Koroshiya 1

De fleste vil nok kende Takashi Miikes Koroshiya 1 under den mere slagkraftige engelske titel Ichi the Killer. Filmen er en ekstrem omgang nonsens tilsat rigelige mængder af splat, vold og nøgenhed. Rent genremæssigt kan Koroshiya 1 bedst betegnes som en hybrid, eller som en bastard, som jeg vil mene er den mest passende betegnelse.

Vi har en sammenblanding af gangstergenren og splattergenren tilsat sort humor, tegneserieelementer og en meget pågående stil. Nogle vil ganske givet mene, den er mesterlig, men jeg mener, den fejler på mange punkter. Men lad os først tage et kig på handlingen.

Tortur- og voldsorgie

En gangsterboss er forsvundet – angiveligt er han blevet myrdet af morderen Ichi. Men gangsterbossens højre hånd Kakihara begynder selv en efterforskning, som leder ham på et stort tortur- og voldsorgie gennem det kriminelle miljø.

Efter noget tid stifter vi bekendtskab med voyeuren/massemorderen/superhelten Ichi, som gennem hypnose er blevet den perfekte morder. Derudover er han seksuelt afvigende, og er iklædt et fjollet kostume, og har en voldelig kniv gemt i støvlen, som han bruger til at myrde folk med.

På et tidspunkt i handlingen, som på dette tidspunkt har mistet den lille troværdighed, som der var i filmens begyndelse, krydser Kakihara og Ichis veje hinanden. Og det går ikke stille for sig. Lad mig blot konstatere, uden at røbe for meget, at vi i filmens opskruede klimaks både får myrdet et barn og set en dødsorgasme.

Vil for meget

Filmens helt store problem er, at den vil for meget. Filmens indledning, og specielt scenen hvor Kakihara hænger en mand op i kødkroge, stikker en syl gennem hans ansigt og hælder fritureolie på hans ryg er ganske modbydelig. Faktisk virker scenen ekstremt godt, og det lykkes for Miike at lege med tilskuerens forventninger om, hvad man kan tillade sig at vise på film.

Men så er det som om, fanden har taget fat i Miike og har pålagt ham at berøre alle mulige tænkelige tabuer med den grundtanke, at man forarger bedst ved at vise så mange ubehageligheder som overhovedet muligt. Så vi får voldtægt, mere tortur, kvindenedgørelse, lemlæstelser og i det hele taget en skråt op finger til alt det, et normalt menneske opfatter som normalt.

På papiret har det sikkert set meget fedt ud: Vi filmatiserer en populær tegneserie i en pågående stil, hvor alt, og jeg mener alt, enten skal være underligt eller ubehageligt. F.eks. ser man også filmens titel dukke op af en stor sædpyt, Ichi har problemer med at få pikken at og stå osv. Et stykke inde i filmen havde jeg faktisk mest af alt lyst til at tage filmen ud, da den blev for meget af det gode.

Hvis jeg tænker på de film, som virkelig har chokeret mig, og som har leget med volden som udtryksform og volden som virkemiddel til at lege med beskueren med, dukker der film op som Fight for Your Life (1977) og Irrèversible (2002).

Fælles for disse film er, at de har en meget enkel historie, som er centreret om en række grænseoverskridende voldshandlinger, som virker, fordi de er forankret i en simpel historie, hvor stilen er den samme hele vejen igennem. Eller film som Funny Games (1997) og Bad Boy Bubby (1993), hvor det er det nihilistiske, seksuelt afvigende og meget fremmedartede menneskesyn, som er i fokus.

Uholdbar pærevælling

Koroshiya 1 har i sit ønske om at forarge meget tilfælles med de førnævnte film, og samtidig når den dem ikke til sokkeholderne. Det skyldes, at de enkelte scener i Koroshiya 1 er stærke, men i deres kontekst falder de helt til jorden. Filmens splatterscener vil nok vække jubel hos mange, og disse ligner da også noget, man eksempelvis kan se i Peter Jacksons Braindead (1992).

De er er helt overdrevne og fyldt med blod og afhuggede lemmer, men hvor de i Jacksons film bruges i en gyserkomedie, bruges de her i en film, som hverken er det ene eller det andet. Det ene øjeblik er Koroshiya 1 en rendyrket exploitationfilm, det næste øjeblik en sort komedie, og senere hen en historie om seksuelt afvigende mennesker. Og denne pærevælling holder bare ingen steder.

Miike har tydeligvis haft en intention med at vise disse uhyrligheder. Om det er fordi, han bare er pervers, eller er ude i et stort projekt med at vise, hvordan filmmediet skildrer vold, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hvis hans intention har været at drukne os i vold og ubehag og et stykke inde i filmen har ønsket, at vi skulle blive helt ligeglade og faktisk begynde at kede os lidt, ja, så er det lykkedes ham til fulde.

Visuelt opfindsom

Rent visuelt er Koroshiya 1 en ganske opfindsom lille sag, hvor indledningen ligner noget fra Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998) for siden hen at bevæge sig over i splatterland med mindre afhop til mere ordinære og modbydelige torturscener.

Tadanobu Asano er som Kakihara en spøjs karakter som, helt i filmens ånd, skiller sig ud med sit afblegede hår og mundvigene, der er skåret op, så han kan åbne munden op som en anden hvidhaj – det gør han dog også i en helt fjollet scener, hvor en mand nærmest fistfucker ham, samtidig med at Kakihara bider mandens hånd i stykker. Man kan nok godt her fornemme, hvad det er for en type film.

En jammerlig omgang fortænkt rod

Jeg er næsten sikker på, at jeg aldrig vil se filmen fra start til slut igen, men det skal dog ikke afholde mig for at finde Koroshiya 1 frem med jævne mellemrum for at se enkelte scener. For filmen har et utal af fede scener, men som helstøbt værk er den en jammerlig omgang fortænkt rod.

Alligevel vel jeg dog anbefale at man ser filmen. Måske vil du elske den, men om ikke andet, så vil du se en film som ikke helt ligner noget du har set før. Personligt hader jeg den.

Koroshiya 1 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Japan, Tortur