Tårnene i Maury-Skoven 7: William

I 1991 kunne Hermann fortsætte sit middelalderepos om den jordløse ridder Aymar de Bois-Maury og hans trofaste væbner Olivier. Da vi forlod de to omflakkende sjæle i sidste bind, befandt de sig et sted på den normanniske kyst.

Her oplevede Aymar et grufuldt, drømmende eventyr, som endnu engang bekræftede, at der så absolut er højere magter på spil i Hermanns version af middelalderen. I dette album mødte vi den unge ridder William af anglo-normannisk herkomst, og det er selv samme unge mand, der har lagt navn til det syvende bind i serien.

Korsridder in spe

Sammen med William er Aymar og Olivier draget til England for at besøge den unge Williams far, der er en gammel ven. Velankommet efter en barsk tur over havet kommer vores jordløse ridder af vanvare sig til at blande sig i et betændt familieanliggende. William har nemlig gennem lang tid ønsket at tage korset, som det hedder, og drage til Det hellige Land for at kæmpe for Herren.

Det har han ikke fået tilladelse til, men da Williams far forstår, at Aymar selv barsler med planer om at drage til Jerusalem, får de Bois-Maury overdraget ansvaret for sønnen. William er naturligvis ude af sig selv af glæde. Han ser op til Aymar, og drømmer om hæder og ære, men de der har fulgt med i serien vil nok vide, at æren sjældent lever længe, og snart kastes der tunge skyer over rejsen mod Jerusalem.

Plotdrejninger

Selskabet kommer fra England via skib til Brügge, men her gribes Aymar af en hæslig feber, der tvinger ham til at søge sygehjælp i et kloster. Faktisk er sygdommen så slem, at Olivier begynder at betvivle, om hans herre i det hele taget vil overleve. Imens møder William en flok raske ungersvende, der præcis som ham selv vil til Det hellige Land og kæmpe.

De planlægger at rejse med det samme, så i stedet for at vendte på sin syge ven, efterlader han Olivier og hans herre i Flandern med henvisning til, at de sagtens vil kunne indhente dem, så snart Aymar er kommet på benene igen. Så let bliver det bare ikke. Sygdommen tager lang tid, og da patienten atter står på benene, har de ingen at slå følgeskab med. Aymar beslutter derfor at tage arbejde som beskytter for en flok pilgrimme, der skal til Jerusalem.

Det er i dette selskab, vi gennem resten af bindet følger vores to hovedpersoner, men vi møder også en ny karakter. Den ligeledes jordløse ridder Hendrik slutter sig nemlig til selskabet, og han viser sig at være et alt andet end sympatisk bekendtskab – i hvert fald på overfladen. Som altid drejer tingene nemlig 180 grader et par gange i løbet af albummet, og det man troede gjorde sig gældende i begyndelsen, gælder bestemt ikke senere.

To akter

Albummet er nærmest opdelt i to dele eller akter. Første del følger optakten til rejsen mod Det hellige Land, mens anden del slår ned, mens rejsen er i fuld gang. Rejseselskabet er her nået langt ind i kongeriget Ungarn, og har kun mødt sort uheld undervejs. Det tegner ikke godt for fremtiden, og da Aymar opdager resterne af et skjold, han ved tilhører William, begynder vi at ane, at det store selskab af raske ungersvende måske ikke har klaret det helt så let, som man troede, de ville, da de drog af sted fra Brügge.

William er et klassisk album. Det har alle de elementer, der kendetegner Tårnene i Maury-Skoven og det endda på en måde, der peger tilbage mod de tidligste bind i serien. Historien er fragmenteret og nærmest uvæsentlig set i forhold til personernes oplevelse af nuet og de genvordigheder, verden byder dem.

Fortællingen har en episodisk karakter, og savner et egentligt plot – præcis som Aymar de Bois-Maury, der flakker planløst omkring. Som altid er det menneskelig ondskab, der er omdrejningspunktet, og i dette bind har Hermann ladet sig inspirere af virkelige, historiske begivenheder. Hvad skal ikke afsløres, da det ville fjerne den bitre erkendelse, læseren oplever sammen med ridder Aymar, da de for alvor havner i fedtefadet et sted i den ungarske ødemark.

Har fundet sin faste form

Grafisk er William i særklasse. Albummet virker særdeles veloplagt, og muligvis har chancen for at skildre de varme, ungarske landskaber inspireret den garvede tegner til nye højder. Det er i hvert fald tydeligvis et album, der rangerer højt, rent visuelt, i Hermanns samlede produktion, og alene det gør det til et spændende bind.

Historiemæssigt er der ikke meget nyt at komme efter. Det er helt tydeligt, at serien har fundet sin faste form, og nytænkning er der ikke tale om. De religiøse overtoner fylder dog lidt mere her, end de har gjort tidligere, men det er på en bittersød måde, der ligger fjernt fra den spirituelle mystik, Hermann eksempelvis skildrede i Reinhardt, seriens fjerde bind. Man kunne måske ligefrem sige, at mens de tidligere bind har været drevet af misantropi, griber dette sortsyn nu om sig, og favner også troen.

Bundsolidt

Hvordan man end vender og drejer det, er William et forbistret godt album, der måske ikke ligefrem er det bedste i serien, da det meste har været set tidligere, men det er bundsolidt, og rummer alt det, man elsker Tårnene i Maury-Skoven for. Dermed er der heller ikke nogen tvivl om, at de der allerede er inde i serien vil sætte stor pris på dette bind – ikke så meget fordi Hermann overrasker eller brillerer, men fordi han leverer præcis det, man håber at finde, når man åbner et nyt album i serien.

I en dansk sammenhæng kan det i øvrigt bemærkes, at William er det første bind i serien, der ikke blev udgivet hos Interpresse, men hos Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Middelalderen, Riddere