Allerede året efter at Hermann havde påbegyndt sin nye serie Tårnene i Maury-Skoven, indledt med albummet Babette fra 1984, udkom seriens andet bind. Dette albums titel var Eloise, et kvindenavn, og ikke overraskende skulle alle seriens ti bind bære et fornavn som titel. Navnet peger altid på det enkelte albums vigtigste biperson.
Mere helstøbt end forgængeren
Eloise er på alle måder mere helstøbt end Babette, og Hermann har tydeligvis haft tid til at finpudse sin tilgang til middelalderen. Det er stadig en grum og kold version af perioden vi får skildret, men en hel del af den ridderromantik der kom frem i første bind er her helt forsvundet.
Hovedpersonen er stadig den fordrevne ridder Aymar af Maury-Skoven, der siden han var otte har måttet rejse omkring og leve som gæst blandt sine standsfæller. Ridder Aymar bliver ledsaget af den godmodige væbner Olivier, der gør hvad han kan for at tage vare på sin herre.
Sammen drager de to fra sted til sted i et krigshærget Frankrig, splittet mellem utallige lavadelige herremænd og ridderes indbyrdes fejder. Perioden må være 1100-tallets begyndelse, men et årstal giver Hermann os helt bevidst ikke.
Personerne i forgrunden
I første bind viste Hermann os, at han ved at fjerne den for tegneserier så klassiske stærkt plotdrevne historie, var i stand til at få sine personer helt frem i forgrunden af fortællingen. I stedet for en klassisk spændingshistorie, som vi kender den, tegnede han i stedet en række portrætter og skæbner, der krydsedes på tværs af alle skel.
Det samme er ikke helt tilfældet for Eloise. Den narrative struktur er her knap så eksperimenterende, men Hermann arbejder stadig med en struktur hvor hoved- og bipersoner er svære at udpege. Imidlertid er der en central historie i Eloise, men den er både så enkel og ligefrem, at den næppe ville kunne bære et album, fortalt på sædvanlig vis.
En morderisk røverbande
Historiens omdrejningspunkt er en røverbande, der driver plyndrende omkring. Banden anføres af en sælsom, maskeret mand, der udgiver sig for at være fårehyrde. Iklædt fåreskind og med et vædderkranie på hovedet flakker han omkring og udvælger bosættelser, hvor banden senere kan slå til.
I albummets begyndelse lykkes det for røverne at trænge ind i den lille fæstning ved landsbyen Caulx, og her dræbe alle beboerne – tror de! Herremandens eneste søn og arving, Basile de Caulx, undslipper bandens massakre og finder ly blandt egnens bønder.
Bandens angreb gik imidlertid ikke kun ud over herskabet, men bøndernes landsby blev også brændt ned. Katastrofen er derfor nærmest total. Alt dette udspiller sig nemlig i det tidlige forår, nogle måneder efter seriens første album, hvor bønderne har brug for hver evig eneste brødkrumme i deres forrådskamre for at overleve. Efter overfaldet er landsbyens bønder overladt til sult og elendighed, med meget sorte fremtidsudsigter.
Som nøden er værst, ankommer den unge, smukke Eloise til Caulx. Hun er klædt i mandsdragt, bevæbnet til tænderne og ude på et personligt hævntogt. Eloise jager den selv samme bande som overfaldt landsbyen, og hun er ved at hente ind på dem.
Alene kan den unge dame ikke overvinde røverne, og den lille herremand Basile stiller derfor sig selv og sine bønder til Eloises rådighed. Netop da ankommer Aymar og Olivier til landsbyen, og naturligvis bliver de to involveret i jagten.
Den sidste del af albummet skildrer det umage følges jagt efter den morderiske bande. Alle har deres personlige grunde til at deltage i eftersøgningen, og stykke for stykke afsløres det for os, at en grum kærlighedshistorie ligger til grund for alle de ulykker som har fulgt i kølvandet på røverne. Med dette udgangspunkt er der lagt i ovnen til en blodig konfrontation, som Hermann leverer med kompromisløs sikkerhed. Om Eloise får sin hævn og hvad jagtens udfald bliver, skal ikke afsløres her.
Fabelagtigt album
Eloise har ikke den rå charme som seriens første album. De er, når alt kommer til at, ret forskellige i deres opbygning, men kernen er den samme i begge to. Hermann præsenterer os for sin golde version af middelalderen. Albummets hovedpersoner er alle søgende, rodløse individer der famlende leder efter holdepunkter i tilværelsen. De har brug for kontakt og hjælp, om det er kærlighed, omsorg eller blot mad.
Budskabet i Eloise er da også tydeligt – ingen kan klare sig alene – og vedkender man sig ikke dette, har Hermann været så venlig at udpensle resultatet for os i denne fortælling.
Alt i alt leverer Hermann os her en fabelagtig fortsættelse af serien. Albummet har en mere ordinær struktur end det første, men den episodiske handling fremstår så komprimeret og gribende, at der stadig er langt til serier som Jeremiah (fra 1979) eller Bernhard Prince (fra 1966) for den sags skyld. Det må derfor atter slås fast, at er man til kold og kynisk middelalder, med masser af mudder og vold, er denne serie lige sagen.
Originaltitel: Eloise de Montgri
Seriens titel: Tårnene i Maury-Skoven
Seriens originaltitel: Les Tours des Bois de Maury
Forfatter: Hermann
Tegner: Hermann
Farvelægning: Fraymond
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Anne Vibeke Mortensen
Udkom som album i Belgien i 1985.
Udkom som album i Danmark i 1986 på forlaget Interpresse.
Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006
Stikord: Middelalderen, Riddere
