Pat Mills er, om nogen, én af de absolutte hovedkræfter og bagmænd bag først og fremmest 2000 AD, men han er også Godfather for hele det britiske comic-boom, der fra firserne og op gennem halvfemserne har blæst ind over tegneserieverdenen. Han var blandt de allerførste til at kæmpe for ordentlige lønninger og rettigheder for skaberne, altså forfatterne og tegnerne bag tegneserierne, samt for, at tegneserier var andet og mere, end bare børneunderholdning, og at mediet sagtens kunne være debatskabende, samfundskritisk og tankeprovokerende.
Tegneseriepionér
Mills er den første redaktør på og grundlægger af 2000 AD-bladet i halvfjerdserne (for forlaget IPC – det var ikke ham, selv der skød penge idet), og han har altid formået at være opmærksom på, hvordan tegneseriemiljøet og kulturen har været i de forskellige dele af verden. Før andre har gjort det, var han med til at få amerikanere og briter til for alvor at få øjnene op for den europæisk-franske tegneserie. Han har da også skrevet tegneserier direkte til både det europæiske, britiske og amerikanske tegneseriemarked, hvilket er en præstation, som der ikke er mange, der har gjort ham efter.
Vi har meget at takke Pat Mills for. Sláine, i den udgave som vi møder ham i i dette album, er blandt noget af Mills’ eget materiale, som vi kan være ham allermest taknemmelige for. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke altid er ubetinget begejstret for Pat Mills, hvilket fremgår af en del af mine anmeldelser af hans værker her på Planet Pulp, som f.eks. de nyere udgaver af Sláine i Books of Invasions-serien, der bestemt ikke er noget at råbe hurra for. Eller for den sags skyld hans new age-selvsving i ABC Warriors i de tidligere halvfemsere – se f.eks. anmeldelsen af Khronicles of Khaos.
Mills i absolut topform
Men i dette album, der indeholder de allertidligste historier med Sláine, er Mills i sin absolutte topform, og her er der ikke nogen grund til ikke at elske Pat Mills’ historier, og hans måde at fortælle dem på. For på alle tænkelige måder er de første Sláine-historier, som her er samlet i Warrior’s Dawn, klassisk Pat Mills, med alle de kendetegn, der hører til. Mills tager keltisk mytologi, britiske folkesagn, romersk historie og lidt geologi og istidshistorie, og blander det med idéer fra new age, okkultisme, neo-paganisme, religionskritik og anarkopolitiske idéer. Dertil tilsætter han en jævn mængde firserpunk og engelsk mod- og subkultur, samt naturligvis en vis mængde inspiration fra Robert E. Howard, én af pulplitteraturens mestre, og de andre gamle Sword & Sorcery-forfattere.
Det pulpede, blandet med popkulturens genfortællinger af myter og anti-autoritære idéer, er nærmest Mills’ trademark, og på den måde adskiller Warrior’s Dawn sig ikke fra, hvad han ellers har lavet. Men intet andet sted har han gjort det så godt, som i historierne, der er samlet i Warrior’s Dawn. Den første historie med Sláine overhovedet, The Time Monster, slår nærmest perfekt stilen an. Her møder vi for første gang vores “helt”, kelterbersærkeren Sláine, der som udstødt af sin egen klan, Sessairerne, er fordømt til at vandre gennem Tir Nan Og (“De Unges Land” på keltisk/irsk).
Vi møder også hans tjener eller kumpan, den sleske, egoistiske og pengeglade dværg Ukko. Ved historiens indledning snyder de penge fra folk, samtidig med at Sláine dræber et time monster, i form at en T-Rex, der ved drunernes mørke magi har bevæget sig tværs gennem tiden til Sláines Tir Nan Og. Efter drabet kommer Ukko og Slaine op at toppes med nogle, der mener, at de har snydt dem, hvilket naturligvis ender blodigt, efter at Sláine for første gang har sagt sin berømte oneliner: “Kiss my axe”. Derpå må Sláine og Ukko i al hast flygte, efter at overdrunen Lord Weird Slough Feg har sendt sine uhyggelig maskerede Skull Swords-elitekrigere efter dem, fordi de har dræbt hans time monster.
Opskrift på succes
Sláine og Ukko undslipper overmagten ved at skjule sig, og sejle væk i noget så lidet glorværdigt som en gyllebåd. Og dette siger sådan set alt om Sláine-serien, når den er bedst. Den første lille historie indeholder næsten alle de elementer, der har gjort serien så enormt populær. Denne klassiske formel bliver nærmest bare destilleret og raffineret gennem albummet. I historien The Beast in the Broch er første del nærmest ren Conan, hvor Ukko og Sláine investerer i et fjerntliggende fængsel. Ukko mener, de vil kunne tjene penge på fængslets indhold af fanger, men fængslet viser sig dog at indeholde nogle lidt farlige væsner. Samtidig begynder her vi et blik tilbage i Sláines liv, om hvordan han kom til at tilhøre “The Red Branch”, Sessair-klanens elitekrigere, der har de berygtede “warp spasm”-evner, og det forsætter i Warrior’s Dawn, hvor vi får grunden til, at Sláine måtte flygte fra sin klan.
I historien The Bride of Crom dukker for første gang flere af de tilbagevendende skurke hos Sláine op, så som den vanvittige, dødsbesatte og halvrådnende drune Lord Weird Slough Feg (vi hører ham kun blive omtalt i Time Monster– historien, men han havde ikke screentime, så at sige), og hans præstinde Medb, hvis far hyrer Sláine til at redde hende fra at blive ofret i en brændende vidjemand (altså en “wicker man”). Det viser sig dog, at Medb ikke ønsker at blive reddet, men gerne vil være den rådnede ormegud Crom Cruachs brud. Dette har Sláine nu forpurret for hende, og derfor begynder hun på et langt hævntogt mod Sláine i historien The Bull God.
Sláines opgør med både Lord Weird Slough Feg, Medb og undergangsguden Crom Cruach kommer først til afslutning i tegner John Bisleys og Pat Mills’ The Horned God, som også er blevet oversat til dansk under titlen Den Hornede Gud.
Inspiration fra keltisk mytologi
Warrior’s Dawn er altså et album, hvor en masse grundlæggende elementer, personer og forhold for første gang dukker op, og bliver etableret. Der er dog også historier i albummet, som står helt for sig selv, uden at være bundet op på den større, overordnede historie. Det gælder for historierne The Creeping Death, The Shoggy Beast (der er en intelligent pastiche over Hitchcocks Psycho), og Heroes’ Blood hvor vi for første gang møder en anden dværg af Ukkos race, og sløret løftes lidt for deres (nordiske) oprindelse.
Bagerst i albummet er der gemt en lille goodie, nemlig et genoptryk af en gammel 2000 AD-artikel, hvor Pat Mills indgående forklarer, hvorfra han har hentet inspirationen til de forskellige begivenheder og personligheder i Slaine. Inspirationen stammer hovedsageligt fra keltiske myter, men i artiklen får Mills lov til at forklare, hvorfor han tolker de enkelte myter på den måde, han nu end gør. Desuden er han ikke helt så højrøvet i sin tone her, som han bliver senere i halvfemserne.
Af dette albums tre tegnere har Angie Kincaid kun tegnet den allerførste historie i albummet, hvilket jo også er den allerførste Sláine-historie der blev skabt. Sammen med Pat Mills bliver hun da også altid krediteret som medskaberen af Sláine, og i sit forord fremhæver Pat Mills også meget loyalt, at det er hendes første tegneserie nogensinde. Det skal dertil lige siges, at Angie Kincaid senere blev Mills’ kone (som han senere blev skilt fra igen), og ud over Slaine har de også sammen lavet en børnebog med små, søde, sommerfuglebevingede alfer (!) med titlen Butterfly Children.
Udvikling i tegnestilen
Taget i betragtning at det er Kincaids første udgivelse overhovedet, er det lidt svært at være helt negativ overfor hendes tegninger. Nok er de lidt stive, uden bevægelse, ikke videre originale og bare sådan lidt halvfjerdseragtige, men stadig må man medgive hende, at hun her er med til at skabe en legendarisk tegneseriefigur. At Mills er loyal overfor hende skyldes nok ikke kun, at hun er hans ekskone (hvilket han for øvrigt ikke nævner i forordet), men nok nærmere, at han i sine forord helt generelt altid er meget loyal og rosende overfor de tegnere, han har arbejdet sammen med. Også selv om andre folk generelt ikke har været så begejstret for deres samarbejde.
Det gælder også den anden tegner i albummet, Massimo Belardinelli. Ham har vi mødt tidligere her på Planet Pulp, i anmeldelsen af Sláine-albummet Time Killer. Belardinellis stil her lægger sig til at starte med op af Kincaids, og er ligeledes lidt stiv, ubevægelig og europæisk halvfjerdseragtig, men efterhånden begynder den at bløde lidt mere op, og bliver meget bedre. Specielt Belardinellis tegninger af Sláine i sine warp spasms er ret forrygende, og det påpeger Mills også i den nekrolog, han har skrevet over Belardinelli, som døde sidste forår.
Mike McMahon bliver ikke i samme grad rost af Mills i hans forord, eller rettere: Mills bemærker, at de fleste folk fremhæver og husker McMahon i forhold til Belardinelli og Kincaid. Mills og McMahon har på dette tidspunkt tidligere arbejdet sammen på et andet af begge deres karrierers højdepunkt, nemlig Judge Dredd-serien The Cursed Earth (Den Forbandede Jord), som er et af 2000 AD‘s absolutte højdepunkter. Men rent tegnestilmæssigt vil jeg sige, at McMahon er på sit højeste niveau her, og de andre kan simpelthen ikke være med. McMahons stil skal opleves – den er suveræn i sin brug af lys og skygge, i billedkompositionerne, og i den måde, han leverer fortællingen på. Dertil kommer, at McMahon har fyldt sine billeder med små detaljer og finurligheder, der gør Sláines univers mere levende. Belardinelli er ikke nær så god og original her, som McMahon er, men det betyder ikke, at han er dårlig – McMahon er bare noget helt andet.
Selv om McMahons tegninger faktisk er hele albummet værd, så behøver man bestemt ikke at lade sig nøjes med det. For Pat Mills er i Warrior’s Dawn bestemt i topform – måske sin bedste form nogensinde som historieskriver. Alle hans feticher og kendetegn (mytologi-sammenkoget med samfundskritik og generel wackyness) er her, og ved den tidlige Sláine virker de optimalt. Det er kun tilbage at sige, at interesserer man sig bare den mindste lille smule for 2000 AD og britiske tegneserier, bør man købe Warrior’s Dawn, for her har man én af de mest klassiske serier i dens begyndelse og højdepunkt.
Sláine: Warrior’s Dawn er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Pat Mills, Massimo Belardinelli, Mike McMahon & Angie Kincaid
Albumlængde: 208 sider
Albummet udkom første gang i marts 2005 (med et andet cover) på forlaget Rebellion. Den nuværende version udkom januar 2008, og består af materiale der første gang udkom i 2000 AD progs 330-360, i årene 1983 og 1984.
Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008
Stikord: 2000 AD, Barbarer, Irland, Okkultisme
