Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

1992-2000

1992-2000
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Opsamlingen af Atari Teenage Riots bedste sange er ganske enkelt fremragende: et spark i nosserne, en lydmæssig voldtægt af øregangene og en yderst fornem samling sange.

1992-2000I begyndelsen af 90’erne kulminerede den voksende popularitet, som metalmusikken havde oplevet i 80’erne. Samtidig begyndte den elektroniske musikscene at røre på sig, mens mindre kommercielle genrer og lyd havde hårde tider. I Tyskland bragte genforeningen Berlin i det internationale søgelys, og byens musikalske undergrund fik luft under vingerne. Fremtiden så på én gang lys og dyster ud for de tyske storbyunge.

Et lykkeligt møde

Midt i alt dette fandt Alec Empire og Hanin Elias sammen. Empire var en del af det voksende techno/club-miljø, men følte nødvendigheden af at afsøge nyt terræn. Han var dybt fascineret af energien i punken og 80’ernes trash-metal.

Her kom Hanin Elias ind i billedet. Hun var netop en del af Berlins hardcore punk-miljø, og sammen blev de enige om at fusionere deres forskellige baggrunde i et nyt band. De manglede dog stadig en dygtig MC, så først da Empire og Hanin opdagede Carl Crack, blev bandet Atari Teenage Riot (ATR) dannet.

Fælles for alle bandets medlemmer var et glødende politisk engagement. Crack var en del af Berlins autonome miljø, og både Hanin og Empire støttede aktivt den absolut yderste venstrefløj. Det denne trio skabte var en eksplosiv lyd, der koblede jungle og acid med speed- og thrash-metalinstrumentering. Deres første single Hetzjagd auf Nazis! kom i 1992 og blev øjeblikkeligt en succes. I Tyskland vakte den stor opsigt, og de unge elskede bandet.

Denne succes førte til, at et engelsk pladeselskab fattede interesse for ATR, men da de opdagede hvad gruppen stod for, smed de dem fra sig igen som en varm kartoffel. Derfor stiftede bandet deres eget pladeselskab Digital Hardcore Recordings, og herfra udgik gruppens første album, Delete Yourself, fra 1996. Pladen blev et politisk manifest, der viste verden at elektronisk musik kunne være andet end indadvendt festmusik. ATR udsendte endda en erklæring, hvor de bekendtgjorde at deres musik skulle virke som opfordringer til optøjer.

Stor indflydelse på lyden

Den første plade fremstår en smule tam i dag sammenholdt med efterfølgeren. Den store forskel skyldes først og fremmest, at ATR fik et fjerde medlem. Nic Endo kom ind i gruppen, mens der blev arbejdet på det andet pladeudspil, og det fik nærmest øjeblikkeligt indvirkning på lyden. Hun kom fra et avantgardistisk musikermiljø, der mere arbejdede med lyde end regulær musik, og det skulle vise sig at være præcis det, ATR havde brug for. Endo bidrog nemlig med støj.

Det var mere eller mindre hende, der bragte den skurrende larm, der kendetegner ATR, ind i musikken. Da Endo sluttede sig til bandet, var det som om alt faldt på plads. Gruppens udtryk blev meget mere vildt, og vokalen der vekslede mellem Empires mere afdæmpede, tilbagelænede stil og Hanins vanvittige skrig, fik nu en troværdig base.

Resultatet af alt dette blev The Future of War fra 1997. Et langt mere pågående og voldsomt album, der viste at ATR var i stand til, rent lydmæssigt, at lægge koncertsale i grus. The Future of War blev gruppens billet til det store udland, og navnlig de amerikanske undergrundsstationer blev opmærksomme på gruppen. Endda MTV begyndte at vise bandets videoer efter midnat. Som sagt faldt alt på plads da Endo kom ind i bandet, og deres anden plade er meget, meget bedre end den første.

Bandets endeligt

Det tredje og sidste udspil fra ATR kom i 1999. Titlen på pladen blev 60 Second Wipe Out, og den må uden tvivl regnes som deres bedste. Det blev en enorm kommerciel succes for gruppen, hvis fanskare voksede og voksede, men kreativt er det tredje album også et højdepunkt. Den voldsomme, nærmest voldelige lyd, eksploderer ud af højttalerne, og aldrig har Hanin og Empire lydt så vrede.

Budskaberne er uforandrede – der synges om død over det kapitalistiske samfund og den borgerlige kultur. Det er den destillerede lyd af demonstrationer og ungdomsoprør, som gruppen indfangede her. 60 Second Wipe Out blev den første plade gruppen udgav, der blev udsendt verdensomspændende i butikkerne, og den plade som mange i dag nok vil huske ATR for.

Desværre skulle dette også gå hen og blive gruppens sidste. I 2001 blev Carl Crack fundet død i sin lejlighed i Berlin. Hans krop var ganske enkelt ødelagt af stress og et længerevarende stofmisbrug. De tre øvrige medlemmer fortsatte bandet i et lille år, men gejsten var borte, og ingen havde lyst til at blive i gruppen. Således blev ATR opløst i 2002 efter et mindre antal koncerter og udgivelsen af to compilations.

Highlights på et sølvfad

Det er denne korte, men intense karriere, som Digital Hardcore Recordings nu minder ved at udsende opsamlingen 1992-2000. En plade, der samler det bedste fra gruppens tre plader og EP’er for på den led at minde de fire støjpionerer. Det er ikke den første opsamling, som pladeselskabet udsender.

Tidligere er Burn, Berlin, Burn (1997) blevet sendt på gaden, men den var primært rettet mod det amerikanske marked, og rummede kun musik fra de første to plader. En egentlig opsamling der favner hele gruppens produktion, har dermed ikke tidligere været udgivet, men det er der rodet bod på nu.

Genhøret med ATR er på alle måder en positiv oplevelse. De var et uhyggeligt indflydelsesrigt band, og det er eksempelvis svært at forestille sig et band som The Prodigy lyde, som de gør, uden påvirkningen fra ATR. Kender man ikke den tyske gruppe, er chancen nu kommet. Det er en let indfaldsvinkel til musikken, da vi her får serveret alle pladernes highlights på et sølvfad. Faren ved dette er naturligvis, at de tre studiealbums vil komme til at virke lidt tamme, for det er vitterligt de bedste sange, der er udvalgt.

Det betyder, at det nu lige pludseligt kun er nødvendigt for samlere at gå til de egentlige albums, hvis man ønsker den fulde Atari-oplevelse. På 1992-2000 præsenteres musikken heller ikke kronologisk, så hvis man gerne vil kunne følge bandets udvikling, er denne plade ikke stedet at søge hen.

Personlig blev jeg overvældet af nostalgi, da jeg smækkede 1992-2000 i anlægget og begyndte at læse Empires linernotes. Han beskriver sin tid i bandet, og hvor smertefuldt det var for ham da Crack døde i 2001. Han skriver, at han har svært ved at lytte til musikken i dag, da den bringer for mange smertefulde minder frem, men han konstaterer dog også, at ATR sælger bedre i USA end tidligere. Det fortæller ham, at der stadig er grobund for revolutionære tanker blandt ungdommen, og vi ved jo, at Alec Empire stadig holder fanen højt, om end i lidt mere afdæmpet form.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale 1992-2000. Det er et spark i nosserne, en lydmæssig voldtægt af øregangene og en yderst fornem samling sange. Det eneste man desværre ikke får på CD’en, er dokumentation for det faktum, at Atari Teenage Riot først og fremmest var et liveband. Deres lyd skulle høres live, men det går ikke længere. Det skal dog ikke være en indvending imod at købe pladen. 1992-2000 er en central plade, der både har musikhistorisk interesse, men så sandelig også sparker røv.

1992-2000 er venligst stillet til rådighed af Digital Hardcore Recordings.

Nummerliste:
1. Speed (Empire) (2:48)
2. Destroy 2000 Years Of Culture (Empire) (3:51)
3. Revolution Action (Elias, Empire) (4:09)
4. Deutschland Has Got To Die (Elias, Empire) (3:02)
5. Rage (Empire) (3:49)
6. Into The Death (Empire) (3:26)
7. Riot 1995 (Empire) (3:59)
8. Midijunkies (Empire) (5:15)
9. Start The Riot (Empire) (3:34)
10. Too Dead For Me (Elias, Empire) (4:17)
11. Atari Teenage Riot (Empire) (3:38)
12. Get Up While You Can (Empire) (3:28)
13. You Can’t Hold Us Back (Empire) (4:00)
14. Delete Yourself (Empire) (4:37)
15. Sick To Death (Empire) (3:08)
16. Western Decay (Empire) (5:50)
17. Kids Are United (Empire, Parsons, Pursey) (3:36)
18. Hetzjagd auf Nazis (Empire) (4:44)

Total spilletid: 68:29

6 stjerner

Titel: 1992-2000
Kunstner: Atari Teenage Riot
Produceret af: Atari Teenage Riot
Udgivet: 2006
Label: Digital Hardcore Recordings

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *