Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Tubular Bells

Tubular Bells
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tubular Bells er et vaskeægte mesterværk – et ambitiøst rocksymfonisk værk, der vælder over med originalitet, mod og nerve og som gennemføres med bravour!

Det er én ting at anmelde et almindeligt album: Selv uden decideret musikalsk viden eller træning, kan det, med omhu, lade sig gøre at skrive en musikanmeldelse, der behandler musikken fair og som også kan bruges af læserne. Det er en helt anden ting at skrive en anmeldelse af et album, der kun består af to numre med en samlet spilletid på ca. 49 minutter.

Ikke desto mindre er det præcis det, jeg har tænkt mig at forsøge her i den første af en serie anmeldelser over de næste måneder her på Planet Pulp, hvor vi vil kigge på den britiske musiker og komponist Mike Oldfields hovedværker.

Debutalbum

Tubular Bells var Oldfields debutalbum og endnu i dag, 41 år efter, albummet udkom første gang, er det formentlig hans bedst kendte værk. Godt nok vil mange også kende Oldfield som manden bag 1983-megahittet “Moonlight Shadow”, fra albummet Crises, hvor det fremførtes af Maggie Reilly. Men det er stadig Tubular Bells og dens indtil flere efterfølgere med samme navn, Oldfield kendes bedst for.

Rimeligheden i det kan måske diskuteres, for selvom Tubular Bells stadig står som Oldfields hovedværk, har det betydet, at hans to andre rocksymfoniske værker Hergest Ridge og Ommadawn fra henholdsvis 1974 og 1975 noget ufortjent er kommet til at stå i skyggen af det første epos.

Første album på Virgin Records

Mike Oldfield var lige fyldt 20 år, da Tubular Bells udkom i maj 1973, og han var kun 19, da han indspillede det – en monumental indsats fra så ung en musiker og et vidnesbyrd om mandens kolossale talent.

Oldfield var allerede tidligt aktiv som musiker. I 1970 blev han medlem af bandet The Whole World, der også talte organisten og komponisten David Bedford. Det var på Bedfords opfordring, at Oldfield begyndte at komponere de første dele af Tubular Bells, som Oldfield efterfølgende indspillede som en række demoer.

Han havde imidlertid svært ved at overbevise pladeselskaberne om salgbarheden af lange, instrumentale stykker musik, og det var først, da han mødte de to lydteknikere Tom Bedford og Simon Heyworth, at der skete noget. Bedford og Heyworth kendte en ung fyr ved navn Richard Branson, der gerne ville starte sit eget pladeselskab. De tog Oldfields demoer med til Branson, og resten er, som man siger, historie.

Richard Branson er selvfølgelig den i dag afsindigt rige mand bag Virgin Group, der bl.a. tæller Virgin Records og flyselskabet Virgin Atlantic – foruden 3-400 andre selskaber. Men Virgin Records var én af Bransons første større satsninger, og Tubular Bells blev det første album, der udkom på Virgin.

Fremført af Oldfield selv

Tubular Bells blev indspillet i Bransons The Manor Studio fra efteråret 1972 til foråret 1973 og består, som nævnt i indledningen, af kun to tracks, “Tubular Bells, Part One” (ca. 25 minutter) og “Tubular Bells, Part Two” (ca. 23 minutter).

Albummet er specielt på mange måder, men ikke mindst i den forstand, at Oldfield spillede de fleste instrumenter selv ved at indspille dem enkeltvis på en 16-spors-båndoptager. På albummet spiller Oldfield adskillige forskellige guitarer og orgler foruden bl.a. mandolin, blikfløjte, glockenspiel og rørklokker (titlens “tubular bells”).

Derudover medvirkede nogle få andre musikere på diverse instrumenter og vokal – men hovedparten af Tubular Bells er altså fremført af Oldfield selv.

To lange numre

Hver af albummets to lange numre består, i grove træk, af én lang, organisk komposition med adskillige temaer, der griber ind i hinanden, overlapper og udvikles. “I grove træk” siger jeg, fordi “Part One” efter omtrent 16 minutter har et ret markant skifte, fra den ekstremt dynamiske første halvdel til den langt mere roligt opbyggede del to, der også indeholder en verbal præsentation af hvert enkelt instrument, der overlejres. Præsentationen af instrumenterne gives af Oldfields kammerat, musikeren Vivian Stanshall.

Første halvdel af “Part One” er så langt den mest dynamiske, og også den, der vil være kendt af de fleste. Selv mange, der ikke er fans af Oldfield eller har hørt Tubular Bells, vil have hørt dele af indledningen fra “Part One” – et stemningsfuldt flygeltema – da William Friedkin valgte at bruge det på lydsporet til The Exorcist (1973). Friedkins brug af Tubular Bells betød i øvrigt at endnu flere blev opmærksomme på albummet, hvilket genererede et endnu større salg.

Det stemningsfulde flygeltema, der indleder “Part One”, viger hurtigt for en række skiftende tematiske idéer, der fremføres på adskillige forskellige instrumenter – men ofte med guitaren i en fremtrædende rolle. Ikke overraskende al den stund, guitaren er Oldfields hovedinstrument.

Rocksymfoni

Det der er så fantastisk ved første halvdel af “Part One” – men i øvrigt også for værket som helhed – er dels den måde, Oldfield formår at væve sine forskellige tematiske idéer sammen til et organisk hele, dels den måde han ubesværet gennemfører totale stemnings- og genreskift på samme måde.

Således kommer man ubesværet fra indledningens stemningsfulde flygeltema og gennem alt lige fra hård rock, folk-agtige interludier, monumentale crescendoer der fremkalder billeder af enorme landskabelige vidder og til det næsten gyserfilmsagtige i en brutalt fremført orgelpassage. Der er intet at sige til, at Friedkin kastede sig over Tubular Bells til The Exorcist, for værket har flere steder en filmmusikagtig karakter, også selvom formsproget primært er rockens.

Som sådan skal der da heller ikke være nogen tvivl om, at Tubular Bells bedst beskrives som et rocksymfonisk værk – og må på den måde anses som et af prog-rockens absolutte hovedværker.

Anden del af “Part One” er som nævnt noget mere adstadigt opbygget end den konstant dynamiske første halvdel. Dynamikken er såmænd også til stede, men den mere langsommelige opbygning af trackets andel del giver mere ro på og formidler et godt indtryk af, hvordan den konstante overlejring af forskellige instrumenter med forskellige temaer bygges op til et imponerende hele.

Organisk helhed

“Part Two” hænger som helhed bedre sammen end “Part One” i den forstand, at der ikke i “Part Two” er den samme markante opdeling. “Part Two” udgør én 23 minutter lang organisk opbygget helhed, der starter stille og langsomt og som derefter bygges op med adskillige forskellige idéer, både tematisk og i forhold til instrumenteringen.

Det er også i ”Part Two”, at Oldfield stedvist viser sin særprægede form for humor – især i den såkalte ”Piltdown Man”-sekvens, en ret konventionelt hårdt rocket del af kompositionen, der krydres med ”hulemandsvokal” af Oldfield selv.

”Part Two” afsluttes desuden af den eneste del af værket, Oldfield ikke selv har komponeret – nemlig en gammel traditional, ”Sailor’s Hornpipe”, dog instrumenteret til lejligheden af Oldfield selv.

Megahit og mesterværk

Tubular Bells er et svært værk at beskrive med ord, og det fortjener da også at blive hørt, og så skal man i øvrigt gøre sig selv den tjeneste at nærlytte det.

Det er et værk, der næsten ikke kan undgå at røre lytteren på én eller anden måde, fordi det på så eminent vis skaber og gennemløber så mange forskellige stemninger og kulører. Heri ligger nok for alvor Tubular Bells’ store tiltrækningskraft for mig.

Samtidig er det også fremragende i forhold til både instrumentering og fremførelse: Mange af værkets stemninger er rodfæstet i mødet eller sammenstødet mellem instrumenter, man ikke ville forvente sammensat. Og så er det hele virtuost gennemført, og altså af en kun 20-årig musiker.

Tubular Bells blev et fortjent men overraskende megahit, da albummet udkom i maj 1973. Værket lå på de britiske hitlister i 279 uger (over fem år) og formåede sågar at ligge helt i toppen i en enkelt uges tid – det skete dog først efter, at Oldfields opfølger, Hergest Ridge, havde nået toppen, og da Tubular Bells indtog førstepladsen, var det Hergest Ridge, der blev slået ned.

Albummets popularitet understreges måske endnu bedre af konkrete salgstal – over 2,6 millioner solgte eksemplarer er det blevet til i Storbritannien alene. Da The Official UK Charts Company i 2006 lavede en oversigt over de 100 bedst sælgende albums nogensinde i Storbritannien kom Tubular Bells ind på en 28. plads!

Tubular Bells er et vaskeægte mesterværk – et ambitiøst rocksymfonisk værk, der vælder over med originalitet, mod og nerve og som gennemføres med bravour!

Nummerliste:
1. Tubular Bells, Part One (25:33)
2. Tubular Bells, Part Two (23:16)

Total spilletid: 48:49

6 stjerner

Titel: Tubular Bells
Komponeret af: Mike Oldfield
Fremført af: Mike Oldfield m.fl.
Udgivet: 1973
Label: Virgin Records
hvid
Anmeldelsen er baseret på Tubular Bells 25th Anniversary Edition, en remastered men derudover tro gengivelse af originalen, der udkom på Virgin Records i 1998.

Anmeldt i nr. 107 | 13/09/2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *