Så blev det gode, gamle Iron Mans – Stålmanden som vi kender ham her i Danmark – tur til at få komme igennem Origin/Oprindelses-møllen. Et koncept Marvel er svært tilfredse med, og her på Planet Pulp har vi da også tidligere anmeldt Wolverine: Oprindelsen.
Det er et koncept, der bunder i en strategi om at give læserne det ultimative billede af en given superhelts baggrund. Rent praktisk er det nok et koncept, der er blevet udviklet, fordi de gode folk på Marvel er ved at løbe tør for nye idéer til deres helte, der efterhånden har mange år på bagen og som en følge deraf har prøvet det meste.
Det resulterer i oplysninger og facts, som tit og ofte ser stort på, hvad der tidligere er skrevet om heltene. Derfor er disse serier også helt perfekte til nye læsere, der ikke kender til den “oprindelige” historie, hvor imod os med lidt flere år og albums bag os til tider kan ryste lidt på hovedet af, hvad der sker. Det er lidt ærgerligt, men samtidig kommer man ikke uden om, at det kan give os spændende og ganske originale historier. Og sådan en er Ultimate Iron Man: Oprindelsen helt bestemt.
Iron Man så dagens lys for første gang tilbage i marts 1963, hvor han optrådte i Tales of Suspense #39. Hans skabere var ingen ringere end Stan Lee, Larry Lieber, Don Heck og Jack Kirby. Fire legender indenfor tegneseriens historie.
I begyndelsen var han iklædt en grå dragt, men allerede fra Tales of Suspense #48 dukkede Iron Man op i sin nu velkendte gyldne og røde rustning. Iron Man var i 60’erne et barn af sin tid og var derfor en antikommunistisk helt, der arbejdede for den nationale sikkerhed i USA.
Siden hen har han dog udviklet sig til en noget mindre strømlinet helt med alkoholproblemer og en bredere opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. Efter Tales of Suspense #99 blev bladet lukket ned, og i maj 1968 fik Iron Man sin egen serie med den håndgribelige titel Iron Man.
Forfatteren – som er den kendte science fiction-forfatter Orson Scott Card – har fået ganske frie tøjler til at skabe historien, der dog har grobund i elementer fra de originale serier om Iron Man. Eksempelvis stammer idéen om Tony Starks alkoholproblem og hans sygdom fra The Ultimates #6.
Historien tager sin begyndelse i New York. Her møder vi millionæren Howard Stark, der er ejer af Stark Forsvarselskab; et firma der forsker i våben, beskyttelsesdragter og meget andet. Howard og hans stab af geniale forskere har udviklet et panser, der blot er en form for creme eller salve, der smøres på huden.
Efter denne lille indledning følger et mellemspil, hvor man ser Howards griske kone indlede et forhold med den tykke og magtliderlige rigmand Zebediah Stane. De vil sammen tilrane sig Howards formue, og det lykkes dem næsten. Heldigvis har Howard garderet sig mod dette ved at starte et søsterselskab, hvor han kan fortsætte sit arbejde, efter at Stane overtager Stark Forsvarsselskab. Howard er i mellemtiden også blevet forelsket i Maria, og sammen arbejder de videre på projektet.
Godt nok vil hans hud brænde som var han påført tredjegrads forbrændinger, men samtidig vil hans krop være i stand til at regenerere med lynets hast – kropsdele kan også vokse ud igen – og hele hans krop vil fungere som en hjerne, hvilket gør ham superintelligent.
Det heldige er så, at Howards salve kan holde smerterne væk, og det uheldige er så, at Antonio – eller Tony – er helt blå. Tony vokser op og viser sig at være en intelligent lille supermand, og hurtigt udvikler de en salve, som ikke er blå, så han kan fungere i samfundet.
Men ulempen er stadig at salven “bare” kan vaskes væk og dette vil den unge Tony gøre noget ved. Han begynder at udvikle en decideret rustning, og i slutningen af historien bliver vi da også introduceret til en prototype af den nu legendariske rustning. Alt imens dette sker, må Stark-familien kæmpe mod Zebediah Stane og mere skal der ellers ikke afsløres af handlingen i Ultimate Iron Man: Oprindelsen.
Tegneren Andy Kubert – der har tegnet bl.a. Marvel 1602 og Wolverine: Oprindelsen – har endnu engang leveret et ganske fantasifuldt og imponerende stykke arbejde. Hans personer er levende, og hans miljøskildringer er virkningsfulde. Desuden er historiens actiondele gengivet med sans for tempo og timing. Ham kan Marvel godt være glade for, at de “overtog” fra DC Comics.
Han er i dette album blevet hjulpet af en anden tegner, nemlig Mark Bagley, men det er stadig Kuberts letgenkendelig stil, der skinner igennem. Bag den uhyre smukke farvelægning står Richard Isanove. Den danske oversættelse af Mathias Larsen er præcis, og endnu engang har G. Floy Studio leveret et lækkert og flot produkt, der lever op til deres sædvanlige høje standard.
Ultimate Iron Man: Oprindelsen er visuelt en lækkerbisken. Derudover er historien velfortalt og spændende, så alt i alt vil jeg anbefale, at man skynder sig at anskaffe albummet. Det er alle pengene værd.
Ultimate Iron Man: Oprindelsen er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006
Stikord: Superhelte
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…