The Wrong Box

4 minutters læsetid

The Wrong BoxThe Wrong Box var den fjerde ud af i alt seks film, hvor instruktøren Bryan Forbes og komponist John Barry arbejdede sammen.

Her på Planet Pulp har vi tidligere anmeldt Barrys score til King Rat (1965), men før det leverede Barry også musik til Seance on a Wet Afternoon (1964) og The L-Shaped Room (1962) – til sidstnævnte dog kun to jazzkompositioner, der så vidt vides aldrig er udgivet, mens musikken fra Seance on a Wet Afternoon kun er udkommet i uddrag på diverse kompilationsalbums.

Komedie i victoriatidens London

The Wrong Box er en komedie med bl.a. Michael Caine og Peter Sellers på rollelisten, løseligt baseret på en roman af Robert Louis Stevenson fra 1899.

Filmen foregår i victoriatidens London og handler om to ældre brødre, der er de eneste to overlevende medlemmer af en tontine – en gammel forsikringsform, hvor alle medlemmer indskyder penge, og hvor renterne derefter gradvist fordeles mellem de resterende overlevende i takt med, at medlemmerne dør.

Jeg har ikke set filmen, men den siges at være ganske charmerende, hvilket formentlig bl.a. også kan tilskrives John Barrys score.

Intenst charmerende

The Wrong Box var ikke Barrys første komediescore; forinden havde han leveret musikken til The Amorous Prawn (1962), A Jolly Bad Fellow (1964) og The Knack …and How to Get It (1965), så genren var bestemt ikke ny for ham.

Barry kvitterede da også med et veloplagt komediescore, der måske ikke er at regne blandt Barrys hovedværker fra 1960’erne, men som til gengæld er intenst charmerende.

Anmeldelsen er baseret på Intradas udgivelse fra 2011, der indeholder i alt 17 tracks. De første 13 skæringer er identiske med det album, der udkom i 1966 på selskabet Mainstream Records.

Dette relativt korte album (kun ca. 29 minutter) har Intrada så suppleret med to længere suiter på henholdsvis ca. 10 og 11 minutter, der indeholder en stor del af den resterende musik, Barry komponerede til filmen.

Som Intradas producer Douglass Fake forklarer i albummets liner notes, valgte Intrada i forbindelse med udgivelsen at kombinere de resterende cues i de to suiter for at give en mere sammenhængende lytteoplevelse, idet mange af de enkelte cues havde en spilletid på et minut eller mindre.

For at sikre lytteoplevelsen valgte Intrada dog at indlede den første suite (nr. 14) med en reprise af hovedtemaet, mens den anden suite (nr. 15) slutter med en reprise af musikken fra filmens rulletekster. Dermed er ikke samtlige ca. 22 minutters musik i de to suiter nyt, ligesom suiterne for en dels vedkommende består af gentagelser af materiale, der også indgår på det oprindelige soundtrack-album.

Endelig ligger der to separate cues som rosinerne i pølseenden. Disse er taget direkte fra det eneste overlevende masterbånd fra optagelserne af scoret. Det første er et cue, hvoraf der på det oprindelige album kun blev plads til halvdelen, mens resten kan høres i “Suite No. 1”; det andet er endnu en udgave af hovedtemaet.

Alt i alt løber Intradas udgivelse op i cirka en times musik.

En håndfuld tematiske idéer

Mange af Barrys scores fra 1960’erne var baseret omkring et enkelt eller nogle få temaer. Således også The Wrong Box, der dog ikke er et decideret monotematisk score sådan som f.eks. The Ipcress File (1965).

Barry opererer gennem scoret med en håndfuld tematiske idéer, hvoraf den fuldest udviklede er det deciderede hovedtema, der første gang høres i “Main Title” (nr. 1) og tager form af en fin, letbenet vals, komponeret i et umiskendeligt 1960’er-formsprog.

Hovedtemaet dukker op adskillige gange i løbet af scoret, dog ikke altid i sin primære orkestrering. Således dukker det op i et andet arrangement i “Yes, Who Is That?” (nr. 3), hvor det ikke fremstår som en vals. Andre steder benytter Barry blot brudstykker af temaet, f.eks. i indledningen af “Montages of Death” (nr. 2).

Men der er som sagt en lille håndfuld andre tematiske idéer, der manifesterer sig i løbet af scoret. Af disse er det mest udviklede det energiske humoristiske tema, der først gang dukker op i “Tontine Box Is Put On Hearse” (nr. 9). Resten af de tematiske idéer er nærmere at betragte som mindre udviklede motiver.

Generelt er stemningen letbenet, men ind imellem kommer der mere regulært dramatiske passager, hvoraf særligt et par stykker i “Montages of Death” kunne være taget direkte fra Barrys score til Zulu (1964).

I “Morris Visits Dr. Pratt” (nr. 7) høres noget atmosfærisk underscore, der fint kunne være hentet fra én af Barrys samtidige Bond-film. Og hovedparten af “Morris Hides As He Sees Handcart” (nr. 8) består ganske enkelt af fin, afdæmpet dramatisk underscore.

Legende tilgang

Scoret er dog i hovedparten af spilletiden ganske let og luftigt, og flere steder demonstrerer Barry også en legende tilgang til stoffet. Det sker bl.a. i det fine, humoristiske arrangement af Harry von Tilzer-sangen “Only A Bird In A Gilded Cage” (nr. 10), der oprindelig blev komponeret i 1900.

Og i “Suite No. 1” høres en kærlig pastiche over Elgars berømte “Pomp and Circumstance March No. 1” fra 1901.

Ikke blandt Barrys hovedværker

Som sagt er The Wrong Box på ingen måde at regne blandt John Barrys hovedværker fra 1960’erne, men det er alligevel et rigtig fint lille score, der endnu engang viser, hvor alsidig Barry var i denne periode.

Intradas udgivelse er nu desværre udsolgt, men man kan dog være heldig at finde det antikvarisk, selvom prisen er forholdsvis høj. Til gengæld er Harkit Records’ udgivelse fra 2008 stadig til at få fat i, men her er der dog kun tale om et genoptryk af det oprindelige soundtrackalbum og dermed altså kun de første 13 skæringer.

Til gengæld indeholder det oprindelige soundtrackalbum – ikke overraskende – de fleste højdepunkter fra scoret, og Harkit Records’ udgivelse er således ingen dårlig erstatning for Intradas lidt mere fyldestgørende udgivelse.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (2:50)
2. Montage Of Deaths (2:08)
3. Yes, Who Is That? (1:33)
4. Strangler (3:17)
5. Responsible For Bringing Us Together (1:13)
6. God Save Us / Pedantic, Boring, Old (1:54)
7. Morris Visits Dr. Pratt (1:00)
8. Morris Hides As He Sees Handcart (2:33)
9. Tontine Box Is Put On Hearse (1:40)
10. Only A Bird In A Gilded Cage (Harry von Tilzer) (2:47)
11. Michael & Julia On Hearse (1:49)
12. Hackett Funeral And Fight (3:53)
13. Bournemouth Strangler (2:33)
14. Suite No. 1 [Main Title; Montage Of Deaths / Rhino Safari / I Believe You Are Too; Well That’s What I’ll Do Then / Julie Runs From Front Door; Morris Takes Candle; God Save Us! Tag] (10:20)
15. Suite No. 2 [Good Day Cousin; Peacock Looks At Body; … Sequence; I Was Not Always; Salvation Army Major-Masterman; Finish] (11:36)
16. 1M1 T8 [Main Title] (4:58)
17. 1M2 T2 [Montage Of Deaths / Rhino Safari / I Believe You Are Too] (2:59)

Total spilletid: 59:03

Titel: The Wrong Box
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1966
Udgivet: 2011
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.