Striden om Natkrystallerne: Stjernedråberne

7 minutters læsetid
Striden om Natkrystallerne: Stjernedråberne

Så er vi nået frem til det sidste bind i Bent Jakobsens fantasytrilogi. Som man måske vil vide, har vi tidligere, i Det blå lys og Skyggeringen, fulgt historien om et noget umage selskabs forsøg på at finde frem til en række magiske krystaller, som de håber måske vil gøre dem i stand til at bekæmpe de mørke kræfter, der truer hele verden – ja måske endda hele universets eksistens.

Det er store sager, der er på spil, og på trods af at Bent Jakobsen aldrig forsøger at svinge sig helt op i det episke gear, som handlingen måske egentlig kræver, er det en skæbnetung fortælling, vi her sidder med. For en nærmere redegørelse for hele trilogiens baggrund, henvises der til de to tidligere anmeldelser.

Selskabet delt

Da vi forlod vores hovedpersoner i sidste bind, var selskabet blevet delt. Den ene part var draget af sted med skib for at undgå mørkets kræfter, der anføres af den ældgamle magiker Faustin og dennes medsammensvorne Tresor, der som en form for gespenst har jagtet de selv samme krystaller som historiens helte.

Den kløgtige gadedreng Henri, der allerede i sidste bind overtog mere og mere af handlingen, kom ikke med på dette skib. Han forfulgte i stedet en arabisk stjernetyder, da denne efter sigende skulle kunne hjælpe ham videre i sagen. Det kommer der mange nye eventyr ud af, som vi her har lejlighed til at læse mere om.

Stjernetyderen

Krudt og kugler får betydning for handlingen i trilogiens sidste bind.
Krudt og kugler får betydning for handlingen i trilogiens sidste bind.

Det hele begynder ombord på det gode skib l’Espérance, hvor Henri har fået hyre som skibsdreng. Dette er naturligvis kun et desperat forsøg fra gadedrengens side på at få den fremmede stjernetyder i tale. Det er bare ikke let, for skibets kaptajn kan bestemt ikke lide Henri, og det er først, da han får allieret sig med den mystiske sømand, der kun kaldes Ålen, at der kommer skred i sagerne.

Ved snuhed og et bedøvende middel kan Henri se sit snit til at tale med stjernetyderen, og det han får at vide denne nat på båden, vender op og ned på alt, hvad vi tidligere har hørt. Hidtil kendte vi kun til Natkrystallerne og Den røde Krystal. De blå krystaller – Natkrystallerne – var af det gode, og Den røde Krystal den reneste ondskab.

De to onde herrer, Faustin og Tresor, er i besiddelse af et magisk våben, der kaldes Skyggeringen. Skulle de også få fingre i Den røde Krystal vil alt være tabt, for hvis ring og krystal sættes sammen, vil give dem en uhyrlig magt. Det har derfor været vores hovedpersoners mål at finde denne røde krystal før skurkene.

Det Henri nu hører fra stjernetyderen er, at der findes en række små sten, der kaldes Stjernedråberne – magiske sten der faldt ned fra himlen i tidernes morgen. Disse stjernedråber er en form for modkraft. Deres lys er så stærkt, at det måske vil kunne modvirke Den røde Krystals magt. Sagt på en anden måde, så udsender Stjernedråberne lys, mens Den røde Krystal sluger det.

Det mest uhyggelige ved denne sag er dog, at alt det lys, som Den røde Krystal drikker, bliver sendt direkte tilbage til et enormt sort hul på nattehimlen, der har det skæbnesvangre navn Intethedens øje. Henri får således en forståelse for hele det kosmos, der favner krystallernes univers, og det er først nu, situationens sande konsekvenser går op for den unge knægt.

På et hængende hår

Heldigvis ved Henri hvor han skal lede for at finde Den røde Krystal. Derfor drager han sammen med Ålen til en borg i Sydfrankrig, hvor stenen med stor sandsynlighed ligger skjult. Uheldigvis er mørkets kræfter kommet Henri i forkøbet, og det bliver derfor kun på et hængende hår, at knægten får bjærget krystallen.

Tilmed genforenes Henri på borgen med den gamle troldmand Castanac, der i forrige bind blev kidnappet af skurkene. Castanac er ikke i god stand, da Henri får ham ud af fangehullet, men sammen kan de flygte tilbage til Marseille, hvor hele vores vennegruppe atter mødes, takket være tilfældighedernes spil.

Med Den røde Krystal i rygsækken skal de nu beslutte, hvor rejsen så skal gå hen. Her viser det sig, at den godmodige krovært Goodwin, der har været med i historien fra starten, overrasker med nye sider. Det forklares nemlig nu, at han har sørøvere i familien, og en af disse – gamle Spooner – fortalte Goodwin om nogle magiske sten, han engang havde haft i sin besiddelse.

Sørøveratmosfære

Mon fjenden kan øjnes i det fjerne?
Mon fjenden kan øjnes i det fjerne?

Vennerne stikker derfor til søs i den trofaste kaptajn Bomstaffs skude Elinor. Kursen er sat mod det caribiske øhav, nærmere bestemt den eksotiske Crooked Island. Hele historien tager her en ny drejning, fra det skæbnetunge og dystre univers, over mod en mere letbenet sørøveratmosfære med alt, hvad det nu indebærer.

Det er da også på tropeøens hvide strande, at det endelige opgør i trilogien kommer til at stå. Det viser sig nemlig, at mørkets kræfter har forfulgt Elinors kurs. Faustin og Tresor har således ombord på deres sorte skib The Serpent ligget i tæt forfølgelse af skibet Elinor, og netop som vi tror, Henri har klaret ærterne, angriber skurkene. Hvordan vores helte klarer sig, og om de i det hele taget slipper levende ud af denne fortælling, skal dog ikke afsløres.

For mange bolde

Dermed er Striden om Natkrystallerne, som trilogien hedder samlet, afsluttet. I anmeldelserne af de forrige bind blev det med en vis bekymring antydet, at Bent Jakobsen måske havde lidt for mange bolde i luften. Alle tre bind myldrer med navne og steder, der væves sammen på en ikke altid helt troværdig facon.

Det skal derfor også uden videre slås fast, at det tredje bind slet, slet ikke formår at leve op til det, der bliver lagt i ovnen til. Bent Jakobsen taber ganske enkelt historien på gulvet, og han beviser tilmed, hvor svært det er at skrive en sammenhængende fortælling over flere bind. Det er mange sider, der er blevet produceret, og når man insisterer på at udbygge historien løbende, vokser handlingen til sidst vild.

Striden om Natkrystallerne er Jakobsens debut, og det er helt tydeligt, at han rent teknisk er vokset i løbet af de tre bind. Sprogligt var det første lidt vaklende, men i det tredje er han blevet helt anderledes sikker.

Dårlig tilrettelæggelse og pinlige lån

En af de dystre skabninger der jager lyset.
En af de dystre skabninger der jager lyset.

Desværre er Stjernedråberne alt andet end en god læseoplevelse. Bogen er langtrukken, rodet og næsten ulidelig flere steder takket være de forsøgt sjove karakterer. Navnlig papegøjen, der har været en torn i øjet fra første bind, når nye latterlige højder her.

Bent Jakobsens sidste bog i serien kommer til at fremstå som et skoleeksempel på dårlig tilrettelæggelse, og det er meget svært at tro på, at han rent faktisk har planlagt ret meget fra begyndelsen. Således er der hovedpersoner, der kommer og går. Henri bliver pludseligt vores helt, mens andre, der fyldte meget, forsvinder ud i periferien.

De såkaldte hegnstrolde, der fyldte så meget i det første bind, bliver pludseligt komplet ligegyldige i den sidste del af historien, og meget af det vi hørte i andet bind, har slet ingen indflydelse på fortællingens afslutning.

Tilmed begynder Bent Jakobsens lån at virke lidt pinlige. Den voldsomme inspiration fra Tolkiens Lord of the Rings blev åbenbar i Skyggeringen, og her i Stjernedråberne er den bestemt ikke blevet mindre. Tilmed har forfatteren fundet meget inspiration i den store publikumssucces Pirates of the Caribbean (2003), hvilket absolut ikke klæder historien. Det er ganske enkelt for tykt og hamrende uoriginalt. Lad mig bare nøjes med at nævne, at nogle pirater, der kommer til live som skeletter ved nattetide, spiller en meget central rolle i trilogiens sidste del.

Tvivl om målgruppen

Det sidste kritikpunkt er, at det stadig er diffust, hvem bøgerne egentlig henvender sig til. De skulle ifølge pressematerialet fra Gyldendal være henvendt til de yngste, og flere af de mest fjollede elementer i historien retfærdiggør sådan set dette.

På den anden side er handlingen så usammenhængende og kompliceret, at det kan være svært for selv en voksen at holde rede på den rette sammenhæng, hvorfor det ikke virker videre sandsynligt, at et yngre publikum skulle få mere med. Tilmed er bøgerne skrevet med særdeles komplicerede ord og situationer, der helt sikkert vil gå hen over hovedet på det unge publikum.

Skuffelse

Ven eller fjende?
Ven eller fjende?

I sidste ende er Stjernedråberne, og Striden om Natkrystallerne i det hele taget, en skuffelse. Det bedste, der er kommet ud af trilogien, er Flemming B. Jeppesens fremragende illustrationer, der kun er blevet bedre fra bind til bind. Bøgerne holder ganske enkelt ikke, hvad de lover, og det er næsten stensikkert, at der sidder en redaktør på Gyldendal, der vitterligt har måttet kæmpe for blot at opnå et minimum af sammenhæng de tre bind i mellem.

Det Bent Jakobsen kan, er at skildre spændende situationer og dramatiske øjeblikke. Dem er der også flere af i Stjernedråberne, navnlig sekvensen på borgen i Sydfrankrig, men det er bare ikke nok. Det nytter heller ikke, at de mange eksotiske steder, der bliver præsenteret i løbet af bøgerne, virker stærkt inspirerende, for der kommer ikke noget ud af alt dette. Hele det univers, der bygges op i de to første bind, punkteres i det tredje, og skæres ned til en relativt banal konfrontation, der slet ikke udløser den forventning, der er blevet opbygget.

Spild af tid

I sidste ende er Striden om Natkrystallerne derfor ikke nogen anbefalelsesværdig serie. Den vinder muligvis en del, nu hvor man kan læse alle tre bøger i rap. Den lange ventetid mellem de enkelte deles udgivelse har bestemt ikke gjort handlingen lettere at holde rede på, men hvis man er på jagt efter fantasy for et yngre publikum, er der langt bedre steder at gå hen.

Rent faktisk må Striden om Natkrystallerne karakteriseres som det rene spild af tid, for man vil sandsynligvis blive skuffet i sidste ende, og det er derfor næppe umagen værd at læse sig gennem seriens op imod 1000 sider.

Striden om Natkrystallerne: Stjernedråberne er venligst stillet til rådighed af Gyldendals Forlag.

2 stjerner
Titel: Stjernedråberne
Seriens titel: Striden om Natkrystallerne
Forfatter: Bent Jakobsen
Udgivelsesår: 2006
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Sideantal: 296
Illustrationer: Flemming B. Jeppesen

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: 3’er, Caribien, Fantasy, Folkeeventyr, Fortsættelse, Magi, Pirater, Rip-off, Trilogi, Troldmænd

Skriv et svar

Your email address will not be published.