Genrens ry lå også i ruiner efter den sørgelige stinker Batman & Robin (1997), så Bryan Singers første X-Men-film havde et bevidst neutralt look, der ikke var for kulørt.
X-Men blev som bekendt en stor succes og var med at give genren en fornyet respekt, der satte gang i den lavine af superheltefilm, der stadig kører løs i dag. Succesen affødte også den uundgåelige toer, X2, som mange fans og anmeldere var vilde med.
Udtrykket var her mere tegneserie-inspireret, da man fra filmholdets side turde at spille mere med de kulørte muskler, hvilket bogen The Art of X2: The Making of the Blockbuster Movie kommer nærmere ind på.
Filmens ambitiøse look bliver vist i bogen med store mængder af konceptskitser, fotografier og storyboards.
Den ansvarlige scenograf Guy Hendrix Dyas stod for de mange omfattende kulisser og har senere stået for scenografien til Terry Gilliams The Brothers Grimm (2005) og Christopher Nolans Inception (2010). Han er også en talentfuld illustrator, og mange af hans tegninger kan ses her i The Art of X2.
Nogle af filmens bedste scener, såsom Nightcrawlers angreb i Det Hvide Hus og Magnetos spektakulære flugtscene, bliver vist her i bogen i storyboard-form, der tæller flere sider. Det er som altid ret fascinerende at se, hvordan scenerne er på papir i forhold til de levende resultater, vi fik på film.
Lidt fokus er der også på filmens mange effekter, der var langt bedre end dem i etteren. De store forbedringer var blandt andet de utallige transformationer, som Mystique foretager i løbet af filmen.
Selvom der er fokus på det visuelle udtryk, er der også små interviews med nogle af de mange skuespillere, bl.a. Hugh Jackman (Wolverine), Patrick Stewart (Charles Xavier), Ian McKellen (Magneto), og fælles for dem er spændingen i at vende tilbage til deres roller og have mulighed for at uddybe dem yderligere.
Men i virkeligheden er der altid en håndfuld af skuespillere i X-Men-filmene, der ikke alle får opmærksomhed. Bare spørg James Marsden, som ironisk nok tit blev sat til siden i sin lederrolle som Scott Summers/Cyclops.
Mange år efter de første to X-Men-film er der kommet mere og mere frem om Bryan Singers til tider dårlige opførsel. Flere af skuespillerne har fortalt om deres oplevelser med Singer, og meget af det er ikke positivt. Bogen, vi anmelder her, er fra år 2003 og kommer naturligvis ikke ind på det.
The Art of X2: The Making of the Blockbuster Movie er den type bog, som filmselskaber masseproducerede i denne periode og særligt under den første store bølge af superheltefilm. Der spilles heftigt på det visuelle indhold, og den del fungerer også efter hensigten.
Men man bliver heller ikke udpræget klogere på skabelsen af filmen, og man ender med at savne mere. Er man fan af den her X-Men-film, så kan man roligt gå på jagt efter bogen på nettet. Forvent dog ikke den store læseoplevelse.
Anmeldt i nr. 194 | 13/12/2021
Stikord: Superhelte
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…