I “Hjælp! Mine gymnasielærere er rumvæsner”-filmen The Faculty (1998) belærer en af hovedpersonerne, der tilfældigvis er en sci-fi nørd, én af de andre om forholdet mellem mellem Jack Finneys The Body Snatchers (1955) og Robert A. Heinleins The Puppet Masters (1951). I filmen bliver der sagt, at “Jack Finney’s Body Snatchers is a blatant rip-off of The Puppet Masters by Robert Heinlein”.
Personligt ville jeg betegne dette udsagn som lidt af en misforståelse, da The Body Snatchers snarere er en blanding af John W. Campbells novelle Who Goes There? fra 1938 og filmatiseringen af samme fra 1951, The Thing from Another World. Når det er sagt, så skal der da ikke herske nogen tvivl om, at Finney sikert har kendt The Puppet Masters, da han skrev sin egen roman, og der er da også nogle væsentlige fællestræk, men bestemt også forskelle. The Puppet Masters blev filmatiseret i 1994 af Stuart Orme – formentlig en respons på Abel Ferraras Body Snatchers, der var den tredje filmatisering af The Body Snatchers, og som kom året før, i 1993. At The Puppet Masters kun er blevet filmatiseret én gang, og det endda mange år, efter den blev skrevet, vidner nok også om, at The Body Snatchers er en langt mere populær roman, hvad enten det er retfærdigt eller ej.
Beskåret
Heinlein skrev The Puppet Masters i 1951, tre år inden Finneys historie første gang udkom som føljeton i 1954 (romanudgaven fulgte i 1955). Også The Puppet Masters udkom først som føljeton. Det var i science fiction-bladet Galaxy Science Fiction, der kørte The Puppet Masters fra september til november 1951. Romanudgaven udkom samme år, men både føljetonudgaven og romanudgaven var voldsomt beskåret i forhold til Heinleins oprindelige manuskript, ligesom redaktøren af Galaxy Science Fiction angiveligt skulle have foretaget voldsomme indgreb i teksten.
Der skulle gå næsten 40 år, inden Heinleins roman så dagens lys i den form, forfatteren oprindelig havde tænkt sig. Det skete i 1990, to år efter forfatterens død, og det er den udgave, der her er anmeldt.
Som nævnt er der væsentlige forskelle på The Puppet Masters og den tre år senere The Body Snatchers, men der er også væsentlige ligheder. Begge romaner handler om en invasion fra rummet, og måske mere væsentligt, så handler begge romaner om, at de invaderende rumvæsner opererer igennem mennesker. Der er med andre ord ikke tale om en flok blodtørstige marsmænd, der fiser rundt med strålepistoler. Det giver begge romaner en væsentlig slagkraft, for pludselig bliver rædslen så meget mere personlig: det er dig og mig, de er ude efter!
Slimklatter
The Puppet Masters er fortalt i første person, og vi oplever historien gennem øjnene på Sam Cavanaugh, der arbejder for USA’s allermest hemmelige agentur. Sam Cavanaugh er ikke hans rigtige navn, men det er for handlingens skyld sådan set ligegyldigt. Agenturet, som bestyres af en ældre, brysk herre, der bare kaldes “The Old Man”, har heller ikke noget navn, men Den Gamle Mand rapporterer direkte til præsidenten, og har dermed en betydelig slagkraft.
Da romanen starter, går handlingen omgående i gang, da Den Gamle Mand beder Sam om at tage med ham og en kvindelig agent, den utroligt smukke Mary, ud for at undersøge en UFO-landing i Iowa. Da de ankommer til stedet opfører folk sig generelt underligt, og UFO’en viser sig at være en attrap, som nogle lokale knægte påstår at have bygget.
Den køber Den Gamle Mand ikke, og da de tager ind til en lokal nyhedsredaktion opdager de, at der er rumvæsner på spil: nogle ækle slimklatter, der sætter sig fast på ryggen af folk, og kontrollerer dem igennem centralnervesystemet. Det lykkes dem at få en slimklat (som ret konsekvent omtales igennem romanen som “slugs” – snegle) med tilbage til Washington, men den er død ved tilbagekomsten, og det lykkes i første omgang ikke Den Gamle Mand at overbevise præsidenten om, at noget er galt.
Kamp mod uret
Sam, som i mellemtiden har forelsket sig godt og grundigt i Mary og hun i ham, vender tilbage til Iowa med en lille gruppe agenter, og det lykkes dem nu at få bragt en slimklat med tilbage, da én af deres mænd ved et uheld var blevet overtaget. Men nu begynder Sams problemer for alvor, for slimklatten slipper væk fra agenturets videnskabsfolk, og det ender med, at Sam bliver overtaget i en periode.
Da det lykkes Den Gamle Mand at få ham tilbage og få fjernet slimklatten, er der begyndt at ske ting og sager. Ikke alene har Sam i den mellemliggende periode, da han var rumvæsnernes agent, sørget for, at New York-området er blevet inficeret af flere slimklatter, men nu begynder landet at indse, at noget er helt galt. Problemet er bare, at da alle regeringsapparatets VIP’er endelig er blevet overbeviste om, at der er en alvorlig trussel, ja så er en stor del af USA under rumvæsnernes kontrol. Nu begynder en kamp mod uret for at finde en løsning, og naturligvis er Sam Cavanaugh med dér, hvor det sker.
Kommunistiske slimklatter
Mere af den konkrete handling vil jeg faktisk ikke afsløre her, for The Puppet Masters er en afsindig underholdende roman, som man fortjener at nyde, uden at vide alt for meget om, hvordan tingene udvikler sig. Heinleins prosa er kontant og maskulin, hvilket især skyldes første persons-perspektivet, der lader os se tingene igennem den hårdkogte Sam Cavanaughs øjne. På trods af, at han er blød som smør på bunden, er Sam på overfladen lidt af en kyniker af samme skuffe som de klassiske hårdkogte detektiver, vi kender fra Dashiell Hammett og Raymond Chandler.
The Puppet Masters foregår i 2007, efter 3. Verdenskrig er blevet udkæmpet, uden at der blev fundet en sejrherre. Jerntæppet og Sovjetunionen eksisterer stadig, og romanen er fyldt med koldkrigstemaer, om end af en noget mere kontant skuffe end dem, der så ofte bliver læst ind i den langt mere subtile The Body Snatchers. Heinlein er nemlig eksplicit i sin sammenligning af slimklatternes måde at berøve mennesker for enhver form for personlig frihed med det at leve under kommunismen!
Ud over de dengang højaktuelle undertoner, så indeholder romanen naturligvis også mange klassiske science fiction-træk – i 2007 er der flyvende biler og strålepistoler, og hvis man får ødelagt en legemsdel kan den regenereres af lægerne. Det mest interessante er imidlertid, at romanen, trods dens blanding af koldkrigstemaer og klassisk sci-fi, faktisk slet ikke virker ældet. Den er stadig afsindig underholdende, og selv om man selvfølgelig smiler lidt over de polemiske referencer til Sovjetunionen og kommunismens dårligdomme, så er det ikke noget, der dominerer i en sådan grad, at det har indflydelse på romanens dramatiske fremdrift.
Sexistisk naturalist
Interessant nok er Heinleins måde at fremstille den kvindelige hovedperson på ofte blevet kritiseret for at være sexistisk. Især det faktum, at Mary kan identificere mænd, der er under kontrol af rumvæsnerne, fordi de ikke reagerer “normalt” på hendes yndigheder, er blevet fremhævet som et sexistisk træk. Når man sammenligner med, hvordan hun i øvrigt beskrives synes jeg imidlertid det er en hård dom at fælde over Heinlein. Godt nok udfylder Mary primært rollen som laber dulle, men hun beskrives også som en toptrænet agent, hvis evner ikke står tilbage for nogen mandlig kollegas.
Under alle omstændigheder bliver Marys evner til at identificere de rumvæsenkontrollerede mænd senere overflødig, da præsidenten indfører en nødlov, der kræver at folk går mere eller mindre afklædte, så slimklatterne ikke kan skjule sig under folks tøj. Ja, nogle går helt nøgne rundt. Dette er måske én af romanens mere grinagtige delelementer, men der ligger to ting heri. For det første må man sige, at Heinlein sådan set bare lader sine personer tage det eneste fornuftige valg i situationen, uanset at det virker en anelse komisk at læse folk beskrevet som iført meget små shorts og ikke meget mere. For det andet havde Heinlein en personlig agenda. Han var nemlig en stærk fortaler for et mere afslappet og åbent forhold til seksualitet, og var så tidligt som i 1930’erne nudist. Dette tema findes i mange af Heinleins romaner, og i The Puppet Masters ender Sam Cavanaugh da også med at konstatere, at det er blevet helt naturligt for ham at gå næsten nøgen rundt.
Uanset om man måske synes det virker en anelse grinagtigt eller ej, så fylder heller ikke disse elementer så meget i romanen, at man ikke kan se mellem fingre med dem. Blandingen af Heinleins egne holdninger og de dengang aktuelle emner, der var bundet op på den kolde krig, er med til at gøre The Puppet Masters til en roman, som både er underholdende i sig selv, et glimrende billede på den tid, den blev skrevet i, og et fascinerende indblik i en mand, der på mange måder havde nogle særdeles progressive holdninger.
Actionpakket thriller
Som invasionslitteratur er The Puppet Masters også fantastisk, og det er som nævnt det, at rumvæsnerne kun agerer igennem mennesker, der er med til at gøre romanen så effektiv. I de par kapitler, hvor Sam Cavanugh selv er under rumvæsnernes kontrol bruger Heinlein det fremragende greb, at han ikke skifter fortælleperspektiv. Vi ser og hører stadig alt gennem Sams øjne og ører, men det er tydeligt, at han ikke kontrollerer sine egne handlinger. Det er et fint greb, og en god måde at formidle det, der sker med dem, der bliver overtaget af slimklatterne. Samtidig må det til Heinleins ros også siges, at han faktisk formår at beskrive Sam Cavanaugh som en person af kød og blod. Efter sin oplevelse som rumvæsnernes slave, bliver Sam en anden mand. En del af hans hådkogte facade falder af, og han indrømmer, at han er skrækslagen og dybt frastødt af de ækle slimklatter. At romanens øvrige karakterer ikke rigtigt bliver til andet end typer er så en anden sag.
The Puppet Masters opnår aldrig helt den samme grad af snigende rædsel, som Jack Finney formidler så fremragende i sin næsten samtidige The Body Snatchers, for selv om den grundlæggende præmis ligger meget tæt op ad hinanden, så er der tale om to meget forskellige romaner. Langt hen ad vejen er The Puppet Masters en actionpakket thriller, mens The Body Snatchers har flere elementer, der lægger sig op ad gysergenren. I The Puppet Masters er det et spørgsmål om at slå igen med alle midler, mens The Body Snatchers slet ikke har Heinleins gung-ho attitude.
Genreklassiker
Det betyder ikke, at The Puppet Masters er en dårligere invasionsroman end The Body Snatchers, men det er med til at understrege forskellene mellem de to romaner, og det gør, at de også begge har hver deres styrker og svagheder. Det væsentligste fællestræk – at de fremmede går direkte efter vores personlighed – er helt sikkert begge romaners største styrke, og selv om The Puppet Masters sjældent er direkte uhyggelig, så er der passager, hvor paranoiaen formidles lige så effektivt, som i Finneys lidt yngre roman. På et tidspunkt tager Sam på en undercovermission ind i den del af USA, der er helt kontrolleret af rumvæsnerne, og det er en svært spændende og ekstremt effektiv passage, der står frem som én af romanens bedste og mest atmosfæriske.
Når alt kommer til alt, så er The Puppet Masters en klassiker indenfor invasionsgenren, selv om den måske ikke er det inden for science fiction som helhed. The Body Snatchers er blevet bedre kendt, end The Puppet Masters, og det er lidt synd, at de to romaner skal konkurrere med hinanden på den måde. Hvis man har en forkærlighed for invaderende rumvæsner, så bør man i hvert fald ikke snyde sig selv for Heinleins roman, som drejede invasionsgenren i en ny retning og som derudover bare er drønunderholdende.
Forfatter: Robert A. Heinlein
Udgivet: 1951 (denne udgave 1990)
Forlag: Del Rey (Ballantine Books)
Format: Paperback
Sideantal: 340
Den anmeldte udgave af romanen er den fulde tekst, efter Heinleins oprindelige manuskript. Denne udgave udkom første gang i 1990. Tidligere udgaver har været forkortet og kraftigt redigerede.
Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008
Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Filmatiseret, Fremtiden, Red Scare, Rumvæsner, UFO’er
