Måske det er på sin plads ganske kort at sammenfatte historien frem til nu. For ti år siden blev brødrene De Troil fjender på grund af den ældste brors kone, Blanche, som den yngste bror, Gabriel, havde en affære med. Ud af deres kærlighed udsprang pigen Ariane, som blev født under ulykkelige omstændigheder. Hendes mor søgte nemlig bort fra De Troils-slægtens borg for at begå selvmord i den kolde isvinter.
Det lykkedes, men hendes nyfødte barn overlevede, og den forsmåede ægtemand tog denne lille pige til sig som sin egen. Da Blanche var død, trak Gabriel sig bort fra denne verden, og søgte selv døden. Den fandt han imidlertid ikke; i stedet fandt han noget meget større.
I den dybeste melankoli mødte Gabiel nemlig en sær gammel kone, der tilbød ham at han kunne blive skæbnens håndlanger og indløse sin gæld til verden ved at give slip på sig selv og låne sin krop til de højere magter. På den led blev den maskerede hævner Spurvehøgen født, og med sine syv høge begyndte han nu at bekæmpe den sociale uretfærdighed, som præger den franske kong Henrik d. 4’s lande. Vi befinder os altså i begyndelsen af 1600-tallet. En urolig tid, hvor stormagter strides om alt fra religion til guld.
Fortiden i flammerne
I seriens sidste bind, Majstangen, erkendte den gamle baron De Troil endelig, hvem manden bag Spurvehøgens maske måtte være. Ariane, baronens påståede datter, har lige fra seriens første bind sværmet for den mystiske maskerede helt, men hendes romantiske følelser er bestemt ikke blevet gengældt, for langsomt er det blevet klart for Spurvehøgen, at han er pigens rigtige far.
Den gamle splid mellem brødrene om den smukke Blanche kaster dermed fortsat skygger, og Majstangen sluttede, da baron De Troil iklædte sig sin rustning og konfronterede Spurvehøgen i brødrenes gamle barndomsskjul. Mødet faldt ikke heldigt ud, og brødrenes skjul blev ødelagt under opgøret. Ganske symbolsk slettede flammerne på den led brødrenes bånd til fortiden i slutningen af albummet.
Heksejæger
Da seriens fjerde bind begynder, er den gamle baron følelsesmæssigt knust. Han har nu mistet alt, lige fra konen og broderen til datteren Ariane. Mismodig søger han ly i familiens gamle krypt, hvor han grubler ved Blanches grav, mens vigtige begivenheder udspiller sig udenfor.
Den modbydelige grev Thibaud de Bruantfou, De Troil-slægtens nærmeste nabo, har fra første færd forsøgt at indfange Spurvehøgen, men uden held. Den opmærksomme greve er derfor nået frem til den erkendelse, at den maskerede mand må stå i ledtog med Djævlen. Da han samtidig har bemærket, at Ariane De Troil følger i Spurvehøgens kølvand, lægger han to og to sammen.
Hvis Spurvehøgen dog rent faktisk skulle stå i ledtog med de nedre magter, er dette ikke længere en sag for greven selv og hans folk. De Bruantfou vælger derfor at kalde den netop hjemvendte jesuittermunk og heksejæger Jerome til egnen. Han burde kunne sætte en stopper for den maskerede forbryders uvæsen.
Store omvæltninger
Imens der således foregår sig store sager på De Troil-slægtens gods, hvor heksejægerens tilstedeværelse hurtigt skaber kaos, følger vi også livet på Louvre i Paris, hvor den franske konge gør sig bekymringer om den spådom, han har fået fortalt af den selv samme gamle kælling, der i sin tid skabte Spurvehøgen.
Efter sigende vil Kong Henrik nemlig dø, når han officielt udnævner sin gemalinde til dronning, og netop denne kroningsceremoni står nu for døren. Kongens nærmeste fortrolige, livvagten Germain Grandpin, forsøger at berolige herskerens frygt, men det synes ikke rigtigt at hjælpe. Det er, som om skæbnen har gået sin gang, og ganske rigtigt afsluttes dette album da også med store omvæltninger.
Hvad der sker, skal ikke fortælles, men man kan roligt glæde sig. Det skal i øvrigt også indskydes, at der i dette bind afsløres, at Grandpin i sin tid rent faktisk kendte manden bag Spurvehøgens maske. På den led væves seriens persongalleri endnu tættere sammen, men hvad det så får af konsekvenser, må vi nok vente til næste bind for at få at vide.
Forløsende
Heksejægeren er et helt uovertruffet album. Før i tiden var det stensikkert, at jeg altid lånte det med hjem fra biblioteket, når jeg faldt over det. Bindet hører klart til blandt seriens bedste, hvis det ikke endda er det bedste, og det skyldes ene og alene albummets anden halvdel.
Her formår seriens skabere Patrick Cothias og André Juillard, at udfolde hele det skæbnetunge univers, de har brugt fire albums på at fremmane for os. Hele den ulmende stemning af oprør, død og forandring, der har hængt så tungt over seriens sider får med ét luft, og springer eksplosivt ud i lys lue. Gennem tre mesterlige handlingsspor forløser bindet en stor del af de optakter, der har ligget implicit i siderne, og gennem et blodbad af rang får de vasket tavlen ren, og indkaldt til næste akt.
Mesterstykke
Albummet er teknisk set lige så flot som de tidligere, så her er der ikke sket noget nyt. Heksejægerens kvaliteter ligger altså ene og alene i historien, og måske netop fordi serien har taget sig god tid om at udfolde sig, virker det endnu bedre, nu hvor det så endelig sker. Det er let at komme til at afsløre for meget i denne sammenhæng, så derfor må jeg nok hellere bare stoppe her.
Heksejægeren har et par overraskelser, som man skal være forberedt på, og samtidig kan det konstateres, at det bestemt ikke er et afsnit i beretningen om Spurvehøgen, man vil kunne kalde letbenet eller opmuntrende. Det til trods er dette absolut et stort mesterstykke, som utvivlsomt vil få dig til at styrte ud efter seriens femte bind.
Originaltitel: Hyronimus
Seriens titel: Spurvehøgen
Seriens originaltitel: Les Sept Vies de l’Esperier
Forfatter: Patrick Cothias
Tegner: André Juillard
Farvelægning: André Juillard
Albumlængde: 48 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
Udkom i Frankrig i 1988.
Udkom i Danmark i 1989 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007
Stikord: 1600-tallet
