OBS! Denne anmeldelse indeholder spoilers!
At kalde Sinners for en mere velskrevet, velspillet og vedkommende remake af From Dusk Till Dawn (1996) vil være absurd reduktivt, men heller ikke helt forkert. Om man så foretrækker den ene film, eller den anden, er givetvis en smagssag. Jeg ved godt, hvilken side af hegnet, jeg lander på.
Sinners starter med en kort, tegnet vignet og følgende voiceover:
“There are legends of people born with the gift of making music so true, it can pierce the veil between life and death, conjuring spirits from the past and the future. In ancient Ireland, they were called Filí. In Choctaw land they call them firekeepers and in West Africa, they’re called griots. This gift can bring healing to their communities, but it also attracts evil.”
Så ved vi, at musik kommer til at spille en væsentlig rolle for filmen, og vel også, at ånder – og ondskab – kommer til at indgå.
På nær en meget kort rammehistorie finder hele Sinners sted i løbet af en enkelt dag. Hovedpersonen er den unge Sammie (Miles Caton), en talentfuld bluesguitarist, hvis prædikant-far mener, Sammie burde koncentrere sig om Gud og ikke om musikken.
Men den dag, filmen foregår, har Sammie fået et tilbud, han ikke kan afslå. Hans to fætre, tvillingebrødre med øgenavnene Smoke og Stack (begge spillet af Michael B. Jordan i en imponerende dobbeltrolle) er vendt tilbage til den lille Mississippi-flække, de oprindelig kommer fra, efter et ophold oppe nordpå, i Chicago.
Og brødrene har penge og sprut med sig. Året er 1932, og Smoke og Stack har planer om at åbne deres eget værtshus – eller juke joint – og tjene masser af penge.
De køber et nedlagt savværk af en lokal, hvid mand, og så rekrutterer de ellers gamle venner og bekendte i lokalområdet til madlavning, servering, udsmidning – og musik. Sidstnævnte skal Sammie stå for i samarbejde med den garvede musiker Delta Slim (Delroy Lindo).
Blandt de andre, brødrene hyrer, er også Smokes ekskone Annie (Wunmi Mosaku). De to bærer på en fælles sorg over deres afdøde datter, og Annie gør sig også i lidt voodoo.
Midt i det hele dukker Stacks gamle flamme, den hvide (men i virkeligheden kvart sorte) Mary (Hailee Steinfeld), også op.
Aftenen går ikke desto mindre både godt og skidt: Festen er gevaldig og musikken er fremragende, ikke mindst takket være Sammies uovertrufne evner på den gamle guitar, som tvillingerne i sin tid efterlod ham, inden de drog nordpå.
Knap så godt er det, at tvillingerne er forregnet sig: De lokale har ikke råd til at lægge klingende mønt for mad og drikke, men betaler i stedet med såkaldt “company scrip” – erstatningspenge, der kun kan bruges i forretninger, ejet af det samme firma, der har udbetalt dem.
Nåja, og så er der jo selvfølgelig også vampyrerne.
For, som vi hørte helt i filmens begyndelse, så er der nogle mennesker, der er så talentfulde musikere, at deres musik kan nedbryde grænserne mellem de levende og de døde: et talent, der kan gøre meget godt, men som også tiltrækker ondskab.
I Sinners kommer ondskaben i form en irsk vampyr, som vi først stifter bekendtskab med 41 minutter inde i filmen, da en mand vakler hen til en ensomt beliggende gård og beder om hjælp fra nogen, der er efter ham.
Det indledningsvist mistænksomme ægtepar lader manden komme ind, og da en gruppe Choctaw-indianere kort efter ankommer og spørger efter manden, må de gå igen med uforrettet sag, men dog ikke førend lederen af gruppen advarer: “Gud forbyde, at I har ladet ham komme ind i jeres hjem.”
Senere på aftenen dukker den irske vampyr op ude foran Smoke og Stacks juke joint sammen med ægteparret fra tidligere og beder om at få lov til at komme indenfor. De tre kan også spille musik, men en helt anden type, og til en start bliver de ikke lukket ind. Spørgsmålet er naturligvis, hvor længe der går, inden de finder en vej…
Sinners er på mange måder en overrumplende triumf af en film, også selvom jeg havde hørt om vampyrerne, inden jeg så den. Som sagt er der klare strukturelle ligheder med From Dusk Till Dawn, men Sinners kan og vil en del mere end Robert Rodriguez’ film, som jeg i øvrigt også har et stort, ømt punkt for.
Hvor From Dusk Till Dawn er tilfreds med bare at underholde, underholde og underholde (hvad den gør bravt), så er det klart, at der er en del mere subtekst i Ryan Cooglers film, vel at mærke en subtekst, der aldrig bliver prædikende eller giver køb på filmens egen, grundlæggende underholdningsværdi, som er meget høj.
Hvis vi lige skal runde elefanten i lokalet med det samme, så siger det sig selv, at en film, lavet af en afro-amerikansk instruktør (der også har skrevet manus), med et næsten udelukkende sort cast, der finder sted i syden i 1932, har klare racemæssige undertoner.
Det er således svært ikke at se noget symbolsk i, at filmens overvampyr, Remmick (Jack O’Connell) er en hvid mand. Men selv her er Coogler mere nuanceret end mange andre måske ville være. For Remmick er ikke drevet af racisme eller had til sorte; hans mål er noget helt andet, som jeg ikke behøver afsløre her.
Faktisk glimrer den “klassiske” sydstatsracisme ved sit fravær helt frem til filmens slutning, hvor vi finder ud af, at den hvide mand, der solgte savværket til tvillingebrødrene, har planer om at gennemføre en massakre sammen med sine kammerater fra Ku Klux Klan.
Ryan Coogler gør med andre ord ikke Sinners til en jeremiade om racisme i 1930’erne, samtidig med at han ikke ignorerer den.
Han koncentrerer sig blot om sit sorte persongalleri og lader personerne komme til live igennem effektivt skildrede karakteristikker, forankret omkring Michael B. Jordans – jeg siger det igen – imponerende dobbeltrolle som Smoke og Stack.
For selvom filmens egentlige hovedperson er Sammie, er det Smoke og Stack, der fylder mest filmen igennem.
Brødrene, deres indbyrdes forhold og deres forhold til de mennesker, de har kendt tidligere og nu vender tilbage til, er på mange måder den egentlige motor i Sinners. At filmen så også udvikler sig til en underholdende omgang vampyr-ramasjang er næsten en biting, men naturligvis også kun næsten.
Den anden motor i filmen er musikken, som spiller en væsentlig rolle hele vejen igennem, men som naturligvis kulminerer om aftenen, da der først kommer kog i brødrenes juke joint. Her trækker Sammie alle stopklodser ud og sammen med Delta Slim formår Sammie at gøre præcis det, som vi hørte om i filmens indledende vignet.
I en fornemt realiseret scene dukker skikkelser fra både fortid og fremtid op blandt de festende gæster og lader os vide, at Sammie gennem sin musik har brudt igennem sløret til åndernes verden. Det er en visuelt og konceptuelt imponerende sekvens, hvor de anvendte anakronismer er med til at understrege og accentuere filmens metafysiske grundkoncept.
Endelig skal det fra et rent teknisk synspunkt også nævnes, at filmen både hvad angår fotografering og musik er ekstremt vellykket. Syden har næppe set så godt ud på film siden Alan Parkers to “sydstatsfilm”, Angel Heart (1987) og Mississippi Burning (1988).
For musikken står svenske Ludwig Göransson, der har lavet musikken til alle Cooglers film siden Fruitvale Station (2013), herunder også de to Marvel-film om Black Panther (2018, 2022). Göranssons score blander blues, rock, elektroniske elementer og symfonisk musik på en måde, der fungerer perfekt i filmen.
Dertil er der en del sange, enkelte traditionals og gamle sange fra 1920’erne, men de fleste originalt skrevet til filmen af en række forskellige musikere sammen med Göransson.
Sinners er en film af den type, der bliver ved med at rumstere i hovedet, efter man har set den. Ikke bare fordi, det er en underholdende rutsjebanetur, men også fordi filmen filmen som nævnt har en rig subtekst, der ikke kun omhandler forholdet mellem sorte og hvide.
Centralt i filmen står naturligvis musikken, her med særlig fokus på bluesmusikken som en del af den rige, musikalske arv, vi har fået af den afro-amerikanske kultur, men der er endnu flere, herunder også en interessant problematisering af kristendommen, som både kommer til udtryk gennem Remmicks oplevelser og gennem Sammies far.
Det forholder sig ret hyppigt sådan, at film, der tager livtag med afro-amerikaneres oplevelser af livet under Jim Crow enten tager form af indfølte dramaer eller ender som prædikende, belærende oplevelser – af og til begge på én gang.
Det undgår Ryan Coogler behændigt, samtidig med, at han hverken forsimpler eller fornægter disse aspekter. Han er tilsyneladende bare så meget af et legebarn, at han foretrækker at pakke tankevækkende idéer ind i røvsolid underholdning.
Hvis det er sådan noget, vi kan forvente mere af fra Cooglers side, så håber jeg meget på, at hans reboot af The X-Files faktisk går hen og bliver til noget.
Og til allersidst: Når du ser Sinners, så bliv siddende til efter rulleteksterne for at få den sidste lille krølle på historien med.
Anmeldt i nr. 250 | 13/09/2026
Stikord: 1930’erne, Sydstaterne, Vampyrer
Kunstig intelligens udvikler sig med lynets hast her for tiden, og det er efterhånden begyndt…
Tegneseriekunstneren Alex Ross sætter sit grafiske præg på den legendariske superheltegruppe The Fantastic Four. Han…
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…
