Vi er med hele vejen, hjemme-ude-hjemme, som i modellen, og vi møder et meget nuanceret bud på en helt. Det er en mytisk helt, som bliver gjort levende og menneskelig i Nolans adaption af Homers klassiske tekst.
Anmeldelsen indeholder spoilers.
At Christopher Nolan har lavet en adaption af Homers Odysséen, har de fleste vel opdaget. Sjældent har jeg set en film, der har fostret SÅ mange diskussioner på nettet. Hvilket er skønt.
Lige pludselig var ALLE eksperter i den gamle tekst, og alle havde en holdning til filmen og Nolans valg – faktisk kom mange af de holdninger frem, længe FØR filmen havde premiere, hvor mange gjorde sig kloge på noget, de slet ikke havde set.
Det er jo heller ikke noget nyt syn, hvis man har fulgt lidt med i måden, nettet bruges på, hvilket skaberne af eksempelvis Star Wars-seriens nyeste kapitler også har oplevet på egen krop.
Mange af diskussionerne er spændende, men der er også mange, hvor det for nogle gælder om at råbe og skrige ind i et negativt ekkokammer. Det gælder alt lige fra skuespillerne, der blev castet, måden kostumerne så ud på og, ikke mindst, den måde Nolan havde transformeret handlingen fra ord til billede på.
Jeg vil ikke som sådan gå ind i den store diskussion af valg af skuespillere og kostumer, men vil gerne hæfte nogle ord på selve adaptionsdelen, hvor jeg synes at tonen visse steder både er blevet skinger og krigerisk.
Men før jeg gør det, vil jeg lige tage et kig på filmens handling.
I tyve år har Kong Odysseus været fraværende i sit rige Ithaka! Det er lang tid, og hans trofaste hustru Penelope og søn Telemakos forsøger at holde de mange bejlere stangen.
Efter krigen i Troja forsvandt Odysseus. På en fjern ø vågner Odysseus, efter at gudinden Athene har opsøgt ham, op fra sin dvale (pålagt af nymfen Kalypso), og nu vil han hjem!
Han begynder at huske, hvad der skete efter Troja, og vi ser de prøvelser, han gennemgik sammen med sine mænd.
Med sine genvundne erindringer (og erindringer, og måden man husker på, er centralt i filmen), både om, hvad der skete og hvem han er, er det op til Odysseus at vende hjem, hvor det endelige opgør venter.
Adaption: “det at tilpasse noget til noget.” Fra ordbogen.
“Adaptation, adaption, tilpasning, ændringer i levende organismers struktur, funktion eller adfærd, der øger tilpasningen til omgivelserne.” Fra leksikon.
Nolan har skabt en filmisk adaption af Homers tekst. Ikke en 1:1 gengivelse. Tekst og film er to forskellige størrelser.
Nolan har både tilpasset teksten til et andet medie og en anden tid. Er det perfekt gjort? Nej, og det er sådan set også ligegyldigt; det vigtige her er ordet “adaption”. Eller filmatisering.
Jeg har også lige genlæst Homers tekst, altså i en britisk oversættelse af T. E. Lawrence, en adaption af den oprindelige tekst, både i forhold til sprog og form.
Er jeg ekspert på området? Bestemt ikke. Men jeg kender dog stadigvæk en del til teksten og myterne. Havde jeg gjort ting anderledes end Nolan? Helt bestemt. Men det, jeg anmelder her, er ikke mine personlige ønsker, og jeg har stor respekt for Nolans valg.
Jeg mener, at en del kritik af filmen rammer forbi skiven. Helt fair, at du ikke synes, den gør det og det i forhold til teksten, og helt fair, hvis det ødelægger oplevelsen for dig. Sådan er det.
Men det er jo netop Nolans vision, Nolans adaption, Nolans forsøg på at transformere Homers tekst om til det filmiske formsprog. Det er en auteur, der gør det, en auteur skal gøre, nemlig at sætte sit personlige aftryk. Og hvis man hader det, kan man jo heldigvis altid læse originalen eller en af de utallige litterære adaptioner af originalen.
Det dejlige i den sammenhæng er også, at filmen diskuteres på livet løs. Og det er skønt. Jeg har også mine problemer med filmen: en lidt famlende start, sidehistorier, der får for meget eller for lidt plads og flere kluntede replikker.
Men i det store hele er jeg meget imponeret over Nolans mod, hans evner som filmskaber og hans evne til at lave en vild og personlig adaption af én af urteksterne i vores samfund.
Der er mange andre elementer at gå i dybden med, når man som kritiker angriber Nolans fremragende film.
Jeg vil her fremhæve nogle enkeltscener og bagefter kigge nærmere på Nolans mytiske landskab.
Skildringen af den trojanske hest er formidabel. Udformningen af den, placeringen af den og måden, den bruges i handlingen på. Et andet interessant aspekt her er den dobbelte mytologiske tolkning.
For det første er der Nolans ret spændende udgave af hesten, fyldt med blod, lort og vand, og for det andet er der det filmiske mytologiske landskab, filmhistorien, hvor scenen med hesten, begravet i sandet ved strandkanten, er en smuk hyldest til den ikoniske slutscene fra Schafners Planet of the Apes fra 1968.
På den måde er Nolan en myteskaber, der både forholder sig til litteraturen og til filmhistorien. “You maniacs! You blew it up! Damn you! Goddamn you all to hell” kan man næsten høre Nolan råbe efter alverdens tosser.
En anden af filmens helt mageløse scener er mødet med kyklopen Polyfemos. Her formår Nolan at fremmane ægte gru, langsomt, mærkeligt og ondt, den slags Freud omtalte som Das Unheimliche.
Både Odysseus, hans mænd og tilskueren kommer på gyngende grund i den skrækkelige hule. Her kan helten ikke bare nedkæmpe et monster med sit sværd.
Én af filmens stærkeste dele er mødet med troldkvinden Kirke. Rendyrket body horror med gammeldags effekter. Det mindede mig om Neil Jordans mesterlige The Company of Wolves fra 1984.
Man ville næsten ønske, at den sekvens, der emmer af undertrykte følelser og en mærkværdig form for erotik, ville vare endnu længere. Endnu engang kommer vi som tilskuere på samme gyngende grund som Odysseus, og det er imponerende hvorledes det lykkes for Nolan at placere tilskueren midt inde i stormen.
Det føles ægte og meget modbydeligt – og se også det mytologiske landskab, vi oplever på øen, med mystiske dyr og mystiske bygninger. Det er både et sted og et ikke-sted.
Sekvensen i Hades afslutter denne grusomme del af fortællingen. Det er historiefortælling, effektarbejde og kameraarbejde på et meget, meget højt niveau.
Alt det, Odysseus og tilskuerne er gået igennem, forløses i den fremragende slutning, hvor det uhyggelige og groteske bliver afløst af det episke. Men før det episke dundrer igennem, er der noget skøn patos på spil. Scenen med hunden, og dem der genkender den forklædte Odysseus, fik tårerne frem hos denne anmelder.
Som man nok fornemmer, er det Nolans tilgang til myterne som for mig er filmens største attraktion. Og netop denne leg med myterne og helt klassiske fortællinger, som er blevet adapteret et utal af gange, har vi set i to meget modige, moderne og mesterlige film. David Lowerys The Green Knight fra 2021 og Robert Eggers’ The Northman fra 2022.
Lowery præsenterer os for en mytisk udgave af England. Vi møder Gawain, Arthur, visioner, Morgan le Fay, Winifred, kæmper, Den Grønne Ridder og meget andet godt. Gawain skal på en farlig færd, før han kan stå ansigt til ansigt med Den Grønne Ridder. Filmen er baseret på det engelske digt “Sir Gawain and The Green Knight” fra det 14. århundrede.
Her har vi en ægte kunstfilm, der graver dybt i den mytiske muld. Et klassisk engelsk digt på filmform. The Green Knight er visuelt og lydmæssigt overrumplende og spækket med elementer, der kan, og bør, tolkes på. Samtidig skaber den et fint tidsbillede, og tilgangen til naturen og skildringen af den er magisk.
Eggers tager derimod fat på fortællingen om Amleth (en fortælling, der trækker sine rødder tilbage til et islandsk digt fra 900-tallet), figuren der hos Shakespeare blev til Hamlet.
I The Northman er det myterne, og de mange syn, som skaber den verden, som Amleth lever i. Et sted mellem virkeligheden og fantasien, lige dér, hvor myterne bor.
Netop det element, med myterne, er mesterligt skildret i The Northman. Her bliver hævneren, Amleth, en skikkelse, en ånd, der bevæger sig mellem de to verdener. Fra mødet med religionen, med Odin, til jagten på sværdet, til kampen ved Hels porte – se også her en parallel til Nolans skildring af dødsriget. Det er vilde sager.
På et tidspunkt bliver Amleth hængt op i armene. Han bliver, ikonografisk, nærmest kostfæstet. Og som en lille sigende detalje for filmen, så tegner blodet på Amleths krop noget, der ligner et kors. Det er sigende, fordi filmen foregår i en tid, hvor flere myter, flere religioner, levede på samme tid, hvor fortællingerne er kommet fra den samme blodige muld.
The Northman er dog ikke en film for alle. Den er spækket med action, med hævn, men den er mere end “bare” vikingeaction. Det er en mytisk kolos af en film, hvor den spinkle handling bruges brutalt og blodigt til at stikke derind, hvor myterne skabes.
Nolans favntag med myterne og det mytiske landskab har som sagt en del tilfælles med både The Green Knight og The Northman; to film som dog begge er mere snævre end Nolans film, for Nolan formår også at appellere til et mainstream-publikum. Og hvis vi går længere tilbage i filmhistorien, er det oplagt at fremhæve Andrei Tarkovsky som en filmskaber, der besøgte, og skabte, helt unikke mytologiske landskaber.
Landskabet, og de steder Odysseus besøger, ligner virkeligheden, og samtidig er det noget helt, helt andet. Vi ser forfaldet, vi ser naturen, vi ser de tomme strande, de mystiske væsner, havet der opfører sig mærkværdigt, dødsriget og meget, meget andet.
Vi er ikke i virkeligheden, men i den mytologiske virkelighed, som Odysseus selv er med til at skabe med sine ord; en virkelighed som Nolan så genskaber for os, der oplever Odysseus’ rejse gennem myterne.
Kort sagt bliver myterne, og det mytologiske landskab, skabt for øjnene af os. Og hele denne tilgang til myterne og den scene de udspiller sig på er en af filmens største triumfer.
Filmens ægte virkelighed finder vi kun tilbage på Ithaka, og da den fortælling om, at Odysseus vender hjem, også er en del af myterne, gør, at filmen jo ikke skal ses som en realistisk skildring af den oldgræske verden.
Eller jo, hvis det netop er skildringen af den mytologiske udgave af det gamle Grækenland. Dér hvor helten ikke bare er den klassiske helt, dér hvor Nolan kan bruge de gamle myter som udgangspunkt for sin egen adaption, tilsat moderne elementer som en PTSD-ramt hovedperson og en kritik af krigens væsen. Og det er netop vigtigt i forhold til filmens succes hos unge mennesker og andre, som ikke nødvendigvis kender det store til Homers tekst.
Det er ganske smukt og vedkommende, men jeg forstår godt, hvorfor flere er kritiske overfor Nolans personlige agenda. I den kritik misforstår man imidlertid kernen i en adaption, som netop ikke er en 1:1 skildringen af Homers tekst, som i forvejen heller ikke var en 1:1 skildring af hverken myterne eller den græske verden, men som netop var Homers adaption.
Og det bliver endnu mere interessant, når man tænker over, hvem Homer var. Var det i virkeligheden ham, der skrev teksten, hvornår blev teksten i virkeligheden skrevet, og er den tekst, vi kender i dag, netop ikke “bare” én blandt mange udgaver af en oprindelig urtekst?
Det, jeg bare ønsker, er at påpege, at der ikke findes én tolkning, én rigtig udgave af at adaptere Homers tekst, og at Nolans største bedrift er den måde, han skaber det mytologiske landskab på; noget, der findes i teksten og noget, hvor han selv digter videre, lader sig inspirere af andet, både film, musik og litteratur. Altså en kunstners komplekse leg med mange dele af historien.
The Odyssey er bestemt ikke nogen perfekt film. I starten er den unødvendigt rodet, og ikke alle handlingstrådene forløses på tilfredsstillende vis – eller mere præcist, så er det ikke alle handlingstråde, der er lige effektive (underholdende og skarpe).
Filmen mister også en anelse, når Odysseus og de mytologiske landskaber ikke er på skærmen. Når det er sagt, så forløses alt på smukkeste vis, da vi nærmer os slutningen.
Men at filmen ikke er perfekt, hvilket de færreste film er, gør ikke noget.
Det er nemlig en vild film, hvor Nolan viser, hvor kompromisløs og dygtig en filmskaber, han er. Her kan man tale om visioner og kunstnerisk integritet i en stor Hollywood-produktions klæder.
Folk strømmer i biografen for at se dette “spectacle” (som i de gode gamle dage); en film der netop også viser, hvorfor biografer stadigvæk har en gigantisk eksistensberettigelse.
I fællesskab, i mørket, oplever vi noget storslået, en mytologisk rejse, der mere handler om myter og helte, end at det er en historisk film. For det er det ikke. Det er mytologisk fantasy af den fineste slags. Tilsat skønne og vilde elementer fra horror-genren.
Nolans favntag med Homers tekst er modig, mørk, muskuløs, mytisk, og mesterlig. Og så er det en film, der gennem sit favntag med én af vores samfunds urtekster formår at blive aktuel og meget vedkommende i forhold til “the human condition” anno 2026.
Til næste familiefest kan du jo så, hvis du har lyst, diskutere Damons præstation og måden, filmen skal opleves på, med sidemanden. Under alle omstændigheder er det en film, en adaption, der fordrer mange spændende diskussioner.
Anmeldt i nr. 249 | 13/08/2026
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…
Brætspillet, baseret på den første Alien-film, er mekanisk ret enkelt, så det er let at…
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
