Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Voyage of the Space Beagle

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Voyage of the Space Beagle er sammensat af fire oprindeligt separate noveller, og det mærker man på romanen, der aldrig formår at give fornemmelsen af helhed. Til gengæld er det sjovt at læse de dele af romanen, der har givet inspiration til Ridley Scotts Alien.

The Voyage of the Space BeagleThe Voyage of the Space Beagle er en science fiction-roman af den canadiske forfatter Alfred Elton van Vogt (1912-2000), der af mange regnes som én af de største science fiction-forfattere fra genrens guldalder i midten af 1900-tallet.

Fix-ups

Romanen udkom første gang i 1950, og er faktisk sammensat af fire noveller, van Vogt havde skrevet i årene mellem 1939 og 1950. Konceptet med at samle en række noveller til en roman, var en praksis, der vandt frem i 1950’erne, især inden for science fiction- og fantasy-genrerne, i takt med at denne type historier nu oftere blev udgivet på bogform, hvor de tidligere ofte udkom i diverse magasiner og blade.

De resulterende romaner omtales typisk som “fix-ups”, og det var faktisk van Vogt, der opfandt denne term. Praksisen havde dog eksisteret før 1950’erne, og den er i øvrigt stadig i brug, og ikke kun inden for de nævnte genrer.

Fragmenteret roman

A. E. van Vogt (1912-2000) på et billede fra 1957.

A. E. van Vogt (1912-2000) på et billede fra 1957.

Van Vogt producerede en del fix-ups i løbet af 1950’erne, da han havde været særdeles produktiv i de forudgående år, hvor han bl.a. havde skrevet mange noveller. I tilfældet The Voyage of the Space Beagle er resultatet blevet en temmelig fragmenteret roman, hvor man tydeligt fornemmer, at helheden består af en række oprindeligt mere selvstændige dele. Det er ikke noget, man på overfladen kan se i bogen, for den er fortløbende kapitelnummereret, og der er i udgangspunktet intet, der afslører, at den består af fire sammensatte og bearbejdede noveller.

Det bliver dog hurtigt ret tydeligt, når man giver sig i kast med at læse historien, hvor man klart fornemmer strukturen. Et problem introduceres og løses, hvorefter der er en kort bro indtil det næste problem introduceres og løses. Det er naturligvis disse problemer, der udgør kernen i de oprindelige noveller, og broerne imellem disse hoveddele må udgøre hovedparten af det arbejde, van Vogt lavede i forbindelse med sin fix-up af historierne.

Supervidenskabsmand

The Voyage of the Space Beagle foregår ombord på The Space Beagle; et enormt forskningsrumskib, der er på en lang mission ud i verdensrummet for at udforske nye verdener til menneskehedens bedste. Romanens titel er naturligvis afledt af Charles Darwins bog The Voyage of the Beagle (1839), som han udgav efter en femårig tur med forskningsskibet The Beagle i 1831-36.

Hovedpersonen er den unge videnskabsmand Elliott Grosvenor, der tilhører den relativt nye videnskab nexialisme. Nexialisme beskrives af van Vogt som en art holistisk supertværfag, der prædiker, at en videnskabsmand bør vide så meget som muligt om så meget som muligt. Det er noget, nexialisterne opnår ved hypnosebaseret og subliminal indlæring, og som gør dem til en slags supervidenskabsmænd.

Desværre for Grosvenor er nexialisme ikke en særlig anerkendt videnskab endnu, og da han tillige er den eneste nexialist ombord, er det bestemt ikke alle de andre videnskabsgrene ombord på The Space Beagle, der bryder sig om denne unge opkomling. Naturligvis viser det sig dog, at det i sidste ende er Grosvenor, der klarer ærterne, når de andre kommer til kort.

Bindeled mellem historierne

Grosvenors kamp mod én af de andre videnskabsfolk ombord spiller en væsentlig rolle som det subplot, der holder de fire forskellige hoveddele af romanen samlet. Rumskibet styres nominelt set af videnskabsfolkene selv, på nær i krisesituationer, hvor kontrollen overgår til den militære del af besætningen.

Videnskabsfolkene ombord vælger selv deres leder, der tager alle de overordnede videnskabelige beslutninger, og på det tidspunkt, hvor The Voyage of the Space Beagle foregår, er det snart valgtid ombord på rumskibet. Grosvenor står på god fod med den nuværende leder af det videnskabelige samfund, men én af de andre videnskabsmænd vil være kalif i stedet for kaliffen, og han har et horn i siden på Grosvenor – eller det får han i hvert fald i stigende grad i løbet af romanen.

Som sagt spiller denne del af historien rollen som bindeled mellem de fire forskellige problemer, der udgør kernen i bogen. Hvert problem består på meget klassisk science fiction-vis af et eller flere rumvæsener, der på en eller anden måde udgør en trussel for besætningen ombord på The Space Beagle.

En farlig passager

I den første del af romanen, kapitel 1-6, er det et kattelignende rumvæsen, som videnskabsfolkene samler op på en planet, de er landet på. Væsnet – kaldet Coeurl – forekommer ikke umiddelbart truende, men da det først er kommet ombord på The Space Beagle ændrer situationen sig, og nu må besætningen kæmpe mod et væsen, der har evnen til at manipulere energi og er højt intelligent.

Rovdyret Coeurl beskrives som en af de sidste – måske den sidste – beboer af en døende planet, og er af den grund meget, meget sulten. Det kommer til at gå ud over en del af besætningen ombord på rumskibet, inden de får lokket dyret, som besætningen ganske letbenet kalder “pussy”, ind i en flugtkapsel og ud i rummet. Denne del af romanen er baseret på novellen Black Destroyer, der oprindelig udkom i magasinet Astounding i juli 1939.

Samtidig vil nogen nok mene, at de kender konceptet ét eller andet sted fra, og det er da nok heller ikke tilfældigt, at van Vogt sagsøgte 20th Century Fox for plagiat, efter Alien havde premiere i 1979. Men problemerne med kattevæsnet var kun en del af den inspiration, The Voyage of the Space Beagle gav til Alien (se nedenfor).

The trouble with telepates

Kapitel 9 til 12 handler om en race af rumvæsner, hvis telepatiske evner får Helvede til at bryde løs ombord på skibet. Rumvæsnerne – Riim – er faktisk ikke fjendtligt indstillede, men Elliott Grosvenor finder ud af, at de telepatiske billeder de projicerer ud ikke kan forstås af menneskelige hjerner, og derfor ender med at forstærke de latente negative følelser, de forskellige grupper ombord på rumskibet har over for hinanden.

Med andre ord bliver besætningen på skibet sindssygt aggressive, og det truer med at ende helt galt. Grosvenor må derfor tage affære, og det gør han ved at sende sine egne tanker ned til Riim-racen for at kommunikere med dem. Denne del er baseret på novellen War of Nerves, der udkom i magasinet Other Worlds i maj 1950.

Inspiration til Alien

Den næste del af romanen er endnu én af dem, de fleste vil synes at genkende et eller andet sted fra. Kapitel 13 til 21 handler om mødet med et særdeles aggressivt og sejlivet rumvæsen – Ixtl – som svæver hjælpeløst rundt i verdensrummet, indtil det bliver samlet op af The Space Beagle. Så er det pludselig ikke så hjælpeløst længere, og kan iværksætte en plan for at overtage rumskibet én person ad gangen. Det gør det ved at bortføre besætningsmedlemmer og implantere æg i dem, som vil skabe nye eksemplarer af samme race indtil besætningen ikke længere har nogen chance for at gøre modstand.

Væsnet beskrives som den sidste af en race, der på et tidspunkt måske har hersket over og fortæret et ældre univers (intet mindre!). Foruden at være superintelligent er væsnet også meget hårdfør, og besætningen på The Space Beagle er hårdt pressede for at overvinde det.

Som nævnt er der sikkert mange, der vil genkende noget af denne historie andetsteds fra. Det er naturligvis igen Ridley Scotts Alien (1979) jeg refererer til, og af de to segmenter i The Voyage of the Space Beagle der giver mindelser om Alien, er det helt sikkert opgøret med Ixtl, der er det tydeligste forbillede. Som sagt sagsøgte van Vogt 20th Century Fox, da Alien var kommet ud, men Fox og van Vogt indgik forlig, inden sagen nåede at komme for retten, og alene det siger, at Fox må have vidst, at det var en svær sag at vinde. Denne del af The Voyage of the Space Beagle er baseret på novellen Discord in Scarlet, der udkom i Astounding i december 1939.

Grosvenor tager affære

Den sidste del af romanen er den, hvori Elliott Grosvenor virkelig må tage affære. Det har han godt nok også måttet tidligere, men denne gang er det intet mindre end menneskehedens overlevelse, det kommer an på. I kapitlerne 22 til 28 løber The Space Beagle nemlig ind i et intergalaktisk væsen, The Anabis, med uanede evner og udstrækning, og som bestemt ikke er venligtsindet. Grosvenor er den eneste, der indser, præcist hvilken type væsen de er oppe imod, og han er bange for, at væsnet ønsker at følge The Space Beagle for at finde ud af, hvor rumskibet oprindelig kom fra.

Dette kunne naturligvis få katastrofale konsekvenser for Jorden. For at undgå dette kommer Grosvenor på en plan, som imidlertid vil kræve, at The Space Beagle bliver i rummet fem år mere end planlagt. Grosvenor ved, at det vil være umuligt at overtale de andre videnskabsfolk til dette, og derfor må han overtage kontrollen over skibet med alle mulige midler.

Derfor bruger han sin træning som nexialist til at tage kontrol ved hjælp af hypnose, hjernevask og andre lignende metoder. Det huer ham ikke at gøre det, men da han er den eneste, der har villet indse den enorme fare for menneskeheden – ja for al intelligent liv i universet! – er det en nødvendighed. Denne del af romanen er baseret på novellen M33 in Andromeda, der udkom i Astounding i august 1943.

Wunderkind

Elliott Grosvenor er hele vejen igennem romanen den person, der drager de rigtige konklusioner på de rigtige tidspunkter, og redder The Space Beagle fra undergang i alle fire hoveddele af romanen. Som sådan er han en klassisk helt, og det er karakteristisk for denne type guldalder sci-fi, at helten også godt kan være en videnskabsmand. Men Grosvenor er mere end en almindelig videnskabsmand.

Det er dels understreget ved, at han tilhører en fiktiv videnskab – i modsætning til de øvrige ombordværende videnskabsfolk – og dels ved netop denne fiktive videnskabs holistiske udsyn. Som sådan bliver Grosvenor summen af alle de andre videnskabsfolk og et billede på menneskehedens samlede videnskabelige udvikling. Denne idé lå helt i tråd med van Vogts eget filosofiske udsyn, men den har desværre den effekt, at den gør Grosvenor til lidt for meget af et videnskabeligt wunderkind.

Efter den første del af romanen er man ikke i tvivl om, at han nok skal klare ærterne, hvad end der sker, og de andre videnskabsfolk bliver mere eller mindre reduceret til statister i handlingen, som over for læseren forklarer enkeltelementer, mens Grosvenor kommer med den store konklusion og får brikkerne til at falde på plads. Fortællemæssigt virker det sådan set, men ikke uden at komme til at fremstå noget forceret.

Manglende helhedsfornemmelse

De enkelte hoveddele af romanen fungerer hver for sig fint, men den overordnede struktur er for løs til, at romanen fungerer som helhed. De broer, van Vogt har skabt mellem de oprindelige noveller er ganske enkelt ikke stærke nok til at give bogen en overordnet fornemmelse af sammenhæng eller helhed, og man føler ikke, at der er sket nogen udvikling igennem handlingen som sådan.

Der er simpelthen tale om en række enkeltstående problemer, der introduceres og løses én efter én. Jovist, til allersidst har Grosvenor da opnået en vis anerkendelse, selv af sin tidligere arvefjende, men subplottet med valget ombord på rumskibet er underudviklet, og det er meget tydeligt, at det er introduceret for at give en rød tråd igennem handlingen.

Glemmer man denne kritik, så er de enkelte hoveddele af romanen fint skruet sammen, og jeg kan fint forestille mig, at de har fungeret eminent som enkeltstående noveller. Van Vogt skriver bestemt ikke dårligt, og i flere tilfælde anvender han et effektivt greb, hvor han lader læseren opleve tingene gennem rumvæsnernes øjne. Det sker i afsnittene, der omhandler Coeurl, Ixtl og The Anabis, og til dels sker det også i afsnittet, der omhandler Riim-væsnerne, selv om vi her oplever disse væsner gennem Grosvenors telepatiske kontakt med dem.

Stereotype bipersoner

Sproget er stramt, men med en del dialog, og af og til kunne man godt ønske nogle lidt mere grundige beskrivelser af omgivelserne. De er der naturligvis, men er holdt på et absolut minimum – det er tydeligvis mere de forskellige personers indbyrdes relationer og deres måde at håndtere de forskellige problemer på, der har optaget van Vogt. Her må man dog erkende, at de enkelte noveller og den samlede roman fejler en anelse, for som nævnt er fokus så meget på Elliott Grosvenor, at de andre personer i romanen ender med at være meget tynde og stereotype.

Der er tre hovedtyper, foruden Grosvenor selv, nemlig den gode videnskabsmand, den onde videnskabsmand og militærmanden. Personerne har ikke nok dybde til at kunne bære den ret karakterbaserede tilgang, van Vogt lægger for dagen, og netop derfor ville lidt mere beskrivelse have givet hele molevitten lidt mere kulør.

Især god som kuriosum

I sidste ende er The Voyage of the Space Beagle såmænd ingen dårlig bog, men den er bare heller ikke specielt god. Dens enkelte dele er underholdende nok, men som samlet roman holder den ikke vand, og langt hen ad vejen må man i dag nok nærmere tilskrive den kuriosumværdi i forbindelse med inspirationen til Ridley Scotts Alien.

3 stjerner

Titel: The Voyage of the Space Beagle
Forfatter: Alfred Elton van Vogt
Udgivet: 1950
Forlag: Manor Books
hvid
Denne udgave:
Udgivet: 1964
Forlag: Macfadden Books
Format: Paperback
Sideantal: 192
hvid
Romanen er en fix-up af fire noveller, der oprindelig udkom i 1939, 1943 og 1950.
hvid
Black Destroyer udkom oprindelig i Astounding i juli 1939 og udgør kapitel 1-6.
Discord in Scarlet udkom oprindelig i Astounding i december 1939 og udgør kapitel 13-21.
M33 in Andromeda udkom oprindelig i Astounding i august 1943 og udgør kapitel 22-28.
War of Nerves udkom oprindelig i Other Worlds i maj 1950 og udgør kapitel 9-12.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Rummet, Rumskibe, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *