Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Westworld – Season 1: The Maze

Westworld – Season 1: The Maze
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ujævn men meget fascinerende tv-serieudgave af Michael Crichtons filmklassiker Westworld.

Westworld - Season 1: The MazeOBS! Denne anmeldelse indeholder milde spoilers.

Tv-udgaven af Westworld er en velsmurt, spændende, flot og til tider ganske tankevækkende tur gennem den Nolanske forlystelsespark.

Desværre der den også for lang i spyttet: Den kunne godt være forkortet med to afsnit, og slutningen, hvor maskerne falder, er en anelse for konstrueret. Men lad os se på den overordnede handling først.

Tag med til westernland

I en ikke så fjern fremtid har firmaet Delos Incorporated skabt den ultimative forlystelsespark. Her befolker robotter (kaldet værter), der ligner mennesker til forveksling et westernland, som man kender det fra de glade westerns.

Der er saloons, indianere, sheriffer, plakater med forbrydere på, heste, romantisk prærieidyl og meget, meget andet.

Så kan de rige gæster ellers udleve forskellige “story lines”, som skaberne bag parken har skrevet. Lidt som at medvirke i et computerspil eller tage en rolle i en film.

Og gæsterne kan så myrde og hore og te sig tosset. Hvad der sker i Westworld bliver i Westworld. Her ser man den menneskelige svinehund for fuld udblæsning; her ser man kvinder blive gjort til objekter, her ser man en ganske modbydelige herskerkultur.

Det mest uhyggelige er dog, at flere af robotterne begynder at udvikle ægte følelser og at der, bag deres koder og programmering, ligger noget, der minder om hukommelse.

Når en vært dør bliver de bare repareret og sendes ud i parken igen. Og igen. Og igen.

Et oprør lurer

Uden at skulle afsløre for meget, for serien lever meget via dens mystik, så er der spændende ting på spil.

Nogle af værterne begynder nemlig så småt at gøre klar til et oprør. De bliver bevidste om, at de “bare” er maskiner, som deres skabere kan kassere som småt brændbart eller elektronik.

For bag kulisserne, dybt under jorden og højt oppe på klipper, er forlystelsesparkens maskinrum. Her designes der nye plottråde, her tænkes der vilde tanker, og her bliver robotterne skabt og repareret.

Ved siden af fortællingen om robotterne, der får mere og mere bevidsthed, er denne første sæsons anden hovedfortælling historien om den mystiske The Man in Black (spillet af Ed Harris), der er en gæst med en helt speciel dagsorden. En dagsorden, der spiller kraftigt ind på flere af handlingstrådene.

Første sæson slutter med en cliffhanger og anden sæson er på vej. Naturligvis, fristes man til at sige.

Spændende tematikker, sublim teknik

Der er mange spændende tematikker på spil i Westworld. Der er idéen om, at være en skaber, der er idéen om de menneskelige lyster, de mange lag i fortællingen, de fine betragtninger i forhold til kunstig intelligens (kan en robot udvikle sig i en menneskelig retning?), forlystelsesparken og meget andet.

Der er meget rendyrket guf at komme efter. Både fra western- og science fiction-genren. Mange vilde idéer, mange sublime detaljer. Desværre burde man have skåret ned på noget af dialogen, som ofte bliver for overforklarende.

Til gengæld er serien rent visuelt en nydelse. Production design-holdet skal have alle de stjerner, man kan kaste efter dem, da de virkelig har skabt et troværdigt miljø. Man tror på parken.

Samtidig er de digitale effekter i de fleste tilfælde gode; kun nogle få baggrundsbilleder træder tydeligt frem som CGI, den nød har man ikke knækket helt endnu.

Flere af actionscenerne er også fremragende, og i det hele taget er idéen med at medvirke i en western godt tænkt og udført. Nøjagtig som det var tilfældet i Michael Crichtons originale Westworld fra 1973.

Jeg synes dog, at filmen, på trods af sine lettere bedagede effekter, fremstår skarpere og mere effektiv end serien, og det skyldes primært, at serien er for lang. Den klassiske seriesyge.

Fælles har serien og filmen en herligt modbydelig afsøgning af menneskelig perversion og liderlighed.

Truman in the Woods

Når serien er bedst, og det er den i mange scener, er den er herlig og diabolsk blanding af The Truman Show (1998) og The Cabin in the Woods (2012).

Fra The Truman Show får vi idéen om en kunstig verden. Og der er mange paralleller mellem Truman Burbank og værterne i Westworld. For hvad sker der, når man finder ud af, at man bare er skabt for at være underholdning? Når ens verden ikke er andet end en løgn, en kulisse.

Fra The Cabin in the Woods får vi den nihilistiske og groteske stemning fra maskinrummet. At have det job, som teknikerne i Westworld har, er noget, der påvirker dem psykologisk. Og det gælder også de ansatte, der er højere oppe i systemet.

Når man flirter med idéen om at være en form for gud, risikerer man, at sikringerne i den menneskelige hjerne kortslutter.

I forhold til slutningen kan man jo sagtens argumentere for, at konstruktionen giver fin mening. Den ultimative narration/fortælling fra parkens skaber, der som en anden Bilbo Sækker kommer med den store afslutning til den store fest.

Serien er udviklet af Jonathan Nolan, Christophers lillebror, der har været medskaber af manuskripterne til film som Memento (2000), The Prestige (2006), The Dark Knight Rises (2012) og Interstellar (2014).

Klassisk Nolansk, fra det sublime til det ordinære

Nolan-brødrene elsker den slags. Altså måden hvorpå det hele vendes rundt til sidst. Tidspunktet i fortællingen, hvor det velsmurte urværk ændrer rytme. Hvor man som tilskuer tvinges til at revurdere det, man netop har set.

Problemet med slutningen i Westworld er, at det faktisk ikke fungerer specielt godt i tv-serieformatet.

Det trækkes i langdrag og føles ikke på samme magiske måde, som det kan være tilfældet i en film, der, med sin kortere spilletid, har præsenteret en mere komprimeret handling, hvor det også er nemmere at snyde tilskueren.

Tryllenummeret i Westworld har ikke den rette timing, og det er for stort materiale, der skal snydes omkring.

Alt i alt er Westworld bestemt et kig hver. Den svinger fra det sublime til det ordinære med for meget dialog, en alt for lang spilletid og en slutning, der ikke sidder i mit skab.

4 stjerner

Titel: Westworld: Season 1
Instruktør: Jonathan Nolan, Richard J. Lewis, Neil Marshall, Vincenzo Natali, Jonny Campbell, Frederick E.O. Toye, Stephen Williams, Michelle McLaren
Manuskript: Jonathan Nolan, Lisa Joy, Daniel T. Thomsen, Ed Brubaker, Halley Wegryn Gross, Charles Yu, Dan Dietz, Kath Lingenfelter
Cast: Evan Rachel Wood (Dolores Abernathy), Thandie Newton (Maeve Millay), Jeffrey Wright (Bernard Lowe), James Marsden (Teddy Flood), Ed Harris (Man in Black), Anthony Hopkins (Dr. Robert Ford)
Foto: Paul Cameron, Brendan Galvin, Robert McLachlan, David Franco
Klip: Marc Jozefowicz, Stephen Semel, Mark Yoshikawa, Andrew Seklir, Tanya M. Swerling, Jeff Jur
Musik: Ramin Djawadi
Spilletid: 617 minutter (10 afsnit af varierende spilletid – fra 56-90 minutter)
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: Bad Robot, Jerry Weintraub Productions, Kilter Films, Warner Bros. Television

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Stikord: Forlystelsesparker, Remake, Robotter, Western

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>