Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Satanist

The Satanist
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selvom Dennis Wheatleys reaktionære verdenssyn giver anledning til en del morskab er The Satanist desværre alt, alt for lang, og står som en af forfatterens svageste okkulte romaner.

The SatanistPulplitteraturen har ændret sig meget, men grundlæggende har genren levet i bedste velgående siden begyndelsen af 1900-tallet, hvis da ikke før. Pulplitteraturen lever således videre den dag i dag, men er nu så kamufleret, at det ikke altid ved første øjekast er muligt at identificere genrens skribenter – de findes dog, hvis blot man kradser lidt i overfladen.

Den rendyrkede pulplitteratur begyndte at ændre sig i 1960’erne, som vel nok er det sidste store årti for genreromaner af den gamle skole, der havde været fremherskende siden 1920’erne. Naturligvis var der også forfattere som skrev i den traditionelle stil senere, men som bred, letgenkendelig strømning døde pulpen i dette årti.

Dennis Wheatley
Dennis Wheatley (1897-1977)

Dennis Wheatley (1897-1977).

Hovedsageligt forbinder man genren, eller stilen, med amerikanske forfattere, men det er faktisk ikke helt retfærdigt. England fostrede også en række bidragsydere, og Dennis Wheatley (1897-1977) var en af de største. Wheatley er stort set ikke kendt herhjemme, i hvert fald slet ikke i samme grad som James Bonds skaber Ian Fleming (1909-1964), men det er faktisk synd, for Wheatley har meget at byde på for horror- og pulpfans.

Wheatley var stærkt påvirket af de klassiske drengeromaner og navnlig Alexandre Dumas, og han skrev sine rigtig, rigtig mange romaner i næsten samme stil igennem hele sit virke. Smuk prosa er det ikke, men Wheatley forstod hvad det er, der holder folk fanget. Hvert kapitel afsluttes således med en cliffhanger, og han var aldrig karrig med de saftige detaljer, der med tiden blev mere og mere udtalte.

Wheatleys forfatterskab blev opbygget omkring en lang række tilbagevendende hovedpersoner og et par enkeltstående romaner. Der er dog ingen af bøgerne, som ikke kan læses selvstændigt, og nogen rigtig kronologi mellem historierne arbejdede Wheatley sådan set ikke med.

Farverig forfatter

Tematisk var der krigsromanerne, der beskrev britiske soldaters brave kampe under Første og Anden Verdenskrig, dernæst var der eventyrromanerne, der i høj grad plagierede Dumas, Kipling og Edgar Rice Borroughs’ stil og endelig de okkulte historier, som ganske vist var den mindste del af forfatterskabet, men også den Wheatley skal huskes for.

Selv fortalte Wheatley, at han en dag havde brug for et nyt tema for sine bøger, og derfor besluttede han at skrive om sort magi – et emne han altid havde været meget interesseret i. Det førte til den første okkulte roman The Devil Rides Out fra 1934, og siden kom der mange flere til.

Her er det imidlertid vigtig at påpege, at Wheatley ikke blot benyttede okkulte og navnlig sataniske elementer i sine romaner for at underholde; han gjorde det også for at advare sine læsere. Dennis Wheatley var nemlig fast overbevist om, at sort såvel som hvid magi eksisterede og blev udnyttet i det skjulte. Navnlig sataniske roder og heksekulte bekymrede Wheatley meget.

Foruden sin fiktion skrev han også en række seriøse bøger om okkultisme og navnlig faren ved sort magi. Flere gange gav han offentligt til kende, at han var bange for satanisternes indflydelse på ungdommen, som han i løbet af 1960’erne opfattede som på vej direkte mod afgrunden. Det er således en ret kulørt herre vi her har med at gøre, og han blev faktisk regnet som en af de store okkulte kapaciteter i 60’erne og 70’erne. Han korresponderede med flere af samtidens øvrige okkultister, og han havde endda kontakt til selveste Aleister Crowley.

Foruden sine egne romaner om sort magi og den okkulte nonfiktion, blev Wheatley hen imod slutningen af sit liv den ansvarshavende redaktør på en storstilet bogserie, der kom til at hedde The Dennis Wheatley Library of the Occult. Serien var en genudgivelse af en lang række af de klassiske gyserromaner såvel som romaner, der på en eller anden måde havde et okkult/overnaturligt indhold. Wheatley stod selv for udvælgelsen og skrev en lille forblommet introduktion til hvert arbejde. I sig selv er denne serie ikke ret interessant, men den viser hvor populær Wheatley rent faktisk var.

Myrdet Secret Service-agent

The Satanist fra 1960 er en af Wheatleys sene okkulte romaner, og den er i dag især interessant, fordi den meget tydeligt tegner et portræt af forfatterens verdenssyn. Den genbruger personer fra den lidt tidligere roman To The Devil – A Daughter fra 1953, men bøgerne har i øvrigt intet med hinanden at gøre.

Historien begynder da en Secret Service agent ved navn Teddy Morden er blevet fundet dræbt. Gerningsmændene har korsfæstet ham omvendt og snittet struben over på staklen. Ikke nogen rar død, men hvad der gør sagen ekstra skummel er, at Morden blev dræbt mens han var i færd med en undercovermission, hvor man skulle undersøge den kommunistiske infiltration af de engelske fagforeninger. Nu er han blevet fundet dræbt, og en ny mand bliver sat på samme opgave.

Den nye mand er Barney Sullivan – en irsk gavtyv, der har alle de kvaliteter en ægte helt bør besidde. Han er flot, slagkraftig, intelligent og tilmed i besiddelse af en lord-titel, som han har valgt ikke at benytte, før han finder den sande kærlighed. Ufortrødent begynder Barney at undersøge sagen, og snart finder han ud af, at Teddy Morden på en eller anden måde var kommet på sporet af en bande satanister i London.

Samtidig med dette introduceres vi til Teddy Mordens enke, Mary, der er ung, smuk, lynende intelligent og irsk. Hun er fast besluttet på at finde de skyldige, der står bag mordet på hendes mand, og derfor begynder hun på egen hånd at undersøge sagen. Hun finder da også snart de spor, der leder til satanisterne i London, og nu kan den dobbelt efterforskning, der udgør hovedparten af bogen for alvor begynde.

Naturligvis møder Barney og Mary hinanden, og selvfølgelig kender de hinanden fra gamle dage i Irland, hvor de havde noget kørende. Et had-kærlighedsforhold blomstrer på ny mellem de to, og så ved alle nok godt, hvordan det skal ende.

En ikke helt enkel handling

Helt enkel er handlingen i The Satanist imidlertid ikke, for Wheatley fortsætter med at udbygge plottet løbende. Således introduceres vi hurtigt til det tyske tvillingepar Otto og Lothar Khune, der foruden at være fremragende videnskabsmænd også begge har stærke psykiske evner. Faktisk er tvillingerne i stand til at se gennem den andens øjne, og til en vis grad kan de også kontrollere hinandens tanker. Sagen er nu den, at Lothar er den klassisk onde tvilling, som støttede nazisterne og da tyskerne tabte krigen havnede han i Rusland, hvor han nu arbejder for kommunisterne.

Otto og Lothar har ikke set hinanden i mange år, men lige med ét dukker Lothar op i England og begynder at plage Otto. Otto arbejder på at udvikle en helt ny type raketbrændstof, og Lothar gør hvad han kan for at lokke den hemmelige formel til brændstoffet fra Otto.

Nu skal der ikke afsløres for meget, men ret hurtigt står det klart for læseren, at lederen blandt de satanister som Barney og Mary er på sporet af, på ingen måde kan være andre end Lothar Khune! Plottet vokser som sagt, og da satanisterne stjæler en atombombe og kommer i besiddelse af Ottos raketbrændstof begynder sagerne at blive intense.

Der sker vældig meget i The Satanist, og den diabolske intrige som Wheatley har udtænkt, der tegner en alliance mellem kommunister og satanister, er ganske fornøjelig. Der mangler da heller ikke action i bogen, og Lothar Khune er vitterligt en ganske stærk magiker, der benytter sig meget frit af kraftig sort magi. Handlingen er med andre ord helt ude i hampen, og det er jo som oftest ret sjovt at læse.

Racistisk, mandschauvinistisk og imperialistisk

Desværre for bogen er den alt, alt for lang. Romanen er på 440 sider, og der kunne snildt være blevet skåret 100 til 150 sider bort, uden det ville ødelægge noget. Det betyder, at vi igen og igen læser om episoder, hvor den labre Mary bliver tvunget i kanen med den ene satanist efter den anden. Handlingen er konstrueret således, at Barney står for actionelementerne, mens Mary dukker op i hvert andet kapitel og udsættes for et eller andet lummert; hun bliver nemlig meget hurtigt fanget af satanisterne.

Tager man Dennis Wheatleys ikke alt for elegante sprog i betragtning, bliver The Satanist for meget af det gode. Bogen er da også blandt hans længste overhovedet, og måske en af de svageste okkulte romaner, han skrev.

Vil man læse Wheatley, hvilket jeg absolut synes, man bør gøre, er The Satanist nok ikke stedet at begynde. Den er for fans, og helt må bogen ikke afskrives. Sagen er nemlig den, at man som sagt meget tydeligt kan mærke den aldrende Wheatleys dybt forstenede verdenssyn.

Verden er ved at ændre sig omkring den aldrende forfatter, og The Satanist er et særdeles reaktionært modtræk, der udstiller ham som en bitter, bedrevidende gammel mand. Det er ganske fornøjeligt at læse, men måske er det også derfor, at Wheatley begyndte at gå i glemmebogen ret hurtigt efter sin død. Foruden den åbenlyse foragt for venstreorienterede – en af bogens hovedpersoner var med til at bekæmpe anarkisterne i Spanien – er bogen ekstremt racistisk, mandschauvinistisk og imperialistisk.

Englænderne er uden tvivl Jordens bedste folk, og den satanistiske loge er hovedsageligt udgjort af fremmede med den hæslige, rotteagtige inder Ratnadatta som deres vigtigste talerør. Topmålet er dog nok da Mary præsenteres for de sorte zombier, som satanisterne bruger som tjenere i deres tilholdssted. Her kan Mary nemlig kun tilslutte sig Ratnadattas kommentar om, at de nok har det bedre som zombier hos satanisterne end i de slumkvarterer, hvor de blev kidnappet fra!

Ja, den slags er der rigtig meget af, og det er ret morsom læsning, hvis man ikke lider af politisk korrekt forstoppelse. Desværre er det bare ikke underholdende nok, og The Satanist er i sidste ende derfor et meget drøjt bekendtskab.

2 stjerner

Titel: The Satanist
Forfatter: Dennis Wheatley
Udgivet: Udkom 1960 i England, den anmeldte udgave er fra 1972 og udgivet af Heron Books
Format: Paperback
Sideantal: 440

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Satanisme, Telepati

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *