Den amerikanske forfatter Max Brooks er søn af den legendariske funny man Mel Brooks, og var fra 2001 til 2003 en del af forfatterholdet bag det lige så legendariske funny show Saturday Night Live (1975-). Brooks’ komikerbaggrund mærker man knap så meget til i hans forfatterskab, hvor han inden for de sidste små ti år har markeret sig som én af verdens førende zombieforfattere.
Brooks debuterede i 2003 med The Zombie Survival Guide; en overlevelsesmanual der beskriver, hvordan man kan overleve et zombieudbrud. The Zombie Survival Guide er godt nok skrevet med stedvist glimt i øjet, men er ikke en decideret humoristisk bog.
Zombieapokalypsen har været her
World War Z: An Oral History of the Zombie War (herefter bare World War Z) kan ses som en slags opfølger til The Zombie Survival Guide, og her er humoren helt og aldeles fraværende, selv om det satiriske bid bestemt ikke er. World War Z er en samling interviews after the fact – zombieapokalypsen har været her, men menneskeheden har kæmpet sig tilbage fra kanten af afgrunden, og en ny verden er opstået i asken af den gamle.
I forordet til World War Z redegør den fiktive forfatter – intervieweren – for, hvorledes han var med til at udarbejde FN’s “Postwar Commission Report” og om, hvordan en stor del af hans bidrag var blevet sakset fra den endelige rapport, fordi det var for personligt. Rapporten skulle være hårde facts, ikke forskellige personers egne oplevelser. World War Z skal derfor læses som de dele af FN-rapporten, der blev klippet ud.
Derefter tager romanen form af en lang række kortere og længere interviews med en lang række personer fra hele verden. Bogen er delt ind i syv dele med titlerne “Warnings”, “Blame”, “The Great Panic”, “Turning the Tide”, “Home Front USA”, “Around the World, and Above”, “Total War” og “Good-byes”. Interviewene forløber kronologisk igennem handlingsforløbet – fra det første zombieudbrud i Kina over “den store panik” og randen af udslettelse til krigen mod zombierne og den efterfølgende sejr.
Beåndede valg
Brooks har opbygget bogen omhyggeligt og foretaget nogle beåndede valg, da han skrev den. For det første er han nærig med information ud over den, vi får gennem de mange interviews. Et ganske kort afsnit indleder hvert interview og redegør for, hvem der interviewes og hvor, men derudover er der ingen eksposition i bogen. World War Z er skrevet som om, Zombieverdenskrigen virkelig har fundet sted, hvilket gør udfyldende baggrundsstof unødvendigt for læseren.
Dette greb er vigtigt for bogens slagkraft. Dels højner det bogens dokumentariske feel, dels får læseren lov til at udfylde de mange huller selv, hvilket naturligvis er et gammelt, velprøvet og næsten altid effektivt trick. Her virker det som en drøm.
World War Z fører os rundt omkring i verden. Fra den gamle kinesiske læge, der var én af de første, der oplevede et zombieudbrud til amerikanske soldater til en kinesisk ubådssømand. Fra en japansk eks-computernørd, der blev overlevelsesekspert, til en kvindelig russisk soldat til direktøren for CIA. De mange interviews giver hver en lille del af det samlede billede og fra mange perspektiver, hvilket yderligere er én af bogens store styrker.
Vi hører både om zombierne, hvordan smitten spredte sig, om hærens fejlslagne strategier, om helte og skurke undervejs, “den store panik”, de regionale og globale politiske konsekvenser og meget, meget mere. World War Z er ikke en bog, der svælger i blodige beskrivelser af grovædende zombier. Bevares, lidt er der da, men her viser Brooks, at han virkelig har forstået det gamle motto med, at “less is more”. Sjældent har så relativt ugrafiske zombier været så skræmmende.
Ætsende satire
Den allerstørste styrke ved World War Z er imidlertid bogens underliggende temaer. World War Z er en ætsende samfunds- og samtidssatirisk roman, der bruger zombieapokalypsen som springbræt til en sønderlemmende kritik af en lang række forskellige ting. Vores selvtilstrækkelige, selvfede forbrugerkultur, regeringernes latterligt dårlige katastrofehåndtering, grådige forretningsfolk og selvdestruktive politiske uenigheder.
I USA har litteraturkritikerne bl.a. læst World War Z som en kritik af Bush-administrationens katastrofale håndtering af situationen før, under og efter orkanen Katrina, og det er bestemt en mulighed. Men her er de amerikanske kritikere faktisk for snæversynede, for Brooks er ude med en meget længere rive end én, der kun rækker til USA’s grænser. Han revser til højre og venstre, men på en subtil facon, der aldrig bliver prædikende eller for åbenlys.
Af samme grund kan zombierne i World War Z langt hen ad vejen forstås metaforisk. Zombierne kunne skiftes ud med en anden global krise – en alvorlig fugleinfluenzapandemi for eksempel – og resultatet kunne have været nogenlunde det samme. At der er tale om en zombiepandemi giver imidlertid Brooks mulighed for at sætte tingene lidt mere på spidsen, ligesom det naturligvis er en noget mere kulørt læseoplevelse. Men man skal ikke tage fejl; World War Z er ikke bare ”hjernedød” underholdning.
Helt igennem original
Endelig må det også konstateres, at World War Z både er afsindigt underholdende og regulært skræmmende. Jo mere den satiriske subtekst går op for én, jo mere skræmmende bliver romanen faktisk, men alene zombierne i sig selv – og de mange situationer, vi får beskrevet gennem interviewene – er også uhyggelig læsning. Som sådan er World War Z også bare en regulært velskrevet roman, som man i øvrigt udmærket kan læse, selv hvis man blæser på den underliggende satire.
Brooks’ primære inspirationskilde har ifølge ham selv været Studs Terkels The Good War: An Oral History of World War Two (1984), der på samme måde som World War Z er opbygget af interviews – her blot faktuelle interviews centreret omkring Anden Verdenskrig. Derudover er det vel sandsynligt, at Brooks har fået en vis grad af inspiration fra Whitley Strieber og James Kunetkas roman Warday (1984). Warday er, som World War Z, opbygget som en faktuel redegørelse for et postapokalyptisk scenarie, her blot en redegørelse for situationen fem år efter en mindre atomkrig mellem USA og det daværende Sovjetunionen.
Inspirationskilder eller ej, så er World War Z en helt igennem original roman. Hist og her skurrer nogle af interviewsubjekternes sprog lidt i ørerne – selv om de skulle forestille at være oversat gennem en hær af translatører, er sproget meget amerikansk. Men det er faktisk også mit eneste reelle ankepunkt mod en på de fleste måder ellers fabelagtig roman.
Nej – et andet ankepunkt er, at World War Z er for kort. Men igen viser det bare, at Brooks har forstået endnu en klassisk talemåde: “Always leave them wanting more”. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg vendte den sidste side i World War Z. Jeg følte mig sulten efter mere. Lidt ligesom en zombie.
Forfatter: Max Brooks
Forlag, år: Crown, 2006
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Three Rivers Press, 2007
Format: Paperback
Sideantal: 342
Anmeldt i nr. 64 | 13/02/2011
Stikord: Postapokalyptika, Zombier