Thomas Newman erstatter John Williams på Spielbergs ’Bridge of Spies’

1 minuts læsetid

I en pressemeddelelse, udsendt i går, meddelte DreamWorks, at Spielbergs kommende koldkrigsthriller Bridge of Spies får musik af Thomas Newman, idet John Williams planer var blevet forstyrret af det, pressemeddelelsen kalder ”a minor health issue, now corrected”.

Jeg hæfter mig med stor lettelse ved tilføjelsen ”now corrected”, og pressemeddelelsen fortæller også, at Williams som ventet komponerer musikken til Spielbergs næste film, efter Bridge of Spies, Roald Dahl-filmateringen The BFG.

Bridge of Spies, der har Tom Hanks i hovedrollen, er den blot anden spillefilm af Steven Spielberg, der ikke får musik af John Williams – her fraregnet antologifilmen Twilight Zone: The Movie fra 1983 og tv-filmene, der indledte Spielbergs karriere.

Vi skal helt tilbage til The Color Purple for at finde en film, hvor Spielberg arbejdede sammen med en anden komponist, og at det blev Quincey Jones, der stod for musikken til The Color Purple, skyldtes vistnok alene, at Jones allerede var tilknyttet som komponist, da Spielberg kom ombord som instruktør.

Selvfølgelig er det forventeligt, at Williams, der nu er 83, ind imellem kan opleve problemer med helbredet, men vi må håbe, at pressemeddelelsen taler sandt, og at der vitterligt var tale om en mindre episode.

Men valget af Newman kaster et interessant lys over spørgsmålet om, hvem Spielberg vil vælge som komponist, hvis vi kommer i den situation, at John Williams enten ikke er her længere (oh ve!) eller beslutter sig for at gå helt på pension (oh klage!).

Tidligere har Spielberg udtrykt stor begejstring for Hans Zimmer, men valget af Thomas Newman peger i en noget anden retning. Men det kan selvfølgelig også være et fingerpeg om, at Spielberg – hvis og når Williams ikke længere er tilgængelig – vælger sine komponister fra film til film, snarere end at indlede et nyt fast partnerskab med én bestemt komponist.

På nuværende tidspunkt er Williams tilknyttet Star Wars: Episode VII – The Force Awakens (2015) og The BFG (2016). Der er ikke kommet nogen officielle udmeldinger om, at Williams også leverer musikken til Star Wars: Episode VIII og IX (2017, 2019), selvom alle på nuværende tidspunkt forventer, at Williams også her svinger taktstokken.

Kilde:
John Williams Fan Network

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.