Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Tintins Oplevelser: Castafiores Juveler

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis man er parat til at acceptere et Tintin-album, der bryder den typiske skabelon, kan Castafiores Juveler kun anbefales på det allervarmeste.

Tintins Oplevelser: Castafiores JuvelerDa jeg var barn, var Castafiores Juveler (eller Det Gådefulde Juveltyveri, som albummet hed dengang) bestemt ikke én af mine favoritter. Faktisk hørte det formentlig til i samme kategori som Tintin i Tibet som ét af de albums, jeg brød mig mindst om. Men som tilfældet også er med Tintin i Tibet, forholder det sig noget anderledes i dag.

Komedie

Jeg kan også godt huske, hvorfor jeg ikke var særlig glad for Castafiores Juveler dengang: Der skete jo ikke en skid i albummet, syntes jeg, og det hele foregik ét eneste sted – på gamle, kedelige Møllenborg. Det var dengang, hvor et Tintin-album ikke var et rigtigt Tintin-album for mig, hvis ikke vores frygtløse hovedperson befandt sig i livsfare mindst en halv snes gange per album og hvis ikke hovedparten af handlingen foregik på en eksotisk lokalitet (helst noget med jungler). Samtidig var det også før jeg for alvor blev glad for komedier.

Og her er vi ved at nå ind til sagens kerne, for Castafiores Juveler er mere end noget andet en komedie. Det er måske ikke en rendyrket komedie, for, som den gamle titel også antydede, er der jo et mysterium for Tintin at opklare. Men alle begivenhederne omkring dette mysterium er godt og solidt plantet i komediens formsprog, og i Castafiores Juveler fungerer det faktisk helt eminent.

De der har læst nogle af mine tidligere Tintin-anmeldelser vil vide, at jeg mener, at Hergé af og til overdrev de komiske elementer i nogle af albummene. F.eks. synes jeg, det går urimeligt hårdt ud over Kaptajn Haddock i De 7 Krystalkugler, hvilket for mig også er med til at trække en del ned i den overordnede vurdering af dette ellers glimrende bind, og i nogle albums synes Dupondternes intelligenskvotient at være så faretruende lavt, at deres løjer nærmer sig det nærmest utilgiveligt lagkagekomiske.

I Castafiores Juveler har Hergé imidlertid valgt at tage komedien til sig som albummets primære udtryksform, og netop af den grund fungerer de komiske elementer så eminent. Der er ingen tvivl om, at mysteriet spiller andenviolin i forhold til de mange vanvittige optrin, der finder sted på Møllenborg.

Katastrofe – kataklysme – kalamitet
Kaptajn Haddock er alt andet end begejstret ved udsigten til at få den milanesiske nattergal på besøg.

Kaptajn Haddock er alt andet end begejstret ved udsigten til at få den milanesiske nattergal på besøg.

Historien tager sin begyndelse en dag Tintin og Kaptajn Haddock er ude at gå en tur i området omkring Møllenborg. Her møder de en gruppe sigøjnere, som kaptajnen giver lov til at slå lejr på Møllenborgs område, og så bevæger vore hovedpersoner sig ellers hjem. Naturligvis bliver mødet med sigøjnerne væsentligt for plottet senere, om end i en helt klassisk krimifunktion, som jeg ikke skal afsløre her.

Tilbage på Møllenborg bliver vi vidner til to ting: Først modtager Haddock et telegram om, at Bianca Castafiore, den milanesiske nattergal, er på vej til Møllenborg for at besøge “Kaptajn Bartok”, som der står i telegrammet. Det bliver kaptajnen naturligvis meget oprørt over, og efter at have udbrudt ord som “katastrofe”, “kataklysme” og “kalamitet”, farer den gode kaptajn oven på for at pakke, så han kan komme ud af vagten. Desværre for Haddock er et af trappetrinene itu, og han falder og forstuver sin fod, hvilket betyder, at kaptajnen må tilbringe resten af albummet i en rullestol.

En tilbagevendende frase.

En tilbagevendende frase.

Castafiore ankommer sammen med sit følge – påklædersken Irma og pianisten Igor Wagner. Castafiore installerer sig på Møllenborg og føler sig snart hjemme på chateauet, hvilket naturligvis ikke huer kaptajnen. Nattergalens tilstedeværelse tiltrækker alskens godtfolk – journalister og TV-folk – hvilket ikke gør kaptajnen i bedre humør, især ikke da sladderbladet Paris Flash proklamerer, at han og Castafiore skal giftes! Det siger sig selv, at denne løgnagtige historie kommer til at give anledning til en hel del jokes på kaptajnens bekostning.

Titlens “juveler” er i spil indtil flere gange i løbet af albummet, hvor der hele to gange er falsk alarm, inden det på side 44 opdages, at én af Castafiores smaragder nu vitterligt er forsvundet sporløst. Hver gang der har været falsk alarm, har Tintin, som den gode detektiv han jo er, iværksat en undersøgelse, og det gør han naturligvis også, da smaragden er væk. Hvad Tintins undersøgelser ender med, og om Castafiore får sin juvel tilbage, skal jeg ikke afsløre her, men hele molevitten går ikke stille af sig.

Afviger fra den typiske skabelon
Sjov med papegøjen.

Sjov med papegøjen.

Castafiores Juveler er sådan set ikke meget andet end et påskud for at iscenesætte en række grinagtige situationer som perler på en snor – som sådan er den et fint bud på en tegneserieversion af en sitcom. Som så ofte før er det den stakkels Kaptajn Haddock, der må lægge ryg til det meste, men det går da også ud over Nestor, Dupondterne og tillige Max Bjævermose, der også lægger turen forbi Møllenborg. Også Professor Tournesol spiller en væsentlig rolle for afviklingen af en del gags, men om man ligefrem kan sige, at det “går ud over” professoren er vel en vurderingssag – den stokdøve videnskabsmand opfatter jo ikke, hvad der foregår omkring ham, og Tournesols tydelige forelskelse i Castafiore er faktisk en ganske sympatisk detalje fra Hergés side.

Selv Max Bjævermose må se sig slået af Castafiore.

Selv Max Bjævermose må se sig slået af Castafiore.

Som komedie fungerer Castafiores Juveler alt i alt som en drøm, men det er naturligvis klart, at albummet afviger en del fra den typiske skabelon. Hvis man ikke har noget imod det og er indstillet på at bruge lattermusklerne, så er der dog ikke meget negativt at sige om Castafiores Juveler. Det siger sig selv, at idet stort set hele handlingen finder sted inden for godsets mure, så skal man ikke forvente de brede penselstrøg fra Hergés side – altså ingen eksotiske lokaliteter. Det eneste tilnærmelsesvist eksotiske, Hergé får vævet ind, er sigøjnerne.

Hvis man i øvrigt skulle være bange for, hvordan Hergé portrætterer sigøjnerne, så kan jeg berolige alle ved at sige, at de får et positivt skudsmål, og at det er folks fordomme mod dem, der bliver skudt efter. På trods af manglende eksotika, så skal det siges, at tegningerne naturligvis er af typisk høj kvalitet.

De varmeste anbefalinger
Idioter.

Idioter.

Herfra skal der kun lyde de varmeste anbefalinger af Castafiores Juveler, og et sidste anerkendende nik må lige gå til Niels Søndergaard, der står for nyoversættelsen af albummet – han har formået at gøre mange af kaptajnens eder overordentligt underholdende, hvilket er særdeles vigtigt for serien generelt men i helt særlig grad for dette album.

Tintins Oplevelser: Castafiores Juveler er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

5 stjerner

Titel: Castafiores Juveler
Originaltitel: Les bijoux de la Castafiore
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures de Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som føljeton i Tintin-bladet i Belgien i 1961-62.
Udkom som album i Belgien i 1963.
hvid
Udkom første gang på dansk som føljeton i Politiken i 1963.
Udkom som album i Danmark i 1963 under titlen Det Gådefulde Juveltyveri.
hvid
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *