Planet Pulp

Tintin i Amerika er den tredje Tintin-historie. Efter den propagandistiske Tintin i Sovjet, der kørte i Le Petit Vingtième i 1929-30, og som aldrig blev omtegnet i farve, sendte Hergé sin unge hovedperson til Afrika i den lige så propagandistiske Tintin i Congo (1931/46).

Herefter skiftede serien spor – i alle tilfælde i nogen grad. Det er først med Faraos Cigarer (1934/55), at Tintins Oplevelser for alvor finder sin form, men forarbejdet lægges på mange måder i Tintin i Amerika, selv om dette album også har mange fællestræk med Tintin i Congo.

Smækfyldt med fordomme

Hvor Tintins afrikanske eventyr imidlertid bar præg af at være et bestilt arbejde, lavet på foranledning af den stærkt konservative redaktør på den katolske avis Le Vingtième Siècle, så er Tintin i Amerika ikke helt så grelt manipulerende. Det betyder dog ikke, at albummet ikke er smækfyldt med fordomme og barbariske indfødte, men at det hele nærmere bærer præg af naivitet end af den spekulation, der så tydeligt var forbundet med Tintin i Congo, fordi det afrikanske land dengang var en belgisk koloni.

Problemet med Tintin i Amerika, sammenlignet med Tintin i Congo, er imidlertid, at sidstnævnte i dag er en hel del morsommere at læse, fordi historien er så politisk ukorrekt, og helt ublu fremhæver de mageløst civiliserede belgiere på bekostning af de dumme indfødte. I forhold til dette, fremstår Tintin i Amerika blot naiv, og det betyder også, at albummet måske nok er ganske charmerende, men at det ikke har en nær så høj underholdningsværdi.

Sidstnævnte skyldes også, at plottet i Tintin i Amerika må siges at være noget tyndbenet. Det hele hænger ikke ordentligt sammen, og fortællingen bærer alvorligt præg af, at Hergé ville have puttet så meget Amerika som muligt ind i historien.

Oppe imod Al Capone

Hergé såede kimen til Tintin i Amerika allerede under Tintins oplevelser i Congo. Hovedskurken i Congo-eventyret var nemlig en af den berømte gangsterboss Al Capones håndlangere, der var sendt af sted for at tage livet af den unge reporter. Det viste sig, at Capone troede, at Tintin var taget til Congo for at afsløre hans planer om at overtage diamantproduktionen i landet, og det måtte naturligvis stoppes. Det blev den som bekendt ikke, og da Tintin nu sætter kursen mod Chicago, sætter Capone alle sejl ind for at tage livet af Tintin.

Det sker naturligvis ikke, men det er ikke fordi gangsterne ikke gør et ihærdigt forsøg. Da det lykkes for Tintin at overmande Capone og et par af hans gorillaer, tror politiet naturligvis ikke på ham, og Capone undslipper. Tintin opsøges efterfølgende af en rivaliserende gangster – Bobby Smiles – der forsøger at hyre Tintin til at tage livet af Capone. Det vil vor hovedperson naturligvis ikke have noget med at gøre, og han prøver i stedet at anholde Smiles. Herfra er det Bobby Smiles, der er hovedskurken, og der er ham, Tintin forfølger over stok og sten.

Smiles er ikke tabt bag en vogn, og han forsøger også at få Tintin skaffet af vejen på en række forskellige måder: giftgas, maskinpistolattentat, drukning og en gigantisk kødhakkemaskine er bare nogle få af de måder, Smiles og hans kumpaner prøver at eliminere Tintin på. Ude på prærien forsøger Smiles at sætte en flok indianere (komplet med fjerpryd og det hele) op imod Tintin, og det lykkes kun med nød og næppe Tintin at undslippe.

Helt så godt går det ikke for indianerne, da Tintin ved et uheld opdager olie på deres territorium. Snart bliver de stakkels rødhuder (som de kaldes) forjaget af soldater, så olien kan udvindes. Dette er et af de få tilfælde, hvor Hergé tydeligvis er på de indfødtes side, for ellers er det ikke noget rosenrødt billede, der tegnes af prærieindianerne.

Ikke det bedste skudsmål

Men det er nu ikke fordi amerikanerne selv får det bedste skudsmål. Hergés USA er primært befolket af gangstere, grådige oliebaroner, lynch-liderlige cowboys, fordrukne sheriffer (selv i forbudstiden) og inkompetente privatdetektiver. Det hele er baseret på de værste fordomme, man sikkert i datiden havde om det store land, og det er ikke just noget pænt billede, ungdommen fik af det land, der blot sytten år tidligere var gået ind i Første Verdenskrig og var med til at befri Belgien.

Men det er ikke disse fordomme, der trækker ned i den samlede vurdering af Tintin i Amerika – fordomme var trods alt også det, der holdt sammen på Tintin i Congo, om end sidstnævnte album er sjovere. Historien i Tintin i Amerika lider under en rodet sammensætning, en uheldig pacing og ikke mindst en overordentlig stor mængde meget fjollet humor. Sidstnævnte kommer bl.a. til udtryk ved den måde, gangsterne præsenteres på – som forretningsfolk, der skilter nærmest åbenlyst med deres forehavender – og ved adskillige navne; både sted- og personnavne. Albummets indianere bor således i nærheden af “Redskin City”, og én af gangsterne hedder “Tom A. Hawk”.

Det er dog historiens sammensætning og pacing, der for alvor trækker ned. Det er helt tydeligt, at Hergé har ønsket at præsentere sine læsere for så mange facetter af USA som muligt. Det betyder, at Tintin farer fra den ene lokalitet til den næste, og kommer ud for den ene drabelige begivenhed efter den anden, uden at noget af det hænger særligt godt sammen. Jagten på Bobby Smiles løber ganske vist som en rød tråd gennem albummet, men pacingen er så hæsblæsende, at man hurtigt gennemskuer albummet for det det er: en række gags og plateauer, der er bundet løseligt sammen af en mere eller mindre ligegyldig historie.

Det måske svageste af alle Tintin-albums

Tintin i Amerika er måske ikke ligefrem et frygteligt album, men i modsætning til den afsindigt politisk ukorrekte og derfor utroligt underholdende Tintin i Congo, er Tintin i Amerika langt mere tandløs. Selv om albummet er omtegnet i 1945 kan man også godt mærke, at der er tale om et ældre album, da baggrundene på ingen måde har den rigdom af detaljer, der præger de senere bind. Panelerne er nydelige, men intet andet.

Alt i alt må det siges, at Tintin i Amerika fremstår som det måske svageste af alle albums. Det har en besynderlig charme, men man skal mere læse det for at få et indtryk af, hvordan man endnu kunne portrættere USA i 1930’ernes Europa, end man skal læse det for at få en spændende historie. Naturligvis hører Tintin i Amerika til i samlingen, men jeg tør godt love, at det ikke er ét af de albums, der vil blive læst oftest!

Tintins Oplevelser: Tintin i Amerika er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Gangstere, Tintin