Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Empire Strikes Back er en betydeligt mørkere film end sin forgænger, og det klæder universet. Samtidig er toeren en ekstremt tætpakket og visuelt utroligt imponerende film, så det siger sig selv, at klassikerstemplet er fremme.

Star Wars Episode V: The Empire Strikes BackBemærk, denne anmeldelse indeholder spoilers!

Allerede hurtigt efter premieren på Star Wars i 1977, stod det klart, at George Lucas ville få mulighed for at fortsætte serien. Efter arbejdet på Star Wars var Lucas imidlertid blevet træt af at instruere, og på fortsættelsen trak han sig tilbage i produktionsapparatet og nøjedes med at producere.

Heller ikke manuskriptet stod Lucas selv for i denne omgang – han skrev historien, men overlod selve forfattertjansen til Leigh Brackett, der imidlertid døde kort efter, at hun havde færdiggjort første udkast. Derefter blev Lawrence Kasdan bragt ombord, og han færdiggjorde manuskriptet. Som instruktør hyrede Lucas sin gamle lærer fra filmskolen, Irvin Kershner.

Imperiet i offensiven
Lukes vision.

Lukes vision.

Filmen åbner akkurat som den første, med Star Wars-logoet efterfulgt af den karakteristiske “opening crawl”. Denne gang fortæller teksten os, at det går skidt for oprørerne: Imperiet har jaget dem tværs over galaksen, men nu har en gruppe oprørere under ledelse af Luke Skywalker etableret en ny base på isplaneten Hoth. Imidlertid har Darth Vader, der er blevet besat af at opspore den unge Skywalker, udsendt tusindvis af rekognoscerings-robotter i galaksen.

Darth Vaders flagskib, Superstjernedestroyeren The Executor.

Darth Vaders flagskib, Superstjernedestroyeren The Executor.

Herefter panorerer kameraet ned, og viser os en af Imperiets enorme Stjernedestroyere, der udsender nogle af de nævnte robotter. En af disse lander naturligvis på Hoth, hvor vi møder Luke Skywalker og Han Solo, der er på patrulje. Efter en sekvens, hvor Luke bliver overfaldet af et af isplanetens rovdyr, ser Luke en vision af Obi Wan. Den gamle Jedi fortæller Luke, at han skal tage til planeten Dagobah og opsøge Jedi-mesteren Yoda, der i sin tid oplærte Obi-Wan selv.

Imperiet er kommet på sporet af oprørsbasen på Hoth, og én af den originale trilogis flotteste set pieces følger – Imperiets angreb på oprørsbasen. Her introduceres mere af Imperiets højteknologiske legetøj, de såkaldte Walkers, og selv om det lykkes for oprørerne at slippe væk, må basen opgives. Prinsesse Leia flygter sammen med Solo, Chewbacca og de to droider i Tusindårsfalken, mens Luke selv sætter kursen mod Dagobah.

Heltene i problemer
Imperiets Walkers.

Imperiets Walkers.

Imidlertid går ikke alt efter planen: Tusindårsfalkens hyperdrive fungerer ikke, og det er kun med nød og næppe, at Solo og prinsessen – der efterhånden er ved at udvikle følelser for hinanden – formår at flygte fra den kejserlige flåde. Det viser sig nu, at Darth Vader har hyret en flok dusørjægere, herunder den berygtede Boba Fett, til at opspore Solo, og det lykkes Fett at følge efter Tusindårsfalken til gasplaneten Bespin, hvor Solo vil opsøge sin gamle ven Lando Calrissian og få repareret Falken.

Alt dette viser sig imidlertid at være en sindrig fælde. På grund af Boba Fett er Imperiet kommet Solo og prinsessen i forkøbet, og da de lander på Bespin, går vore helte direkte i en fælde. Vader er naturligvis interesseret i at fat i prinsessen og Solo, men primært ønsker han at få noget lokkemad, der kan tiltrække Luke Skywalker, som er den, Vader i virkeligheden er interesseret i.

Luke har i mellemtiden fundet Jedi-mesteren Yoda, og har påbegyndt sin Jedi-træning. Da Luke igennem Kraften fornemmer, at prinsesse Leia og Solo er i problemer, forlader han Dagobah for at hjælpe sine venner førend hans træning er færdig, til stor fortrydelse for Yoda.

Afsløringen
Tusindårsfalken på flugt fra en Stjernedestroyer.

Tusindårsfalken på flugt fra en Stjernedestroyer.

Efter Lukes ankomst til Bespin følger den originale trilogis største overraskelse – afsløringen af, at Darth Vader er Lukes far – hvorefter filmens når sin ganske nedslående slutning. Godt nok genforenes Luke og prinsessen, men Solo, der nu er nedfrosset, er i kløerne på Boba Fett, der har tænkt sig at tage ham med til Jabba the Hutt på Tattooine. Jabba har nemlig udlovet en stor dusør på Solos hoved.

Selv om Vader ikke får fingrene i Luke, så slutter filmen bestemt ikke i oprørernes favør, og The Empire Strikes Back lægger direkte op til den sidste film i sagaen. På dette tidspunkt vidste Lucas, at det ville være muligt at færdiggøre trilogien, og der var dermed ingen grund til at give Empire en afslutning, så den kunne ses som enkeltstående værk.

Handlingsmættet
Tusindårsfalken i asteroidefeltet.

Tusindårsfalken i asteroidefeltet.

I modsætning til den første film, hvis handling ret beset er temmelig begrænset, så er der anderledes mere gang i The Empire Strikes Back. Der sker ganske meget i løbet af filmens 120 minutter, men til både Lucas’, manuskriptforfatternes og Irvin Kershners ros må det siges, at filmen ikke kun er handling og action. Selv om ingen af Star Wars-filmene er persondramaer, så sker der rent faktisk en udvikling af personerne, der gør Empire noget mere interessant end den første film.

Det første kys.

Det første kys.

Personerne er stadig arketyper, men deres indbyrdes forhold ændres trods alt – primært ved at Han Solo og prinsessen forelsker sig, og så ved afsløringen af forholdet mellem Vader og Luke, der giver trilogien sit virkeligt tragisk-episke anstrøg. Skuespilmæssigt er filmen da også mere solid end forgængeren, og her er det især samspillet mellem Harrison Ford og Carrie Fisher, der er bærende, om end også Billy Dee Williams gør en god figur som den Rhett Butler-agtige charmør Lando Calrissian.

Samtidig er filmen fyldt med det, der også gjorde den første film fantastisk: Imponerende special effects, eksotiske lokaliteter og flotte rumsekvenser, hvor en af de bedste er scenen, hvor Han Solo flyver Tusindårsfalken ind i et asteroidefelt for at slippe væk fra den kejserlige flåde.

Vader er rykket op i hierarkiet
Den ærværdige Jedimester Yoda (stemme af Frank Oz).

Den ærværdige Jedimester Yoda (stemme af Frank Oz).

På Imperiets side er det nu klart Darth Vader, der er i hovedsædet. I den første film var Vader faktisk underordnet Grand Moff Tarkin (Peter Cushing), men nu er det tydeligt, at Vader er næstkommanderende i Imperiet, kun underlagt den onde kejser, som vi første gang får at se i denne film. Ganske vist optræder kejseren kun kortvarigt i Empire, men så meget desto mere uhyggelig er karakteren, der i den tredje film i højere grad fremstår som en kaglende galning.

Det er i The Empire Strikes Back, at Darth Vader for alvor blev en ikonisk filmskurk, kendt for at fjernstrangulere uheldige officerer, og vi bliver også vidne til det første møde mellem Vader og Luke, som ender med, at Vader hugger Lukes sværdhånd af. Men det er ikke kun James Earl Jones, der endnu engang lægger stemme til Vader, som er veloplagt på Imperiets rolleliste.

Han Solo møder sin gamle kammesjuk Lando Calrissian (Billy Dee Williams).

Han Solo møder sin gamle kammesjuk Lando Calrissian (Billy Dee Williams).

Selv om der her er tale om små biroller, så gør både Julian Glover, Michael Sheard og Michael Culver fine figurer som mere eller mindre heldige kejserlige officerer. Glover dukkede i 1989 op igen som skurken i Indiana Jones and the Last Crusade, og Sheard har faktisk en ganske lille rolle i den første Indiana Jones-film, hvor han spiller ubådskaptajn.

Forrædderi på Bespin.

Forrædderi på Bespin.

Frank Oz lægger stemme til Jedi-mesteren Yoda, en karakter, man enten elsker eller hader. Sammen med de to droider udfylder den lille grønne Jedi-mester, der er realiseret som en avanceret dukke, en del af filmens funktion som comic relief. Det har dog altid været undertegnede en gåde, hvorfor den ærværdige Jedi-mester indledningsvist introduceres som fjollet Muppet, hvorefter han går over og bliver en vis, zen-agtig Jedi-mester. Måske et af manuskriptets få fejltrin.

Når det angår de to droider, har Anthony Daniels som C3P0 sine nok bedste scener i den originale trilogi, og må her lægge ryg til mangt og meget fra Solos side, for ikke at tale om, at gulddroiden må lide den tort at blive splittet ad under opholdet på Bespin.

Betydeligt mørkere
Solo tortureres.

Solo tortureres.

At filmen er betydeligt mørkere end forgængeren, understreges ikke alene af, at fokus klart ligger på Imperiet (som også understreget af titlen), men også af tonen generelt. Imperiet, med Darth Vader som frontfigur, fremstår som en langt større trussel denne gang, og ikke bare på grund af det imponerende arsenal af rumskibe og stormtropper. Imperiets ondskab slås også fast på en langt mere personlig måde end i A New Hope, hvor destruktionen af planeten Alderaan aldrig bliver rigtigt vedkommende. I Empire bliver Imperiets ugerninger derimod langt mere personlige.

Således kommer én af trilogiens mest dystre øjeblikke i Empire, efter at Solo og prinsessen er blevet taget til fange på Bespin, og Solo bliver tortureret i en af Imperiets mareridtsagtige torturmaskiner. Dette foregår ganske vist off-screen, men man hører skrigene, og da Solo bagefter fortæller prinsessen “They didn’t even ask me any questions”, gyser man i stilhed.

Charme på det tekniske niveau
Han Solo indfrosset i karbonit.

Han Solo indfrosset i karbonit.

Teknisk set er filmen endnu flottere end forgængeren, og her er det faktisk ret modigt af Lucas, at han placerer filmens største actionsekvens – angrebet på Hoth – i filmens begyndelse. Det var uhørt på daværende tidspunkt, men det virker perfekt – både fordi filmen ikke har en afsluttet struktur og fordi, resten af historien i sig selv er underholdende nok til, at man ikke savner en stor actionsekvens hen imod slutningen.

Det første møde mellem Darth Vader og Luke Skywalker.

Det første møde mellem Darth Vader og Luke Skywalker.

Ret beset er filmen også krydret med nok spændende actionscener hele vejen igennem – fra Tusindårsfalkens tur igennem asteroidefeltet til den dystre duel mellem Luke og Vader nær slutningen. Effekterne er realiseret som ved den første film – på gammeldags manér med brug af masser af stop motion og matte-malerier. Selv om filmen runder de 27 år i år, er den selv i den originale biografversion stadig imponerende flot, og det faktum, at man godt kan se, at der er brugt stop motion, tilføjer efter min mening bare endnu mere charme – en charme som den nye trilogi var stort set blottet for.

Musikalsk set var filmen endnu engang iscenesat til tonerne af John Williams’ musik. Endnu engang begik komponisten et fremragende score, der nok er bedst kendt for at introducere “The Imperial March” – signaturmelodien for både Imperiet og Darth Vader.

Den bedste af de seks
Vaders tilbud.

Vaders tilbud.

The Empire Strikes Back er klart den bedste af alle de seks Star Wars-film. Det hævdes af mange, at dette er en besynderlighed på grund af filmens rolle som bindeled mellem den første og den sidste film i den originale trilogi, men her må jeg erklære mig uenig. Selv om det klart er en forudsætning, at man har set den første film (altså Episode IV) for fuldt ud at forstå, hvad der foregår i Empire, så introduceres et af de væsentligste temaer – forholdet mellem Luke og Vader – i denne film.

Selv om Episode IV klart begynder den originale trilogi, så er The Empire Strikes Back meget mere end bare en bro mellem begyndelse og afslutning. Det er nok også præcist derfor, at filmen er så god, som den er: Ikke alene er den blændende underholdning i sig selv, men den introducerer også sagaens overordnede tragiske bagtæppe.

Med The Empire Strikes Back hævede Lucas og kompagni endnu engang publikums forventninger, og lykkeligvis ved man i dag, at det lykkedes for George Lucas at indfri forventningerne til sagaens afslutning. I 1980 må det have været næsten ulideligt at være vidne til filmens slutning med bevidstheden om, at man måtte vente tre år på at få en endelig afslutning.

Ændringer
Samme scene i den originale version (øverst) og 2004-udgaven.

Samme scene i den originale version (øverst) og 2004-udgaven.

Den anmeldte version er den, Fox udsendte i slutningen af 2006, og som både indeholder den originale biografversion og den opshinede udgave fra hhv. 1997 og 2004. Endnu engang begrænser ændringerne sig ikke kun til, at filmen er blevet renset og effekterne shinet op med digital teknologi. I den oprindelige udgave af filmen blev hologrammet af kejseren realiseret ved, at man lagde en chimpanses øjne ind over en gammel dames ansigt. Kejseren havde dengang stemme af skuespilleren Clive Revill.

I den nyeste version af filmen, der kom ud i 2004, er den oprindelige udgave af kejseren erstattet af en optagelse af Ian McDiarmid, der spillede rollen i Episode VI og siden spillede senator/kansler Palpatine i prequeltrilogien. Det er imidlertid ikke kun på billedsiden, der er der lavet ændringer, men dialogen mellem Vader og Kejseren er også rettet til. Dette er blot ét eksempel af flere, hvor både billeder og dialog er ændret for at afstemme de originale film med prequeltrilogien.

Hovedparten af ændringerne er imidlertid af kosmetisk karakter, og består altså af, at effekterne har fået en make-over, ligesom enkelte nye effekt-sekvenser er sat ind. Som med den originale film gælder det, at jeg nu – efter at den originale udgave også er kommet ud på DVD – er betydeligt mere positivt stemt over for disse ændringer, om end jeg i bund og grund stadig synes, mange af dem er fjollede. Men nu kan man da i det mindste vælge.

Uundgåelig konklusion

Trods disse irritationsmomenter, er konklusionen uundgåelig: The Empire Strikes Back er eventyrfilm for fuld udblæsning – fantastisk underholdning fra start til slut, og den bedste af de seks Star Wars-film.

6 stjerner

Titel: Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back
Dansk titel: Stjernekrigen V: Imperiet slår igen
Instruktør: Irvin Kershner
Manuskript: Leigh Brackett og Lawrence Kasdan efter historie af George Lucas
Cast: Mark Hamill (Luke Skywalker), Harrison Ford (Han Solo), Carrie Fisher (Princess Leia Organa), Billy Dee Williams (Lando Calrissian), Anthony Daniels (C3P0), David Prowse (Darth Vader), Peter Mayhew (Chewbacca), Kenny Baker (R2D2), Frank Oz (Yoda), Alec Guiness (Obi-Wan Kenobi), Jeremy Bulloch (Boba Fett), Kenneth Colley (Admiral Piett), Julian Glover (General Veers), Michael Sheard (Admiral Ozzel), Michael Culver (Captain Needa), James Earl Jones (Darth Vader – stemme, ukrediteret)
Producere: Gary Kurtz (producer), Jim Bloom (associate producer), Robert Watts (associate producer), Rick McCallum (producer – Special Edition), George Lucas (executive producer)
Foto: Peter Suschitzky
Klip: Paul Hirsch, George Lucas (ukrediteret), Marcia Lucas (ukrediteret), T.M. Christopher (Special Edition)
Musik: John Williams
Spilletid: 120 minutter (original version), 124 minutter (Special Edition)
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby 2.0 Surround (original version), Dolby 2.0 Surround & Dolby 5.1 Surround (Special Edition)
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk
Produktionsland, år: USA 1980
Produktionsselskaber: Lucasfilm Ltd.
Distributør (DVD): 20th Century Fox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Robotter, Rummet, Rumskibe, Star Wars, Trilogi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *