Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Tårnene i Maury-Skoven 4: Reinhardt

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det fjerde bind om den omstrejfende ridder Aymar af Maury-Skoven er et aldeles fremragende album, der byder på action og eventyr pakket ind i et eftertænksomt sprog.

Tårnene i Maury-Skoven 4: ReinhardtI seriens forrige bind, Germain fra 1986, fulgte vi den jordløse ridder Aymar af Maury-Skoven og hans væbner Olivier, mens de eskorterede et borgerligt ægtepar mod Skt. Jacobs grav i Santiago de Compostela. Langt nåede de dog ikke før albummets handling indhentede dem, og begivenhederne tog deres gang.

I sagaens fjerde bind kommer vi ind i fortællingen, da selv samme selskab nærmer sig Pyrenæerne fra den spanske side. Gruppen nåede rent faktisk frem til den hellige mands grav, og den frue de blandt andet har med på slæb, er blevet kureret for sin melankoli.

Det var der nu allerede noget som tydede på i sidste bind, så nogen overraskelse er dette ikke. Vi befinder os i det tidlige forår, og vejret er alt andet end godt. Tunge, regnvåde skyer glider over himlen, og selskabet må slæbe sig langs de muddertunge landeveje.

Arvestrid
Lidt stemning.

Lidt stemning.

Som så ofte før dukker en af Hermanns klassiske, dynamiske figurer op, og sætter handlingen i sving. Den tyske korsridder Reinhardt er på vej hjem fra Det Hellige Land for at overtage sit fædrene len. Den tanke er der imidlertid andre, som synes lyder mindre fristende.

I en lille prolog til albummet ser vi, hvordan to brødre bliver genforenet et sted i ødemarken efter lang tids adskillelse. Gensynsglæden er dog ikke alt for stor, for midt i den broderlige omfavnelse planter den ene – Manfred – sin daggert i ryggen på den anden. Det hele er naturligvis en arvestrid, som ridder Aymar, helt selvforskyldt, havner i.

Da Manfred har fået ryddet sin bror Karl af vejen, er det kun Reinhardt, der står i vejen for den arv, han regner som sin ret. De to andre brødre var ikke til stede da lenet skulle forsvares mod griske naboer, men nu hvor den gamle baron er død, kommer brødrene hjem som gribbe for at snuppe det, Manfred værnede om.

Helt let har beslutningen om at myrde sine brødre ikke været for ham, men han blev uden tvivl hjulpet godt på vej af de store mængder vin han løbende indtager, og så den sleske væbner Hugo, der hænger som en slange ved Manfreds fordrukne øre.

Uridderlig ridder
Aymar og Olivier.

Aymar og Olivier.

For at forstå sagens rette sammenhæng, skal det påpeges, at Reinhardt altid var den fremmeste blandt de tre brødre. Som Manfred udtrykker det, holder både Gud og Djævlen deres hånd over den store blonde mand.

Og det lader vitterligt til, at højere magter beskytter Reinhardt. Han er en stor egoistisk bølle, der kun tænker på sig selv. Ridderlighed har han ikke det mindste af, om end hans opfattelse af personlig ære er særdeles veludviklet. På trods af alt dette klarer han sig uskadt gennem alle livets problemer.

Netop derfor havner ridder Aymar og Olivier i historien. Aymar kan nemlig ikke tåle at blive undervurderet af den store tyske ridder. Reinhardt slutter sig til Aymars følge, efter han blev angrebet af svende, som stod i Manfreds tjeneste. Det ved Reinhardt ikke de gjorde, men han kan ikke fortsætte alene. Derfor følges han nu med sin redningsmand Aymar.

Langt kommer de dog ikke, for snart hører de, at der lurer røvere i bjergene og samtidig er sneen ikke smeltet i det pas, de vil bruge. Derfor insisterer købmanden og hans frue på, at de drager tilbage til havet og sejler hjem i stedet. Det nægter Reinhardt, der mener det er uridderligt at rejse uden om besværligheder. På den måde ægger han Aymar til også at drage over bjergene, for er der én ting den jordløse ridder ikke kan tåle, så er det at man betvivler hans ridderlige stand.

Nu begynder den farefulde rejse gennem Pyrenæerne. Det er kun Reinhardt, Aymar og Olivier som drager gennem bjergene, men det er så sandelig også nok. Ikke alene må de kæmpe mod vinteren, som stadig ligger over bjergene, de må også kæmpe mod Manfreds slyngler. Som altid i serien er det imidlertid ikke de ydre fjender, der er de værste. Den egentlige kamp står i karakterernes indre, og her bliver de kolde bjerge et fabelagtigt sindbillede på ridder Aymars sjæleliv.

Middelalderlig religiøsitet
Ridderen Reinhardt.

Ridderen Reinhardt.

En lille detalje omkring historien bør især fremhæves. Reinhardt er nemlig det første bind i serien, hvor Hermann introducerer et overnaturligt eller metafysisk element. En lille tiggerpige optræder gennem hele albummet, og indledningsvis tror man, at hun rent faktisk er en lidt sær lille pige, men det står snart klart, at hun ikke kan være nogen almindelig skabning.

Om hun er en drøm, et spøgelse eller noget helt tredje, får vi aldrig svar på. Selv siger pigen, at hun taler på vegne af en smuk ung dame med udslået gyldent hår. Det lugter af Jomfru Maria, og da en snehvid lilje ligger i sneen, der hvor hovedpersonerne ser pigen den sidste gang, er der ikke så meget tvivl – pigen må være en eller anden form for religiøs manifestation. Eller er hun?

Svaret får vi aldrig, og på den led lykkes det Hermann at bruge et ganske middelalderligt religiøst element, uden det ender med at blive kvalmt. Grafisk skal man i øvrigt bemærke den finurlige måde albummet afsluttes på. Et godt kneb, som tydeligvis fremhæver at hele serien er tilfældige sider i den store fortælling om ridder Aymar.

Fremragende
Hak!

Hak!

Reinhardt er på alle leder og kanter et fremragende album, der viser hvorfor Tårnene i Maury-Skoven er så fabelagtig en serie. Vi får her lige dele action og eventyr, pakket ind i et særdeles eftertænksomt sprog. På overfladen er der måske ikke så meget at komme efter, men man behøver ikke gruble ret lang tid over handlingen, før det står klart hvor fint Hermann jonglerer med hovedpersonernes fascinerende indre.

Teknisk er albummet måske seriens indtil videre flotteste. Hermann har fået mere greb om sine personskildringer, farvelægningen, der nu udføres af Hermann selv, er ligeledes smuk. Stemningen af tidligt forår rammer han perfekt, præcis som han gjorde det i Eloise. Det bedste ved Reinhardt er dog selve titelkarakteren, som synes at være indbegrebet af hele seriens tilbagevendende tema om skæbnehjulet, der er i konstant bevægelse.

Hvornår man er på toppen og hvornår man ryger ned i sølet, ved ingen. En ting er dog sikkert, og det er, at alle havner i den mørke muld før eller siden. Det kan vel nærmest ikke siges tydeligere. Reinhardt er et forbandet godt album, og kender du ikke serien, er dette album alene en god grund til at kigge nærmere på Hermanns middelaldersaga.

6 stjerner

Titel: Reinhardt
Originaltitel: Reinhardt
Seriens titel: Tårnene i Maury-Skoven
Seriens originaltitel: Les Tours des Bois de Maury
Forfatter: Hermann
Tegner: Hermann
Farvelægning: Hermann
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som album i Belgien i 1987.
Udkom som album i Danmark i 1988 på forlaget Interpresse.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Middelalderen, Riddere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *