Jeg må indrømme, at jeg havde lidt bange anelser første gang, denne CD blev sat på. Grunden dertil var, at jeg på forhånd havde researchet mig frem til, at Your Eyes My Dreams var et kristent hardcore-/metal-band.
Da jeg åbner CD-æsken er noget af det første, jeg får øje på, deres takkeliste, hvor de allerførst takker “Jesus Christ Our Lord and Savior most importantly!”. Gudhjælpemig! Det er jo ikke fordi, jeg decideret har noget mod kristne folk eller kristne folk, der laver musik. Min erfaring siger mig bare, at det som oftest er gudsjammerligt kedeligt, glat og selvfedt.
OK, det gælder ikke nødvendigvis i alle tilfælde. F.eks. lader det til, at sorte folk er i stand til at være stærkt troende og stadig lave fed musik. Kanye West klarer det da meget godt, og alle de gamle blues- og soul-fuckers for den sags skyld. Men når det drejer sig om hvid, kristen rockmusik, plejer det at gå helt galt og blive noget tamt og flødebollet.
Overrasket
Derfor blev jeg virkelig overrasket da Your Eyes My Dreams væltede ud af højtalerne. Al min frygt og mine fordomme blev øjeblikkeligt gjort til skamme. For det er hård, mørk og beskidt musik, Your Eyes My Dreams spiller, og det på den gode måde.
Hvis jeg skal beskrive den lyd og stil, Your Eyes My Dreams har, så befinder vi os hovedsageligt i metalgenren. Metalgenrens nyere og mere eksperimenterende dele vel at mærke, lidt i retning af bands som The Haunted og The Great Deceiver – begge selvfølgelig fra Sverige – der nok spiller metal, men i en mere urban og moderne form. Dette grænser naturligt op til hardcore-genren, og Your Eyes My Dreams bruger da også effektivt og behændigt mange hardcore-elementer, så som kor og klassiske hardcore-breakdowns.
Klinger af despearation og fortvivlelse
Pressematerialet sammenligner Your Eyes My Dreams med både det mere klassiske hardcoreband Hatebreed og melankolimetalbandet As I Lay Dying, hvor jeg vil sige, de er tættest på As I Lay Dying.
Selve lydbilledet er igen heldigvis ikke overproduceret og alt for rent. Der er godt med både rumklang og distortion, der får det hele til at klinge mørkt og beskidt, men det gennembærende element er her så absolut forsanger Jason Pryors vokal, der voldsomt – og samtidig hæst skrigende – virkelig klinger af desperation og fortvivlelse. Det er i hvert fald ikke sukkersødt, og samtidig er det stadig både catchy og til tider melodiøst.
Efter en del gennemhøringer og lidt studier i coveret, gik det op for mig, at forsanger Jason Pryors tekster alle sammen er bygget over kristen tematik. Dette kunne igen være blevet noget skrækkeligt pinagtigt noget, men igen virker det på overraskende vis virkelig godt. Hovedsageligt nok fordi de ikke fokuserer så meget på det glade budskab og den sikre frelse – lallegladt smilende med akustisk guitar, som man kender det fra diverse frikirker – men at der mere bliver arbejdet med fortabelse og det mørke, som mennesket vandrer i. Jeg kan forestille mig, at de fleste vil have lidt svært ved at tro på det, men så prøv selv at tjekke det ud. Dette lille stykke er fra “The Bookie Says It’s Time To Pay Up”:
kiss it all goodbye your material worth
it’s gone and so are you
in the blink of an eye
burnt up and destroyed
in the fires of death
greed slowly became your god
please tell me what you had to gain
by rejecting Christ’s sacrifice
you spent all your time
on this wretched earth
building up your achievements
but in the end
you will only achieve destruction
everything is gone in a New York minute
Effektivt, ikke? Man kan godt se alt det kristne sniksnak, men det virker alligevel. Uden at man overhovedet behøver at være det mindste troende for at værdsætte det.
Stemningsfuldt
Det er Carson Slovak fra Century Studios, der både har produceret pladen samt designet og layoutet selve CD’en, og begge dele har han gjort godt. “Stemningsfuldt” kunne man sige om begge dele, og selve coverbilledet rammer meget godt det tema, der kører hele vejen gennem pladelayoutet.
Alt i alt en overraskende god plade, som jeg varmt kan anbefale netop på grund af dens mørke, desperation og melankoli. Og nej, bare rolig, det betyder heller ikke at jeg blevet en Jesus-freak og ikke mere er til satanisk rock – man behøver jo ikke at købe hele pakken. Måske er Your Eyes My Dreams bare kristne på den fede måde, lidt ligesom Johnny Cash.
Weapons are Useless er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.
Nummerliste:
1. Deadlocked (0:48)
2. Complacency Killed the Cat (2:02)
3. Anna Rebeka (3:25)
4. The Forecast Calls For Rain (2:13)
5. When The Going Gets Rough (3:22)
6. Even An Angel Fell (5:39)
7. The Bookie Says It’s Time To Pay Up (3:31)
8. Treason, War, and the Tyranny of Evil Man (3:25)
9. Chasing the Clouds (3:57)
10. Armistice (3:42)
11. Society’s Flawed Perspective Of The Truth (9:14)
Total spilletid: 41:21

Kunstner: Your Eyes My Dreams
Producer: Carson Slovak
Udgivet: 2006
Label: Indianola Records
Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006