Skyggernes Hus

Først og fremmest må jeg indrømme, at det desværre er alt for længe siden at jeg har haft en Bjarne Reuter-bog mellem hænderne. På trods af, at jeg som barn/teenager slugte Casanova (1983), Zappa (1977), Slusernes Kejser (1978 ) og Shamran (1985) for blot at nævne nogle få af mandens utallige værker indenfor børne- og ungdomslitteraturen.

Delvist baseret på tidligere roman

Denne seneste ungdomsroman i gysergenren er bygget delvist på Reuters ungdomsroman 7.a (1992). Da jeg dog ikke har læst 7.a, skal anmeldelsen af Skyggernes Hus kun gælde for bogen som selvstændig roman. Som Reuter indledende forklarer i bogen er dens dramaturgi og handlingsgang ændret, ergo kan den læses selvstændigt.

En klasse teenagere med musikalske evner på eliteniveau skal på lejrtur, og med dem er deres lærer og en ny vikar. I alt 8 mænd og 5 kvinder er af sted, og de skal bo i et hus ved havet. Eleverne har et tæt sammenhold, på godt og ondt, og de gemmer desuden på en fælles, grum hemmelighed. Deres førhen alkoholiserede lærer, Eva Bergman, kæmper med at holde styr på de 11 forkælede og grænseafprøvende elever, hver med deres karakteristiske roller i gruppen. Desuden byder persongalleriet på en jordbunden vikar, en notorisk kikset skoleleder, samt den lokale sære, finske købmand.

Arketyper

Klassen består af gode arketyper, bl.a. den indadvendte, egentlige leder af gruppen, den overspisende klassens klovn, den tyndhudede pige, den ondskabsfulde rebel, de overfladiske modeslaver og gruppens evige samvittighed. Elevernes tone er spot on; man får eksempelvis, indimellem gysene, lov at klukke lidt over klasseklovnens Julius’ verbale comebacks:

“Jamen, det siger mig ikke noget, klynkede Julius, jeg vil hjem til Fætter Guf. Det er et overgreb mod min personlige frihed, og du skal ikke tale nedsættende om min gud.”

De 13 er som sagt på lejrtur i et ganske mystisk og sært fugtigt hus, kaldet Pemba, beliggende et afsides sted ved havet. Huset var i sin tid bygget på bestilling af to brødre, der skulle vende hjem fra deres handelseventyr på Zanzibar. Skibet de rejste med, også kaldet Pemba, forlod i 1934 Zanzibars havn med 13 mennesker ombord – 8 mænd og 5 kvinder. Skibet nåede aldrig i havn, men enkelte af brødrenes ejendele, samt masten fra skibet, er en del af husets interiør. Huset har ikke været beboet i de 70 år, der er gået, indtil klassen nu ankommer.

Huset lever

Eva Bergman fornemmer fra første minut, at huset nærmest begynder at leve ved deres ankomst – sære lyde fra endnu mere sære ting skaber uro. Huset begynder langsomt at gøre sig klar til en forvandling, det har ventet på i 70 år. Den næsten tørlagte Evas ikke helt stabile mentale tilstand gør hendes små opdagelser rundt om i huset endnu mere sære, end de allerede er:

“Hun trådte ind i kælderens bageste rum, hvor der stod et stort firkantet kar fyldt til randen med sort vand. Et stille silkeagtigt sort vand. Hun ville have svoret, at det var derfra boblerne kom. Men fra vandet kom der ikke en lyd. Hun bøjede sig over karret og så sit spejlbillede i sort og blåt. Det var næsten som om hun lå dernede. Forsigtigt lagde hun håndfladen mod det glinsende vand, da en boble skød op fra karrets bund. På brøkdelen af et sekund var hele vandoverfladen i bevægelse, det boblede og sydede.”

Kollektiv skyld

Samtidig med dette, forsøger eleverne at få gjort op med den grumme hemmelighed, der har bundet dem sammen. For eleverne kommer husets sære opvågnen og Evas oplevelser dog i anden række, for deres fælles hemmelighed er så altoverskyggende, at de i kor og med dyb alvor, bruger et latinsk citat:

“Caelum non animum mutant qui trans mare currant” – Himmel, men ikke sind, skifter de, der rejser over havet.

Resten af plottet skal ikke røbes her. Handlingen er måske lettere forudsigelig, men man snydes ikke for Reuters altid gode psykologiske gys, inden Skyggernes hus slutter ganske grumt. Persongalleriet byder på en god variation af karakterer, og uden elevernes indbyrdes forhold og Evas baggrundshistorie, havde historien nok været en tynd gang sjask. Reuter har vældig godt fat i temaet kollektiv skyld, der gør at historien ikke er spildt på voksne læsere. Det er kort sagt en fin, lille ungdomsroman. Nu er jeg godt nok lidt af en sucker for historier fra havet, men hvornår er et lille gys med et maritimt og psykologisk sært tvist ikke interessant?

Skyggernes Hus er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.