliver jeg nødt til det, da jeg er blevet meget rystet, og vil dele min oplevelse med jer. Så her er en sidste advarsel om ikke at læse videre, før du har læst selve albummet. Sjældent har en tegneserie rørt mig, som det var tilfældet med Made to Suffer. Som det er vanen tro i Kirkmans serie, er albummet på overfladen røvhamrende underholdende, og de mange teksttunge sider sluger man meget hurtig. Normalt læser man albummet igennem endnu engang, lige efter man har læst det første gang, for at få alle detaljerne med. Men det var for mit vedkommende ikke tilfældet med Made to Suffer. De sidste 54 sider føles som et vedvarende slag i mellemgulvet, og jeg er ikke følelsesmæssigt blevet rørt på samme ubehagelige måde, siden jeg så voldtægtsscenen i Irréversible (2002).
Et studie i ubehag og menneskelig lidelse
Nogle vil med rette finde albummet for modbydeligt. Og hvis man forventer en klassisk omgang light zombieaction, skal man holde sig væk. Made to Suffer er, når man har læst serien fra dens start, et studie i velformidlet ubehag og menneskelig tragedie. Det virker nemlig som om, at vores hovedpersoner er skabt til at lide, som netop titlen på dette album antyder. Vi har fulgt Rick gennem alle hans kvaler, og har som i en soap opera ventet spændt på, at Lori skulle nedkomme med parrets andet barn. Men gudhjælpemig, hvor er Kirkman kompromisløs! Vi har set antydninger til dette igennem hele serien, men først nu mærker man den yderste konsekvens af Kirkmans postapokalyptiske mesterværk i det øjeblik, hvor man ser Lori og det nyfødte barn blive skudt i smadder. Her lagde jeg albummet fra mig for en kort bemærkning.
Men når man tænker det igennem, er det den eneste mulige, og troværdige, løsning i Kirkmans univers. Efter en kort pause læste jeg albummet færdig, og sad tilbage både rørt og skræmt. Kirkman stak kniven ind i læseren, da han lod guvernøren halshugge Tyreese i en meget grum sekvens. Og da vi så ser Lori blive skudt, drejer Kirkman kniven rundt i det blødende sår. Så brutalt er det formidlet.
Ikke for sarte sjæle
Mit eneste problem med albummet og serien generelt, som faktisk kan vendes om til en stor omgang ros, er, at jeg ikke aner, hvad der nu skal ske. Hvordan kan Kirkman samle tråden op, og fortsætte fortællingen? Rick er nu alene med sønnen. Alle dem, vi som læsere har kendt og fulgt igennem de sidste mange år, er døde. Fristedet, hvis man da kan kalde fængslet det, er nu væk, og forude venter et helvede for Rick og sønnen. Så jeg har mine bange anelser om, at det kun kan gå ned ad bakke herfra, og måske blive til en ligegyldig omgang drifter-zombieaction, hvor en desillusioneret Rick går amok i zombieland. Men på den anden side har jeg haft bange anelser før i løbet af serien, hvor Kirkman gang på gang har overrasket mig, og leget med mine forventninger om, hvad der nu skal til at ske.
Alt i alt er Made to Suffer det stærkeste bind i serien, men det er kun stærk i kraft af de foregående bind. Det er ondt, underholdende, brutalt og rørende, og en moderne tegneserie bliver i mine øjne ikke meget bedre, end det her. Men man skal også huske, at det her en omgang sadistisk overlevelsesfortælling, som bestemt ikke er for sarte sjæle, der vil have smukke grafiske romaner. Hos Kirkman er er det beskidt og brutalt, og det kan man så tage som en anbefaling, hvis man lyster den slags.
Seriens titel: The Walking Dead
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Albumlængde: 130 sider
Udkom i 6 hæfter 2008 og i samlet udgave 2008 på forlaget Image Comics.
Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008
Stikord: Fængsel, Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier
