Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Total Recall

Total Recall
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Total Recall kan nydes som et adrenalinkick, hvor man slår hovedet fra, eller man kan få en endnu federe oplevelse, hvis man lader sit hoved følge de komplekse strukturer, der ligger bag filmen.

Total RecallTotal Recall er en af mine absolutte favoritfilm. Jeg har set den et utal af gange, og vil se den mange gange endnu. Den er i mine øjne et hovedværk indenfor actiongenren, og samtidig går den ud over sin genre ved at inkorporere et meget spidsfindig plot, der er lånt fra Phillip K. Dicks mesterlige novelle Erindringer Engros.

Derudover er den så underholdende, at det næsten gør ondt, er fedt lavet og med godt og klichépræget skuespil (hvilket hører sig til i genren) over hele linjen. Alt i alt et overflødighedshorn af en film af den slags, man ikke ser i dag.

Arnies projekt

Total Recall var Arnold Schwarzeneggers projekt. Han fik det hele til at ske. Fik sin producer til at købe manuskriptet, som havde ligget på “lager” i 15 år, valgte selv Paul Verhoeven som instruktør og gav sig selv den altdominerende hovedrolle.

Schwarzeneggers fascination af Dicks novelle blev omsat til en af de hidtil dyreste og mest ambitiøse projekter overhovedet tilbage i 1990. Dengang var actionhelten ved at toppe, og i løbet af 90’erne og det nye årtusinde er det gået ned ad bakke for actionbøffen, hvor eksempelvis Jean Claude Van Damme og Steven Seagal spytter den ene direct-to video-producerede film ud efter den anden – meget langt fra det rampelys, der var på dem i deres velmagtsdage.

Arnold selv er blevet guvernør, og det er måske meget godt for ham, da hans status som ikon var ved at blive tyndslidt og hans seneste film middelmådige. Derfor er det også godt, at man stadig kan huske ham fra mesterværker som Conan the Barbarian (1992), The Terminator (1984), Predator (1987) og ikke mindst Total Recall.

Hemmelig agent

Method acting fra Arnold Schwarzenegger kort før Quaid skal i maskinen

Handlingen udspiller sig i en højteknologisk fremtid, hvor betonarbejderen Douglas Quaid plages af natlige drømme om Mars og en mystisk og eksotisk kvinde. Quaids kone Lori vil ikke ud at rejse, og han beslutter derfor at købe en visuel rejse hos selskabet Rekall – lad mig lige påpege, at der ikke er tale om en stavefejl: Firmaet staves med “k” i modsætning til filmen, der staves med “c”.

Hauser fortæller Quaid at han ikke er ham, men ham

Rekall tilbyder hukommelsesimplantater, der får køberen til at huske en rejse, man i virkeligheden aldrig har udført. Og tilmed tilbyder de, at man kan have rejst som en helt anden person. Quaid, som altid har følt, at han var skabt til mere, vælger at rejse til Mars som hemmelig agent. Han bliver ført ind i et rum, læner sig tilbage i en underlig maskine, og proceduren går i gang. Men noget går naturligvis helt galt.

Inden implantatet er blevet indsat, får Quaid en “skizoid embolisme.”, hvor han rabler om, at han har været på Mars, og det får folkene på Rekall til at blive nervøse. De bedøver ham og smider ham i en taxa, som kører ham hjem. Frem til dette punkt er filmens handling næsten identisk med den i novellen, men så begynder der at ske ting og sager.

Oprør på Mars

Et view ud over Mars

Efter sit besøg hos Rekall vender Quaids verden vrangen ud på sig selv. Quaids ven fra arbejdet vender ham ryggen, hans kone forsøger at slå ham ihjel, og han har konstant underskurken Richter i hælene. Langsomt tegner der sig et billede af et komplot, hvor Quaid rent faktisk har været på Mars og dér arbejdede for den magtliderlige og imperialistiske skurk Cohaagen.

Quaids tidligere jeg – Hauser – kontakter ham via en videooptagelse og forklarer ham, at han så lyset, skiftede side og sluttede sig til de mutanter, som Cohaagen undertrykker på den røde planet. Da Cohaagen opdagede dette, slog han kløerne i Hauser, slettede hans identitet og sendte ham til jorden som “Quaid” – komplet med opdigtet kone, job osv.

Melina kommer til undsætning

Nu må Quaid til Mars og hjælpe mutanterne med den viden, der ligger begravet i hans underbevidsthed som Hauser. På Mars finder han kvinden fra sine drømme, Melina, slutter sig til mutantoprørerne og sættes i kontakt med den telepatiske Kuato. I mødet med Kuato bliver det klart, hvad hele sagen drejer sig om: Cohaagen skjuler et stort artefakt for befolkningen, som muligvis kan give Mars en atmosfære.

Kun så længe Cohaagen kan styre ilttilførslen til mutantkvartererne, kan han kontrollere dem. Og derfor har han fortiet sin viden. Quaid vil nu starte iltmaskinen, men historien tager endnu engang en ny drejning, og mere af plottet vil jeg ikke afsløre her.

På én gang banal og dyb

Kuato/dobbeltmutanten

Det der på mange måder gør filmen så fascinerende, er dens handling, hvor ordet “virkelighedsopfattelse” bliver det helt centrale tema. Manuskriptforfatterne har fået det optimale ud af Phillip K. Dicks novelle Erindringer Engros og har derefter tilføjet fede actionscener, ultravold, en troværdig sci-fi setting, gode effekter og nye drejninger, som ikke findes i novellen, hvor hovedpersonen aldrig kommer til Mars.

Men det vigtige er de konstante drejninger, som historien tager, og det er forfriskende at se en actionfilm med en skarp tvetydighed og en virkelig gribende handling. Det har man ikke set mange andre steder indenfor genren. Alt dette er så krydret med faste bestanddele fra actiongenren som eksempelvis de cool oneliners – såsom “Screw you Benny”, “Consider that a divorce” og “See you at the Party, Richter” – og det høje tempo.

Derfor fremstår filmen også på én og samme tid banal og dyb. Den kan nydes som et adrenalinkick, hvor man slår hovedet fra, eller man kan få en endnu federe oplevelse, hvis man lader sit hoved følge de komplekse strukturer, der ligger bag filmen.

Ultravold

Den dejligt onde Cohaagen (Ronny Cox)

I actionfilm slås der ofte mange mennesker ihjel, og Total Recall er bestemt ingen undtagelse. I løbet af filmen dør der hele 35 personer, hvoraf Quaid slår 18 af dem ihjel. Det lyder måske voldsomt, men i mange actionfilm dør der faktisk langt flere. Nej, det voldsomme ligger i den måde, de bliver slået ihjel på, og her kommer Paul Verhoevens ultravold ind i billedet.

Ultravold er noget, vi her på Planet Pulp er svært glade for, men ultravolden optræder for det mest i mere slibrige film, som ikke rammer det store mainstreampublikum. Men Verhoeven formår at få sin udpenslede vold presset ind i en direkte mainstreamfilm, og det er der ikke mange instruktører, der kan bryste sig af.

Ultravold

I filmen knækkes kroppe, hoveder penetreres af jernstænger, arme rives af, øjne popper ud af hovedet osv. Og volden er ikke nøgternt skildret, som det ellers er sædvane i mainstreamfilm. Vi ser det hele i nærbilleder, blodet flyder i store masser, og lyden understreger det hele med ubehagelige knækkelyde, som ville gøre selv knækkemesteren Steven Seagal misundelig.

'See you at the party, Richter'

Og om noget kendetegner denne ultravold Paul Verhoevens film. Det er hans varemærke eller auteurtræk, hvis man vil putte en fin betegnelse på. I film som RoboCop (1987), Basic Instinct (1992), Starship Troopers (1997) og Hollow Man (2000) er denne dvælen ved vold, død og ødelæggelse blevet et centralt tema, som også er med til at gøre Total Recall mere voldelig end de fleste andre actionfilm. Der er virkelig noget at komme efter for dem, som er som hunde efter udpenslet vold – og det er jeg personligt.

Men der er i mine øjne ikke tale om meningsløs vold, da volden både er med til at understrege det voldelige univers, som Quaid lever i, og samtidig bryder det med den glatte futuristiske overflade, som filmen har. Derved bliver volden både et overdrive og et handlingsbærende element.

Alt i alt er filmen så hamrende fed, at det gør helt ondt. Mere er der faktisk ikke at sige herfra.

6 stjerner

Titel: Total Recall
Dansk titel: Sidste udkald
Instruktør: Paul Verhoeven
Manuskript: Ronald Shusett, Dan O’Bannon & Gary Goldman efter en novelle af Phillip K. Dick
Cast: Arnold Schwarzenegger (Quaid/Hauser), Sharon Stone (Lori), Rachel Ticotin (Melina), Ronny Cox (Cohaagen), Michael Ironside (Richter)
Producere: Buzz Feitshans (producer), Ronald Shusett (producer), Mario Kassar (executive producer) & Andrew Vajna (executive producer)
Foto: Jost Vacano
Klip: Carlos Puente & Frank J. Urioste
Spilletid: 113 minutter
Aspect ratio: 1.85: 1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1990
Produktionsselskaber: Carolco Pictures
Distributør (DVD): Artisan Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Filmatisering, Mars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>