The Walking Dead vol. 26: Call to Arms

2 minutters læsetid

The Walking Dead vol. 26: Call to ArmsDer trænes, der skydes. De forbereder sig til krig. Igen. I det foregående bind, No Turning Back, var vi med Rick Grimes et smut i skærsilden, hvor Rick blev testet fra mange forskellige fronter.

Efter de voldsomme drab på flere prominente medlemmer af Ricks samfund, hvor The Whisperers satte en streg i sandet, skulle Rick finde frem til en handleplan. At ignorere det og fortsætte som om intet var sket, eller angribe tilbage. Det dilemma var det helt fremtrædende i det foregående bind.

Fra skærsilden til tilgivelse

Rick valgte, naturligvis, at der skulle ske noget, at der skal angribes tilbage. Og så kan man sige, at serien fortsætter sin cyklus, hvor nye fjender skal konfronteres og forsøges nedkæmpet.

Men heldigvis er der andre ting på spil, i hvert fald under overfladen, på et spændende tematisk niveau. Den røde tråd handler i dette bind nemlig om tilgivelse, både i religiøs forstand men også i forhold til, om man kan komme på rette kurs, når man har gjort noget ondt.

Det slås an af Rick i indledningen af albummet: “Doing a bad thing doesn’t make you a bad person. If we wrote you off after that one mistake… Think of all the good you’re going to do that would be erased.”

Det fortsætter, da Rick lader præsten deltage i våbentræningen, da præsten føler at han skylder flokken det og at han ikke bare kan gemme sig bag religionen. Og det udfordres, da Rick konfronteres af drønnerten Brandon, som giver Rick skylden for alt det onde i verden. Kan Rick også lade ham være og tro på, at han vil gøre noget godt?

Kongen vender tilbage

Alt dette er dog bare forretten, og det hele eksploderer, da Negan slipper væk fra sin celle og drager mod The Whisperers. Vil Negan falde tilbage til den rendyrkede ondskab, eller har alle samtalerne med Rick ændret noget?

Og er der er også mulighed for tilgivelse til en fyr som Negan; en fyr der kan fyre en replik af som denne under en alvorlig samtale: “Is it okay that this is giving me an erection?”

Det er en smuk ting, at Negan igen slippes løs, for der er noget forskruet underholdning gemt i ham og specielt hans monologer er helt forrygende. Eller som her, hvor han taler til en kvinde:

“Your mouth says no, but your eyes say, fuck me until your dick breaks off inside me and fuses into some kind of Barbie doll crotch.”

Det brutale svin! I en serie som The Walking Dead, hvor der godt kan gå lidt soap og tomgang i sagerne, er han som sendt fra himlen.

Vigtig transportetape

Derudover er der en basal og spændende fremdrift i historien og en masse herlig action. Der er også en masse herlige zombier, noget der faktisk er blevet lidt af mangelvare i serien.

Der bliver også plantet en potentielt afgørende handlingstråd, da Eugene får kontakt med en fremmed over radioen. Hvad mon det kan udvikle sig til?

Alle disse ting gør, at denne “transportetape” (som når Tour de France-feltet bruger en stille etape på at blive transporteret mellem to bjergkæder), hvor der ledes frem til at der snart sker noget voldsomt, fungerer ganske fremragende.

Og endnu engang viser Kirkman, at han med små justeringer formår at holde serien frisk. Dertil kan du tilføje en cliffhanger af format og tegninger, som ikke er set bedre i serien i lang tid.

5 stjerner

Titel: Call to Arms
Serie: The Walking Dead
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Forlag, år: Image Comics, 2016
Albumlængde: 136 sider
hvid
Udkom oprindelig i 6 hæfter i 2016 på forlaget Image Comics.

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.