Tentacoli

Uden Jaws (1974), ingen Tentacoli – for akkurat ligesom Enzo G. Castellaris L’Ultimo squalo (1981), er Tentacoli (udsendt på dansk under titlen Kæmpeblæksprutten) et Jaws-plagiat. I modsætning til Castellaris film, hvor det også er en haj, der er på spil, er Tentacoli dog en anelse mere opfindsom: her er det en morderisk kæmpeblæksprutte, der tager for sig af retterne. Derudover er der ingen originalitet her, og filmen – der da også er co-produceret af det legendariske American International Pictures – er tydeligvis lavet for at tjene nogle hurtige dollars i kølvandet på hajen fra Jaws.

Spækhuggere

Det sker ved den lille kystby Ocean Beach, der er befolket af en række mere eller mindre ukendte skuespillere samt navnene John Huston, Shelley Winters og Henry Fonda. Efter de første forsvindinger sker, går der ikke længe, inden den garvede reporter Ned Turner (Huston) begynder at bore i sagerne. Ikke bare for at finde ud af, hvad det dog er, der huserer i vandet ud for Ocean Beach, men også for at finde ud af, hvorfor det sker.

Snart involveres marinbiologen Will Gleason (Bo Hopkins), og så går der ikke længe, før skurken er identificeret. Spørgsmålet er så bare, hvordan man uskadeliggør den store krabat, men ud over at det involverer to af Gleasons spækhuggere, skal jeg ikke fortælle for meget her.

Et sideplot involverer Turners undersøgelse af, hvorfor blæksprutten er gået amok, og her rettes mistanken mod et firma, der er i gang med at bygge en tunnel i havnen. Firmaets chef spilles af Henry Fonda, der derfor har nogle få scener, hvor han får lov til at spille skummel forretningsmand. Endelig er der et sideplot, der involverer Turners søster Tillie (Shelley Winters) og hendes søn, som deltager i et ungdomsregatta og derfor naturligvis kommer i fare.

Uspændende

Mere af handlingen er der ikke grund til at fortælle om, for kender man Jaws, har man en fornemmelse af, hvad filmens bærende elementer er: scener til havs, hvor blæksprutten angriber og ondulerer en række personer. Desværre er disse scener helt igennem uspændende, og det er meget tydeligt, at instruktøren Ovidio G. Assonitis bestemt ikke er nogen Steven Spielberg. Scenerne, hvor blæksprutten går til angreb, er udynamiske og trukket alt for langt ud. Værst er den montagesekvens, der viser blæksprutten gå til angreb på ungdomsregattaen. Her er reallyden droppet til fordel for Stelvio Ciprianis ellers ganske funky og tidstypiske score, men sammen med den helt igennem søvndyssende klipperytme (og mange ufrivilligt komiske indstillinger med den svømmende blæksprutte), er effekten desværre alt andet end gunstig for filmens spændingskurve. Generelt må det siges, at der er utrolig mange kedelige sekvenser – bl.a. også den næsten endeløse panorering, der følger scenen, hvor Gleasons kone er meldt savnet til havs, og forud for regattaens start går også en lang tommelfingertrillende montagesekvens.

Mange af disse problemer må lægges på Assonitis’ samt hans klipper Angelos Curis skuldre, men manuskriptforfatterne, hvoraf der er i alt fire, har også deres del af skylden. Den del af sideplottene, der involverer Fondas og Winters’ roller virker stærkt påklistrede, og virker mest af alt som en undskyldning for at kunne caste nogle kendte navne i mindre roller. Også Hustons sideplot er uforløst: da Gleason og én af hans kolleger sætter ud for at uskadeliggøre bæstet, glemmes alle de andre plotlinjer, og man vender aldrig tilbage til dem igen. Det er ret pinligt, og bestyrker blot indtrykket af, at de tre roller kun er skrevet ind i filmen for at få noget star-quality på filmen. Man fornemmer da heller ikke, at nogen af skuespillerne på nogen måde har anset Tentacoli som andet end hurtige penge, og de må have koncentreret sig solidt om betalingen.

Uforløst potentiale

Hvis så bare Tentacoli havde været rigtig underholdende eller gory, kunne man sagtens have tilgivet manuskriptforfatterne, men filmen er hverken eller. Assonitis formår aldrig at gøre angrebsscenerne spændene, og Tentacoli er alt andet end blodig. Vi må nøjes med beskrivelser af, hvordan blækspruttens ofre ser ud, samt ét eneste kig på et halvopløst lig i vandet. Det er ekstra ærgerligt, fordi der er noget grundlæggende ulækkert ved blæksprutter, så man skulle mene, at folkene bag manuskriptet kunne få noget mere ud af idéen – hvor Jaws-inspireret præmissen så end er.

Undervandsfotograferingen må dog generelt siges at være udmærket, og effektmæssigt er Tentacoli ganske fin – meget fornuftigt ses blæksprutten næsten udelukkende under vandet, så gummimonster-indtrykket ikke bliver så stærkt. Som sagt er genreveteranen Stelvio Ciprianos score ganske fint, men der er dog ét problem ved det: Cipriano har komponeret et lille motiv på fem toner, der dukker op ganske ofte for at understrege noget dramatisk eller signifikant. Dette minimale motiv har en virkelig uheldig stilistisk lighed med noget fra Morricones italowestern-scores, hvilket giver en næsten komisk effekt, når man musikalsk pludselig føler sig hensat til en støvet ørken med Clint Eastwood.

Alt i alt er der ikke meget at komme efter i Tentacoli. Den er ikke decideret rædsom, men med sine 107 minutter er den alt, alt for lang, og kan kun anbefales til folk, der på ingen måde kan få nok af animal horror. Hvis man vil se en fin Jaws-ripoff kan man med fordel i stedet gå til William Girdlers Grizzly (1976), der foregår på landjorden og har en stor bjørn i skurkerollen.

Tentacoli er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008

Stikord: Havet, Italian Cinema, Kæmpemonstre, Rip-off