The Philadelphia Experiment (dansk: Philadelphia Eksperimentet) fra 1984 er løseligt baseret på en vandrehistorie, der begyndte at florere i 1950’erne. Vandrehistoriens udvikling, og de mange varianter, er stort set umulig at holde styr på, men de fleste er enige om, at historien begyndte at florere i midten af 1950’erne.
Angiveligt skulle den amerikanske flåde have gennemført et eksperiment i Philadelphia med henblik på at gøre krigsskibet USS Eldridge usynligt for radar (eller i nogle varianter af historien rigtig usynligt!). Senere varianter af historien taler om elektromagnetiske eksperimenter, teleportation og sågar tidsrejser, og hele affæren er blevet omtalt i utallige bøger og artikler.
Og selvfølgelig er der også blevet spundet fiktion over historien, heriblandt Stewart Raffills film fra 1984, der fokuserer på vandrehistoriens tidsrejseaspekter.
Fra 1943 til 1984
Filmen starter i 1943, hvor vi møder de to flådedrenge Jim Parker og David Herdeg (Bobby Di Cicco og Michael Paré). De to spiller en central rolle, da de står for at aktivere de generatorer, der er monteret på USS Eldridge, og som skal drive eksperimentet.
Da det hele går i gang, omgives Eldridge af et spøgelsesagtigt lys, og Jim og David kaster sig overbord i et forsøg på at slippe væk. De ryger imidlertid ikke i vandet, men falder gennem intetheden – gennem tiden skal det vise sig – og pludselig befinder de sig midt i ørkenen.
Det lykkes dem at flygte, efter at være blevet jagtet af en helikopter, og stærkt desorienterede begiver de sig afsted gennem ørkenen. Da de når frem til en lille tankstation, står det klart for dem, at noget er helt galt.
Her får vi de obligatoriske “tidsrejsende fra fortiden møder outrerede typer fra fremtiden”-scener, f.eks. da Jim og David står ansigt til ansigt med et par punkere. De to sætter sig ind på et cafeteria, tilknyttet tankstationen, men det står snart klart, at tingene er værre endnu.
Jims ene hånd begynder at gløde med det samme spøgelsesagtige skær, som de så ombord på Eldridge, og pludselig står der elektriske gnister ud af ham. Inden Jim og David ved af det, er de på flugt fra politiet med et gidsel i form af 1984-pigen Allison (Nancy Allen), alt imens de forsøger at finde ud af, hvad deres næste træk skal være.
Planeten i fare
Mens Jim og David påbegynder deres flugt, er en flok videnskabsmænd i Nevadas ørken meget nervøse. Det viser sig, at de har været i gang med en gentagelse af eksperimentet fra Philadelphia, og at de to eksperimenter – på tværs af 41 år – har forbundet sig med hinanden. Det har skabt en tidsstorm, der truer med at opsluge hele planeten.
De indleder en jagt på Jim og David, selvom det ikke står helt klart, hvad Jim og David dog egentlig skulle kunne hjælpe med. Jim og David forsøger til gengæld at slippe væk, uden at de dog derudover har nogle konkrete planer for, hvad de skal gøre. Da Jims tilstand forværres og han pludselig forsvinder i en sky af elektricitet er David pludselig alene med Allison. Hvad skal de dog gøre…?
Ufokuseret
The Philadelphia Experiment er ingen særlig god film, lad mig slå det fast med det samme. Historien er ufokuseret og bærer i høj grad præg af, at manuskriptforfatterne ikke rigtigt har kunnet finde på, hvad David og Jim (senere bare David) egentlig skulle foretage sig i 1984.
Godt nok forsøger David og Allison at holde sig på fri fod, men derudover består den del af filmen, der følger David og Allison, primært af, af David opsøger mennesker fra sin fortid – først sin far og bagefter Jims kone Pamela, der nu er en gammel dame. Men han gør det uden mål og med – ikke for at forsøge at finde ud af, hvad der er foregået.
Først da han finder ud af, at Jim faktisk er i live – da han forsvandt, vendte han tilbage til 1943 – bliver David interesseret i at få nogle svar, men Davids forsøg på at få Jim i tale slår fejl. Først da David ved et tilfælde finder ud af, at videnskabsmanden, der styrede eksperimentet i 1943, har været på spil igen, sætter han kursen tilbage mod Nevada.
Det hele ender selvfølgelig med, at David må vende tilbage til 1943 for at slukke for generatorerne ombord på Eldridge, og så er vi pludselig ved filmens ikke særligt spændende klimaks og den totalt meningsløse slutning, der er ét stort plothul i forhold til filmens tidsrejsemekanisme.
Planløs, langsommelig, rodet og inkonsekvent
The Philadelphia Experiment er både en underligt planløs og langsommelig film. Handlingen udfolder sig på en tilfældig facon, og manuskriptforfatterne (Michael Janover og William Gray) formår ikke at etablere en velfungerende spændingskurve.
Det skyldes måske, at de ikke har kunnet finde ud af, hvad de egentlig skulle gøre med Jim og David efter deres ankomst til 1984. Derfor kommer til at virke som om, deres eventyr blot tager form af det ene tilfældigt opståede optrin efter det næste – med nogle jagtsekvenser smidt ind som krydderi.
Det er længe siden, jeg sidst har set en film, hvor hovedpersonerne er så passive i forhold til handlingen, og hvor hovedpersonerne synes at være godt tilfreds med bare at reagere, snarere end at tage en aktiv rolle.
Helt generelt kan en stor del af filmens dårligdom tilskrives manuskriptet, der fremstår mere end bare almindeligt rodet og inkonsekvent. Blot for at tage et par eksempler: Når Jim som karakter ikke skal bruges til noget som helst, hvorfor er det så i det hele taget nødvendigt, at han følger med på tidsrejsen? Kunne han ikke bare have været skrevet ud?
Og når nu David til sidst vælger at vende tilbage til militærbasen i Nevada af egen fri vilje, hvorfor så bruge så meget energi på at gøre militærfolkene til filmens skurke – med flere jagtsekvenser som følge? Svaret er formentlig, at manuskriptforfatterne ikke har haft fantasi til andet. Filmen manglede en ydre trussel mod Jim og David, og militærfolkene var de oplagte “ofre”.
Uengageret
Michael Parés ekstremt træmandsagtige præstation i hovedrollen som David hjælper ikke på helhedsindtrykket af filmen, og heller ikke Nancy Allen yder nogen prisværdig indsats som Allison. Den eneste skuespiller, der faktisk gør et indtryk, er Eric Christmas som den aldrende videnskabsmand, der står bag eksperimentet.
Ellers virker det hele – fra handling til skuespil – sært uengageret, og det får filmens omtrent 100 minutter til at føles meget lange.
De to bedste ting ved The Philadelphia Experiment er effekterne, der i dag fremstår som bedagede, men som stadigt er flotte og stemningsfulde, og så musikken af John Williams’ mangeårige music editor Ken Wannberg, der stedvist lyder som noget, Jerry Goldsmith kunne have komponeret.
Derudover er der ikke så frygtelig meget positivt at sige om The Philadelphia Experiment, der ellers – i hænderne på mere kompetente folk – kunne være blevet til en forrygende film.
Dansk titel: Philadelphia Eksperimentet
Instruktør: Stewart Raffill
Manuskript: Michael Janover & William Gray efter historie af Wallace C. Bennett & Don Jakoby
Cast: Michael Paré (David Herdeg), Nancy Allen (Allison Hayes), Eric Christmas (Dr. James Longstreet), Bobby Di Cicco (Jim Parker)
Producere: Douglas Curtis (producer), Joel B. Michaels (producer), John Carpenter (executive producer)
Foto: Dick Bush
Klip: Neil Travis
Musik: Ken Wannberg
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1984
Produktionsselskaber: New World Pictures, Cinema Group Ventures, New Pictures Group
Distributør (DVD): Anchor Bay
Udgave/region: 2
Anmeldelsen er baseret på den udgave af The Philadelphia Experiment, der findes i Anchor Bays “2 Disc Collector’s Edition”, hvis hovedfeature er remaket af filmen, produceret til SyFy (det tidligere Sci-Fi Channel) i 2012. Her er 1984-filmen inkluderet som en bonus.
Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015
Stikord: Anden Verdenskrig, Tidsrejser
