Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

X (Tyler Bates & Chelsea Wolfe, 2022) [Mikroanmeldelse]

X (Tyler Bates & Chelsea Wolfe, 2022) [Mikroanmeldelse]
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hård, atonal, synthesizet horrormusik, der skaber uro og ubehag. Mission accomplished, tænker man, men det er ikke musik, jeg kommer til at vende tilbage til.

XScoret til Ti Wests roste horrorfilm X er af Tyler Bates i samarbejde med sangerinden, guitaristen med meget mere Chelsea Wolfe, der begår sig indenfor genrer som goth rock og doom metal.

Scoret er næsten rent synthesizet, men dog med Wolfes stemme som en væsentlig tilføjet komponent.

Hendes stemme er næsten allestedsnærværende på scoret, nogle steder traditionelt vokaliserende (som i “My God” eller “Maxine Meets Pearl”), men oftest som forskellige former for stønnen eller jamren – og nogle gange mixet sammen, som i “Pearl’s Rapture”.

Nogle gange er stønne- og jamrelydene tydeligt seksuelle – meget passende, filmens emne taget i betragtning – andre steder er de betydeligt mere tvetydige og kan også forstås som udtryk for ubehag eller smerte.

Traditionelt melodisk indhold er der ikke meget af. Det mest markante indslag er “Pearl’s Lullaby”, komponeret for akustisk guitar og klaver, suppleret af synth og med sang af Wolfe henover. Det er faktisk et meget tiltrækkende tema, de har fået skruet sammen her.

Wolfe synger eller hvisker også tekstbidder enkelte andre steder i løbet af scoret – i de tilfælde er det et uddrag af teksten fra den sang, der ligger hen mod slutningen af albummet, med titlen “Oui Oui Marie”.

Som et sidste eksempel på melodisk indhold skal jeg også nævne den sleazy funkmusik, der dukker op ind imellem, f.eks. i “Fucking Finally” eller “Pumping Gas”.

Men ellers er det hård, atonal synthesizet musik i kombination med Wolfes stønnen og jamren, der er dagens orden her. Det er musik, man ikke har udpræget lyst til at høre mere end én gang, og det er musik af en type, jeg generelt ikke er meget for, og som jeg tidligere har givet knortede ord med på vejen.

Jeg må dog erkende, at Bates og Wolfe har succes med at gøre scoret virkelig urovækkende, ikke mindst på grund af Wolfes stemme. Her er det næsten umuligt ikke at forestille sig, at Bates og Wolfe ikke skulle have suget en betydelig grad af inspiration fra nogle af Morricones gialli-scores fra 1970’erne, f.eks. L’ucello dalle piume di cristallo (1970) og Il gatto a nove code (1971).

Som musik betragtet er X ikke et score, jeg kommer til at vende tilbage til, men jeg kan ikke løbe fra, at det formår at skabe uro og ubehag – og det er vel det, målet har været.

2/6

Tracks: 1. My God (2:10), 2. Maxine Meets Pearl (1:19), 3. Theda (2:36), 4. Pearl’s Lullaby (1:31), 5. Fucking Finally (1:14), 6. Pearl’s Rapture (1:20), 7. Dolls (3:00), 8. Pumping Gas (0:20), 9. Our Secret (3:08), 10. Use Your Telephone (0:52), 11. We Talked About This (2:07), 12. Nice Girl (1:34), 13. Headlights (4:21), 14. Sorry to Disturb You (2:38), 15. The Cellar (1:06), 16. What is it Baby? (1:13), 17. I Was Young Once (3:05), 18. Tell Me I’m Special (3:59), 19. Maxine Grabs the Gun (4:11), 20. Oui Oui Marie (6:15), 21. Bring Our Daughters Home (1:00)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.