I sidste måned anmeldte vi The Final Solution, det sidste rigtige bind i Strontium Dog-serien, der fortæller om hovedpersonen Johnny Alphas endeligt. Nu anmelder vi altså her på Planet Pulp det nyeste album med historier, efter at Johnny Alpha er vendt tilbage til 2000AD. Men nu er det ikke helt så slemt og plat som det lyder. For vi har her ikke at gøre med en serie, hvor hovedperson dør, for blot kort tid efter atter at genopstå som om intet var hent.
Grunden til, at disse to albums kommer lige efter hinanden, skyldes forlaget Rebellions fantastiske ihærdighed med at få alt 2000AD-materialet genoptrykt i albumform, og få dem ordnet kronologisk. En indsats man som tegneseriefan kun kan værdsætte: gid alle forlag var lige så ihærdige, grundige og flittige.
Ni år væk fra scenen
Historierne i dette album stammer fra 1999 og frem, hvilket vil sige, at der på det tidspunkt de blev trykt, er gået ni år fra de sidste Strontium Dog-historier med Johnny Alphas død. Så det er altså ikke bare en flygtig ”nu er hovedpersonen død, nu er han i live igen” vi står overfor. Der skulle gå ni lange år, før Alpha, en af de mest elskede 2000AD-figurer, skulle vende tilbage til 2000AD’s læsere.
Dertil kommer at Johnny Alphas endeligt i forvejen var omstridt. Som jeg nævnte i anmeldelsen af The Final Solution, så er afslutningen på Strontium Dog-serien dybt kontroversiel. Nok vækker det altid vrøvl og klage i fan-miljøet, når en seriefigur kradser af, men her er der lidt mere om snakken. Serien og figuren blev oprindeligt skabt af det store, klassiske 2000AD-makkerpar Alan Grant og John Wagner sammen med tegneren Carlos Ezquerra. Et vaskeægte A-team, der har stået for skabelsen af en række klassiske 2000AD-serier, blandt andet Judge Dredd.
Da Johnny Alpha døde var det forfatter Alan Grant, der førte kniven. John Wagner havde på det tidspunkt forladt den populære serie på grund af uenigheder med Grant, og Ezquerra nægtede også at medvirke i karakterens endeligt. Grants begrundelse for at afslutte serien var ikke, at den lakkede mod enden, men at han ikke havde lyst til at skrive den mere.
Fejlagtigt og personligt drab på en helt
Den sidste Strontium Dog-historie, The Final Solution, er da også underlig umotiveret og kedelig, slet ikke den farout sci-fi-western, vi er vant til i serien, og virker da heller ikke som en rigtig Strontium Dog historie. Alan Grant har senere udtalt, at han fortrød, at han gjorde det af med Johnny Alpha, og han kun handlede i frustration over at være gået i stå med sin karriere på 2000AD.
På den baggrund forstår man godt, at fansene ikke har været tilfreds med seriens afslutning, og derfor er det des mere glædeligt, at Carlos Ezquerra og John Wagner fik lov til at genoplive serien igen i 1999. Dette er ikke nogen plat genoplivning, hvor Alpha vender tilbage fra de døde. I stedet dykker man med hver historie ned i et tidspunkt i Alphas fortid.
Dette er tydeligst i titelhistorien, ”The Kreeler Conspiracy”, der er konstrueret, så den fremstår som eftertidens historiske undersøgelser af en hidtil delvis uafdækket del af legenden Johnny Alphas liv. Altså som et historisk dokument, skrevet lang tid efter Alphas død. ”Forordet” til denne historiske undersøgelse, der indleder ”The Kreeler Conspiracy”-fortællingen, er på samme måde lavet, så den stilmæssigt ligner et forord til en videnskabelig, historisk afhandling. Heri skriver den fiktive forfatter, arkivcomputeren 3/301B, om de legendariske Strontium Dog-historier, at de er ”Admirable yarns, no doubt, and to a large degree based in truth, though as a rule the authors display scant regard for chronological or historical accuracy”.
Det vil sige, at Wagner i de nye historier ikke vil føle sig bundet af kronologien eller etablerede fakta fra de oprindelige historier. Det er en rigtig god idé, for på den måde kan John Wagner nå ind til karakterens essens, fjerne og se stort på de elementer fra de tidligere historier, der måske egentlig ikke passede så godt ind.
Nyt liv til serien
Wagner raffinerer og genskaber Strontium Dog-fortællingerne, og man gjorde for øvrigt det samme, da 2000AD genoplivede Rogue Trooper-figuren og -serien. Albummets titelhistorie, ”The Kreeler Conspiracy”, der udgør mere end halvdelen af albummet, er det bedste eksempel på dette. Her møder vi en ung Johnny Alpha, i tiden før han møder sin faste følgesvend, vikingen Wulf Sternhammer.
På vej tilbage fra (endnu) en dusørjagtsmission, rammer Alpha helt ind i en gruppe, der vil kapre rumskibet for at bruge det til at befri Johnny Alphas far, mutanthaderen over dem alle, Nelson Kreelman, der sidder fanget på fængselsplaneten Rodos for sine forbrydelser mod og masseudryddelse af mutanter. Alpha bliver naturligvis nødt til at stoppe dem, og tage endnu et opgør mellem mutant-søn og mutanthader-faderen. Alt sammen skruet sammen som en hårdkogt og støvet western-hævnhistorie, sat i et science fiction-univers med mutanter, intelligente computere, blasters og rumrejser. Det er en historie, der er så klassisk og essentiel Strontium Dog, som noget kan blive, og den er faktisk helt uovertruffen god.
Højt at flyve og lidt dybt at falde
Desværre når albummets to andre historier, ”Roadhouse” og ”The Tax Dodge”, ikke helt op på samme, høje niveau. I ”Roadhouse” følger vi Johnny Alpha sammen med sin følgesvend Wulf Sternhammer på en dusørjagt, hvor de får forvildet sig ind i en vanvittig interdimensionel, labyrintisk fælde, skabt af en vanvittig kunstner.
Indgangen til fælden er naturligvis udformet som et roadhouse, deraf navnet, og fælden er fyldt med alskens bizarre skabninger og eksistenser, der af den ene eller anden grund er havnet der. Dette er en anden klassisk Strontium Dog-historietype, hvor Johnny og co kæmper sig gennem bizarre verdener og dimensioner. Her mærker man tydeligt, hvordan selve karakteren Johnny Alpha træder klarere og bedre igennem i Wagners hænder, end han har gjort i nogle af de gamle Strontium Dog-historier.
Albummets sidste historie, ”The Tax Dodge”, er også den svageste, da den i lidt for høj grad er humoristisk uden andet indhold. Heri bliver Alpha på en dusørjagtmission opsøgt af en skatteinkassator med bowlerhat, briller og et lille overskæg, der mener, at Alpha skal betale skat for alle de dusørpenge, han har indkasseret gennem årene. Det er Johnny Alpha selvfølgelig ikke enig i, og mens Alpha og Wulf jagter forbryderne (der planlægger at stjæle et par hellige hm… ”underbukser”) bliver de selv jagtet af skattemanden. ”The Tax Dodge” er ikke direkte dårlig, for den er actionfyldt og fremaddrevet, men den er bare ikke så god, som den kunne have været, til dels fordi den bliver for plat.
Ezquerra er en fornøjelse
Carlos Ezquerra har tegnet hele albummet, og han er jo, for mig og de fleste andre fans, den eneste rigtige Strontium Dog-tegner. Det er en fornøjelse at se ham tegne Johnny Alpha og hans univers igen. Ingen formår på samme måde at ramme den støvede tone i universet, og befolke det med sære eksistenser. I den gamle Strontium Dog-serie tegnede Ezquerra altid i sort/hvid, men i de nye udgaver er Ezquerra gået over til helt generelt at bruge computerfarvelægning på sine illustrationer til 2000AD.
Computerfarver er måske ikke alles kop te, men Ezquerra gør det nu ganske godt, specielt når han bruger de sandfarvede toner til Alphas støvede univers; noget vi også har set i hans Judge Dredd-albums. Og for dem, der foretrækker deres Johnny Alpha og co. i sort/hvid, så er ”Roadhouse”-historien holdt i skarpt sort/hvidt med en enkelt rød farve engang imellem.
Lækkert album
Alle Johnny Alpha-fans bør kaste sig frådende over The Keeler Conspiracy, da det virkelig er en glædelig genopstandelse. Havde hele albummet været lige så forrygende som titelhistorien, så havde det været et klokkeklart mesterværk. Nu hiver ”The Tax Dodge”-historien lidt ned, men det er stadig et fremragende og solidt album. Vi kan blot håbe, at John Wagner vælger at fortsætte med at lave Strontium Dog.
Strontium Dog: The Keeler Conspiracy er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Seriens titel: Strontium Dog
Forfatter: John Wagner
Tegner: Carlos Ezquerra
Albumlængde: 208 sider

Albummet udkom september 2008 på forlaget Rebellion, og indeholder materiale der første gang blev udgivet i 2000AD Progs. 1174-1180, 1195-1199, 1300-1307 og 1350-1358 i årene 1999, 2000, 2002 og 2003.
Anmeldt i nr. 40 | 13/02/2009