Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Book of Eli

The Book of Eli
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Frem til et vist punkt, er The Book of Eli en ret god film, der foregår i et fint realiseret postapokalyptisk USA. Men på et tidspunkt kammer filmen over, og slutningen er decideret ækel.

The Book of EliEn vandringsmand (Denzel Washington) er på vej gennem et afsvedet, postapokalyptisk USA. I sin rygsæk bærer han en bog, som han skal aflevere et sted mod vest.

Manden er bevæbnet med både en machete, en bue og en pistol, og han ved, hvordan man skal bruge dem. I sit første møde med en flok kannibalistiske landevejsrøvere dræber han uden problemer en håndfuld mænd, der vil røve og – formentlig – æde ham.

Senere er han vidne til en anden gruppe landevejsrøvere, der overfalder og myrder en mand og en kvinde. Han holder sig ude af konflikten. “Hold dig til stien” mumler han til sig selv.

Bøger og landevejsrøvere

Så ankommer han til en lille, støvet by. Mens den lokale marskandiser (Tom Waits) oplader batteriet til hans MP3-afspiller, besøger han beværtningen overfor i jagt på nogle dråber vand.

Efter en konflikt med én af de landevejsrøvere, han tidligere så, bliver han ført op til byens leder, Carnegie (Gary Oldman), som vi i en tidligere scene har fundet ud af er på jagt efter en helt bestemt, men endnu unavngivet, bog.

Han har sendt hold af landevejsrøvere ud for at opstøve bøger, men indtil videre har de ikke haft held til at finde lige præcis den bog, han er ude efter.

Carnegie tilbyder Vandringsmanden at slutte sig til ham, men Vandringsmanden afslår høfligt. Carnegie accepterer dog ikke et nej, og Vandringsmanden tvinges til overnatte.

Carnegie sender sin elskers datter Solara (Mila Kunis) ind for at forføre Vandringsmanden – uden held. Men i sine samtaler med Vandringsmanden hører hun Vandringsmanden bede bordbøn. Da hun gentager denne bøn for Carnegie, indser han, at Vandringsmanden er i besiddelse af den bog, han er ude efter.

Og ja, det er Biblen.

Det lykkes Vandringsmanden at flygte. Solara gør ham følgeskab – indledningsvist ikke med Vandringsmandens gode vilje. Carnegie og hans tropper sætter efter dem…

Tvivlsomme kreative kræfter

Ovenstående handlingsreferat dækker de væsentligste punkter i løbet af den første halvdel af The Book of Eli, der er skrevet af Gary Whitta, der også har skrevet manus til den meget udskældte After Earth (2013) og som sammen med John Knoll stod bag historien til sidste års Star Wars-spin-off Rogue One (2016).

Filmen er instrueret af brødrene Albert og Allen Hughes, der i øvrigt er bedst kendt for den problematiske filmatisering af Alan Moore-mesterværket From Hell (2001).

Ret god – op til et vist punkt

The Book of Eli er en ret god film et godt stykke hen ad vejen; faktisk lige til man finder ud af, at den bog, Carnegie er ude efter er Biblen.

Egentlig er filmen vel også ok et stykke tid efter det, for Carnegies motiver for at ville have fingre i Biblen er passende nok magtpolitiske.

Til sidst bliver The Book of Eli dog ret frygtelig, da vi i den sparsomme dialog mellem Solara og Vandringsmanden (som måske, måske ikke, hedder Eli) finder ud af baggrunden for, at Vandringsmanden har begivet sig ud på den lange rejse tværs gennem den dødsensfarlige ødemark, som USA er blevet til.

Og slutningen er rent ud sagt ækel. Uden at afsløre hvad der sker, kan jeg godt fortælle, at det er en slutning, der kun kan falde i god jord i Guds Eget Land. For os mere jordbundne europæere er det et udtryk for nogle af de ting, vi finder mest uforståelige ved amerikanerne.

Cool hovedperson

Det er ærgerligt, at The Book of Eli ender med at være en omgang kristen moralsuppe, for indtil den kammer over i det, er filmen som sagt ret god.

Vandringsmanden er en supercool karakter, der siger meget lidt det første lange stykke tid. Når han taler er han høflig, men bestemt, og hvis nogen kommer på tværs af hans mission, betaler de med livet.

Han er en mester med sine våben og en formidabel jæger, også selvom maden i dette støvede USA hyppigt består af katte og afpillede fugle, som Vandringsmanden kan skyde med sin bue.

Fin miljøskildring

Miljøskildringen er også rigtig fin. Det er ikke fordi, der er noget banebrydende nyt under den postapokalyptiske sol, men omgivelserne er flot realiserede, også selvom man ved filmens start lige skal vænne sig til filmens farveholdning, der indledningsvist er drænet for stort set alle andre farver end brune og grå nuancer.

Det er 30 år siden, den gamle verden døde, får vi at vide, og selvom det aldrig siges direkte, må man formode, at der har været tale om en atomkrig. Efter krigen er solen blevet farlig – i hvert fald for øjnene – så alle går med solbriller udenfor.

Langsomt sniger flere og flere farver sig dog ind, indtil farveholdningen hen mod filmens slutning nærmer sig det “naturlige”.

Mad Max uden biler

Det er en gold, ugæstfri verden, Vandringsmanden og Solara bevæger sig igennem, og vi finder ud af, at mange overlevende efter den krig, der har lagt verden næsten øde, er blevet kannibaler for at overleve.

En af filmens mere festlige indslag er små biroller af Michael Gambon og Frances de la Tour som et kannibalistisk ægtepar, Vandringsmanden og Solara møder på deres vej.

På mange måder kunne The Book of Eli foregå i den samme verden som Mad Max-filmene – blot her uden fokus på køretøjer og brændstof.

Kammer totalt over

Som sagt kammer The Book of Eli totalt over til sidst, og for mig ødelægger det en stor del af det, der er gået forud. Der kommer også en afsluttende twist, som er ret latterlig, og generelt lider hele filmens tredje akt under to problemer: Kvalm kristen moralisering og en følelse af, at vi har set det før.

Sidstnævnte går særligt på Carnegie og kompagnis jagt på Vandringsmanden og Solara, og så må det hertil siges, at Gary Oldman langt hen ad vejen desværre overspiller fælt.

Og som om vi ikke allerede her er i klichéland, dukker Malcolm McDowell gudhjælpemig op i en lille, ukrediteret rolle til sidst.

Se den for det postapokalyptiske miljø

Til alt held er underholdningsværdien hele vejen igennem ret høj, hvilket sammen med den udmærkede postapokalyptiske miljøskildring og ditto stemning i høj grad redder filmen.

Havde Gary Whitta ikke skullet slå os oven i hovedet med sin kvalme Bibel-moral havde The Book of Eli reddet sig fire solide stjerner herfra. Men den slags trækker ned i den samlede vurdering, og The Book of Eli ender på mere lunkne tre stjerner i min bog.

Se den for det postapokalyptiske miljø, hvis du er en sucker for den slags, ligesom jeg er. Hvis du ikke er det, så spring let og elegant over.

3 stjerner

Titel: The Book of Eli
Instruktør: Albert Hughes & Allen Hughes
Manuskript: Gary Whitta
Cast: Denzel Washington (Eli), Gary Oldman (Carnegie), Mila Kunis (Solara), Frances de la Tour (Martha), Michael Gambon (George), Tom Waits (Engineer), Malcolm McDowell (Lombardi)
Foto: Don Burgess
Klip: Cindy Mollo
Musik: Atticus Ross, Leopold Ross & Claudia Sarne
Spilletid: 113 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2010
Produktionsselskaber: Alcon Entertainment, Silver Pictures

Anmeldt i nr. 142 | 13/08/2017

Stikord: Postapokalyptika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>