Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Solo: A Star Wars Story

Solo: A Star Wars Story
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Han Solo-filmen holder skindet på næsten i kraft af den rå underholdningsværdi, for filmen er bestemt ikke uden sine problemer.

Solo: A Star Wars StoryAdvarsel: Indeholder spoilers.

Meget er blevet sagt og skrevet om, hvor utroligt det er, at det lykkedes Lucasfilm at få en bare nogenlunde velfungerende film ud af Solo: A Star Wars Story.

Filmen havde jo store vanskeligheder undervejs; de oprindelige instruktører blev skiftet ud sent under optagelserne og erstattet af Ron Howard, der efter sigende lavede 70 % af filmen fra bunden af.

Men måske er det slet ikke så utroligt alligevel. De mange ord, der har været skrevet om filmens problemer, er i høj grad udtryk for den overdrivelse og sensationslyst, der præger meget filmjournalistik i dag.

Sammenlignet med problemerne på Rogue One, den første af de enkeltstående Star Wars-film, er problemerne med Solo primært økonomiske, snarere end de er kreative. Manuskriptet skulle ikke skrives om undervejs, som det skulle på Rogue One.

Problemet var snarere det, at de oprindelige instruktører Phil Lord og Christopher Miller afveg så meget fra manuskriptet – af far/søn-duoen Lawrence og Jonathan Kasdan – at både Kasdanerne og Kathleen Kennedy blev utilfredse.

Da Ron Howard overtog styringen, kom filmen kreativt på ret kurs, men økonomisk i uføre. Det er dyrt at lave film; ikke mindst er det dyrt, når så store dele af optagelserne skrottes og laves på ny.

Flop eller ej?

Jeg skal ikke gå så meget ind i hele diskussionen af, hvorfor Solo har klaret sig så dårligt, som den har, rent økonomisk.

Her handler det dog også om at holde sig for øje, at Solo ikke er blevet et flop, sådan som mange ellers har hævdet. Per 8. juni har den globalt indspillet 273 millioner USD, hvilket for de fleste film er mere end pænt.

Sammenlignet med alle andre Star Wars-film er der dog ingen tvivl om, at Solo har klaret sig markant dårligere, og især når det ses i kombination med de udgifter, Lucasfilm/Disney har haft på filmen (angiveligt mellem 250 og 300 millioner USD, hvortil skal lægges marketing-udgifter).

Det kan formentlig diskuteres fra nu af og til dommedag (og det vil det formentlig blive), hvad årsagen er til Solos dårlige box office. Men det skyldes i hvert fald ikke, at Solo som sådan er nogen decideret dårlig film, for det er den ikke, selvom den heller ikke er rigtig god.

Man kan altid diskutere, om det nu var nødvendigt med en origin story om Han Solo; som sådan kan “nødvendigheden” af alle film diskuteres.

Men en Solo-film var uundgåelig; han er den oprindelige trilogis mest elskede karakter med en tilpas vagt formuleret fortid, der både gav muligheder for at udforske hans unge dage og antydede, at der havde været masser af eventyr.

Og inden man giver Disney skylden for at malke Star Wars-universet med en Solo-film, skal det lige siges, at det var George Lucas selv, der satte gang i produktionen af en film om Solo, inden han solgte Lucasfilm til Disney i 2012.

Ungdomskriminel og fodtudse

Men nu er den her altså, Solo-filmen, og så må vi forholde os til, hvad der er på det hvide lærred. Og langt hen ad vejen er det faktisk rigtig fint.

Vi møder den unge Han på industriplaneten Corellia, der fungerer som galaksens primære skibsværft. Her lever Han, spillet af Alden Ehrenreich, som småkriminel for den skurkagtige Lady Proxima – en slags Fagin i Star Wars-universet.

Sammen med sin kæreste Qi’ra (Emilia Clarke) drømmer Han dog om at slippe væk fra Lady Proximas kløer, og da filmen åbner, har Han netop hugget det, der kan blive deres billet væk fra planeten: En lille ampul med hyperspace-brændstof, det såkaldte coaxium.

Han og Qi’ra stikker af, men forfølges af både Lady Proximas personlige hær og Imperiets tropper. I rumhavnen lykkes det Han at slippe igennem kontrollen, men Qi’ra fanges i sidste øjeblik. Han lover at vende tilbage efter hende.

Han melder sig til den kejserlige flåde med planer om at blive galaksens bedste pilot, men da vi møder ham tre år senere på en unavngiven planet er det som fodtudse i et kaotisk slag.

Bag fronten støder Han ind i en bande af rumslyngler under ledelse af Tobias Beckett (Woody Harrelson), og inden vi får os set om har Han mødt Chewbacca og de er stukket af sammen med Beckett og hans hold.

Og nå ja, inden vi overhovedet når så langt, har vi også fået forklaringen på, hvor efternavnet Solo kommer fra.

Over stok og sten

Det går over stok og sten i Solo, der herefter udvikler sig til en endnu mere tempofyldt historie, hvor Han, sammen med Chewbacca og Becketts hold, skal stjæle en stor ladning coaxium til den brutale gangster Dryden Voss (Paul Bettany) fra gangstersyndikatet Crimson Dawn.

Da kuppet slår fejl er gode råd dyr, for Voss er parat til at dræbe dem alle sammen. De – der nu også tæller Qi’ra, for hun arbejder nemlig nu for Voss – får ham dog overtalt til, at de kan stjæle en endnu større ladning.

Det nye kup skal finde sted på planeten Kessel, men det kræver dog et umanerligt hurtigt skib. Den coaxium, der findes på Kessel, er nemlig uraffineret, og vil eksplodere, hvis ikke det bliver raffineret indenfor et bestemt tidsrum.

Jagten på galaksens hurtigste skib fører dem sammen med rumcharmøren Lando Calrissian (Donald Glover), og endnu engang går det over stok og sten til Kessel og tilbage igen.

Her finder vi også ud af, hvorfor Han i A New Hope (1977) påstod, at The Millennium Falcon havde klaret the Kessel Run på mindre end 12 parcecs (en parsec er jo nemlig ikke en tidsangivelse, men en afstandsangivelse).

Forpustet

Ja, det går som sagt over stok og sten i Solo: A Star Wars Story, og tempoet er faktisk også én af mine primære anker ved filmen. Der er simpelthen så meget fart på, at man bliver decideret forpustet, og det levner ikke meget plads til rollerne.

Det er ikke fordi, jeg forventer, at en Star Wars-film skal være en opvisning i karakterskuespil, men det havde været rart med lidt flere pusterum, hvor karaktererne kunne blive lidt mere end de tynde papstykker, de er.

Man kunne også indvende mod filmen, at den ved at forklare så meget – lige fra Solos efternavn til mødet med Chewbacca og lige fra The Kessel Run og til måden, Han fik The Millennium Falcon på – afmystificerer og forfladiger universet.

Intet, man kan se, er så godt som det, man kan forestille sig, men nu er der ingen vej udenom. Alle disse ting er nu etablerede som kanoniske elementer i Star Wars-universet.

Lignende indvendinger kan man naturligvis have mod hele prequel-trilogien – eller for den sags skyld sequel-trilogien – så det er naturligvis lidt en pauver kritik.

Men man føler et stik i hjertet, når man tænker tilbage på dengang, man kunne fantasere om, hvad The Kessel Run mon var, og dengang Solos efternavn ikke havde en konkret betydning, men bare var et fedt navn.

Om ikke andet kunne man have ønsket, at Kasdanerne havde gemt nogle af disse elementer til en eventuel fortsættelse i stedet for med vold og magt at proppe det hele ned i én film. Den kommer til at virke noget overlæsset.

Ros til Ehrenreich

Det er heller ikke hele castet, jeg er lige begejstret for, men Alden Ehrenreich skal faktisk have ros. Selvom han på ingen måde ligner Harrison Ford og heller ikke har Fords ubesværede charme (men hvem har det?), så formår han i løbet af filmen at gøre rollen til sin egen, sådan at man ved slutningen af filmen køber Ehrenreich som Han Solo.

Emilia Clarke er egentlig også fin som Qi’ra; problemet er, at manuskriptet ikke levner meget for Clarke at arbejde med, og Qi’ra er derfor historiens måske mest frustrerende karakter.

Der er næppe nogen tvivl om, at Jonathan og Lawrence Kasdan havde i tankerne, at vi skulle møde Qi’ra igen, hvis Solo-filmen skulle få en fortsættelse (hvad den jo nok næppe gør, indtjeningen taget i betragtning).

I hvert fald er rollen ekstremt tyndt skrevet, og det virker meget tilfældigt – lidt for tilfældigt – at Qi’ra dukker op ud af det blå i selskab med Dryden Voss.

Og nu vi er ved Voss, så spilles han af Paul Bettany, der her spiller… Paul Bettany. Det er én af den slags skurkeroller, Bettany kan spille i søvne, og der er lidt en phoning it in-fornemmelse over Bettanys præstation her.

Mest fejlcastet er imidlertid Woody Harrelson som Hans mentor Tobias Beckett. Harrelson virker simpelthen for rar, og et mindre plot twist hen mod slutningen, der involverer Harrelsons karakter, kommer derfor også til at forekomme fuldstændig utroværdigt.

Til gengæld er Donald Glover i rollen som Lando Calrissian lidt af et scoop, og alle de anmeldere, der har sagt, at Glover stjæler billedet hver gang, han har en scene, har fuldstændig ret.

Svineunderholdende metervare

Ja, der er masser af ting, der ikke fungerer optimalt ved Solo, og som man efterfølgende kan sidde og bore i. Når filmen (og John Powells forrygende score) spiller, er det imidlertid ikke noget, man tænker så voldsomt meget over.

For til trods for sine fejl og mangler er Solo svineunderholdende fra ende til anden. Selvom Ron Howards instruktion måske nok er anonym, mærker man tydeligt, at filmen har været i yderst kapable hænder.

Howard er en dygtig filmhåndværker, og han har været et sikkert bud for Kathleen Kennedy, da hun for alvor begyndte at overveje at fyre Phil Lord og Christopher Miller.

Som sådan er der heller ingen tvivl om, at Solo ligger helt inde i midten af Lucasfilm og Disneys comfort zone; her tages ingen chancer af nogen art.

Det betyder, at Solo: A Star Wars Story er fin underholdning, men absolut heller ikke andet end det, og her er vi måske inde ved kernen af filmens økonomiske problemer.

Velproduceret metervare

Havde filmen været god nok, modig nok, fræk nok til at tage nogle chancer hist og her, ville både anmeldelser og publikums dom måske have sikret filmen en bedre skæbne.

Men lige med undtagelse af de mest positive hardcorefans, har de fleste, der har set filmen, sagt, at den er “okay”.

Med andre ord en Star Wars-film, der ligner velproduceret metervare, og som slet ikke er det spektakulære stykke rumopera, som vi er blevet vant til.

Solo redder den hjem på den rå underholdningsværdi, og det ærgerlige ved filmens dårlige indtjening er sådan set, at en fortsættelse garanteret ville være blevet bedre, fordi alle oprindelseshistoriens lidt tyndslidte klichéer nu er overstået.

Det er ved slutningen af Solo, at Han Solos virkelige eventyr begynder, og som det ser ud nu, får vi aldrig dem at se – eller også går der i hvert fald længe, før det sker.

4 stjerner

Titel: Solo: A Star Wars Story
Instruktør: Ron Howard
Manuskript:Jonathan Kasdan & Lawrence Kasdan
Cast: Alden Ehrenreich (Han Solo), Joonas Suotamo (Chewbacca), Woody Harrelson (Tobias Beckett), Emilia Clarke (Qi’ra), Donald Glover (Lando Calrissian), Paul Bettany (Dryden Voss)
Foto: Bradford Young
Klip: Pietro Scalia
Musik: John Powell, tema af John Williams
Spilletid: 135 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2018
Produktionsselskaber: Lucasfilm, Walt Disney Studios, Allison Shearmur Entertainment, Imagine Entertainment

Anmeldt i nr. 152 | 13/06/2018

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>