Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Wars Episode VI: Return of the Jedi

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Return of the Jedi markerer en fuldt ud tilfredsstillende afslutning på den første Star Wars-trilogi, der imponerer effektmæssigt og er afsindigt underholdende fra først til sidst.

Star Wars Episode VI: Return of the JediBemærk, denne anmeldelse indeholder spoilers!

I 1983 udkom den tredje Star Wars-film (nr. seks i seriens interne kronologi), og hermed havde George Lucas afsluttet den historie, han begyndte at fortælle i 1977. Da Return of Jedi var kommet ud, var det et åbent spørgsmål, om Lucas nogensinde ville vende tilbage til Star Wars-universet, og der gik over 10 år inden Lucas besluttede sig for at fortælle de første tre historier i sagaen.

Ukendt instruktør

Denne gang skrev Lucas manuskriptet sammen med Lawrence Kasdan, og ud over at stå for historien, fungerede Lucas igen som producent. Instruktørstolen overlod Lucas ligeledes atter til andre kræfter. Denne gang var det den relativt ukendte walisiske instruktør Richard Marquand, der stod for instruktionen – angiveligt en følge af, at Lucas var raget uklar med Writers’ Guild og Directors’ Guild, der er henholdsvis forfatter- og instruktørforeningen i Hollywood.

Baggrunden var, at de to fagforeninger var stærkt utilfredse med, at alle credits i A New Hope og The Empire Strikes Back var placeret ved filmenes slutning; noget, Lucas holdt stærkt på af hensyn til filmenes dramatiske virkning. I forbindelse med A New Hope blev det accepteret, fordi ingen regnede med, at filmen ville blive særlig succesfuld, men da The Empire Strikes Back kom ud, endte det med ballade.

Angiveligt skal foreningerne have forsøgt at stoppe filmens premiere før credits-problemerne var løst, men da det ikke lykkedes, udskrev de bøder til både filmens instruktør Irvin Kershner og Lucas selv. Lucas betalte alle bøderne, og meldte sig ud af både Writers’ Guild, Directors’ Guild og MPAA (Motion Picture Association of America).

Angiveligt havde Lucas egentlig gerne set sin gamle kammesjuk Steven Spielberg som instruktør på Return of the Jedi, men det lod sig ikke gøre, fordi Spielberg var medlem af Director’s Guild. I sidste ende faldt valget på Richard Marquand, der på daværende tidspunkt ikke var medlem af foreningen. Marquand havde inden da bl.a. lavet 2. Verdenskrigs-thrilleren Eye of the Needle (1981) med Donald Sutherland, men var i øvrigt ret ukendt.

Uovertruffen i ren underholdningsværdi

Return of the Jedi siges af mange at være den dårligste af de tre originale Star Wars-film, men det er efter min mening en sandhed med store modifikationer. Det står klart, at den første film var den mest overrumplende af de tre, fordi den første gang viste, hvor langt fremme Lucas og Industrial Light & Magic var nået, når det kom til special effects, men ret beset sker der ikke det helt store i A New Hope. Hvad handling angår, er både The Empire Strikes Back og Return of the Jedi langt mere interessante, og præcis hvad angår Return of the Jedi, så er den efter min mening uovertruffen, når det kommer til ren underholdningsværdi.

I virkeligheden føles Return of the Jedi langt hen ad vejen som to film. Den første halvdel handler om Luke Skywalker og kompagnis kamp for at redde Han Solo ud af kløerne på Jabba the Hutt på Tatooine, og anden halvdel handler om oprørernes kamp for at tilintetgøre Imperiets nye supervåben – endnu en Dødsstjerne, som Kejseren har beordret bygget. I filmens endelige klimaks får vi også det sidste opgør mellem Luke og Darth Vader ombord på Dødsstjernen, hvor det skal vise sig, om Luke vender sig til Kraftens mørke side, eller om det lykkes ham at overvinde både Vader og Kejseren.

En anden Skywalker
Jabba the Hutt.

Jabba the Hutt.

Åbningsteksten fortæller kort, at Luke Skywalker er vendt tilbage til Tatooine for at redde Han Solo, og at Imperiet er gået i gang med at bygge en ny og endnu farligere Dødsstjerne, der – hvis den bliver gjort færdig – vil betyde enden på oprøret. Herefter flytter handlingen sig direkte til Tatooine, hvor vi følger Lukes forsøg på at befri Solo.

Kejseren ankommer til Dødsstjernen.

Kejseren ankommer til Dødsstjernen.

Selvfølgelig er Luke ikke alene. Ud over de to droider R2D2 og C3P0 har han også følgeskab af Chewbacca, Leia og Lando Calrissian. Vi opdager hurtigt, at Luke har fået betydelig mere styr over sine Jedi-kræfter siden sidst, og han får da også brug for dem under opgøret med Jabba, der foregår i Tatooines uendelige ørken. Her har Jabba tænkt sig at henrette Solo og Luke ved at fodre dem til det kæmpestore ørkenmonster Sarlacc, og en overgang ser det faktisk sort ud for vore helte. Men det siger sig selv, at de klarer ærterne, for Jabba the Hutt er jo ikke sagaens hovedskurk.

Efter at have befriet Solo, rejser Luke til Dagobah for at færdiggøre sin Jedi-træning hos Yoda. Den lille grønne Jedi-mester mener imidlertid ikke, at Luke har behov for mere træning, men understreger, at det sidste Luke må gøre, før han kan kalde sig en ægte Jedi, er at konfrontere Vader. Luke spørger Yoda, om det virkelig er sandt, at Vader er hans far, og Yoda svarer bekræftende.

Herefter følger en af den oprindelige trilogis mest triste øjeblikke, hvor den gamle Jedi-mester dør af alderdom, men ikke før han som noget af det sidste får fremstammet, at “Der er en anden Skywalker”. I en efterfølgende samtale med Obi-Wan, der er dukket op som en slags spøgelse, går det op for Luke, at den anden Skywalker, Yoda talte om, var hans søster. Det tager ikke længe for Luke at regne ud, at det må være Leia.

Den endelige kamp
Fra den hæsblæsende Speeder Bike-jagt på Endor.

Fra den hæsblæsende Speeder Bike-jagt på Endor.

Efter lidt mere samtale med Obi-Wan om, hvordan Anakin Skywalker blev til Darth Vader, forlader Luke Dagobah for at slutte sig til oprørerne. Obi-Wan har gjort det klart for Luke, at han må konfrontere og overvinde Vader, hvis oprørerne skal have en chance mod Imperiet, men Luke har sin tvivl. Han føler, at der stadig er godhed i Vader, og i modsætning til Obi-Wan, mener Luke, at det stadig vil være muligt at vende Vader tilbage til Kraftens lyse side.

Ewok.

Ewok.

Luke slutter sig til oprørerne, der netop har modtaget planer over den nye Dødsstjerne. Den ligger i kredsløb om skovmånen Endor, hvorfra der genereres et kraftskjold, der må sættes ud af spil, hvis oprørerne skal have en chance for at ødelægge rumstationen. Luke, Solo, Leia og Chewbacca melder sig frivilligt til at lede den kampgruppe, der skal sætte generatoren på Endor ud af spillet, mens Lando i Tusindårsfalken skal lede angrebet på selve rumstationen.

I den resterende del af handlingen klippes der regelmæssigt mellem begivenhederne på Endor og de samtidige begivenheder hos oprørsflåden i rummet. Indledningsvist foregår tingene primært på Endor, hvor vore helte hurtigt løber i problemer, men henimod slutningen krydsklippes der igen og igen mellem de to handlingstråde for at maksimere spændingsopbygningen: vil det lykkes for oprørerne at sætte generatoren ud af spillet eller er oprørsflåden dødsdømt i deres angreb?

Episk tilsnit
Far og søn.

Far og søn.

En sidste sidehandling kommer, da Luke lader sig tage til fange for dermed at kunne konfrontere Darth Vader. Han bliver bragt op på Dødsstjernen, hvor vi nu for alvor får lov at møde Kejseren, spillet kaglende veloplagt af Ian McDiarmid. Kejseren og Vader forsøger i fællesskab at omvende Luke til den Mørke side, men hvordan det hele spænder af skal opleves ved selvsyn.

Ud over at filmen på dette tidspunkt er åndeløst spændende alene på grund af krydsklipningen mellem begivenhederne på Endor, hos oprørsflåden og på Dødsstjernen, så er det også her, at handlingen antager en tragisk karakter af virkelig episk tilsnit, da far og søn kaster sig ud i en lyssværdsduel på liv og død.

Det føles på alle måder som det ultimative klimaks, og det med glæde, at jeg kan meddele, at det lykkes for Lucas, Kasdan og Marquand over al forventning. Slutningen på Return of the Jedi kommer på ingen måde til at fremstå som et antiklimaks, hvilket ellers sagtens kunne være blevet tilfældet, og som endegyldig afslutning fungerer Return of the Jedi derfor også rigtigt godt.

Enerverende Ewoks
Kejseren (Ian McDiarmid).

Kejseren (Ian McDiarmid).

De elementer som nogen har fremhævet som mindre vellykkede i filmen er bl.a. dele af handlingen på Endor, hvor oprørerne må slå sig sammen med de indfødte Ewoks for at besejre Imperiets tropper. Oprindelig var det Lucas’ tanke, at Endor skulle have været befolket af wookieer – Chewbaccas race – men da wookieerne igennem Chewbacca klart var blevet defineret som en teknologisk ganske avanceret race, passede dette dårligt med Lucas’ plan for Endor. Han ville gerne have beboerne dér til at være en mere primitiv race, og det blev så til de små plyssede Ewoks.

Personligt må jeg nok medgive, at Ewokkerne er en anelse for pussenussede for min smag, og at de måske har en anelse for meget screentime, men når alt kommer til alt, er det ikke noget, der kan få mig til at trække ned i filmens overordnede karakter. Nok også fordi Endor-sekvensen på mange andre områder er enormt flot udført. Blandt andet får vi en hæsblæsende speeder bike-jagt gennem skovene på Endor, som stadig står som en af filmens mest imponerende effekt-sekvenser.

Udbygger universet
Angrebet på Dødsstjernen begynder.

Angrebet på Dødsstjernen begynder.

Lige som det var tilfældet med The Empire Strikes Back, udbygger Return of the Jedi seriens mytologi ved at afsløre, at Leia er Lukes søster, og ved at fortælle os noget mere om Vader og Kejseren. Det hele fører frem til filmens og seriens ultimative klimaks: Duellen mellem Vader og Luke. Dermed bindes filmens handling fint sammen med forgængeren, samtidig med, at der også kommer lidt mere kød på universet.

Skuespilmæssigt befinder vi os på samme niveau som i The Empire Strikes Back. Det er med andre ord ikke Oscar-materiale, men det fungerer som det skal, og også i denne film forskånes vi for den aldeles frygtelige dialog, der i så høj grad skæmmede Lucas’ prequeltrilogi. Det kan vi naturligvis takke Lawrence Kasdan for, og selv i de mest intime scener lykkes det for Kasdan at undgå, at dialogen bliver alt for patetisk. Kejseren er et studie i overspil, men det fungerer glimrende, og Ian McDiarmids indædt onde Kejser er både underholdende og uhyggelig.

Imperiet fascinerer
Den endelige duel mellem far og søn.

Den endelige duel mellem far og søn.

Visuelt er filmen lige så flot som sin forgænger, og filmens miljøer er fint beskrevet. Tatooine har vi godt nok set før, men Jabbas palads og hans flyvende luksusyacht er nye sider af ørkenplaneten. Endor er et nyt miljø, og selv om Ewokkerne selv er lidt for bamseagtige, så er deres fantasyagtige by, som er bygget i kæmpetræerne på Endor, flot realiseret.

Kejseren slipper sin vrede løs på Luke.

Kejseren slipper sin vrede løs på Luke.

Som altid tager man sig dog i at fascineres af Imperiets fascistoide design, der endnu engang er glimrende udført: Fra den nye, halvbyggede Dødsstjerne til Darth Vaders Superstardestroyer og Kejserens helt rødklædte livvagter. Kulisserne er tæt på at stjæle opmærksomheden fra de mere actionprægede effektscener, men ud over den hæsblæsende jagtsekvens igennem Endors skove, som allerede er nævnt, må også det endelige opgør omkring Dødsstjernen fremhæves.

I modsætning til den første film, hvor oprørerne skulle navigere igennem en lang rende på Dødsstjernens overflade, skal de her flyve ind i selve rumstationens indre og ødelægge en centralt placeret reaktor. Disse sekvenser er også fantastisk flot udført, selv i den originale biografudgave, og det er blandt andet her, man kan se, hvor langt teknologien var kommet på de seks år, der gik imellem A New Hope og Return of the Jedi.

Fuldt tilfredsstillende afslutning
Herover: samme scene i den originale version (øverst) og 2004-versionen. Sebastian Shaw er i 2004-afløst af Hayden Christensen, og der er milevidt fra Shaws venlige smil til Christensens klamme stirren.

Herover: samme scene i den originale version (øverst) og 2004-versionen. Sebastian Shaw er i 2004-afløst af Hayden Christensen, og der er milevidt fra Shaws venlige smil til Christensens klamme stirren.

Også Return of the Jedi er anmeldt i den udgave, der udkom i slutningen af 2006, og som indeholder både den originale bioversion og den opshinede 1997/2004-version. Igen er der tale om en del ændringer i 1997/2004-versionen, som jeg dog ikke skal dvæle ved her. Jeg vil bare konstatere, at jeg endnu engang foretrækker den originale biografversion, og så er det jo fint nok, at den nye udgave også er inkluderet.

Med sit forrygende klimaks giver Return of the Jedi en fuldt ud tilfredsstillende afslutning på Star Wars-sagaen, og man må håbe at Lucas holder ord, og ikke begynder at tænke over at lave den sidste trilogi, som han engang fablede om. Man må dog ikke tro, at hele filmens styrke ligger i dens klimaks, for Return of the Jedi er generelt underholdende hele vejen igennem, og den holder et næsten konstant højt tempo. Selv om The Empire Strikes Back stadig er den bedste af de tre originale film, så kommer Return of the Jedi ind på en solid andenplads hos mig, og det er mig en gåde, hvorfor den skulle rangere lavere end den første film.

6 stjerner

Titel: Star Wars Episode VI: Return of the Jedi
Dansk titel: Stjernekrigen VI: Jediridderen vender tilbage
Instruktør: Richard Marquand
Manuskript: Lawrence Kasdan og George Lucas efter historie af George Lucas
Cast: Mark Hamill (Luke Skywalker), Harrison Ford (Han Solo), Carrie Fisher (Princess Leia Organa), Billy Dee Williams (Lando Calrissian), Anthony Daniels (C3P0), Peter Mayhew (Chewbacca), Sebastian Shaw (Anakin Skywalker), Ian McDiarmid (The Emperor), Fran Oz (Yoda), James Earl Jones (Darth Vader – stemme), David Prowse (Darth Vader), Alec Guiness (Obi-Wan Kenobi), Kenny Baker (R2D2/Paploo), Kenneth Colley (Admiral Piett), Warwick Davis (Wicket), Jeremy Bulloch (Boba Fett), Femi Taylor (Oola)
Producere: Howard G. Kazanjian (producer), Jim Bloom (co-producer), Robert Watts (co-producer), Rick McCallum (producer – Special Edition), George Lucas (executive producer)
Foto: Alan Hume, Alec Mills (ukrediteret)
Klip: Sean Barton, Duwayne Dunham, Marcia Lucas, George Lucas (ukrediteret), T.M. Christopher (Special Edition)
Musik: John Williams
Spilletid: 126 minutter (original version), 131 minutter (Special Edition)
Aspect ratio:2.35:1
Lyd: Dolby 2.0 Surround (original version), Dolby 2.0 Surround & Dolby 5.1 Surround (Special Edition)
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk
Produktionsland, år: USA 1983
Produktionsselskaber: Lucasfilm Ltd.
Distributør (DVD): 20th Century Fox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Robotter, Rummet, Rumskibe, Star Wars, Trilogi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *