13. oktober 2007

Halloween III: Season of the Witch

Halloween III: Season of the WitchCarpenter-protegéen Tommy Lee Wallaces forsøg på at gøre Halloween-serien til en mere åben føljeton holder ikke vand. Filmen er på det jævne hele vejen igennem, og ville næppe være husket i dag, hvis det ikke var for Halloween-navnet. Carpenter-fans kan dog måske få lidt glæde ud af at se én af instruktørens protegéer i aktion.

I 1982, allerede året efter Rick Rosenthal havde leveret sin fine fortsættelse til John Carpenters klassiker fra 1978, kunne Tommy Lee Wallace udsende seriens tredje film. En del af forklaringen på, at man kunne finde et plot til fortsættelsen på så kort tid skyldes helt givet, at Halloween III intet har med de to tidligere film at gøre. Ja faktisk fjerner Tommy Lee Wallace, der både skrev manus og instruerede, helt bevidst treeren fra det oprindelige univers ved at lade Carpenters Halloween blive vist på TV i filmen.

Slagteren Michael Myers er således blevet et harmløst gespenst. Plottet i Halloween III er da også helt anderledes storladent end de tidligere film i serien, og minder tematisk mest af alt om et udbygget X-Files-afsnit. Årstiden er dog den rigtige, og handlingen udspiller sig naturligvis i dagene op til Halloween. Geografisk befinder vi os i øvrigt et sted i det nordlige Californien.

Mystisk sag
Dr. Daniel 'Dan' Challis (Tom Atkins)
Dr. Daniel 'Dan' Challis (Tom Atkins)

Nærmest henkastet begynder filmen, da vi over TV hører, at nogen har stjålet en stor stenblok fra Stonehenge i England. Ingen forstår tyveriet af stenen, og sagen glider hurtigt i baggrunden. I en lille prolog får vi nemlig mulighed for at følge en ældre herre på vild flugt fra et yngre, psykopatisk slipsedyr. Det lykkes faktisk den gamle at slippe bort og blive indlagt på et hospital, og her introduceres vi til filmens ene hovedperson; den fordrukne læge Dr. Daniel “Dan” Challis.

Den gamle kommer under Dans behandling, og mens han undersøger sin nye patient, rabler den gamle “They gonna kill us all…” og noget videre i den dur. Det undrer Dan en del, men ikke mere end at han sagtens kan lægge sig på sofaen og sove sin brandert ud. Længe får han dog ikke lov at sove, for mens han ligger på sofaen, ser vi, at slipsedyret fra prologen er vendt tilbage. Han sniger sig ind på den gamles stue, og her maser han bogstaveligt talt patientens hoved.

Ellie Grimbridge (Stacey Nelkin)
Ellie Grimbridge (Stacey Nelkin)

Da det bliver opdaget, er hospitalet på den anden ende. Dan bliver vækket, og når akkurat at se morderen flygte fra sygehuset. Lægen sætter efter, og til sin store forbløffelse kan han overvære, hvordan slipsedyret sætter sig ind i en bil og overhælder sig selv med benzin for så øjeblikkeligt bagefter at antænde sig selv.

Politiet står efterfølgende med en ret mystisk sag, og morderen bliver selvfølgelig betegnet som sindssyg. Dr. Dan er dog ikke helt sikker, for han kender til galninge, forklarer han, og slipsedyret opførte sig bestemt ikke som en psykopatisk morder. Noget svar kan han ikke finde, så i stedet drikker han sig bare fuld.

Efterforskning
Silver Shamrocks massive TV-reklame
Silver Shamrocks massive TV-reklame

Handlingen hopper nu et par dage. Vi møder på ny Dr. Dan, denne gang på en snusket bar ved højlys dag. Ind på baren kommer en kæk ung dame, og her har vi filmens anden hovedperson. Hun hedder Ellie Grimbridge, og er datter af den gamle, som blev dræbt på hospitalet.

Politiet har mere eller mindre skrinlagt sagen, så pigen har besluttet sig for at lave noget god gammeldags research på egen hånd. Hun opsøger derfor Dan for at høre, om den gamle sagde noget inden han døde, og før du kan sige svuptivup, har de to slået pjalterne sammen og påbegyndt en fælles efterforskning.

Her skal det siges, at der frem til nu har været talrige referencer til en helt særlig legetøjsproducents halloweenmasker. Silver Shamrock, som firmaet hedder, er overalt. Deres insisterende reklamer kører på TV konstant, og stort set alle børn er i besiddelse af én af fabrikantens masker. Ellies far var legetøjssælger, og da de to amatørdetektiver begynder at grave i sagen, opdager de, at hans sidste stop før den aften, hvor det hele gik galt, var i Santa Mira – den by, hvor Silver Shamrock har til huse. Derfor springer de ud i bilen, og drøner til den spøgelsesagtige lilleby.

Skummel legetøjsby
Mystikken breder sig
Mystikken breder sig

Byen er mildest talt besynderlig. Legetøjsfabrikken dominerer totalt, men ingen af de lokale må arbejde på fabrikken. Al arbejdskraft kommer udefra, og der hersker en stemning af politistat over byen. Arbejderne på fabrikken har tilmed en kraftig lighed med det morderiske slipsedyr fra starten, hvilket jo ikke tyder godt. Der er kameraer overalt, og fabrikkens irske ejer, Conal Cochran, har åbenbart lov til at gøre, som han vil.

Nu kan vi som seere jo nok godt regne ud, at der er ugler i mosen, men det tager faktisk Dan og Ellie lidt længere tid. De skal først overvære en dame blive hentet af fabrikkens “læger” og høre en gammel fulderik fortælle om fabrikken på en måde, der ikke minder så lidt om en passage i H. P. Lovecrafts The Shadow over Innsmouth (1931).

Conal Cochran (Dan O'Herlihy)
Conal Cochran (Dan O'Herlihy)

Imens alt dette står på, får vi også lejlighed til at blive delagtiggjort i en af filmhistoriens mere umotiverede sexscener. Knap er Ellie og Dan nemlig ankommet til byen, før pigen bliver liderlig og hopper i seng med Dan. Glemt er sorgen over farmand, glemt er de truende omstændigheder, de befinder sig i; men Stacey Nelkin, der spiller Ellie, er jo en køn pige, så hvorfor egentlig klage.

Vores makkerpar – nu kærestepar – må altså finde en måde at komme ind på fabrikken og undersøge, hvad der foregår bag de pansrede mure. Det er lettere sagt end gjort, men mon ikke de finder en vej ind, og mon ikke også at de finder ud af, at der er en forbindelse mellem tyveriet på Stonehenge, den irske fabriksejer og naturligvis Halloween. Det kan jo nok godt afsløres, at der er en forbindelse, og endda en højst okkult en af slagsen.

Speget affære
Gult blod! Hvad er nu det?
Gult blod! Hvad er nu det?

Som sagt har Halloween III intet med de to tidligere film at gøre, og man kan derfor også godt opgive at sammenligne dem. At Global Video, der har udsendt den herværende kopi af filmen på DVD herhjemme, trods alt har valgt at putte Michael Myers på coveret, er derfor i bedste fald vildledende.

Selve historien er ikke videre ophidsende, men Tommy Lee Wallace formår alligevel at give den lidt timing og fremdrift. Der er således fart over feltet, men det formår ikke helt at skjule, hvor speget affæren egentlig er. Wallace havde tydeligvis en god idé, men da handlingen skulle udbygges og formuleres til en samlet helhed, blev det for svært at gennemføre, og resultatet er blevet derefter.

Driller Killer-style
Driller Killer-style

Den mandlige helt, Dr. Dan, er både ufatteligt heldig og åbenbart også meget mere snu end man umiddelbart skulle forvente af en fordrukken læge. Ellie derimod imponerer i begyndelsen med sit gåpåmod, men da hun bliver overflødig i plottet, forsvinder pigen mere eller mindre ud af filmen.

Tommy Lee Wallace var da heller ikke ligefrem nogen rutineret manuskriptforfatter, da han skrev Halloween III. Faktisk havde han tidligere kun skrevet Amityville II: The Possession fra samme år, og den var endda baseret på en roman af Hans Holzer. I Halloween III stod Wallace dermed på egne ben for første gang, og tilmed er filmen også hans instruktørdebut.

I mesterlære hos Carpenter
Sagen bliver kompliceret
Sagen bliver kompliceret

På trods af Michael Myers fravær, har Halloween III ret meget Carpenter-stemning over sig. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at Tommy Lee Wallace indtil da havde arbejdet tæt sammen med John Carpenter som klipper, producent og statist på Halloween og The Fog (1980) og været med i kulisserne på både Dark Star (1974) og Assault on Precinct 13 (1976).

Det er derfor nok ikke helt forkert at sige, at Wallace stod i mesterlære hos Carpenter, og det kan i den grad mærkes. Tydeligere bliver det da også kun af, at Carpenter både var med til at skrive musikken og producere Halloween III. Selv på skuespilfronten mærker man John Carpenters ånd.

Vores handlekraftige læge Dr. Dan bliver spillet af Tom Atkins, der også kan opleves i The Fog og Escape From New York (1981), og selveste Jamie Lee Curtis har to verbale cameos i form af speakerstemmer. En hurtig sammenligning mellem det tekniske hold bag Halloween og Wallaces film taler også sit tydelige sprog.

Det bedste af en tynd kop the
Flot ser det ud, men hvad er det?
Flot ser det ud, men hvad er det?

Generelt må man sige, at skuespillerne får det bedste ud af en tynd kop the. Tom Atkins er på mange måder en typisk Carpenter-helt, mens Stacey Nelkin måske er lidt uinteressant i rollen som Ellie. Hun har dog ikke meget at arbejde med, og foruden at skulle vise brysterne, tjener hun i praksis ikke til andet end at få Dan til Santa Mira og fabrikken.

Lidt mere opmærksomhed fortjener Dan O’Herlihy i rollen som fabriksejeren Conal Cochran. O’Herlihy, der på Planet Pulp især huskes for sine roller i RoboCop (1987) og RoboCop 2 (1990) såvel som skurkerollen Andrew Packard i Twin Peaks (1990-91), er fin som kultiveret bad guy, men som filmens plot gradvist blotlægges, bliver han tvunget ud i mere og mere grusomt overspil, der til sidst slår over i apatisk ligegyldighed. Ikke Dan O’Herlihys fineste øjeblik.

På det jævne
En Halloween-aften som nok vil blive husket
En Halloween-aften som nok vil blive husket

Halloween III: Season of the Witch skal bedømmes selvstændigt. Der er ingen pointe i at måle den med seriens tidligere film, for her er den klart den svageste, og de har intet til fælles. Filmen skal vel forstås som et forsøg på at omdanne Halloween-serien til en mere åben horrorføljeton, men det lykkedes ikke. Folk savnede Michael Myers dengang, og man savner ham stadig i dag, for sandt at sige er der ikke ret meget at komme efter i Tommy Lee Wallaces Halloween-film.

Var den blevet lanceret uden for seriens rammer, var der næppe nogen, der ville huske den i dag. Den lever på seriens gode navn, og det formår at holde en yderst jævn produktion kunstigt i live. Fans af Michael Myers kan naturligvis gå i en stor bue uden om dette tredje bidrag til rækken. Carpenter-fans kan på den anden side måske få lidt glæde ud af at se én af instruktørens protegéer i aktion.

Carpenters fingeraftryk hviler i hvert fald tungt over Halloween III, Michael Myers eller ej, og det må vel siges at være en form for kvalitet i sig selv. På det jævne, kort og godt, det er hvad man kan sige om Halloween III og heldigvis vendte vores ven med den hvide maske tilbage i seriens fjerde film.

3 stjerner

Titel: Halloween III: Season of the Witch
Dansk titel: Maskernes nat III
Andre titler: The Last Halloween, Halloween 3
Instruktør: Tommy Lee Wallace
Manuskript: Tommy Lee Wallace
Cast: Tom Atkins (Dr. Daniel ‘Dan’ Challis), Stacey Nelkin (Ellie Grimbridge), Dan O’Herlihy (Conal Cochran), Michael Currie (Rafferty), Ralph Strait (Buddy Kupfer), Jadeen Barbor (Betty Kupfer), Brad Schacter (‘Little’ Buddy Kupfer Jr.), Garn Stephens (Marge Guttman), Nancy Kyes (Linda Challis), Jonathan Terry (Starker), Al Berry (Harry Grimbridge), Wendy Wessberg (Teddy) Jamie Lee Curtis (cameo/stemme), Tommy Lee Wallace (stemme)
Producere: Moustapha Akkad (executive producer), Barry Bernardi (associate producer), John Carpenter (producer), Debra Hill (producer), Joseph Wolf (executive producer), Irwin Yablans (executive producer)
Foto: Dean Cundey
Klip: Millie Moore
Musik: John Carpenter & Alan Howarth
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.78: 1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1982
Produktionsselskaber: Dino De Laurentiis Company, Universal Pictures
Distributør (DVD): Global Video
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/10/2007