Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Wars Episode IV: A New Hope

Star Wars Episode IV: A New Hope
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den første Star Wars-film er en klassiker af rang, hvor George Lucas fik kombineret en klassisk struktur og fine forbilleder med et nyt visuelt look, enestående effekter og et solidt manuskript fremført af habile skuespillere.

Star Wars Episode IV: A New HopeBemærk, denne anmeldelse indeholder spoilers!

Da Star Wars havde premiere i 1977 var der næppe nogen, der havde fantasi til at forestille sig, hvad George Lucas’ rumfilm skulle udvikle sig til. Selv i dag, 30 år senere og i bagklogskabens ulideligt klare lys, virker det helt uvirkeligt, at en ret beset temmelig uoriginal rumopera skulle kunne blive til det verdensomspændende fænomen, Star Wars er i dag. Ikke nok med, at filmene er berømte, men de er berømte i en sådan grad, at begreber og citater fra filmene er blevet en del af verdens populærkulturelle bevidsthed på et niveau, som meget få andre film.

En smart aftale

Star Wars skabte George Lucas, som vi kender ham i dag, og der er ting, der tyder på, at Lucas selv havde en anelse om, at Star Wars måske, muligvis, potentielt, kunne gå hen og blive en succes, om end han som nævnt næppe havde kunnet forudse, hvor stor en succes. Da han i sin tid kæmpede med at få filmen i produktion, sikrede han sig på meget intelligent vis nogle rettigheder, som 20th Century Fox-cheferne uden tvivl mange gange siden har fået brækfornemmelser over at tænke på.

I stedet for at bede om flere penge til at lave filmen for, bad Lucas i stedet om nogle andre rettigheder. Det var rettigheden til “final cut”, rettigheden til 40% af filmens indtjening og endelig rettighederne til merchandise. Det fik han så, og Fox-cheferne må dengang have troet, at de virkelig havde taget den unge filmmand ved næsen. Men joken var på Fox’ bekostning. Lucas blev derimod meget, meget rig, og Star Wars‘ enorme succes sikrede ikke alene Lucas muligheden for at lave to fortsættelser, men gjorde ham også til en institution i Hollywood, og gav ham mulighed for at opbygge et veritabelt imperium.

Dette imperium tæller ikke bare moderselskabet LucasFilm, men også effektfirmaet Industrial Light & Magic (grundlagt i forbindelse med den første Star Wars-film), computerspilsafdelingen LucasFilm Games (senere LucasArts), lydstudiet Skywalker Sound og, som det nyeste skud på stammes, animationsafdelingen LucasFilm Animation. Hovedsædet i Lucas’ imperium ligger på Skywalker Ranch i Marin County nord for San Fransisco.

Snørklet oprindelseshistorie

Historien om hvordan Star Wars blev til er så snørklet og forbundet med så mange udsagn og modsigelser, at det næsten er umuligt at hitte hoved eller hale i. De værste problemer kommer dog, når man forsøger at holde styr på, hvor meget af historien i den samlede saga, Lucas på noget tidspunkt selv har haft helt styr på.

Nogle steder kan man læse, at Lucas havde hele historien på plads, inden han optog den første film; andre kilder antyder, at hver enkelt af de originale tre film blev til på en langt mere tilfældig måde, og at vigtige plotelementer først blev besluttet sent i manuskriptfasen eller endog først under selve optagelserne. Sidstnævnte støttes i høj grad af Star Wars: The Annotated Screenplays (1997), der giver indtrykket af, at Lucas på ingen måde havde alle detaljer på plads fra begyndelsen.

Én ting synes de fleste kilder dog at være enige om: Begyndelsen til den første film skal findes omkring 1973, måske lidt tidligere. I 1973 skrev Lucas i hvert fald en treatment (længere end en synopsis, men ikke et decideret manus) til den første film, og herefter er første udkast til manuskriptet dateret maj 1974. Herefter undergik manuskriptet en voldsom udvikling frem til fjerde udgave, der i grove træk er identisk med filmens “shooting script”, om end også fjerde udkast var udsat for revisioner.

Det går ud over denne anmeldelses formål at diskutere de mange og kolossalt store ændringer, manuskriptet til den første film undergik igennem de forskellige udkast – her er Star Wars: The Annotated Screenplays en udmærket kilde – men det skal dog siges, at ændringerne virkelig er betydelige. Det er ikke kun detaljer, men hele handlingen, der undergår en stor udvikling, og hvis vi i dag så en film, baseret over handlingen fra første udkast, ville vi ikke genkende den som forlægget for den film, vi i dag kender som Star Wars Episode IV: A New Hope. Episodenummeret og undertitlen kom i øvrigt først til da filmen havde repremiere i 1981. Inden da hed den slet og ret Star Wars.

Klassisk struktur

Også inspirationskilderne til Star Wars er mangfoldige, og her vil jeg heller ikke gå i dybden med dem. Jeg vil dog nævne de gamle seriefilm om Buck Rogers og Flash Gordon, som Lucas også har angivet som inspiration, samt bogen Hero With A Thousand Faces fra 1949 af Joseph Campbell, der behandler heltemyter fra hele verden.

Derudover har Lucas også angivet Kurosawa-filmen Kakushi-toride no san-akunin (Den skjulte fæstning) fra 1958 som en betydningsfuld inspirationskilde. Ikke alene er der plotmæssige sammenfald mellem den første Star Wars og Den skjulte fæstning, men det skulle også være herfra Lucas hentede idéen til at lade Star Wars fortælles primært gennem de to droider C3PO og R2D2. De to droider skulle således være spejlinger af de to bønder fra Kurosawas film.

Det væsentlige her er, at Star Wars fundamentalt set ikke er særlig original i hverken handling eller struktur. Heri ligger også en af filmens absolutte styrker, for Star Wars blev ikke en succes på trods af, men på grund af, sin afhængighed af en klassisk struktur. Det er anvendelsen af strukturen fra den klassiske heltemyte, kombineret med indpakningen, der gjorde og gør Star Wars så seværdig.

Indpakningen var, i modsætning til selve historien, nemlig ny – og hermed menes ikke kun med hensyn til de dengang banebrydende effekter, men også den setting, Lucas placerede historien i. Men nu foregriber jeg historiens gang. Lad mig i stedet – til ære for de, der de sidste 30 år har boet i en fjern, fjern galakse – komme med et handlingsreferat.

Stjernedestroyeren

A long time ago...

Filmen starter med teksten “A long time ago in a galaxy far, far away”, hvorefter titlen ruller over skærmen sammen med hovedtemaet, og forsvinder ud i verdensrummets intethed. Herefter følger den såkaldte “opening crawl” – et stykke tekst, der i tre korte afsnit sætter scenen for filmen. Teksten starter bredt nederst på skærmen og bliver smallere og smallere idet den ruller opad imod et forsvindingspunkt “ude i rummet”. Dette er en idé Lucas har snuppet direkte fra den gamle Buck Rogers TV-serie.

Logoet

Teksten fortæller os, at der er borgerkrig i galaksen. En gruppe modige oprørere kæmper mod det onde galaktiske imperium, og nu er en af oprørerne, Prinsesse Leia, på vej mod sin hjemplanet med planerne over Imperiets supervåben, Dødsstjernen. Men hun forfølges af kejserlige styrker.

Kameraet panorerer nedad indtil vi nederst ser en planet glide ind i billedet. Og så sker det! Et rumskib farer ind i billedet, idet det skyder med og bliver beskudt af laserstråler. Men det virkeligt overraskende kommer bagefter: rumskibet viser sig at være en dværg ved siden af det skib, der forfølger det: en monstrøs kæmpe, der ruller ind i billedet fra oven og bare fortsætter, og fortsætter og fortsætter. Hvis man er til underholdning af Star Wars-typen er man fanget fra begyndelsen, og antallet af nulevende yngre filminstruktører, der har sagt, at den enorme Stjernedestroyer fra Star Wars var det, der vækkede deres lyst til at lave film, er da heller ikke lille.

Den sidste Jedi-ridder

'The opening crawl'

Skibet og Prinsesse Leia tages til fange, men inden har Prinsessen nået at placere de stjålne planer over Dødsstjernen i den lille droide R2D2, som undslipper fra rumskibet i en flugtkapsel sammen med sin mugne makker C3P0. På ørkenplaneten Tatooine falder de i hænderne på bondedrengen Luke Skywalker, men den lille droide er programmeret til at opsøge en vis Obi Wan Kenobi, der skulle bo på planeten, så den sætter ufortrødent ud. Luke og den anden droide følger efter R2D2, hvilket ad omveje fører dem til den mystiske eneboer Kenobi, der ved mere om Luke end Luke aner.

Stjernedestroyeren fra filmens begyndelse, som fik folk til at tabe deres kæbe

Kenobi viser sig nemlig at være en af de sidste Jedi-riddere, der var ordenshåndhæverne i Den Gamle Republik, før republikken blev afløst af det onde Imperium. Jedi-ridderne benyttede sig af deres evner til at kontrollere Kraften (The Force) – et energifelt, skabt af alt levende, og som kan give brugerne nærmest magiske evner.

De to robotter, gulddroiden C3P0 (Anthony Daniels) til venstre og den lille astrodroid R2D3 (Kenny Baker) til højre

Kenobi fortæller Luke, at Lukes far også var Jedi-ridder, men at han blev myrdet af en anden Jedi ved navn Darth Vader, som var én af Kenobis tidligere elever, der var gået over til Kraftens mørke side og altså blevet ond. Alt dette tror Luke indledningsvist ikke på. Han er opvokset hos sin onkel og tante på Tatooine, og har af dem fået at vide, at hans fader var navigatør på et fragtrumskib.

Kenobi forsøger at overtale Luke til at lære om Kraften og tage med ham på rejsen til planeten Alderaan, hvor den lille droide må hen, hvis kampen mod Imperiet skal have en chance. Selv om Luke er meget betaget af Prinsesse Leia, hvis hologrambillede den lille droide har fremvist, nægter han indledningsvist, men da det viser sig at hans onkel og tante er blevet dræbt af Imperiets stormtropper, der leder efter droiderne, ændrer han mening.

Drama på Dødsstjernen

Kejserlige Stormtropper angriber

Luke, Kenobi og droiderne sætter ud mod rumhavnen Mos Eisley, hvor de møder rumpiraten Han Solo og hans sidekick, den to meter høje wookiee Chewbacca. Luke og Kenobi hyrer Solo til at flyve dem til Alderaan i hans skib, Tusindårsfalken. Det bliver der dog ikke noget af: da de når frem til Alderaan, er planeten sprængt i småstykker af Dødsstjernen, der viser sig at være en kolossal rumstation på størrelse med en mindre måne. Tusindårsfalken indfanges af Dødsstjernens “tractor beam”, og flugt er umulig.

I stedet iværksætter Luke en dristig plan for at redde Prinsessen, der befinder sig ombord på rumstationen og er planlagt til at skulle henrettes. Han får her hjælp af Solo og Chewbacca – selv om Solo indledningsvist er meget uvillig mod at sætte livet på spil, lader han sig dog overtale mod lovning om en klækkelig betaling.

Hvordan det hele spænder af skal ikke afsløres her af hensyn til den håndfuld mennesker i galaksen, der ikke har set Star Wars, men mon ikke det på den ene eller den anden måde ender godt?

Tredelt struktur

Et filmikon fødes - Darth Vaders første entré på scenen

Star Wars Episode IV: A New Hope følger på mange måder strukturen i en klassisk bildungsroman. Luke Skywalker er vores hovedperson; han er drengen der ved filmens begyndelse rives ud af sine vante omgivelser, og går igennem en række prøvelser for at komme ud som en mand på den anden side. De samme analytiske elementer brugte Joseph Campbell i sin tidligere omtalte bog, Hero With a Thousand Faces, hvor han inddelte heltemyterne i tre overordnede dele: Departure, Initiation og Return.

Jawaerne gør klar til at sælge nogle droids - det er på gården i baggrunden, at Luke Skywalker bor i begyndelsen af filmen

Mens man kan anskue hvert afsnit i den originale trilogi som et eksempel på disse tre dele, så står den første film alene i den forstand, at den som enkeltstående film også indeholder alle tre elementer. Det er et resultat af, at den første film er den eneste, der fungerer som en afsluttet film, der kan ses fra begyndelse til slutning som en helhed.

Årsagen er naturligvis, at det var uvist, om Star Wars ville blive en succes, og selv om Lucas sandsynligvis havde en overordnet plotlinje parat til de to efterfølgere, kunne han ikke lade den første film slutte åbent, da der var en reel risiko for at filmen ville floppe, og at der derfor aldrig ville blive mulighed for at lave en toer og en treer.

Space fantasy og fascister

Udlængsel - Mark Hamill som Luke Skywalker

Da succesen var i hus og toeren (der altså blev til Episode V: The Empire Strikes Back) skulle laves, vidste Lucas at succesen var sikret, og at der ville blive mulighed for en afslutning. Derfor kunne han tillade sig at efterlade den midterste film på en meget åben og uafsluttet måde, fordi den rigtige slutning ville følge i den sidste film.

Den midterste film har derfor ingen rigtig konklusion, og man kan tilsvarende sige at hverken den midterste eller den sidste film har nogen rigtig begyndelse; der forudsættes det, at man har set i Star Wars Episode IV: A New Hope. Men nu foregriber jeg i virkeligheden igen begivenhedernes gang, og de to fortsættelser må man læse nærmere om i anmeldelserne af Episode V: The Empire Strikes Back og Episode VI: Return of the Jedi.

Obi-Wan Kenobi (Alec Guiness)

Som tidligere nævnt er historien i Star Wars Episode IV: A New Hope ikke ligefrem original netop fordi strukturen er hentet fra klassiske heltemyter og tilsvarende klassiske historier om det gode mod det onde. Det der fik det hele til at virke så nyt og friskt, var den indpakning, George Lucas præsenterede historien i. Selve settingen var egentlig heller ikke nyskabende – science fiction var allerede en gammel genre, da Star Wars kom ud, men Lucas’ sammenblanding af heltemyter, magi (Kraften) og science fiction gav et friskt resultat.

En Stjernedestroyer på vej mod Dødsstjernen

Siden er genren blevet kaldt “space opera”, men “space fantasy” er nok en mere passende betegnelse, for grundlæggende set er Star Wars et eventyr, der tilfældigvis foregår i rummet; noget, der jo fint understreges af tilstedeværelsen af både riddere og prinsesser. At eventyrelementerne så suppleres med et utal af andre idéer, er noget helt andet, der bare viser, at Lucas har været særdeles åben for sine inspirationskilder.

Imperiet er tydeligvis en reference til fascistiske styreformer generelt; begrebet Stormtropper giver klare mindelser om Nazityskland, mens de kejserlige officerer er klædt i uniformer, der mest af alt minder om japanske militæruniformer fra 2. Verdenskrig. Den onde Kejser (som man ikke engang ser i den første film) er inspireret af Kejser Ming fra Flash Gordon, og åbningsteksten er taget fra Buck Rogers. Og sådan kunne man blive ved med at foreslå Lucas’ inspirationskilder, både fra virkelighedens verden og fra fiktionens.

De åbenlyse kvaliteter

"I find your lack of faith disturbing"...

Når man sådan læser det sort på hvidt, kan man af og til undre sig over, hvorfor det hele alligevel ender med at fungere eminent – for det gør det – men det viser tilbage til det faktum, at hele molevitten er hængt op på en klassisk struktur, som vi alle kan relatere til.

Derudover må man heller ikke glemme de mere åbenbare kvaliteter ved filmen, som nemt kan gå tabt i en anmeldelse, der er skrevet hele 30 år efter, at filmen kom ud, og som derfor har den fordel at kunne være tilbageskuende og måske mere analytisk, end godt er. For det første er det hele sindssygt underholdende. Star Wars er enormt godt pacet, og fra et fortællemæssigt synspunkt – og nu mener jeg ikke kun med hensyn til strukturen fra heltemyten – gør Lucas alt det rigtige på de helt rigtige tidspunkter.

Alt synes at være afstemt perfekt efter filmens spilletid, for der er ikke et øjeblik, der virker hverken for kort eller langt. Ingen scener trækker unødigt ud, men der er heller ingen der behøver være længere. Det må man rose Lucas for, både på manuskriptplan og i klipperummet, hvor han også spillede en væsentlig rolle, selv om han ikke er officielt krediteret som klipper.

Ikke unødigt corny

Han Solo (Harrison Ford) og Chewbacca (Peter Mayhew)

Dialogen i den første film er heller ikke unødigt corny, sådan som den gik hen og blev til overflod i prequeltrilogien, som Lucas også selv skrev (han stod ikke for manuskriptet til Episode V og VI), selv om der stedvist er tilløb til det. Når det sker, er det dog noget man helhjertet tilgiver, for samtidig med at filmen fra et rent skuespilmæssigt synspunkt heller ikke er noget mesterværk, fungerer det alligevel perfekt.

Mark Hamill i rollen som Luke Skywalker er langt fra så dårlig, som mange gerne vil gøre ham til, og den virkeligt overspillede præstation kommer i virkeligheden fra Carrie Fisher i rollen som prinsesse Leia og fra Anthony Daniels inden i C3P0. Harrison Ford spiller sådan som Harrison Ford nu engang gør i gavtyveroller, og rumpiraten eller “slynglen” Han Solo blev på mange måder også et blåtryk for hans Indiana Jones i den fire år senere Raiders of the Lost Ark (1981). Inden da havde Ford dog gentaget rollen som Solo i The Empire Strikes Back.

Et filmisk ikon

"Kuna to chuta Solo?" - Han Solo møder Greedo

Visuelt var Star Wars banebrydende da den kom frem i 1977, og uden de overbevisende effekter havde filmen da heller ikke haft nær den samme succes. Det er da også karakteristisk, at de syv Oscars filmen vandt, primært kom i de tekniske kategorier. Ikke alene var de komplicerede effekter med rumskibe i kamp, lyssværd osv. enormt flot realiserede, men også filmens kostumedesign var enormt vellykket (og blev da også belønnet med en Oscar).

Blandt kostumerne er der kun ét der skal fremhæves her, og det er Darth Vader. Vader er blevet et af det 20. århundredes største filmiske ikoner overhovedet, og det har kostumet en ikke ubetydelig del af æren for – det, og så James Earl Jones’ raspende stemme.

Et nyt look

Princess Leia (Carrie Fisher)

Fra et visuelt synspunkt har den mest blivende effekt, Star Wars har haft, sandsynligvis været effektfirmaet Industrial Light & Magic, der blev til på grund af filmen. Firmaet eksisterer naturligvis stadig, og må i dag regnes som det førende effektværksted i verden, selv om det inden for de seneste år (og i takt med at computerteknologi er blevet billigere og billigere) har fået mere kompetent konkurrence – bl.a. fra Peter Jacksons WETA.

Prinsessen møder Governor Tarkin (Peter Cushing)

Men en anden visuel arv fra Star Wars, som måske er noget mindre kendt, er det overordnede look, George Lucas introducerede, og som brød med forestillingen om, at alt der foregik i rummet var metalblankt, poleret, pænt og plastikagtigt. En af den originale Star Wars-trilogis visuelle grundpiller er, at universet ser ud til rent faktisk at være beboet og brugt. Rumskibene kan godt være gamle og ramponerede (som Tusindårsfalken) og der kan godt findes skodværtshuse selv i fjern, fjern galakse. Det hele virker mere virkeligt end hvis alt var pænt og nyt og friseret.

Tusindårsfalken ombord på Dødsstjernen

Det var en tanke, der blandt andet slog rod i Ridley Scott, der da også har udtalt at Star Wars var blandt de visuelle inspirationskilder til Alien (1979). Her må det dog bemærkes at både Star Wars og Alien uden tvivl er visuelt inspireret af Andrei Tarkovskys science fiction-klassiker Solyaris fra 1972, hvilket bl.a. netop gælder det brugte look.

Samtidig må man dog ikke være blind for det faktum, at ikke alt i Star Wars ser brugt ud. Der er en mærkbar visuel forskel mellem f.eks. Imperiets velsmurte krigsmaskineri og Han Solos slidte Tusindårsfalk, mellem det sterile mødelokale ombord på Dødsstjernen og den livlige bar på Tatooine, mellem Stormtroppernes helt hvide uniformer og Obi Wan Kenobis flagrende Jedi-kostume. Her har Lucas og hans designere helt bevidst leget med modsætningerne mellem det velkendte, organiske og lidt slidte, og det regelrette, firkantede og sterile. Det er måske et billigt trick, men det virker fantastisk godt.

John Williams is the man

Gamle venner mødes i en sidste duel

Et sidste element, der bør nævnes i enhver anmeldelse af Star Wars er John Williams’ musik. Williams’ score findes anmeldt i filmmusiksektionen på Planet Pulp, men fortjener omtale i selve anmeldelsen fordi en ikke ringe del af filmens succes også må tilskrives et eminent score.

Lucas fik anbefalet Williams af Spielberg, der indtil da havde brugt komponisten på The Sugarland Express (1974) og Jaws (1975). Williams’ score til Star Wars fungerer ikke alene helt vidunderligt i filmen, men krediteres af nogle også som det score, der for alvor fik det klassiske, symfoniske filmscore tilbage på banen efter at det i nogle år i 70’erne havde vansmægtet til fordel for diverse eksperimenter med synthesizere og progressiv jazz. At tilskrive Williams hele æren for dette er måske at overdrive en anelse, men at en stor del af æren tilfalder komponisten kan næppe betvivles – og så hjalp filmens succes naturligvis også en hel del.

Ækle justeringer

X-Wing-fighters på vej mod Dødsstjernen

Den anmeldte version af filmen er den udgave, Fox udsendte i slutningen af 2006, og som både indeholder den originale version af filmen samt den revampede udgave, der også findes i bokssættet. Dette er væsentligt, for Lucas havde ellers truet med, at de oprindelige udgaver af den originale trilogi aldrig ville se dagens lys på DVD.

Begrundelsen var, at han anså de nye versioner som udtryk for hans “oprindelige vision”. Sagen er den, at Lucas har manipuleret en hel del med filmen inden for det sidste tiår. Da den originale trilogi havde repremiere i 1997 var filmene digitalt renset (hvilket var kærkomment) og farvejusteret, og de karakteristiske linjer omkring genstande og personer, der i effektscener var klippet ind på en anden baggrund, var fjernet. Egentlig ikke så skidt. Mere problematisk var det, at Lucas også havde indsat nye special effects i gamle scener, indsat en enkelt ny scene i Star Wars Episode IV: A New Hope, samt foretaget deciderede justeringer i nogle scener.

Angrebet på Dødsstjernen indledes

Sidstnævnte var det mest kontroversielle, for her havde Lucas ændret en del på scenen, hvor Han Solo skyder rumvæsnet Greedo i baren i Mos Eisley. I den oprindelige version skød Solo koldblodigt først, men da filmen havde repremiere i 1997 var det pludseligt Greedo, der skød først, så det kom til at se ud som om Solo blot handlede i selvforsvar.

Senere har Lucas foretaget endnu en rettelse for at tilfredsstille vrede fans, der var irriteret over, at han gik tilbage og retroaktivt ændrede på Han Solos personlighed på den måde. I den nye version – den der ligger på den ene af DVD’erne nu – skyder de nogenlunde samtidigt. Det er et godt eksempel på Lucas’ manglende evne til at lade sine gamle film være i fred, og kilde til stor irritation hos mange, blandt andet undertegnede. Derfor kom det som en stor lettelse, da det viste sig at den originale version trods alt blev tilgængelig på DVD, så man ikke behøvede at lægge sine gamle VHS-udgaver i pengeskab.

Den nye udgave er ikke ringe som sådan, og nu hvor den originale version også er tilgængelig, er jeg mindre irriteret, end jeg tidligere har været, for min surhed gik primært på, at man ellers ikke havde mulighed for at opleve filmen som den så ud, da den oprindelig udkom.

Horribelt lydmix og flere ændringer

Kejserlige TIE-fighters angriber, anført af Darth Vader

Et væsentligt problem består dog i begge udgaver, og det er det helt horrible lydmix. I både den originale version og den nye version, er lydmixet fuldkomment forskruet, og det er næsten umuligt at høre John Williams’ score fordi lydeffekterne ligger så højt, som de gør. Lucasfilm har, ikke overraskende, benægtet, at der skulle være tale om fejl, men hævder at alle beslutninger omkring lyden er truffet som “forsætlige kreative beslutninger”. Oh well…

Selv i denne 2-disk udgave, med den originale og den nye, får man ikke alle versioner af filmen. Som nævnt i forbindelse med Greedo-scenen er der forskelle fra 1977-udgaven til 1997-udgaven til 2004-udgaven (som er den, der er inkluderet i denne version, og som også fås i bokssættet). Her bør det også nævnes, at det ikke kun er Greedo-scenen, der har undergået disse ændringer. Der er flere tilfælde, hvor ændringer, der blev lavet i 1997-udgaven er blevet ændret tilbage igen.

Det vil her føre for vidt at gå ind i detaljer omkring alle disse ændringer, men under “Relevante links”, allernederst, er der et link til en fremragende gennemgang af ændringer i alle tre originale Star Wars-film. 1997-udgaven er der næppe nogen sandsynlighed for, at vi nogensinde får at se på DVD, men det kan man leve med. Det væsentligste er, at 1977-versionen nu er her.

Klassiker

Glemmer man irritationsmomentet, som det dårlige lydmix under alle omstændigheder er, så er den nærværende udgave af Star Wars Episode IV: A New Hope rigtig god. Man får både den originale version af filmen og den nye(ste), og har dermed ikke alene mulighed for at se, hvordan filmen så ud, da den kom i biografen første gang, men man har også mulighed for at se, hvor langt man kan komme med digital teknologi i gamle film. Det er både interessant og en lille smule skræmmende, for det åbner helt nye døre for fremtidens filmfolk.

Nu er det jo heldigvis kun George Lucas, der indtil videre har udvist en tendens til at gå tilbage og ændre markant på sine film, men den dag kan komme, hvor man måske skal overveje at skaffe sig DVD-udgaven af det originale biograf-cut af en film hurtigt, inden instruktøren ændrer mening og retroaktivt beslutter sig for, at den ikke repræsenterer “hans oprindelige vision”.

Nu er vi heldigvis (på nær på lydsiden) ude over det problem med Star Wars. Det er en klassiker, uanset om man bryder sig om filmen eller ej. Personligt elsker jeg den, og det er en film, der vil ryge i DVD-afspilleren igen og igen i årene fremover.

6 stjerner

Titel: Star Wars Episode IV: A New Hope
Dansk titel: Stjernekrigen IV: Et nyt håb
Instruktør: George Lucas
Manuskript: George Lucas
Cast: Mark Hamill (Luke Skywalker), Harrison Ford (Han Solo), Carrie Fisher (Princess Leia Organa), Peter Cushing (Grand Moff Tarkin), Alec Guiness (Ben Obi-Wan Kenobi), Anthony Daniels (C3P0), Kenny Baker (R2D2), Peter Mayhew (Chewbacca), David Prowse (Darth Vader), James Earl Jones (Darth Vader – stemme), Phil Brown (Uncle Owen), Shelagh Fraser (Aunt Beru)
Producere: Gary Kurtz (producer), Rick McCallum (producer – Special Edition), George Lucas (executive producer)
Foto: Gilbert Taylor
Klip: Richard Chew, Paul Hirsch, Marcia Lucas, George Lucas (ukrediteret), T.M. Christopher (Special Edition)
Musik: John Williams
Spilletid: 116 minutter (original version), 120 minutter (Special Edition)
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby 2.0 Surround (original version), Dolby 2.0 Surround & Dolby Digital 5.1 Surround (Special Edition)
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk
Produktionsland, år: USA 1977
Produktionsselskaber: 20th Century Fox, Lucasfilm Ltd.
Distributør (DVD): 20th Century Fox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Robotter, Rummet, Rumskibe, Star Wars, Trilogi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>