Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Young Sherlock Holmes

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Intradas komplette udgivelse af Bruce Broughtons imponerende symfoniske score fra Young Sherlock Holmes demonstrerer hvor dygtig en komponist Broughton er.

Young Sherlock HolmesHvis man stiller et par garvede filmmusikentusiaster spørgsmålet, hvem der er Hollywoods mest undervurderede og underbenyttede komponist, er der en stor sandsynlighed for, at de svarer enten Christopher Young eller Bruce Broughton. Begge svar vil være korrekte, men mange vil hævde, at Broughton fortjener den noget tvivlsomme ære, for faktisk komponerer Young betydeligt flere spillefilmsscores end Broughton; han lider blot under at være typecast som gyserfilms- og thriller-komponist.

Broughton har inden for de seneste ti år blot komponeret ti spillefilmsscores (imod Youngs 34), og har derudover været henvist til at komponere musik til TV-film og computerspil. Det seneste spillefilmsscore, Broughton har under bæltet er tilmed Disney-tegnefilmen Bambi II (2006), så der er ikke just tale om, at han bliver bragt ombord på de store satsninger.

Inkarnerede fans

Bruce Broughton (f. 1945).

Bruce Broughton (f. 1945).

Det er en forbandet skam, og sådan var der ikke mange, der i midten af 80’erne havde forestillet sig, at Bruce Broughtons videre karriere skulle se ud. Da tegnede han til at blive en af de væsentlige A-liste komponister i Hollywood, og hvis man skal fremhæve et enkelt score, der beviser, at Broughton sagtens kunne være blevet det, så er det Young Sherlock Holmes fra 1985.

Ganske vist har Broughton både før og efter komponeret kritisk anerkendt musik, bl.a. stod han for det særdeles smukke og effektive score til George P. Cosmatos’ Wyatt Earp-western Tombstone i 1994, men noget decideret gennembrud i Hollywood har aldrig været Broughton forundt. Ikke desto mindre har Broughton en inkarneret fanskare, og især pladeselskabet Intrada har været flinke til at udgive hans scores, som ofte ikke udkom samtidig med de film, de er komponeret til.

Hellig gral

Scoret fra Young Sherlock Holmes var længe lidt af en hellig gral blandt filmmusikentusiaster. Scoret blev faktisk udgivet, da filmen udkom i 1985, men det var før den digitale revolution for alvor slog igennem og det blev kun udgivet på LP samt kassettebånd og tilmed kun med en spilletid på 36 minutter. Denne udgivelse blev aldrig genudgivet på CD, og først i 1998 skete der noget, hvor 70 minutter af musikken blev udgivet som en privat promo-CD, der naturligvis lynhurtigt blev meget sjælden.

Endelig udgav Intrada hele scoret i 2002 i et begrænset oplag, der blev udsolgt hurtigere end man kan sige John Williams. Endnu engang er Young Sherlock Holmes-scoret derfor utilgængeligt, og skulle man finde det på eksempelvis eBay koster det en bondegård.

Til gengæld forstår man godt, hvorfor Broughtons fans hungrede efter en genudgivelse, og man forstår også godt, hvorfor det blev udsolgt så hurtigt som det gjorde. Der er nemlig tale om et aldeles fremragende score, der på nær en anelse tomgang midt på CD 2, byder på en konstant underholdende lytteoplevelse og konsekvent høj kvalitet.

Intradas version af scoret kom altså på to skiver med en spilletid på henholdsvis ca. 33 og 56 minutter. Der er 90 minutters filmmusik på udgivelsen, der da også byder på det komplette score fra filmen.

Lighed med John Williams

Scoret er et stort symfonisk værk, der er komponeret i det helt samme filmmusikalske formsprog, som John Williams anvendte på dette tidspunkt i 1980’erne. Faktisk er der passager, hvor man må knibe sig i armen for ikke at tænke “John Williams”, og på nettet har en filmmusikanmelder kaldt Young Sherlock Holmes for “det bedste score, John Williams aldrig komponerede”.

Ligheden med Williams er dog udelukkende i formsproget, men det er da påfaldende at filmen er produceret af Steven Spielbergs Amblin Entertainment, og man kan ikke undgå at tænke over, om Broughton fik jobbet, fordi Williams ikke kunne eller ville. I hvert fald har Broughton ikke noget at skamme sig over, for ligheden med Williams er udelukkende i formsproget, og der er ikke tale om rip-off.

Broughton demonstrerer til gengæld med Young Sherlock Holmes, at han fuldt ud har greb om at komponere den samme type ørehængende temaer, der har gjort Williams berømt, og scoret byder da også på to-tre særdeles attraktive temaer. Det dominerende tema er Holmes-temaet, der første gang høres i nr. 3 (CD 1), “The Streets of London”, men inden da har vi fået et andet af de primære temaer.

Det kommer i anden halvdel af “Flaming Hat Rack – Main Title” (nr. 1, CD 1), og her indfanger Broughton fuldstændig filmens eventyrlige ånd, samtidig med, at han ikke forråder den Victorianske setting. Således fremføres temaet her i en passage også for violiner, der – i hvert fald for mig – hører med til enhver Holmes-filmatisering. I øvrigt har ingen næppe indfanget Holmes bedre rent musikalsk end Patrick Gowers, der komponerede det violindrevne hovedtema til BBC’s fantastiske Holmes-serier i 1980’erne.

Holmes-temaet dominerer

Straks efter temaet fra forteksterne er blevet introduceret får vi så Holmes-temaet i “The Streets of London” (nr. 3, CD 1); et lidt mere afdæmpet tema, der i filmen symboliserer Holmes, og anvendes i flere forskellige sammenhænge. Ikke alene symboliserer det bl.a. venskabet mellem Holmes og Watson, men det fungerer også som basis for det smukke og afdæmpede kærlighedstema, der henviser til kærligheden mellem Holmes og hans kæreste Elizabeth.

Holmes-temaet er et smukt tema, der ikke er uden stilistiske ligheder med noget af Broughtons americana-musik fra Tombstone. Det er beslægtet med det sekundære hovedtema fra “Main Title”-sekvensen, men i modsætning til, hvad nogle filmmusikanmeldere på nettet har hævdet, er de ikke identiske. Kærligheds-temaet høres bl.a. i begyndelsen af “Library Love – Waxflatter’s First Flight – The Visitor” (nr. 5, CD 1), “I Never Want To Be Alone – Stained Glass Nightmare” (nr. 7, CD 1) og naturligvis i anden del af “The Hat – Holmes and Elizabeth (Love Theme)” (nr. 11, CD 1).

Det er disse to temaer, der løber igennem scoret som en rød tråd og binder historien sammen, men det er klart Holmes-temaet, der, i forskellige variationer, dominerer. Dertil kommer enkelte andre mindre motiver, bl.a. et motiv, der anvendes når den mystiske kutteklædte skikkelse med pusterøret er på spil, et letbenet motiv for den fjollede professor Waxflatter og endelig er der et motiv for Rametep-kultisterne, som er afledt af ceremoni-musikken i “The Ceremony” (nr. 2, CD 2).

Komplet og kronologisk

Lige præcis ceremonimusikken løber faktisk imod resten af musikken, for her er der tale om et decideret rip-off af Carl Orffs Carmina Burana (1937), hvor orkestret suppleres af et stort kor. Det er imidlertid sigende, at det angiveligt var producenterne, der bad Broughton om at kopiere Carmina Burana, så komponistens hænder var altså bundet. At producenterne har set med blide øjne på rip-off i netop denne scene er ikke overraskende, når man tager i betragtning hvor tæt ceremoni-scenen ligger på den tilsvarende scene i Indiana Jones and the Temple of Doom (1984). Her lader producenterne generelt til at have været fint tilfreds med at kopiere ældre forbilleder.

Foruden den tematisk orienterede musik er der også en del action- og suspensemusik på scoret. Hovedparten af denne musik ligger dog på CD 2, mens den første skive er præget af langt mere tematisk musik. Dog får vi også på CD 1 en del atmosfærisk musik, bl.a. i “The Gamecock – The Bird Is Alive” (nr. 1), “Flaming Hat Rack – Main Title” (nr. 2) og “I Never Want To Be Alone – Stained Glass Nightmare” (nr. 7). De lange action- og suspensenumre ligger på CD 2, hvor der af den grund også af og til er en tendens til, at scoret mister lidt af sit fokus.

Der er intet kvalitativt at udsætte på Broughtons actionmusik, som er akkurat lige så hurtigt og komplekst som det bedste, John Williams komponerede på dette tidspunkt af sin karriere. Problemet er nok nærmere, at den første skive indeholder så mange gode og stærkt tematisk orienterede cues, at man føler at noget mangler når man når frem til CD 2.

Dette er dog en meget lille anke ved scoret, for generelt er actionmusikken, hvoraf det meste præsenteres i fire lange cues på skivens andel halvdel, heftig og underholdende. Desuden må man erindre, at man med Intradas udgivelse får hele scoret præsenteret i kronologisk rækkefølge. Ikke alene får man altså al musikken, hvilket meget få albumudgivelser af filmmusik normalt kan holde til, men når musikken præsenteres i kronologisk rækkefølge giver det sig selv, at den følger filmens handling og dermed stemning.

Højdepunkt

Alt i alt er Young Sherlock Holmes et fantastisk score og en kraftfuld demonstration af Broughtons evner. Komponisten formår at indfange den rette stemning i sin musik, der ikke alene er eventyrlig, men som i sine temaer også indfanger meget af den rigtige engelske stemning på trods af, at musikken klart er skrevet i et traditionelt Hollywood-formsprog.

På den baggrund virker det mærkværdigt, at Broughtons karriere aldrig for alvor tog fart, og Young Sherlock Holmes står i dag rent musikalsk nok som højdepunktet i Broughtons karriere. Det er ærgerligt og endnu et eksempel på, at Hollywood bestemt ikke altid forstår at dyrke sine talenter.

Nummerliste:

CD 1:
1. The Gamecock – The Bird Is Alive (2:56)
2. Flaming Hat Rack – Main Title (3:43)
3. The Heart Of London (1:02)
4. A Deductive Mind Never Rests (0:48)
5. Library Love – Waxflatter’s First Flight – The Visitor (2:53)
6. Fencing Lesson (1:08)
7. I Never Want To Be Alone – Stained Glass Knightmare – Solving The Crime (8:08)
8. Waxflatter Flies Again (1:12)
9. One Last Duel – Window Parting – Curio Vision (4:10)
10. Waxflatter’s Death – Holmes Returns (3:40)
11. The Hat – Holmes And Elizabeth (Love Theme) (3:17)

Total spilletid: 32:57

CD 2:
1. The Game Is Afoot – Tip Of The Iceberg (6:24)
2. The Ceremony (3:06)
3. Stop! She’s Alive! – Pastries And Crypts (6:44)
4. Caught – Friends Of Waxflatter (4:57)
5. Warning Shot (1:34)
6. Cragwitch’s Vision (1:49)
7. The Struggle (1:23)
8. A Fifth Princess – Holmes In Flight (6:17)
9. Waxing Elizabeth – Diversionary Tactics (7:06)
10. Ehtar’s Escape – The Final Duel – Final Farewell (9:38)
11. The Riddle’s Solved – End Credits (6:26)
12. Moriarty (0:47)

Total spilletid: 56:11

Samlet total spilletid: 89:08

5 stjerner

Komponeret af: Bruce Broughton
Dirigeret af: Bruce Broughton
Orkestrering: Mark McKenzie & Don Nemitz
Produceret af: Bruce Broughton & Douglass Fake
Komponeret: 1985
Udgivet: 2002
Label: Intrada CD 4007

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *