The Walking Dead Volume 2: Miles Behind Us

Efter sidste måneds massive opdatering med zombier er det på sin plads at følge op på tegneserien om The Walking Dead og tage et kig på bind to i Robert Kirkmans fantastiske serie.

Days Gone Bye sluttede meget tragisk med, at Ricks søn Carl blev tvunget til at skyde Shane, som var blevet lallende sindssyg. I det første bind blev man godt klar over, at Shane havde nogle følelser i klemme med hensyn til Ricks kone Lori, og Miles Behind Us starter da også med et lille flashback, hvor dette bliver uddybet.

To macho-mænd

Som sagt var det Shane, der hjalp Lori og Carl med at flygte, men et eller andet sted på landevejen udviklede forholdet mellem Shane og Lori sig. Flashbacket slutter med, at vi ser Shane og Lori ligge i en vejkant, og Shane siger: “I need you. Oh Lori! I have wanted this for so long.”

Derefter skifter scenen, og vi ser Lori stå foran det spartanske kors, som gruppen hastigt har frembragt for at vise Shane den sidste ære. Hun ser meget tynget ud, men til sidst spytter hun på korset og går væk. Det er tydeligt, at hun har fortrudt det, hun gjorde, men man skal huske, at hun på det tidspunkt troede, at Rick var død.

Kort efter tager gruppen afsked med deres “hjem” og kører af sted i den autocamper, som Dale ejer. De har dog kun kørt et kort stykke tid, da de støder på nogle andre levende. Den store neger Tyrese, hans datter og datterens kæreste. Rick og Tyrese fatter hurtigt sympati for hinanden, da de begge kan se, at den anden part er dygtig til at overleve. To macho-mænd, som holder zombierne væk fra gruppens kvinder og børn – der er et meget omfattende persongalleri, og det ville blive en kedelig omgang, hvis jeg skulle opremse alle navne, så dette kan man have til gode, når man selv læser albummet.

Psykologiske elementer

En aften fortæller Lori Rick, at hun er gravid. Først bliver han lykkelig, men kan ikke få det til at hænge helt sammen da de kun har været sammen en måneds tid efter genforeningen. Men de har haft sex, så Rick tænker, at det fint kan lade sig gøre. Men vi som læsere ved godt, at sandheden nok er en anden, og at barnet tilhører Shane – dette bliver dog aldrig tydeligt dokumenteret, så uvisheden er der stadig.

Dog bliver Rick konfronteret af Dale, som antyder, at der var kemi mellem Lori og Shane, men Rick gør det eneste fornuftige: Han fornægter det, for hvis tvivlen om barnet også skulle blive en faktor, ville han ikke kunne holde fokus på at overleve.

Dette sætter også det grumme ved The Walking Dead-serien i relief: Følelser er en naturlig del af det tænkende væsen, men omstændighederne gør, at man nogle gange bare må glemme. Disse psykologiske elementer bliver dog også mere og mere markante, som serien skrider frem, og de kommer til at løbe side om side med de zombier, som vil spise de levende. Så der er både den håndgribelige og den mere personorienterede horror tilstede i The Walking Dead.

All dead. Do not enter

Gruppen fortsætter deres søgen efter et sikkert sted at slå sig ned, og da de ankommer til et boligkompleks med navnet Wiltshire Estates, som er omgivet af en sikker mur, ser det lovende ud. Der er da også kun et par enkelte zombier i det hus, de vælger, og de bliver hurtigt nedkæmpet. Men man skal lige tage en scene, som fandt sted kort før de ankom til Wiltshire Estates, med i overvejelserne om, hvorvidt det nu er et sikkert sted.

I den scene finder gruppen en nedfrosset zombie – det skal lige pointeres, at det er blevet vinter, og at det er meget koldt. Først tror de, at zombien er død, men da de på nært hold hører den ralle, finder de ud af, at den er nedfrosset men i live. Tilbage til Wiltshire Estates. Gruppen – som nu har Rick som tydelig leder – beslutter sig for at gå til ro, og dagen efter vil de rydde stedet for zombier og starte en ny tilværelse.

Men om natten stiger temperaturen, og vi ser ved morgengry et skilt foran indgangen til boligkomplekset – som var dækket af is da de ankom – med teksten ” All dead. Do not enter”. Og ganske rigtigt er stedet fyldt med zombier, som er blevet optøet i løbet af natten, og snart må gruppen tage flugten. Her sker der et markant dødsfald, som jeg ikke vil afsløre.

Snart efter er de på vejen igen, og situationen tilspidses, da de er ved at løbe tør for mad. Rick tager Carl med på jagt, men der sker det ubehagelige, at Carl skydes ned af en tilfældig jæger. Rick farer i flæsket på jægeren, Otis viser det sig han hedder, men Tyrese når at stoppe Rick, inden han slår den ulykkelige Otis ihjel. Otis leder gruppen hen til Hershels farm – det første som gruppen ser, der minder om et samfund – og Hershel når at redde Carl.

På farmen lever Hershel med sin familie og naboparret Otis og Patricia omkranset af et sikkert hegn, der holder zombierne ude. Det hele tegner lyst igen, men det viser sig, at Hershel har en lade fyldt med zombier, da han ikke nænner at dræbe dem, fordi den ene af dem er hans søn. Så slut med freden og gruppen må videre. Og mere skal der ikke gengives af handlingen her, andet end at der naturligvis kridtes op til en fortsættelse.

Kontrol med historien

Som det fremgår, sker der en del i Miles Behind Us, og vi introduceres både for en masse nye personer og steder. Det kan måske fremstå som en rodet omgang, men det bliver det aldrig, da Kirkman har helt kontrol med sin historie, som aldrig får lov til at løbe løbsk. Titlen Miles Behind Us hentyder til flere ting.

For det første er personerne meget langt fra den virkelighed, som de kendte så godt, og samtidig bliver der rejst en del kilometer. Men ved albummets slutning kommer den hårdt prøvede gruppe frem til et sted, som giver forhåbninger om en lys fremtid. Rick siger selv: “It is perfect. We are home”. Hvad han hentyder til, og om stedet virkelig er så godt, vil jeg ikke afsløre her, så I må hellere se at få læst albummet.

Som sagt møder vi kort inde i Miles Behind Us Tyrese, og han og Rick bliver seriens to omdrejningspunkter. De er vidt forskellige typer, som nok aldrig ville have noget til fælles i “den virkelige verden”, men under de givne omstændigheder begynder et venskab at blomstre op. Som en sjov lille detalje kan det nævnes, at der en del ligheder mellem Tyrese og Peter fra Dawn of the Dead (1978). Begge er store, stærke, handlekraftige og sorte, og har henholdsvis haft en karriere indenfor amerikansk fodbold og basketball. Endnu en Kirkman-hyldest til Romero, som vi så det i Days Gone Bye.

Fantastisk album

Det der gør serien så stærk, og som bliver mere udtalt i bind to, er, at de menneskelige aspekter fylder så meget, som de gør. Godt nok er der en del grafisk vold, men det er aldrig vold for voldens skyld. Alle handlingerne har indflydelse på seriens “levende” personer, og alt spejles i deres reaktioner på en given voldshandling. Desuden er der både plads til forbudte følelser, almindelige diskussioner og alle de ting, som gør, at serien har en menneskelig troværdighed, der bare gør den endnu bedre.

For man skal huske, at historien i sig selv er neglebidende spændende, og at man læser albummet vildt hurtigt. Men det menneskelige og troværdige aspekt gør, at man med det samme læser den igen for at få de detaljer med, som man missede under første gennemlæsning.

Det kan måske næsten lyde, som om det er en soap tilsat zombier, som vi har med at gøre, men det er meget langt fra sandheden. I en soap vil karaktererne typisk gennemgå et minimum af udvikling, og de kører ofte i den samme rille. I The Walking Dead lurer vanviddet lige om hjørnet, som vi så det med Shane, og det menneskelige udfordres konstant.

Rent stilistisk er der sket en markant ændring i forhold til Days Gone Bye. Tegneren Tony Moore, der ikke kunne overholde sine deadlines, er blevet afløst af Charlie Adlard, og det må man sige var godt for The Walking Dead. Moores stil var som sådan ganske god, om end den var for pæn og lidt for tegneserieagtig. Adlard har derimod en mere dyster og “grim” streg. Man kan stadig se, hvad tingene forestiller, men det er bare ikke så glatpoleret som man så det hos Moore. Personerne får langt mere personlighed, og de levende døde bliver mere uhyggelige og nærværende.

Alt i alt et fantastisk album, som på alle leder og kanter er bedre end Days Gone Bye, og det siger ikke så lidt.

Titel: The Walking Dead Volume 2: Miles Behind Us
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Forlag, år: Image Comics, 2005
Sideantal: 134 sider
hvid