Veronika Decides to Die

3 minutters læsetid
Veronika Decides to Die

Det er efterhånden over seks år siden, at de danske doom-rockere fra Amager, Saturnus, udgav deres forrige plade, Martyre. I den mellemliggende tid er der sket en masse med Saturnus, og så alligevel ikke.

Martyre-pladen var om ikke en stor kommerciel succes, så i hvert fald en stor succes hos fans og anmeldere. Faktisk i en sådan grad, at mange anmeldere var dybt skuffede over, at Saturnus ikke fik flere af hård-rock musikpriserne i Danmark, da Matyre fra flere kanter blev udråbt til at være årets danske metaludgivelse.

Ikke i glemmebogen

Men samtidig med succesen var pladen også lige ved at blive Saturnus svanesang. Kort efter, den var blevet udgivet, forlød det, at Saturnus var blevet opløst. Tre af de tidligere medlemmer af bandet, Kim Larsen, Brian Hansen, og Jesper Saltoft, forsatte med deres nye band, The Loveless, der også spillede mørk og dyster, men knap så metallisk musik.

The Loveless høstede ligeledes mange roser for deres udgivelser, og Kim Larsen valgte siden hen at gå solo med en mere doom-folkagtig stil i Of The Wand and The Moon.

Men Saturnus gik ikke i glemmebogen. De resterende medlemmer, med forsanger Thomas AG Jensen i spidsen, har nu fundet nye folk til at tage over efter dem, der gik, og indspillet en ny plade efter seks års stilhed. Ydermere er Saturnus gået fra at være signet på det dansk/norske Euphonious Records til at være på det finske Firebox Records. Finnerne er jo kendt for virkelig at dyrke den melodiske, dystre romantiske stil, så dette skift er måske meget passende.

If it ain’t broken, don’t fix it

Som jeg sagde i anmeldelsens indledning, så er der sket en masse med Saturnus, og samtidig ikke så meget. For selve pladen ligger både i stil, konstruktion og lyd tæt op af Martyreif it ain’t broken, don’t fix it må være devisen. Det vil sige doom-metalstilen, sådan nogenlunde som Paradise Lost lød i midt halvfemserne med pladerne Draconian Times og Icon, før de blev til Depeche Mode Jam, eller hvad man skal kalde Paradise Losts nuværende stil.

I starten af Saturnus’ karriere spillede de for øvrigt som opvarmningsband for Paradise Lost, så de har det ikke fra fremmede. Det er tung, melodisk, langsom, dynamisk og dvælende metal med store keyboardflader, piano, rumklang og en vekslen mellem ren sang og growl, hvor numrene virkelig får lov til at være lange; her forhaster man sig ikke, når man lige er i gang med en god jamren.

Hvis man skal sætte en finger på nogle forandringer i forhold til Martyre, så er det, at Veronika Decides to Die er en smule mere traditionel metal og en smule mindre goth. Det kan fint forklares med, at Kim Larsen ikke mere er en del af bandet til fordel for sine egne mere goth-relaterede projekter.

I starten irriterede forsanger Thomas AG’s tykke danske accent i nogle af numrene mig meget. Men så gik det op for mig, at det nok blot var et udslag af noget jantelovstankegang fra min side, og at det for de fleste andre udenfor Danmark nok bare får vokalen til at lyde spændende og eksotisk.

Pladens titel er for øvrigt taget fra Paulo Coelhos bog af samme navn. Bogen handler om en patient på et psykiatrisk hospital, der har planlagt et selvmord så vellykket, at hun nu blot kan vente på at dø og tage afsked med verden. Så det passer meget fint i den generelt gloomy og melankolske stil hos Saturnus.

Så internationalt som det kan blive i Danmark

Michael Denner, der før var med i Mercyful Fate, gæsteoptræder for en kort bemærkning med en guitarsolo på pladen. Det er Metallica-berømte Flemming Rasmussen, der sammen med Saturnus har produceret pladen, som er indspillet i hans Sweetsilence studie – for øvrigt ligesom Martyre blev det.

Det er vel så internationalt som det kan blive, når det stadig skal være dansk. Som en følge deraf har selve lyden på Veronika Decides to Die da også en sikker international standard. Hele vejen igennem er standarden høj på pladen, både hvad angår sangskrivningen og udførslen.

Det gælder også coverbilledet, som maleren Travis Smith står for. Han er kendt fra en række andre store metaludgivelser, såsom Katatonia og King Diamond. Jeg er da også sikker på, at Veronika Decides to Die nok skal være med til at øge Saturnus’ fanskare udenfor Danmark, og det virker bestemt også til at være målet.

Kort sagt så er det melodisk doom-metal af international kaliber, der tager direkte over, hvor Saturnus’ forrige plade slap. Så spørgsmålet er bare, om man personligt er til den slags.

Veronika Decides to Die er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. I Long (10:54)
2. Pretend (6:26)
3. Decending (9:05)
4. Rain Wash Me (7:23)
5. All Alone (6:19)
6. Embraced by Darkness (6:45)
7. To The Dreams (5:48)
8. Murky Waters (6:40)

Total spilletid: 59:23

4 stjerner
Titel: Veronika Decides to Die
Kunstner: Saturnus
Producer: Flemming Rasmussen
Udgivet: 2006
Label: Firebox Records

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.